Hos Mommer

6. september 2017

Mine bushbabies er ikke til at kende igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Mine to dejlige små bushbabies er brat revet ud af deres feriemode i dag.
De starter på deres nye privatskole i Warminster, hvor der er strikse krav til frisure og uniform.
Piger må ikke have løsthængende hår, hvis det når længere end til skuldrene, og drenge må ikke have for langt hår.
Og hvad er så ‘for langt hår’? Det vides ikke helt, men dette her kan i hvert fald ikke være for langt. Han var lidt ked af det, for han var glad for sit tykke, krøllede hår, men glæden over og spændingen ved at skulle skifte til den nye skole overskyggede heldigvis de nærmest samsonagtige sorger over den mistede hårpragt.
Desværre var Charlotte lidt sent ude for at få købt uniformerne, så de havde kun en jakke til Anna, der var to numre for stor. Det er lidt synd, men forhåbentlig bliver den ikke slidt op, inden den passer … eller rettere: Det gør den ikke, for der er bestilt en hjem i den rigtige størrelse, men i dag var hun nødt til (nej, ikke nød til!) at tage den store på.
Og så se da lige min lille, store dreng! Han er pludselig blevet en ung mand på trods af sine bare 10 år. Han skulle lære at binde slips i aftes. Mor eller far kan selvfølgelig hjælpe ham med det om morgenen, men når han har idræt, skal han kunne binde det selv igen bagefter.

imageFørste dag i den nye skole - very excited

Det bliver nok lidt hårdt i starten, fordi de er kommet halvsent i seng i godt seks uger, og nu skal de op en hel time før de har været vant til, når de skulle i skole – de skal ud ad døren 7:30, mod 8:40 før. Derudover er de først hjemme 17:30 i stedet for 15:30 og de skal i skole om lørdagen …
Kompensationen for dette sker i form af lange ferier – to ugers efterårsferie, tre ugers juleferie og ditto påskeferie, 18 dages vinterferie, otte dage i maj/juni og endelig to hele måneders sommerferie. Der er aldrig mere end fem skoleuger i træk, og lørdage er ikke boglige skoledage; der foregår et eller andet sjovere i stedet for. Lektier er der heller ikke noget af – det hele klares i skoletiden, så de har fri, når de har fri, hvilket betyder meget for dem.
Det er noget anderledes end det, vi kender i DK, men det har nok noget at gøre med, at det er også en kostskole, og hvis ungerne skal på ferie hos forældre, der måske bor meget langt væk, er det ikke så smart med de korte ferier, som de ikke-private skoler har.
Det vigtigste af alt er, at de glæder sig helt vildt til deres nye skoleliv.
Charlotte havde også glædet sig til deres lange ferier, for så kan de komme oftere og længere ad gangen til Danmark.
Der var bare ikke lige taget højde for, at der blev åbnet en travl skræddershop, så i stedet må vi træde til som barnepiger.
Det varer dog nok ikke længe, inden de kan klare sig selv derhjemme om dagen, men vi hjælper skam hellere end gerne indtil da.
Jeg har lige bestilt billetter til uge 43, som bliver vores første barnepigejob. I uge 44 satser C på selv at kunne tage fri.

Reklamer

26 kommentarer

  1. Der er nok ingen tvivl om de lærer på en anden måde end danske og norske børn, men forskning viser at engelske privatskoleelever bliver både ambitiøse og meget meget målrettede, og det er jo ikke dumt det. Og mon ikke foreldrene klarer at pøse på med kreativ og selvstændig tænkning 🙂 Og ellers klarer mommer det nok. De er meget fine at se på dine to små/store bushbabies 🙂

    Kommentar af udvandreren — 6. september 2017 @ 14:52

    • Hvis de kunne blive alle fire nævnte ting, ville det jo være fuldstændig fantastisk 🙂
      Skolen er ikke kun bøger; de kan fx vælge at have Drama som fag, og de har skovskole en gang om ugen, så jeg tror der er god plads til kreativ udfoldelse. Men selvfølgelig er der også meget boglig lærdom, der skal bankes ind i de små hoveder.

      Kommentar af Ellen — 6. september 2017 @ 15:03

  2. Det er sandelig interessant at erfare om mulighederne i England, hvor traditioner, struktur og hvad man ellers skal kalde det holdes i hævd. Interessant med skoleuniform i hverdagen. De gror og gror.

    Kommentar af Jørgen — 6. september 2017 @ 15:43

    • Ja, det er altid interessant at høre om lidt anderledes forhold i de lande, vi i øvrigt kan sammenligne os med.
      De havde også uniform i deres første skole, og den var ikke privat. Jeg mener, at de bruger uniform i langt de fleste engelske skoler.
      De bliver alt for hurtigt store, gør de …

      Kommentar af Ellen — 6. september 2017 @ 17:11

  3. Sikke en forskel på de to billeder 🙂
    Er der bukser til pigeuniformerne eller er det utænkeligt?

    Kommentar af Kisser — 6. september 2017 @ 16:10

    • Ja, den er stor 🙂
      Det ved jeg faktisk ikke … det må jeg finde ud af. Det var i orden med slacks til piger i den første skole, men om det er det samme her …?

      Kommentar af Ellen — 6. september 2017 @ 17:12

  4. Jeg er glad for at jakken skal være mindre, for det så helt forkert ud 😉 Håber at alle deres forventninger kan blive indfriet. Og dejligt at Mormor kan være barnepige, og mon ikke de kan flyve til Danmark en gang imellem?

    Kommentar af Lene — 6. september 2017 @ 18:06

    • Ja, det ser helt forkert ud.
      Det håber jeg selvfølgelig også for dem begge, men de var godt nok grundigt trætte af den gamle skole.
      De har sagt, at de vil flyve til DK, men nok først til sommer 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. september 2017 @ 18:55

  5. Skønne unger 🙂 uanset form og indpakning. Ellen, kan du gi’ en forståelig indføring i de engelske ord for folkeskole og privatskole? Er der ikke noget med, at de private skoler hedder public schools og de offentlige hedder noget helt andet? Jeg har aldrig rigtigt fattet hvorfor…

    Kommentar af Mette L — 6. september 2017 @ 20:28

    • Hehe, det synes jeg jo også, men tak, Mette 🙂
      Jeg har også altid syntes, at det virker fjollet, at privatskoler hedder public schools og at folkeskolen hedder state-funded schools, fordi de normalt er finansieret lokalt, ganske som vores kommuneskoler.
      Men jeg fandt en ‘spiselig’ forklaring på, hvorfor det hedder public school (hvad det kun gør i selve England, ikke fx i Skotland): “Public schools emerged from charity schools established to educate poor scholars, the term “public” being used to indicate that access to them was not restricted on the basis of religion, occupation or home location, and that they were subject to public management or control, in contrast to private schools which were run for the personal profit of the proprietors.”

      Kommentar af Ellen — 6. september 2017 @ 21:05

      • Hmmpff… De der ‘poor scholars’ er der jo ikke, er de? Der er jo ikke nogen, der vil lægge pengene der. Tak for forklaringen, selvom den ikke helt holder vand (haha, apropos dagens vejr) i dagens engelske skolesystem.

        Kommentar af Mette L — 7. september 2017 @ 07:36

        • Nej, men er det ikke ofte sådan? At oprindelsesbetydningen går lidt tabt, mens navnet vedligeholdes til forundring for mange, fordi det ikke længere er logisk?
          Tag fx et ord som ‘ombudsmand’ som “på dansk tidligere blev brugt om en kongelig embedsmand, der repræsenterede kongemagten på herredsniveau”. Jamen så ved vi det … jeg har lige googlet ordet, men havde på fornemmelsen, at det ikke altid havde betydet det samme – jeg kom til at tænke på det, fordi det hedder ombudsman på engelsk 🙂

          Kommentar af Ellen — 7. september 2017 @ 10:05

  6. Det bliver sikkert en hård start, men vi krydser fingre for, at de bliver glade for den nye skole.
    Skal Anna ikke gå med slips? For herrens mange år siden, da jeg var au pair i Essex, blev den ‘store’ pige på fire år sendt i skole med lægget nederdel, hvid skjorte, slips og cardigan – og sågar en (i øvrigt vældig sød) hat! Ikke særligt behageligt tøj, synes jeg, men det er nok en vanesag.

    Kommentar af fiberfryd — 6. september 2017 @ 23:51

    • Tak for kryds – jeg krydser simpelthen også alt, hvad jeg har, som kan krydses …
      Gad vide, om det er en Essex-ting, at piger skal have slips? Da vi tilbragte et par timer i Colchester i juni sidste år, så vi flere forskellige skoleuniformer, hvor pigerne til vores lettere forundring havde slips på. Dog ingen hat …
      Ja, det er en vane – det har jo bare været sådan, siden de var fire år, så det tænker de ikke rigtig over.

      Kommentar af Ellen — 7. september 2017 @ 10:08

  7. Haha, jeg ved simpelthen ikke, hvad der trigger det, men når jeg kigger på lille A kommer jeg til at tænke på ‘Yes, Prime Minister’. Det må være en eller anden association, om at han vil kunne drive det vidt – helt ind på de bonede gulve? 😀 Spændende, om de bliver glade for den nye skole – og hvornår de vover sig ud at flyve uden forældrene 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 7. september 2017 @ 09:21

    • Det kunne måske også være fordi han stikker sin lille næse lidt i sky af bare stolthed 🙂
      Det er altid ret spændende, hvad poderne ender med at blive, og det er som regel noget helt andet, end forældrene (og bedsteforældrene måske) forestiller sig. Lige her ser jeg ham mere som ham, pigerne render efter (men jeg ER jo også mommeren!) Han er allerede mere populær hos det modsatte køn, end han bryder sig om … det skal dog nok komme, at han vil nyde det i stor stil 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. september 2017 @ 10:12

      • Dét skrev du og ikke jeg 😉 Jeg kan da sagtens forstå, hvis pigerne synes, lille A er en charmebøf. Så må vi bare håbe, at han er opdraget godt nok (selvfølgelig er han det) til ikke kynisk at knuse alt for mange pigehjerter på sin vej.

        Kommentar af Fruen i Midten — 7. september 2017 @ 10:20

        • Jeg ved, at forældrene vil gøre alt for, at han lærer at opføre sig ordentligt i den retning … de har nemlig en, som ikke gør det, ret tæt på, og den måde at opføre sig på bryder de sig bestemt ikke om!

          Kommentar af Ellen — 7. september 2017 @ 10:36

  8. I foråret blev en ung bekendt af mig kostelev på en skole i Essex, så der skulle anskaffes uniform (der iøvrigt er designet af Hardy Amies). I den forbindelse spurgte vedkommende sine kommende skolekammerater om de havde uniformsdele til salg, da dele af uniformen var udsolgt. Det skabte lidt af et ramaskrig på skolen, fordi genbrug ikke var normalen, men da vedkommendes danske tilgang til minimering af ressourcespild blev kendt, så har en åben gruppe af elever/forældre skabt et forum, hvor brugte uniformsdele gives til salg, så hele købsprisen går til nødstedte, bl.a. MSM og Røde Kors. Det er blevet så populært, at der er ventelister til div. uniformsdele. Taberen er måske skolen, da den har et pænt provenue af salget af uniformsdele.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 7. september 2017 @ 17:04

    • Det var da en fin historie – og nok meget dansk, ja, men det gør ikke noget; vi danskere har ofte nogle gode ideer, får Charlotte også at vide.
      Pudsigt, at uniformen var designet af HA – gad vide, om T eller C kender noget til det?
      Og apropos Dittes kommentar: Ved du, om pigerne på den kostskole skal gå med slips?

      Kommentar af Ellen — 7. september 2017 @ 17:22

      • Slips er obligatorisk for pigerne. Drengenes tilladte hårlængde er max. til skjortekraven og pandehåret skal være kort.

        Kommentar af Kristine — 7. september 2017 @ 19:46

        • Det ER en Essex-ting med det pigeslips 🙂

          Kommentar af Ellen — 7. september 2017 @ 19:49

  9. Sikke en forskel der er på de to billeder. De ser så store og højtidelige ud på skolebilledet, men de bevarer selvfølgelig også den legende del, som på billedet til venstre. Hvor er det godt, I kan rejse over og være sammen med dem i efterårsferien.
    Det er interessant at høre om skoleforholdene i England. Jeg kan godt komme til at tænke, at vi er lidt forkælede her med krav om kortere skoledage. Men vi har selvfølgelig ikke de lange ferier som kompensation.

    Kommentar af betty — 7. september 2017 @ 21:48

    • Det er fint, at der er plads til begge dele – det er sådan det skal være.
      Det er to ret så forskellige systemer, og der er både godt og skidt ved begge, tror jeg … men de lange ferier er i hvert fald et hit for børnene – også selv om de er glade for at gå i skole 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. september 2017 @ 08:59

  10. Jeg ved snart ikke, hvilket billede jeg synes bedst om. Hver til sin tid, måske. Man kan i høj grad sige, at klæder skaber folk 😉
    Det er noget af en udfordring for forældre med travle jobs, når der er de lange ferier, i hvert fald mens børnene er mindre. Men så falder der selvfølgelig lidt tid af til jer – det er da en stor fordel.

    Kommentar af conny — 8. september 2017 @ 13:38

    • Det er vel præcis sådan det er, og ja, det er da et slående eksempel på, at klæder skaber folk.
      Det må være lidt af en udfordring for nogle – man må håbe, at de alle har bedsteforældre, der kan træde til.

      Kommentar af Ellen — 8. september 2017 @ 13:58


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.