Hos Mommer

25. september 2017

Man skal holde hvad man lover!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: , ,

I dag er det et rigtigt efterårsvejr, blæsende og gråt – dog uden regn, selv om det har truet flere gange. Jeg fik tørret sengetøj udenfor på en time, men tørrestativet havde trukket helt skævt af alt det riv og rusk.
Det har med andre ord været indevejr. Jeg har brugt dagen på at farve med det sidste bad blåtræ. Vi brugte kun halvdelen af suppen i sidste uge, og det skal helst bruges, inden det begynder at rådne eller gære eller andre udelikate ting.
 Der var masser af krudt endnu. Når jeg ikke ved ret meget, er det jo spændende hver gang jeg gør noget, som ikke lige står nogen steder, men man kan altså godt gemme blåtræsuppe i en uge, uden den taber pusten. Det gjorde den først efter 6. bad, selv om jeg brugte 100 gram garn til hvert bad.
Når man regner de 450 gram fra sidste uges forsøg, har jeg dermed 1050 gram fordelt på 11 nuancer, hvilket er rigeligt til et hvilket som helst tone-i-tone-projekt, jeg måtte finde på at gå i gang med.

Lige nu er jeg startet på Fino Shadow Shawl, som man kan hente opskriften til kvit og frit på Ravelry.
Jeg har fundet syv nuancer af indigofarverne, som jeg vil bruge til sjalet, og det ser ud til at blive udmærket. 
Der skal noget nemt strik til, for på lørdag drager vi afsted sammen med Ditte og Peter til Schackenborg, sort sol, 4-retters menu, et superior room og morgenbuffet. Det bliver godt. Jeg håber de har gemt nogle stære til os dernede – jeg synes jeg har set lidt for rigeligt med billeder af sort sol på FB allerede.
DMI lover tørvejr næste weekend. Der er forhåbentlig nogen, der har lært dem, at man skal holde hvad man lover.
John og jeg har, skeptiske som vi er, bestilt to regnslag, som er store og solide nok til at dække over både os selv, rygsække og fotoudstyr. John tager monsterlinsen med, og den må ikke blive våd.
Mon ikke det så er lige som når man har husket paraplyen? Har man det, får man ikke brug for den.

Det nemme strik skal helst også holde til weekenden efter igen, for så går turen atter til Jylland, denne gang Silkeborg, til Webstrikfestival – også sammen med Ditte, og da hun er chauffør, skal der strikkes i bilen.
Til strikkefestivalen er det vigtigt at have et strikketøj, hvor man ikke skal tænke for meget over det, man har gang i, for så er det ret sikkert, at det går galt, når man samtidig skal have ordnet verdenssituationen sammen med en masse andre kvinder.
Jeg kan bare ikke nøjes med det sjal, for jeg ved jeg går død i at strikke på det samme fra fredag eftermiddag til søndag middag, så jeg skal have fundet ud af et eller andet andet at have med. Det burde være muligt, for jeg har opskrifter på seks-syv sjaler liggende; det ene smukkere end det andet. Men hvilket skal det være efter – eller samtidig med – Fino Shadow Shawl
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …

Reklamer

16 kommentarer »

  1. Nøj, hvor er det smukt! ❤️

    Kommentar af Maude — 25. september 2017 @ 18:48 | Svar

    • Ja, ikke? Det bliver så fint i blå toner 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. september 2017 @ 19:16 | Svar

  2. Smukt… det bliver flot i dit garn med tone i tone.
    Og rigtig god tur til min hjemegn. Håber I får ser Sort sol🤞🏻Jeg fik det tip fra en ven, at det var en god ide med regnslag/paraply uanset vejret… for stærene var ikke “vandtætte”!
    Skal I besøge Vadehavscentret. Det passer ind i temaet..
    Det er ikke garn, du mangler… men projekter!
    Typisk; når man “skal” bruge nogle gode ideer, kan man ikke finde noget interessant😇
    Håber det lykkes.. og god strikkefestivaltur.
    Et par i gode weekender i sigte😃

    Kommentar af Anne Holtegård — 25. september 2017 @ 18:59 | Svar

    • Tak, tak … men man opholder sig da vist sjældent lige under stærene, men et stykke fra, så man ikke forstyrrer dem, og så man bedre kan nyde de flotte formationer.
      Vi har ikke rigtig lagt nogen planer endnu. Vadehavscentret ser godt nok ret interessant ud …
      Ja, det er typisk, men problemet er nok snarere, at jeg ikke kan vælge mellem de mange muligheder, jeg har givet mig selv 🙂
      Det er nemlig et par gode weekender at glæde sig til!

      Kommentar af Ellen — 25. september 2017 @ 19:22 | Svar

  3. God tur x 2. Jeg håber I får en fantastisk sort sol at se. MV.

    Kommentar af Jørgen — 25. september 2017 @ 19:42 | Svar

    • Åhh, det håber jeg søreme også, og tak!

      Kommentar af Ellen — 25. september 2017 @ 20:01 | Svar

  4. Kan et farvebad ikke holde længe, hvis det koges op, der lægges tætsluttende låg på, der ikke løftes før brug, hvorefter farvebadet køles af, da det så burde være sterilt?
    Er faconen på “Fino ..” en retvinklet trekant eller en irregulær konkav firkant, som f.eks. Helga Isagers “Camomille”?
    Kunne det andet projekt være et halsrør i tofarvet patent og stribet, hvor du anvender to serier farver (en på hver side) eller et rektangulært halstørklæde i perlestrik i tre farver, hvor der strikkes en pind ad gangen af hver farve (og evt. hvor af 1-3 af farverne udskiftes forskudt med farve 4-…). Den teknik har jeg brugt med stor fornøjelse, når rester har hobet sig op, med et harmonisk resultat til følge både i tone i tone farver og i kontrastfarver.
    Forhåbentligt bliver det tørvejr, men hvis ikke, så hav snor med, hvis I ikke har medvind, til at rebe ponchoerne om livet med, hvis I skal gå længere end kort.
    Hvis din vej falder forbi det svenske, så er der MANGE tragtkantareller. De står jo i klynger, så to mandtimers tur i skov gav 15 l. i forgårs.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 25. september 2017 @ 21:39 | Svar

    • Det kan det måske godt, men jeg ville helst have det væk.
      Faconen er som Camomille, men det er da også trekantet? Nærmest som et stort, tykt V.
      Det kunne det godt være – jeg har heldigvis over en uge til at beslutte mig i 🙂
      Det har bare at være tørvejr den dag!
      Jeg ser overalt, hvordan folk skovler tragtkantareller hjem i rå mængder, men det varer desværre et godt stykke tid, inden vi kan tage til Sverige igen 😦

      Kommentar af Ellen — 26. september 2017 @ 09:15 | Svar

      • Hvis jeg er firkantet i min påståelighed, så du er trekantet i din opfattelse jf.: http://denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Former_og_farver/geometriske_figurer 😉
        Hvis man – hvilket jeg tror, du medgiver – ser bort fra, at et strikket materiales udstrækning ikke kan defineres ved matematiske punkter/linjer, der er matematiske begreber og ikke har udstrækning, så er “Fino …” og “Camomille” firkantede, da de har to indvendige “rette” linjer og to udvendige, der er forbundet via fire “punkter”.
        Mvh. og tak for vejret i kommende weekend, hvis du kan udstrække din bestemmelse til også østligere egne 😊, så der yderligere kan råhøstes i tørvejr.

        Kommentar af Kristine — 26. september 2017 @ 14:48 | Svar

        • Jamen, så fortsætter jeg med at være trekantet … jeg kan godt se, hvad du mener, men jeg ville ikke kunne se den rigtige facon for mig, da det er et stort, tykt V, for selv om det har fire sider, er det overordnede indtryk triangulært 🙂

          Kommentar af Ellen — 26. september 2017 @ 17:23 | Svar

  5. Superflot sjal – glæder mig til at se din version i blå toner. Krydser da fingre for at I får godt vejr til Sort Sol, det ville være ærgeligt med regn.

    Kommentar af Margrethe — 26. september 2017 @ 06:26 | Svar

    • Det bliver så iint 🙂
      Tak for kryds – vi gør selv det samme!

      Kommentar af Ellen — 26. september 2017 @ 09:15 | Svar

  6. Måske har jeg ikke læst rigtig men når du farver garnet hvilke jeg syntes er flot. Mister det så noget af farven når det er strikket og så bliver vasket flere gange.
    God tur syntes er flot med sort sol .

    Kommentar af Jonna — 26. september 2017 @ 09:30 | Svar

    • Jeg har ikke skrevet om farveægtheden, for jeg ved ikke rigtig noget om den endnu. Jeg ved fra andre farvere, at alkanna og avocado ikke er lysægte, men jeg har ikke mine ting i solen, så det gør ikke så meget. Derimod har jeg lidt på fornemmelsen, at især de mørkere nuancer nok vil smitte af i vask, men så langt er jeg ikke nået endnu 🙂
      Tak – sort sol er bare SÅ flot!

      Kommentar af Ellen — 26. september 2017 @ 09:53 | Svar

  7. Det ser ud til at være et sjovt sjal at strikke. God fornøjelse med det.
    Også med sort sol. Til trods for at jeg boede i Ribe i 18 år, anede jeg ikke noget om sort sol indtil noget senere i mit voksne liv! Og jeg har ikke set det endnu. Så fortæl endelig 😉
    Hvis I bestemmer jer for Vadehavscenteret (som vel er det ude i Vester Vedsted eller deromkring), kan jeg da også gøre opmærksom på Vester Vedsted Vingård. Jeg kender den ikke selv – jeg har været for kort tid på besøg hos min mor ad gangen, til at det er blevet til et besøg derude. Jeg har svært ved at forestille mig vin dyrket i marsken.

    Kommentar af Conny — 26. september 2017 @ 12:55 | Svar

    • Tak – det ‘værste’ ved sjalet er, at omgangene bliver længere og længere og længere …
      Du må altså ned og opleve sort sol! Det er fjerde gang for vores vedkommende, og det er sikkert ikke sidste. Den er ikke lige ‘sort’ hver gang, men det er altid en oplevelse.
      Tak for tip – vi ser hvad vi når … og jeg er enig i, at vinplanter i marsken lyder lidt underligt.

      Kommentar af Ellen — 26. september 2017 @ 13:39 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.