Hos Mommer

21. oktober 2017

SÅ blev der bandet. Længe og indædt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Da vi ankom til bagagebåndet i Heathrow i går, var der af ukendte årsager en, der havde taget alle kufferterne af båndet og sat dem i to rækker. Jeg fik hurtigt øje på vores og så gik vi ellers hurtigt ud og fandt vores bus. Togturen har jeg beskrevet. Vi var hjemme hos Charlotte kl. 12:15, og kl. cirka 18 ville John pakke ud.
Hvorfor har du låst min kuffert?
– Det har jeg da heller ikke. Hvorfor skulle jeg dog låse din kuffert?
– Det ved jeg ikke, men låst er den.

Ellen hen at kigge.
Det er ikke din kuffert! Sagde hun. Og så sagde hun For fanden og sgu! Og en del mere …
– Du må have taget den forkerte i lufthavnen! Sagde han …
Det kunne jeg ikke umiddelbart modbevise, men det ville godt nok undre mig såre, hvis det skulle forholde sig således – jeg kender så glimrende alle husets kufferter, mens John nok aldrig lærer dem at kende og altid må have mig til at udpege dem i lufthavnene.
Så gik det op for  mig, at der ingen bagagestrimler med stregkoder var på den fremmede kuffert:
Det være sket i toget; der er ingen bagagestrimler på. Og i øvrigt ingen form for identifikation overhovedet. Men der kommer ingen bagage gennem to lufthavne uden bagagestregkoder.
Den var svær for ham at argumentere sig ud af, men han prøvede:
– Altså. Jeg tog kufferten der, hvor jeg havde sat den. Færdigt arbejde! Og jeg tog min kuffert!
– Det kan du jo ikke have gjort!
– JO!
– Vi har da tit oplevet, at kufferterne bliver flyttet for at få plads til flere.

Det her førte lige som ingen steder hen …
Jeg undersøgte: Lost property kan tage op til syv dage at registrere … så er vi på vej hjem igen.

Det er ikke så godt … jeg havde min dyre linse i kufferten …
– Det havde du bare IKKE?! Har du da slet intet lært af vores første afrikatur? Aldrig værdifulde genstande i indchecket bagage!
Her måtte jeg tælle til 10. Han havde jo ikke gjort det med vilje, men ville/kunne stadig helst ikke tro, det var ham selv, der havde kvajet sig.

I morges fandt han et godt gemt telefonnummer i kuffertens dertil indrettede lomme. Vi ringede.
– Oh THANK YOU! I did see your suitcase, though, and reckoned that the owner was the one who took mine.
Efter beskrivelsen var der ingen tvivl om, at det var Johns kuffert, hun havde set, så var det i det mindste på plads: Vi skulle ikke involvere Heathrow.
Vi aftalte at indlevere den i Swindon. Nu var der i det mindste én glad person.

I Swindon var de uhyre velorganiserede og vidste fra den anden kufferts ejer, hvad det drejede sig om: Oh – this is ‘the other’ suitcase. The one you are looking for, is in Bristol Temple Meads’ Lost Property.
Det var dagens bedste besked, så Charlotte (og vi) satte kursen mod Bristol, som jo ikke ligger lige ved siden af deres hjem, men det var rart at vide med sikkerhed, at den var blevet indleveret og vi dermed ikke kørte forgæves. (Bristol Temple Meads var endestationen for vores tog i går, men vi kunne jo ikke vide med sikkerhed, om kufferten var blevet indleveret der.)

John gav en god frokost i Bristol, og nu har en glad mand pakket ud, fundet sin linse og lagt den over i rygsækken!
Nu mangler vi bare at finde ud af, hvordan vi lærer manden kuffertgenkendelse, men det er dog helt sikkert, at han nu har lært at tjekke grundigt. Og hellere tjekke en gang for meget end en for lidt. Jeg bliver også nødt til at huske at være mere opmærksom end jeg troede var nødvendigt …

Bristol Temple Meads station

Stationen var ret flot. Og alle Bristols taxier er blå, fandt vi ud af.

Reklamer

24 kommentarer »

  1. Når det nu skulle være sådan, var det jo godt at det ikke var værre. Her i huset sættes altid et specifikt kendetegn på kufferterne, fx. et lille klistermærker. Det har hidtil virket hver gang.

    Kommentar af Jørgen — 21. oktober 2017 @ 18:31 | Svar

    • Ja, det endte jo godt. Vi har skam flere specielle kendetegn, som jeg har helt styr på, men John er simpelthen kuffertkendemærkeblind!

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2017 @ 19:53 | Svar

  2. Jeg er enig med dig i, at man ikke skal lægge værdifulde ting i bagagen, men hvor er det da også irriterende, hvis man skal have det hele med i håndbagagen.
    Og lige her, var det jo heller ikke indtjekningen, det lavede balladen.
    Godt at kufferten blev found, når den nu var lost.
    Rigtig god ferie.

    Kommentar af Fru Z — 21. oktober 2017 @ 18:45 | Svar

    • Nej, det var ikke lufthavnens skyld, men jeg må indrømme, at jeg troede den kuffert var væk.
      Men ja, det var godt, og alle er glade – og C en smule træt efter al den kørsel …
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2017 @ 19:54 | Svar

  3. Pyha, reddet på målstregen! Jeg siger som Jørgen: Et specifikt kendetegn – og nok så meget for at andre ikke skal forgribe sig på kufferten ved en fejl. Og jeg siger som dig: Ingen værdigenstande (eller medicin) i indchecket bagage. Da der ikke er værdigenstande, lader vi kufferterne være ulåste, og i kufferten ligger et A4-ark med navn, adresse, telefonnummer, fly og tider samt midlertidige adresser. Sedlen er især møntet på situationen, hvor kufferten ryger til Bangkok i stedet for Athen (eller …).
    Og må I så nyde resten af turen 🙂

    Kommentar af Eric — 21. oktober 2017 @ 19:17 | Svar

    • Vi har specifikke kendetegn, flere endda, men som jeg skrev til Jørgen, er John totalt kuffertkendemærkeblind.
      Vi låser heller aldrig vores kufferter, fordi vi ikke har værdigenstande i . Troede jeg … og den ide med A4-arket er rigtig god. Sådan en vil jeg huske at lægge i fremover, når vi rejser.
      Tak – nu kan den netop nydes 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2017 @ 19:57 | Svar

  4. Dejligt, at det hele endte godt -så hurtigt 🙂 Det der med lost property forstod jeg ikke; kunne det tage en uge fra indlevering, til nogen gad ringe til jer?? Så var de mere effektive i Helsinki i går, hvor en glemt mobil blev opdaget på flyet og løbet igennem lufthavnen, så ejermanden fik den tilbage, før han boardede sit næste fly. Ret flot, synes jeg 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. oktober 2017 @ 19:23 | Svar

    • Det kan tage op til en uge at registrere glemte/mistede genstande i det centrale register, Heathrow og First Great Western anvender.
      Det var dog en helt exceptionel service i Helsinki!

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2017 @ 19:59 | Svar

  5. Åh, det er bare det, man frygter, vil ske. Heldigvis med et positivt resultat til slut. Og jeg ved ikke, om man nogensinde får sikret sig 100 %.
    Men nu kan I forhåbentlig nyde resten af tiden uden uforudsete forstyrrelser.

    Kommentar af conny — 21. oktober 2017 @ 19:56 | Svar

    • Ja, og vi har oven i købet prøvet det før, men det var dengang, der meget ofte var forsinket bagage i Heathrow i bemærkelsesværdig stor grad.
      Jeg er sikker på, at vi kan nyde resten af ferien uden problemer 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2017 @ 20:01 | Svar

  6. Vi bruger røde silkesløjfer – alternativt pink tyl! Ingen mænd fra denne husholdning har været begejstrede 😻

    Kommentar af Bente — 21. oktober 2017 @ 20:15 | Svar

    • Det er deres problem! Bare kufferten er til at kende.
      Jeg har et rødt, et pink, et grønt og et ‘guld’bånd placeret forskellige steder på vores kufferter, så der en eller anden farve at se, uanset hvordan kufferten vender på båndet.

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2017 @ 21:57 | Svar

  7. Jamen, det var da en skrækkelig situation oven på alle rejsestrabadserne. Det er næsten helt fantastisk, at historien endte godt og kufferterne havnede hos de rette ejermænd. Eftersom I har mærket jeres kufferter på en personlig måde, så er der vel ikke flere forholdsregler I kan tage? Det var et hændeligt uheld eller en hændelig uopmærksomhed, der kan ske for enhver. God ferie. Og ikke flere sindsoprivende episoder.

    Kommentar af betty — 21. oktober 2017 @ 22:27 | Svar

    • Det var ikke sjovt, nej, og jeg havde ikke turdet håbe på det gode udfald, det endte med.
      Jeg tror ikke, der er flere forholdsregler – andet end at jeg må være mere opmærksom på Johns bagage.
      Tak, og nej, helst ikke!

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2017 @ 11:05 | Svar

  8. Sikke en gyser. Godt der blev en lykkelig slutning.

    Kommentar af Kirsten — 22. oktober 2017 @ 02:21 | Svar

    • Ja, det var næsten en gyser, men vi er glade nu 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2017 @ 11:05 | Svar

  9. Godt jeg ikke er John, for jeg kan mærke fruens irritation helt heromme bag skærmen. Og som Betty siger, det kan ske for enhver (og så vil Ellen nok sige, ikke for mig 😉
    Mon ikke John er en glad og lettet mand i dag.

    Kommentar af Lene — 22. oktober 2017 @ 09:32 | Svar

    • Det vil Ellen nemlig lige præcis påstå 🙂 – og jeg havde faktisk meget ondt af John, fordi han havde mistet sin kuffert. Irritationen gik mest på, at han prøvede at køre skylden over på mig!
      Og ja, han er en glad og lettet mand i dag.

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2017 @ 11:08 | Svar

  10. 😨😨😨😨 GISP!
    John er en meget heldig mand!

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 22. oktober 2017 @ 17:14 | Svar

    • Det var simpelthen SÅ heldigt!

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2017 @ 17:38 | Svar

  11. Mon ikke det er alle rejsendes mareridt?
    Skønt med happy ending 🙂

    Kommentar af Kisser — 22. oktober 2017 @ 17:53 | Svar

    • Jo, det er det nok … bestemt ikke særlig sjovt, men vi nød den gode afslutning 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2017 @ 19:51 | Svar

  12. Phew, det var godt nok heldigt, at kufferterne fandt hjem til deres ejermænd så hurtigt! Nogen må have haft meget ondt i maven … Det er aldrig rart at indrømme, at man har dummet sig, men såre menneskeligt begge dele.

    Kommentar af fiberfryd — 23. oktober 2017 @ 09:18 | Svar

    • Ja, det var en værre historie, men heldigvis med en lykkelig udgang.
      Det er da vildt irriterende at kvaje sig, og jeg tror faktisk, at John ærgrer sig endnu, for han var så sikker på, at det var mig 😉

      Kommentar af Ellen — 23. oktober 2017 @ 10:41 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.