Hos Mommer

10. november 2017

Jeg har gjort min borgerpligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

På valgdagen til kommunal- og regionsrådsvalgene er vi i Jylland, og da hverken John eller jeg nogensinde har undladt at stemme, gik vi på Borgerservice i går i Brøderup, som er det nærmeste for os. Vi ville naturligvis brevstemme.
Borgerservice ligger – her, som så mange andre steder – i forbindelse med biblioteket. I Brøderups tilfælde et meget lille bibliotek med en enkelt bibliotekar. Inde til højre lå et lille, mørkelagt rum med skiltet Borgerservice over.
Da bibliotekaren blev ledig, spurgte vi, hvorfor der var lukket i Borgerservice, når der på nettet stod, at der var åbent.
– Har I bestilt tid?
– Øh … næhh … skal vi det?
– Ja, det skal I faktisk. Må jeg spørge, hvad det drejer sig om?
– Det må du godt. Vi kom faktisk for at brevstemme.
– Ahhh, men lige præcis det kan jeg godt klare. Jeg skal bare bruge jeres sundhedskort.

Puha – så var vi alligevel ikke gået forgæves. Vi fik attesteret og skrevet under og stemt og stemplet og afleveret. Det er en noget omstændelig affære, som ingen af os har prøvet før, på trods af mine 15 folketingsvalg, 12 kommunalvalg, 15 EU-valg og et ikke opgjort antal amts- og regionsrådsvalg, men var/er disse som oftest ikke samtidig med kommunalvalgene?
I hvert fald er det blevet til mange ture til stemmeurnerne siden 1974, hvor jeg som 21-årig fik lov til at være medbestemmende i det danske samfund.
At det er så omstændeligt, er der en forklaring på. Næstved kommune har allerede nu allokeret to fuldtidsansatte til udelukkende at sidde og sortere brevstemmer. I princippet kunne jeg jo, hvis jeg ellers gad og havde tid, begive mig til hver eneste borgerservice i Danmark og afgive min stemme.
Og det kan jeg, ligeledes i princippet, gøre hver dag i seks uger:
image

Det er der jo så nogle, der skal sørge for, at der ikke bliver snydt med. Derfor skal alle brevstemmer i landet gennemgås, så man kan være sikker på, at den enkelte borger kun får lov til at komme igennem med sin sidste stemme, hvis vedkommende har afleveret mere end én.
Sikke et arbejde. Og der må bare ikke ske fejl – sikke en ballade, der kunne komme ud af det.
Det er heldigvis ikke min opgave at sørge for det – jeg har gjort min borgerpligt og kan tage til Jylland med god samvittighed.

På biblioteket hang en elevgjort plakat, som skulle argumentere for, at man ikke kun har ret til at stemme, men også pligt. Blandt andet stod der bramfrit
STEM ELLER HOLD KÆFT
Jeg er ganske enig. Hvis man ikke gider give sit besyv med, mister man brokkeretten.

Reklamer

20 kommentarer »

  1. Sådan, Ellen! 👍

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 10. november 2017 @ 16:40 | Svar

  2. Valg til kommunalråd og amts-/regionsråd er samtidige og hver fjerde år den tredje tirsdag i november. 1977-1217 = 11 valg
    Valg til EF-/EU-parlamentet er hver femte år og med første direkte valg i 1979, så indtil nu har der været afholdt otte.
    Derudover har der været syv folkeafstemninger vedr. EF/EU og to andre fra 1974 og til nu.
    Man kan også brevstemme i udlandet på de danske konsulater og ambassader fra tre måneder før valgets/afstemningens afholdelse.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 10. november 2017 @ 16:50 | Svar

    • Kommunesammenlægningen skete i 1970, så der var også et i 1973, hvorfor jeg kom frem til 12 – det var fordi jeg regnede forkert og placerede det i 1974 … og så viser det sig faktisk ved nærmere eftergoogling, at jeg godt kunne stemme i 1973, for den blev sat ned til 20 år i 1971, så de 12 holder alligevel 🙂
      De 15 EU-valg er vi jo enige om …
      Jeg ved godt, at man kan brevstemme i udlandet, men nu skal vi jo kun til Jylland 😉

      Kommentar af Ellen — 10. november 2017 @ 17:10 | Svar

      • Hvad med valget til Folketinget i 1973! 😜

        Kommentar af Kristine — 10. november 2017 @ 18:20 | Svar

        • Jubiii – Ellen begik endnu en bommert – så er du jo glad 🙂
          Men ja, det havde jeg helt glemt – det var oven i købet der, Glistrup til min allerede dengang store ærgrelse blev stemt ind. Det huskede jeg som værende i 1974, men det var det så ikke.

          Kommentar af Ellen — 10. november 2017 @ 18:43 | Svar

          • Glad for at du tog fejl er jeg ikke, men jeg troede, at du kunne rumme lidt fredagsdril i al fredsommelighed. Jeg beklager og ønsker dig en god weekend uden en bommert 🙂
            PS: Dit indlæg om at I skal til Malta, sendte mig “down memory lane” og jeg kom til at tænke på, at det var, da jeg besøgte Malta, at jeg erfarede, at jeg havde knæproblemer, der viste sig at være slidgigt. Måske er jeg på afveje, men det bestemt ikke er min hensigt og så må du undskylde, men jeg mener at huske, at din mand har dårlige knæ, hvilket jeg tolker som slidgigt. Hvis det er tilfældet, så vil jeg foreslå, at han får en (sammenklappelig, så den kan komme med på rejser) pedaltræner – ja det hedder det altså – og bruger den dagligt hver morgen 15-20 min. og også gentaget senere ved længerevarende stillesidden, hvis han ikke allerede gør tilsvarende. Min anbefaling skyldes, at jeg selv tilfældigt fik muligheden og siden er blevet afhængig, da morgenømhed/stivhed/humpen er en saga blot, da knæleddet bliver opvarmet/smurt, så dagligdagens gang og cykling ikke er en belastning, men en fortsat smøring af knæet.

            Kommentar af Kristine — 11. november 2017 @ 00:23 | Svar

            • Det er nok fordi jeg ikke opfatter det som værende drilleri fra din side – jeg er åbenbart enten sart eller tungnem 🙂
              Jo, han har ondt i knæene, men han påstår hårdnakket, at det ikke hjælper at cykle. Dengang han kun havde 4 km til arbejde, cyklede han i begyndelsen, men stoppede efter godt et halvt års tid, fordi hans knæsmerter blev værre og værre, så jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg ikke skal foreslå, at han erhverver sig en pedaltræner.

              Kommentar af Ellen — 11. november 2017 @ 09:10 | Svar

  3. Stem eller hold kæft – nemlig! 🙂

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 10. november 2017 @ 16:57 | Svar

    • Ja! Der er faktisk temmelig mange i DK, der burde holde kæft, stemmeprocenten taget i betragtning 😉

      Kommentar af Ellen — 10. november 2017 @ 17:11 | Svar

  4. Udmærket slogan! Burde bruges i alle medier op til et hvert valg 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 10. november 2017 @ 17:13 | Svar

    • Ja – det burde oven i købet være et, alle fra det yderste venstre til det yderste højre kunne blive enige om 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. november 2017 @ 17:15 | Svar

  5. Var Borgerservice lukket fordi ingen havde bestilt tid, hvorfor der ikke var grund til holde åbent? Heldigt I kunne brevstemme.
    Jeg mener at havde stemt ved alle de mulige valg der har været så længe jeg har kunnet deltage, men jeg har ikke tal på dem, hvilket selvfølgelig kan være kritisabelt. Det er trist at høre kvikke unge danskere sige at de ikke ved nok om de kommende valg til at stemme. De kunne så ulejlige sig en smule og ikke vente på at informantionen hældes i hovedet på dem

    Kommentar af Jørgen — 10. november 2017 @ 20:50 | Svar

    • Hvis man bestiller tid, er det til en telekonference, må man vel kunne kalde det – det er i hvert fald via en skærm, så det bliver ikke der, jeg går til, hvis jeg skal bruge Borgerservice. Bortset altså fra at brevstemme …
      Ja, det er trist at høre. Det hører man til hvert valg, synes jeg – jeg ved ikke hvad de forventer (og det er ikke kun de unge, jeg tænker på, der er mange hele vejen opad i årene, der siger det samme). Der er masser af information at få, men man skal selvfølgelig selv lede lidt efter den.
      Men HVIS man så får informationen forærende, så at sige, så bliver der jo alligevel ikke hørt efter …

      Kommentar af Ellen — 10. november 2017 @ 21:47 | Svar

  6. Brevstemning, med hvad deraf følger, er blevet en ny arbejdsopgave på rigtig mange biblioteker.
    Vi fik også borgerservice på bibliotekerne her i kommunen, inden jeg gik på pension. Den service nedlagde de igen i forbindelse med en af mange sparerunder, men en del af opgaverne blev ‘li’som hængende’ hos de biblioteksansatte … Noget af en ekstraopgave, som vi brugte (de bruger) en del kræfter på; som f.eks. folkeafstemningerne. Til gengæld er borgerne ret glade, da de biblioteksansatte åbenbart har ry for at være betydeligt mere servicemindede end mange rådhusansatte. Måske som et udslag af bedre og mindre bureaukratisk arbejdsmiljø? 😉

    Kommentar af fiberfryd — 11. november 2017 @ 15:00 | Svar

    • Det er typisk at lægge flere opgaver ud til folk uden at opgradere antallet af ansatte … men jeg tvivler ikke på, at du har ret i, at bibliotekerne generelt er mere serviceorienterede 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. november 2017 @ 15:31 | Svar

  7. Vi har også stemt for et par uger siden.

    Den anden dag talte jeg med mine kolleger om, hvor mange det stemmer på et andet parti til kommunalvalg ift folketingsvalget. Svaret var lidt overraskende: alle. Gælder det også dig?
    PS: godt at du igen blev rejselysten – jeg kan næsten ikke forestille mig et liv uden nye input fra andre lande og kulturer

    Kommentar af Fru Z — 11. november 2017 @ 16:42 | Svar

    • Nej, det gælder ikke mig – jeg stemmer på samme parti til begge valg, men ‘borgmestereffekten’ gør sig gældende i mange kommuner. I min gamle kommune, fx, fik den daværende og uhyre populære venstreborgmester Arne Haugaard et hav af personlige stemmer, som bevirkede, at partiet sad solidt på magten i mange år.
      Jeg har også svært ved at forestille mig et liv uden rejser, men der skulle lige en lille pause til, åbenbart 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. november 2017 @ 17:00 | Svar

  8. Uanset politisk ståsted… skal man sætte sig bare lidt ind i det aktuelle valg og stemme!
    Jeg er så enig med den elevplakat…
    Valgdagen er en speciel dag… og vi er heldige at bo lige her, hvor det er en selvfølge, at vi kan stemme.

    Kommentar af Anne Holtegård — 12. november 2017 @ 13:03 | Svar

    • Det har man ganske enkelt pligt til i et demokratisk samfund, for ja, vi skal være glade for, at vi kan stemme frit og uden snyd.

      Kommentar af Ellen — 12. november 2017 @ 15:20 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.