Det er så småt ved at blive efterår

Vi nærmer os. Vejret er stadig dejligt, solrigt og lunt – for det meste – men indimellem kommer der lidt regn susende forbi i kort tid nok til med rette at kunne kaldes en byge, men samme byge er lige præcis lang og kraftig nok til at gøre vasketøjet lidt vådere, end da det blev hængt ud.
Vi nærmer os efteråret lige så stille.
Havde jeg nu gået på arbejde, havde jeg måske brokket mig lidt over vejret, men i dette herlige pensionistliv, hvor jeg kan gå ud, når jeg har lyst, og vejret i øvrigt indbyder til det, føles det ikke så slemt. I går og i dag har jeg opholdt mig meget oppe i shelteret, hvor en lille byge eller to ikke kan komme til at genere mig.
Gæssene lægger an til … et eller andet. Jeg ved ikke, om de kommer forbi for at tanke lidt op til en videre færd, eller de er kommet for at tilbringe vinteren her, men der er dagen igennem en lind strøm af ind- og udflyvninger af større eller mindre flokke gæs. Vi kan høre dem hver morgen, så snart det er blevet lyst. Nogle flyver til fjorden; andre fra – de har etableret et trafikknudepunkt lige over for vores hus, og vi nyder det i fulde drag.
Når de så ligger på vandet i store klumper, kan vi høre hvordan de snakker dernede. De taler meget sammen, selv efter mørkets frembrud – de må have meget at fortælle hinanden om den nys overståede sommer.

I haven er efterårssyslerierne så småt i gang; John skyndte sig at pakke parasollerne væk i tørvejr og sikkerhed i garagen, inden de igen blev våde.
Jeg satte mig med en notesbog og skrev i punktform de ting, jeg skal have flyttet enten om en måneds tid eller til foråret. Det blev til mange … dem, der siger, at man aldrig bliver færdig i en have, har vist ret. Jeg planter og flytter, planter og flytter igen. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg på ingen måde er havearkitekt og derfor har svært ved at forestille mig, hvordan det kommer til at se ud, når det hele kommer i vækst.
Det, der fx starter med at være to små pinde af en mamelukærmebusk, gror som var den betalt for det, og det jeg troede hurtigt ville komme til at fylde, fylder (stadig) stort set ingenting.
Planer er til for at ændres. Jeg har overvejet at få besøg af en havearkitekt, men jeg ved også med mig selv, hvor svært jeg har ved at gøre noget, andre råder mig til, så måske er det spildte penge.
Og måske er det ikke – sådan en må nødvendigvis have en masse ideer; man har for det første lov at sortere, og for det andet er det altid sundt at få andre øjne til at kigge på sagerne – man har det som bekendt med at gro lidt fast i egne forestillinger eller ideer.