Hos Mommer

2. oktober 2017

Når himlen er høj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags:

P1070314Søndag morgen stod vi op til et herligt vejr – næsten helt vindstille og med fuld sol fra en blå, blå himmel.
Så bliver man glad.
Jeg har altid bildt mig selv ind, at jeg er stort set upåvirket af vejret, men jeg må erkende, at det nok ikke er helt sandt. Heldigvis er det på den go’e måde, forstået således, at jeg ikke får sort humør ved dårligt vejr, men jeg bliver altså lidt gladere, når vejret er godt. Vinterdepression er et for mig ukendt begreb, og jeg synes heller ikke, jeg behøver så meget lys, men derimod nyder mørketiden på de betingelser, der nu engang er. Vi tænder i stedet op i brændeovnen og hygger inden døre.
Men.
Når man kommer ned til et veldækket morgenbord og får en lys og smuk vinduesplads som denne, kan man da kun blive glad. De serverede ikke engang den ellers så almindelige buffet, men morgenmaden var anrettet og serveret individuelt for gæsterne. Dejligt.
Velduftende, yndige gammeldags roser kunne også yde deres bidrag til den generelle livsglæde.

IMG_8071

Vi nød det dejlige måltid, pakkede os selv og bilen, afregnede med Schackenborg Kro og satte igen kursen mod Aventoft, denne gang for at handle lidt billigt ind, men der blev vi snydt, for de åbnede først klokken 11, hvilket ville betyde, at vi skulle have over en time til at gå. Det gad vi ikke vente på, så de billige, alkoholfrie øl må vente til en anden gang. Det havde måske været noget andet, hvis vejret havde været som dagen før, men som det nu var, måtte der ikke gå tid til spilde.
Vi satte derfor kursen mod Rømø, da der var enighed om, at en lille spadseretur langs vandet på den brede, brede strand ville bekomme os godt.

Rømø

Vi skulle køre igennem noget sand, der endnu ikke var helt vandfrit, men John tænkte åbenbart hvis de andre kan, så kan jeg også. Det kunne han ganske rigtigt, og mens nogle af os tog de vandtætte vandrestøvler på, fortsatte Ditte kun ‘iført’ bare fødder.
Hun hævdede, at vandet var dejlig lunt, men jeg nøjedes med at tro på hendes ord. Peter bemærkede, hvor flot hun matchede Vesterhavets farver.

Ditte på Rømø oktober 2017

Efter den omgang mental opladning var klokken 11:30, så vi vendte næsen mod Ribe, hvor vi ville spise frokost.
Vi havde talt om Vadehavscentret, men det må også vente til en anden gang, for vi havde en deadline … vi skulle være hjemme ved sekstiden.
Den gode restaurant nede ved åen, hvor John og jeg har spist et par gange, var desvære lukket – og så ud til at være lukket sådan ret permanent, så vi måtte finde os et andet sted, hvilket viste sig at være vanskeligere end troet, medmindre man vil have pizza eller burger, hvilket vi ikke lige havde forstillet os skulle udgøre vores frokost.
John og jeg har spist mange gode frokoster i Ribe, for det var der, vi tyede til, når vi bevidst var i meget god tid til at nå Englandsbåden, men lige i går havde vi svært ved at finde et egnet sted.

RibeUdendørs frokost i Ribe oktober 2017

Indtil vi fandt Bobbers, hvor mændene fik hver et stjerneskud, jeg røget laks på hytteost og masser af grønt, og Ditte en … ‘dameburger’, såmænd, men der er burgere og så er der gode burgere, i dette tilfælde med en grøn aioli til, og så var Ditte solgt. Jeg kunne dermed, som den eneste, pudse LCHF-glorien, hvilket jeg da heller ikke undlod. Det var lækkert og veltilberedt alt sammen.
Nu skulle bilen findes, og et par timer senere kunne vi sige farvel og tak for denne gang; nogle gode oplevelser rigere alle fire.

Reklamer

20 kommentarer »

  1. Det lyder som en virkelig dejlig dag – hvis du ikke havde skrevet nogen tekst, ville billederne alene kunne sende det budskab ud over rampen 🙂

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 2. oktober 2017 @ 15:57 | Svar

    • Ja, det kan jeg godt se, men jeg syntes der skulle lidt ord på også 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. oktober 2017 @ 16:12 | Svar

  2. Det hele synes at have flasket sig, bortset fra det med flaskerne. Det er generelt at grænsebutikkerne først åbner kl. 11 om søndagen, har jeg lært mig (på samme måde).

    Kommentar af Jørgen — 2. oktober 2017 @ 16:42 | Svar

    • Det var måske ikke ligefrem den hårde, men det var i hvert fald den irriterende måde at lære det på … men nu ved vi det til en anden gang.

      Kommentar af Ellen — 2. oktober 2017 @ 17:08 | Svar

  3. Det var godt at forventningerne ikke skulle nedjusteres, men kunne leve op til det lovede. Det lyder også som om Schakenborg holder standarden.

    Kommentar af Pigen fra landet — 2. oktober 2017 @ 17:45 | Svar

    • Det var en lettelse – og ja, Schackenborg holder fint standarden 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. oktober 2017 @ 18:13 | Svar

  4. Sikke skønt vejr I havde, og godt at I fik sort sol at se og mærke.

    Kommentar af Lene — 2. oktober 2017 @ 18:15 | Svar

    • De endte med alt i alt at blive helt perfekt 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. oktober 2017 @ 18:40 | Svar

  5. Skønt vejr, skønne billeder, skønt selskab og skønne oplevelser. Alt er godt 🙂

    Kommentar af Kisser — 2. oktober 2017 @ 18:35 | Svar

    • Nemlig: Alt er godt 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. oktober 2017 @ 18:40 | Svar

  6. Sikke en skønherlig søndag… En god tur!!!
    Hvilket spisested var lukket? Kolvig?
    Rømø er storslået med den brede strand…
    Der er god plads til en frisk dame med bare tæer… på en god sommerdag er der rækker af biler, hvor folk ligger og soler sig ved siden af.
    Da jeg var barn, oplevede jeg ofte, at far (tidl. falckredder) hjalp med at skubbe biler væk fra tidevandet; manden var gået på strandtur og konen stod hjælpeløst… uden nøgler, dem havde han jo med! Dengang var biler ikke så komplicerede og kunne skubbes væk… ellers blev de oversvømmet!

    Kommentar af Anne Holtegård — 2. oktober 2017 @ 20:50 | Svar

    • Jeg måtte lige google, og ja, det er Kolvig, men jeg så også, at de holder lukket hver søndag, så mere permanent er der ikke over det 🙂
      Der var også virkelig mange biler i går, men det var jo også både søndag og fantastisk vejr.
      Ihh, det kan da kun have været tyskere, der opførte sig så fjollet? Jeg troede ikke, man kunne skubbe biler, når de står i gear? Hvilket jeg formoder, de fleste efterlader deres bil i. Men det var da godt, din far kunne være med til at redde de stakkels nødstedte.

      Kommentar af Ellen — 2. oktober 2017 @ 21:10 | Svar

  7. Sikke en herlig tur, I har haft. Hvor skønt at vejret var med jer, og at indkvarteringen og maden var i top.

    Kommentar af betty — 2. oktober 2017 @ 21:17 | Svar

    • Det var, bortset fra regnen lørdag aften, en helt perfekt weekend, men regnen ødelagde nu ikke spor for os..

      Kommentar af Ellen — 2. oktober 2017 @ 21:25 | Svar

  8. Dejlig tur I har haft 🙂 Men burger med dame?!? Det synes jeg ikke lyder rart 😉 Og så foretrækker jeg iøvrigt klart buffet frem for at få morgenmaden serveret. Dels slipper jeg for at skulle lugte til osten, dels kan jeg frit vælge at spise fem pandekager, hvis det nu lige er det, jeg har lyst til 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 3. oktober 2017 @ 14:38 | Svar

    • Tøhø, ville du hellere have haft herreburgeren? 😉
      Enten har jeg en svag lugtesans (eller du en supergod), for vores oste lugtede ikke. Men nu kan jeg godt lide ost … det er nok en del af forklaringen.
      Buffet er såmænd da også fint nok, men dette var rart som en afveksling, synes jeg.

      Kommentar af Ellen — 3. oktober 2017 @ 17:41 | Svar

  9. Den smukkeste sensommerdag; eller rettere efterårsdag, det var jo blevet oktober. Vandet var vitterligt ikke særlig koldt, Ellen.

    Kommentar af fiberfryd — 3. oktober 2017 @ 21:47 | Svar

    • Det siger du, og jeg tror på dig, men havde ikke spor lyst til at kravle ud af mine varme vandrestøvler 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2017 @ 09:11 | Svar

  10. Gid jeg også havde det sådan med vejret. Jeg kan desværre godt (og mere og mere med årene) blive temmelig påvirket, når jeg føler at al min tid leves i mærke. Jeg kunne ikke bo ret meget nordligere end her

    Kommentar af Fru Z — 3. oktober 2017 @ 22:39 | Svar

    • Du må have sydligere aner – du klarer, så vidt jeg husker, også en hel mere varme end jeg gør 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2017 @ 09:12 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.