Hos Mommer

13. september 2017

Dygtige sportsjournalister. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

En af os sad og så cykelløb. Den anden lyttede lidt med, men strikkede samtidig. Og undrede sig såre indimellem.

“Det ligner regnvejr derude. Hvis der kommer sådan en ordentlig sjasker, kan det godt resultere i fugtige veje.”
Respekt for den skarpsindighed … han skulle være blevet meteorolog!

“Der har vi så vaskemaskineeffekten: Der kommer hele tiden nogle nye op bagfra og presser dem oppe foran.”
Her var jeg ét stort spørgsmålstegn, men John kunne ikke hjælpe mig med en forklaring på, hvordan der kunne komme en vaskemaskine ind i billedet her.
Senere kom jeg til at tænke på, om han mente vaskebræt? Det ville give en smule mening …

Og så er jeg (stadig) grundigt t.r.æ.t. af journalister, tv-værter og i det hele taget mediefolk, der med kraftig stemmeføring siger æhhh hele tiden!
Både kvinden, der heldigvis forsvandt, og ham der blev ved til den bitre ende i cykelløbet i går, var storslemme. 


Avokadosuppe til farvningNå. Nu gider jeg ikke brokke mig mere over sportsjournalisterne, så jeg går over til vejret i stedet for. I går omtalte jeg septembervejret i forholdsvis rosende toner, men det har vejret helt selv ødelagt i dag, hvor det blæser og regner uafbrudt som på en sen oktoberdag.
Jeg er bekymret for mine dahliaer, som i alt for bogstavelig forstand dukker deres tunge hoveder. ´
Den eneste lyse side ved det er, at jeg kan fylde alle mine vaser med dahliaer.

Avokadosuppen, der blev stillet in a sunny window (!), bliver, trods den manglende sol, mere og mere brunligrødorange. Jeg er spændt på, hvor meget af farvestoffet, der vil sætte sig fast i garnet.

Alkannaen, som kan farve garn lilla, hvis træspånerne ligger og søpper i ethanol (læs: husholdningssprit) i en uges tid, ser mig mere rød end lilla ud, men den er kun lige sat over, så jeg skal nok bare have tålmodighed – og i øvrigt kan man ikke altid regne med, at garnet får den farve, som suppen umiddelbart antyder.
If you don’t like the smell of methylated spirits, you can use vodka instead. Nogle gange er de altså lidt fjollede, de amerikanere … det skal da nok være rigtigt, men forskellen i literprisen får mig altså ikke til at hælde 1½ liter vodka over nogle spåner for så bare at hælde det i vasken om en uges tid!

Alkanna i husholdningsspritAlkanna i husholdningssprit (1)

Men farve kan det! I skræmmende grad. Da jeg åbnede låget for at tage ovenstående billede, faldt der en dråbe ned på den hvidmalede vindueskarm.
Shit! Vaskes af kunne det ikke. Jeg fik en lys ide og hentede lidt natriumdithionit – der må jo være en grund til, at det hedder affarver – opløste lidt i en anelse vand og hældte det på pletten.
Kluden blev farvet, da jeg gned på pletten, men pletten falmede ikke det mindste. Øv altså. 
Den eneste lyse side ved det er, at nu er jeg blevet opmærksom på den ekstreme forsigtighed, der skal iagttages, når vi begynder at farve med det.

IMG_7836IMG_7837

Reklamer

26 kommentarer

  1. Man skal endelig ikke høre for meget efter hvad sportsjournalister siger. Jeg har ikke meget styr på hvorledes vaskemaskiner vasker, men måske kommer presset på det hele tiden foranliggende tøj bagfra, i alle tilfælde når tøjet bevæger sig opad i venstre side (hvis den kører højre om), men vel ikke når tøjet i modst side falder nedad af sig selv.
    Det var dog en ærgerlig måde at erfare at avokadofarve er farveægte.
    Pas godt på jer i vejrliget i dag. Lige nu er der et solstrejf her.

    Kommentar af Jørgen — 13. september 2017 @ 15:17

    • Det var da et forsøg på en forklaring, men jeg ved ikke helt, om den holder vand 😉
      Det ‘sjove’ er, at det er alkannaen, der farvede vindueskarmen – og den skulle ikke være særlig farveægte! Det er nok kun på garn … opskriften siger ikke noget om maling.
      Vi passer på og bliver inden døre – det er ikke vejr til andet.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2017 @ 15:56

  2. Øv bøv for en farveægte plet 😦 Der bliver tit sagt forfærdelig meget sludder, når der kommenteres cykelløb – og al mulig anden sport. Men det er jo også kun de allerfærreste, der er uddannet til det, de laver. De fleste er jo ‘bare’ gamle (eller nuværende) cykelryttere eller sportschefer, og det kan man altså godt høre. Til gengæld forventes de at vide bare en lille smule om det, de kommenterer, og det er jo oftest mere end de professionelle journalister gør. Du må ud og hente dine dahliaer, inden de knækker ned og bliver fulde af jord. Her har vi bestemt ikke solstrejf, men det er faktisk – lige nu – opholdsvejr. Men det går sikkert over, inden det bliver tid til at lufte Kamelen.

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. september 2017 @ 15:41

    • Det er rigtigt, men når det kommer til snakkevrøvl og æææhhh’er, er de uddannede journalister såmænd ikke et hak bedre! Og alle kunne vel blive givet et talekursus, så de kan lære at tale med et pænt flow?
      Jeg har hentet de knækkede dahliaer, og jeg håber, du kan hundelufte uden at blæse væk eller blive for våd 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2017 @ 15:58

  3. Det var da ærgerligt med den plet i vindueskarmen – det eneste gode, der er at sige om den er, at den har en pæn farve. I det hele taget synes jeg, at det er et problem at fjerne farvede pletter på overflader malet med vægmaling. Vi har forgæves forsøgt at fjerne spildt kaffe på vores hvidmalede væg – heldigvis under spisebordet – men alligevel. Der er nok ikke anden løsning end en gang maling 😦

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 13. september 2017 @ 15:48

    • Det i vinduet er blank træmaling, så jeg var lidt overrasket.
      Hvis det er mat (væg)maling, sidder ALT fast – det lærte jeg på den hårde måde i køkkenet, hvor vi måtte male over med den samme farve, men med noget med mere glans i (= mere lak) ved både vask og komfur. Se evt. her: https://www.maler-maling.dk/raad-vejledning/hvad-er-glans

      Kommentar af Ellen — 13. september 2017 @ 16:02

  4. Det er altså ikke det glas, du skal smide på gulvet 😱

    Kommentar af fiberfryd — 13. september 2017 @ 16:13

    • NEJ! Oh, hvilken tanke – det bliver udenfor med den farvning, gør det 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2017 @ 16:30

  5. Sportsjournalisters sprogbrug er et kapitel for sig (der er jo så meget vi kvinder ikke forstår 😉
    Held og lykke med næste farveprojekt

    Kommentar af Lene — 13. september 2017 @ 21:35

    • Det er der – trods alt, selv om vi synes vi er så kloge 😉
      Tak – det bliver så spændende!

      Kommentar af Ellen — 14. september 2017 @ 14:33

  6. Mon ikke de alkannatræspåner, du har lagt i sprit, er alkannarødder! Farvestoffet i alkannarod er ikke vandopløseligt, men sprit- og fedtopløseligt, så mon ikke du kan fjerne pletten i vindueskarmen med sprit eller lugtfri petroleum/lampeolie.
    Spændende med garnfarvningens udfald, da farven varierer afhængig af pH-værdien (rød ved svag syre til blå ved svag base).
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 13. september 2017 @ 22:29

    • Jo, det er rødder, men det er jo også træ – og spåner 🙂
      Vi har vist læst det samme vedr. alkannafarvning, og jeg fik den samme lyse ide efter udgivelse af indlægget her – og jo: farven gik væk med sprit, men tak for forslag 🙂
      Det har jeg også læst, og jeg vil farve i to omgange; en med og en uden tilsat lidt eddike eller citronsyre.

      Kommentar af Ellen — 14. september 2017 @ 14:37

      • Ahh lige i plantefarveuniverset vil jeg skelne tydeligere mellem blomster, blade, grene/stamme og rod, da insiteten af farvestof er forskellig.
        Undskyld, men hvis du fortsat vil opnå lilla -> blå farver, så er det nok ikke syre du skal tilsætte, da det vil tendere mod rød, dog afhængig af udgangspunktet. Om vi har vores viden fra samme kilde (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Alkanna_tinctoria) ved jeg ikke, men ph-værdi under 7 er vel sur og ditto over 7 vel er basisk.
        Søppe findes ikke i dansk retskrivning, men måske vil du forny med et fusionsord af ordene søbe og soppe, men med hvilket formål og giver det klarhed!
        Mvh. og til lykke med pletfjerningen

        Kommentar af Kristine — 14. september 2017 @ 15:55

        • Point taken.
          Og nej, så er det ikke samme kilde. Den klare lilla, jeg viste forleden dag, var kommet ved tilsætning af syre, så det skal prøves – men med både med og uden, som jeg tidligere skrev – jeg har læst på lektien! Og som gammel laborant mener jeg nok at have godt styr på pH-værdier – både skala og betydning.
          Søppe er et herligt dialektord, som jeg opfatter som nummeret før onomatopoietikon, og jeg har brugt det i en del indlæg før dette. Hvis ikke du forstår hvad det betyder, må du lige skrive igen, så skal jeg nok forklare dig det 😉

          Kommentar af Ellen — 14. september 2017 @ 16:28

          • I indlægget med den klare lilla fra forleden dag (7. september, formoder jeg) skriver du, at den lilla farve kommer af farvning med blåtræ/brunspån. Jeg refererer til alkanna, som du (også) vil bruge til at farve lilla med ved at tilsætte syre til farvebadet, men så bliver det nok rødt uanset skala og betydning. Det var bare det jeg ville henlede din opmærksomhed på.
            Mvh.

            Kommentar af Kristine — 17. september 2017 @ 13:40

            • Ja, jeg beklager, det kan jeg godt se, og nu har jeg kigget mig godt omkring for at prøve at finde ud af, hvorfor jeg roder rundt i det.
              Og det kan jeg ikke helt finde ud af! Begge giver lavender/purple/violet farver, og det er alkannaen, der kræver surt miljø og som skal farveudtrække med sprit.
              Forskellige kilder angiver metoder til og/eller bare får forskellige farver med begge, så der er vist kun ét gøre: Eksperimentere selv og se, hvad der sker her i Den Stråtækte! Jo mere jeg læser om det, jo mere forvirrende er det …

              Kommentar af Ellen — 17. september 2017 @ 15:43

              • Alkanna i surt miljø = rød og i basisk miljø = lilla. 👺😈❤️💜😉

                Kommentar af Kristine — 17. september 2017 @ 17:01

                • Har du selv prøvet? Hvad så med blåtræ?

                  Kommentar af Ellen — 17. september 2017 @ 17:16

                  • Jeg har ikke prøvet med alkanna (eller blåtræ (eng.: logwood)), men to kilder beskriver det. Den ene har jeg henvist til tidligere. Den anden er https://www.researchgate.net/figure/276146174_fig4_Figure-3-Chemical-structure-of-alkannin-extracted-from-Ratanjot-IUPAC-name og Hvis du vil kemifordybe dig, så søg på Sucharita Arora, der har udgivet megen forskning om emnet.
                    Mvh. og god fornøjelse
                    PS: Hvad med at tage en skefuld af din ekstrakt og fortynde den passende. Dele den i to og tilsætte henholdsvis syre og base og se hvad farverne så bliver.

                    Kommentar af Kristine — 17. september 2017 @ 18:31

                    • Jeg kigger på siderne, tak.
                      Jeg tror desværre ikke, det er nok bare at fortynde lidt farve. Min (godt nok endnu ringe) erfaring siger mig, at man først kan regne med farven, når man ser resultatet på garnet. Jævnfør den mislykkede avokadofarvning fra forleden … men jeg har nu tænkt mig at prøve med små 10-grams prøver for at se hvor jeg er henne.
                      PS: Har lige set, at din kilde også er ovre i det purple … “With gradual increasing of pH in the range of 3 to 12, continuous changes in color from red to purple and then, to dark blue was observed. Det bliver altså rødt, som du sige, men åbenbart kun i meget surt miljø. Det bliver spændende dette her 🙂

                      Kommentar af Ellen — 17. september 2017 @ 19:03

  7. Man må så håbe, at det de rent faktisk siger om sporten, holder vand 😉

    Kommentar af Conny — 14. september 2017 @ 12:23

    • Ja, det kan vi jo kun håbe på, eftersom vi ikke selv kan vurdere det 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. september 2017 @ 14:38

  8. Nu troede jeg lige vi kunne få en erfaring med avokado-suppe! Det må da smage godt, hvis man ellers kan finde ud af hvordan man får en suppe ud af det, måske lidt i retning af gazpacho: a fairly standard, basic gazpacho, […] I crumble a slice of slightly stale, crusty white into 300g of ripe tomatoes, a third of a cucumber, a ripe red pepper, and a garlic clove, all chopped, and then blend until smooth. I then add 3tbsp of extra virgin olive oil, and 1tsbp sherry vinegar. A couple of tablespoons of cold water takes it to a soupy consistency which can be seasoned and chilled […]
    https://www.theguardian.com/lifeandstyle/wordofmouth/2010/jun/24/how-to-make-perfect-gazpacho

    Og træsuppen ligner den sødeste solbærsuppe 🙂

    Kommentar af Donald — 15. september 2017 @ 23:47

    • Jeg tror ikke, at denne avokadosuppe på nogen måde kommer til at minde om gazpacho, fordi der er masser af salmiakspiritus i 🙂 – men det er rigtigt, at træsuppens farve kunne minde om den, solbær afgiver.

      Kommentar af Ellen — 16. september 2017 @ 09:02

  9. Bare en sidste kommentar. Min første henvisning siger rød ved pH 6,1 og mht. pålideligheden af at teste farveskift ved tilsætning af henholdvis syre og base til fortyndet ekstrakt, så vil jeg æde min gamle hat på, at du godt kan se forskel, men det ikke sammenlignes med din avokadofarvning, Hvor det “bare” er bejdsningen, der er afgørende for tonen.
    Under alle omstændigheder, så bliver det interessant at følge.

    Kommentar af Kristine — 17. september 2017 @ 19:48

    • Det viser bare, hvor forskelligt kilderne siger man skal gøre … men jeg prøver mig frem.
      Alle kilder siger dog, at man skal bejdse med alun til avokadofarvning, så det var sikkert ikke der, det fejlede hos mig. Nok snarere, at jeg ikke lod garnet ligge i dagevis i suppen og varmede den op en gang dagligt.

      Kommentar af Ellen — 17. september 2017 @ 20:25


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.