Hos Mommer

17. september 2017

Det gik ellers lige så godt med det vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:59
Tags: ,

Turning TorsoVi havde været så heldige at få to billetter til en Tour de Turning Torso i dag kl. 11.
Der blev åbnet for to rundvisninger á max 80 personer, og billetterne var væk på ½ time. Det var vist heldigt, at jeg sad ved pc’en, da mailen løb ind.
Skulle nogle ikke vide, hvad Turning Torso er, så er det et Malmösk højhus, der drejer sig 90° om sin egen akse.
Der er både kontorlejemål og private lejligheder, og man skal være temmelig godt ved muffen for at kunne bo der: De mindste lejligheder er på 25 m2 og koster 11.000 SEK om måneden; de største er små 200 m2 og koster 32.000 SEK/md. (hhv. 8.600 og 25.000 kroner). Den store er måske ganske rimelig i pris, men jeg synes godt nok det er dyrt for bare 25 m2.
Der er dog trods alt vinduespudsning med i prisen … og en reception bemandet 24/7, et fitnessrum, festsal og vinkælder.

Som man ser på første billede, havde vi flot, flot vejr, så vi glædede os meget til at komme op på 53. etage og få taget nogle flotte billeder.
Jeg nåede lige at tage et par stykker, inden der blev trukket for, så et lysbilledshow og foredrag om alle de mange facts og tal om huset kunne blive kastet ud i luften til os. Mange af tallene var da også imponerende, men jeg husker ikke så mange af dem.

Udsigt fra Turning TorsoUdsigt fra Turning Torso

Det tog en halv times tid. Undervejs hørte jeg en dyb brummen, men blev først senere klar over, at et voldsomt uvejr havde anbragt sig lige over os, nemlig da gardinerne blev trukket fra igen. Det var blevet halvmørkt, og det lynede, tordnede, regnede og haglede. Pokkers også.
Mit kamera havde meget svært ved at abstrahere fra dråberne på ruderne, så det blev slet ikke de billeder, jeg havde håbet på – det var lige før, jeg følte mig hensat til vores tur op i Berlins tv-tårn, hvor vi havde betalt €40 for heller ikke kunne se ret meget.

Udsigt fra Turning TorsoUdsigt fra Turning Torso

Billederne blev dermed noget dårligere end forventet, men derfor var udsigten deroppefra nu alligevel ikke så tosset endda.
Det herunder ville jeg godt have taget, mens man samtidig kunne nyde en fantastisk solnedgang. Det havde Jan (foredragsholderen) gjort – hold op, hvor det var flot!

Udsigt fra Turning Torso

Dørhåndtagene i glasdørene ind til receptionen var lidt specielle:

IMG_7878IMG_7881

Fordi vejret var så flot, da vi kom, havde vi ladet overtøjet ligge i bilen, for hvad skulle vi dog rende og slæbe på det for?
Det fortrød vi, da vi var kommet ned igen i jordhøjde og så, hvor voldsomt meget det regnede og haglede. Vi ventede et kvarters tid, til det havde stilnet en smule af, og så løb vi over til bilen – uden at blive mere end halvvåde.

Reklamer

18 kommentarer »

  1. Det var da også helt vildt med det vejr! Så billederne fra CPH Halvmaraton. 😱
    Det er en spændende bygning. Flot arkitektur… ærgerligt med udsigten og regnen!
    Meget specielle detaljer og huslejepriser… synes ikke “tilbehøret” helt kan opveje det😉

    Kommentar af Anne Holtegård — 17. september 2017 @ 20:27 | Svar

    • Ja, det var vildt!
      Og ja igen: Det var spændende at se, uanset vejret. Man har pænt med penge, hvis man bor der – jeg forstår bare ikke, at hvis man har mange penge, at man så gider bo i en étværelses lejlighed!

      Kommentar af Ellen — 17. september 2017 @ 20:57 | Svar

  2. Det er sådan en flot og imponerende bygning. Det må være spændende at se det indvendige – og ikke mindst udsigten.

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 17. september 2017 @ 21:12 | Svar

    • Bestemt! Vi var glade for at få lejlighed til at se den.

      Kommentar af Ellen — 17. september 2017 @ 22:01 | Svar

  3. Ja, du har lige overlevet et skybrud og intens torden, som dræbte eller sårede to halve marathonløbere. (Undskyld mit sprog :))

    Kommentar af Donald — 18. september 2017 @ 01:53 | Svar

    • Ja, åbenbart! Vi var så heller ikke ude for at løbe midt i det 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. september 2017 @ 11:32 | Svar

      • Nej jeg holder mig også på sikker grund!

        Kommentar af Donald — 19. september 2017 @ 13:29 | Svar

  4. Øv, så har I siddet der på første parket til et gevaldigt uvejr – med gardinerne trukket for 😦

    Kommentar af Fruen i Midten — 18. september 2017 @ 10:09 | Svar

    • Ja … men det var ikke helt færdigt med at være uvejr, da gardinerne blev trukket fra. Jeg fandt aldrig ud af, på hvilket tidspunkt det var værst over København.

      Kommentar af Ellen — 18. september 2017 @ 11:33 | Svar

  5. Det er så godt, når nogen tør sprænge de arkitektoniske rammer. Det hus ville jeg gerne se. Synd med vejret.

    Kommentar af Eric — 18. september 2017 @ 14:07 | Svar

    • Absolut – især når det lykkes så godt som her. Det er en spansk arkitekt, der står bag. Det er sjældent man får chancen til at komme ind (medmindre man kan finde en konference, der foregår der), men om sommeren bliver der en gang imellem åbnet for muligheden.

      Kommentar af Ellen — 18. september 2017 @ 14:44 | Svar

  6. Så man kan simpelthen komme på en mailingliste, der fortæller om åbninger til rundvisning? Det må være en oplevelse, sådan en rundvisning. Vejr eller ej.
    De er meget særprægede, de håndtag; men jeg har noget med bronzefigurer (hvis det altså er bronze), som til min fødselsdag udmøntede sig i ikke mindre end tre forskellige små skulpturer.

    Kommentar af Conny — 18. september 2017 @ 15:07 | Svar

    • Øhh, det ved jeg ikke – jeg fik en mail via Oresundsbron, fordi vi har en Brobizz – det var en af de ansatte i TT, der i går sagde, at de har nogle få ‘indgangstilladelser’ om sommeren.
      Jeg vil tro, det er bronze – og det var da flot at få hele tre af slagsen 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. september 2017 @ 19:26 | Svar

  7. Udsigten i klart vejr fra Turning Torso er spetakulær. De små lejligheder har i alt fald været korttidsudlejet til “globale specialister”, der har arbejdet på projekter i de videnstunge (medicinal)virksomheder på begge sider af Øresund i Lund/Malmø og Kbh./Ørestaden, da transporttiden er kort, men om det stadigvæk er sådan, ved jeg ikke.
    Skybruddet i Kbh. i går var ca. kl. 12:45-13:30. Vær du glad for, at du ikke bor i første parket, hvor det var værst, da det samtidig er lavtliggende og stedet, hvor alt kloakvand fra det skybrudsramte område samles inden rensningsanlægget, der bestemt ikke har kapacitet til at håndtere sådanne mængder af kloakvand med det resultat, at kloakvandet blev presset op på vejen, hvor det stod mere end 10 cm. højt på fortovet i timevis. Meget lækkert! Af samme grund kunne vandet på Helsingørmotorvejen heller ikke påbegyndes pumpet væk førend ca. kl. 16, da pumperne ikke havde afløb pga. fulde kloakker.
    Et længerevarende moderat til kraftigt regnvejr, der kan skylle kloakvandsaflejringer væk, vil være kærkomment.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 18. september 2017 @ 16:29 | Svar

    • Sorry – jeg ved ikke lige, hvad der er sket med denne kommentar – den var ikke engang i spamfilteret; den var røget direkte i papirkurven, og den tjekker jeg ikke hver dag.
      Det giver selvfølgelig mening, hvis de er lejet ud til specialister, og hvor – formentlig – velhavende firmaer betaler.
      Jeg er skam også glad for, at jeg ikke bor i København, når der er skybrud – det er slemt nok ude på landet!

      Kommentar af Ellen — 21. september 2017 @ 21:03 | Svar

  8. Det er jo en imponerende bygning. Svært heldige I var at kunne komme til at se det indefra. Billedet er broen kan jeg godt lide.

    Kommentar af Jørgen — 19. september 2017 @ 15:07 | Svar

    • Det var simpelthen rent held, at jeg lige så den mail løbe ind.
      Det var virkelig fascinerende at se Malmö og delvist København i det perspektiv.

      Kommentar af Ellen — 19. september 2017 @ 21:35 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.