Hos Mommer

17. august 2017

Nu troede vi lige vi var så moderne …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags:

 

Jeg troede ellers, vi var med på noderne, tøhø, fordi vi har en DAB-radio. Det er vi så ikke, fortalte John mig forleden dag – den vi har, vil ikke virke mere efter 1. oktober. Han har vidst det længe, men det er ikke den slags nyheder, der på noget tidspunkt når op i øjenhøjde hos mig, så det kom helt bag på mig, at hvis vi skal kunne blive ved med at høre radio, skal vi have en ny DAB.
Helt i orden, John, men det er dit bord. Helt alene, ganske uden indblanding fra min side.

IMG_7684

Han har derfor luret lidt rundt, for en radio er et must, især for John; den skal have god lyd og i det hele taget helst kunne alt, hvad selv feinschmeckere kan tænkes at forlange af en DAB-radio – men den må selvfølgelig ikke koste for meget.
De ting hænger sjældent sammen …

I morges fandt han en [helt ny radio] til præcis halv pris. Han undrede sig, ringede til butikken og fandt dermed ud af, at det var et outletkøb.
Og hvad er så det, når forretningen ikke er et outlet normalt, men ‘bare’ ganske almindelig?
Jo, altså … det er det samme som et fortrydelseskøb, kunne de fortælle. Den blev derfor solgt uden emballage. John fik den bare i en plasticpose. Det viste sig, at den også var uden manual – men nydelig og tilsyneladende helt ubrugt, og manualer kan jo altid findes på nettet. Sådanne er alligevel kun noget, John tager i anvendelse, hvis alt andet svigter – man er vel en rigtig mand …
’Alt andet’ svigtede ikke … han har fundet ud af, hvordan den fungerer, så det er fint nok.
Nu kan jeg også efter 1. oktober høre P5 og P1, som er de to programmer, jeg sagtens kunne nøjes med. Plus en BBC Classic, som vi ellers kun har kunnet høre via nettet, men det er jo løst med denne nye radio.
Men … hvis P4 er morfarradioen, hvad er P5 så? De spiller meget musik fra min ungdom (P5 altså), og mens P4 godt nok har visse udsendelser, der er værd at høre, er musikken oftest for ny til os. Vi hører derfor aldrig P4 hjemme, kun i bilen, for den kan ikke tage P5.
At jeg så hellere end gerne ville undvære Dansktoppen, Giro 413 og især De ringer, vi spiller på P5, er en anden sag. Kanalen burde måske så i virkeligheden kaldes oldeforældreradioen? Heldigvis findes der en afbryderknap også på helt nye apparater.
Jeg undrer mig dog stadig: Forlanges der ikke normalt, at man, hvis man fortryder et køb, skal aflevere varen i dens originale emballage? Og med alt, hvad der fulgte med det oprindelige køb?
Nå, men pyt. Vi har fået en tilsyneladende rigtig god radio til halv pris. Det er fint med os.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Og her gik jeg og troede at DAB betyder Den Aldrende Befolkning. Det lyder som et godt køb, men hvad et fortrydelseskøb er ved jeg ikke just. Det lyder vel som et køb man ikke kan fortryde – til ½ pris.

    Kommentar af Jørgen — 17. august 2017 @ 17:40

    • Haha 😀
      John kan også fortryde dette køb og få alle pengene tilbage – men det skal være inden for 14 dage. Det kan man altid, iflg. købeloven – men det var måske ikke det du mente? Hvorfor de solgte til halv pris er nok fordi der manglede emballage og manual.

      Kommentar af Ellen — 17. august 2017 @ 17:47

  2. Loven vedr. forbrugerkøb indeholder ikke ret til fortrydelse ved køb i en fysisk butik, men kun ved køb via postordre eller internet.
    Er P4 ikke regionalradio? Selv hører jeg mest P1 eller P2 og P3.
    Mvh. og god fornøjelse med plantefarver i mad og garn.

    Kommentar af Kristine — 17. august 2017 @ 18:05

    • Det var pokkers! Her gik jeg lige og troede … men nu er jeg blevet klogere.
      Jo, men der er også landsdækkende udsendelser på P4, som fx Mads og Monopolet. P3 får jeg røde knopper af inden for fem sekunder 🙂
      Tak, tak.

      Kommentar af Ellen — 17. august 2017 @ 19:23

  3. Jeg synes det lyder som en god deal! 👍

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 17. august 2017 @ 19:05

    • Det tror jeg også, at det var 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. august 2017 @ 19:23

  4. Sikke et godt køb, dejligt at falde over et godt tilbud engang imellem 🙂

    Kommentar af Margrethe — 17. august 2017 @ 21:43

    • Ja … det gider vi ikke brokke os over 😉

      Kommentar af Ellen — 18. august 2017 @ 18:54

  5. De laver da osse hele tiden om! Jeg er aldrig nået så langt som til at anskaffe DAB-radio. Faktisk hører jeg yderst sjældent radio, og når der sker, sker det på det komputationsapparat, jeg nu er i nærheden af. Men tillykke med den gunstige handel. Der er trods alt ikke grund til at bruge mere end højst nødvendigt på den slags, når det nu skal være.

    Jeg kan dog stadig forbavses over, at samtlige teknologiske landvindinger i de sidste ca. 100 år nu rummes på min mobiltelefon, og det endda i bedre versioner, end diverse opfindere havde kunne forestille sig. Nå, men det er vel bare nok et tegn på, at man er ved at være blevet gammel.

    Kommentar af henny894 — 18. august 2017 @ 01:55

    • Enig, så vigtig er en radio heller ikke … men okay, den er vigtig for John.
      Vi er jo i samme aldersklasse, og jeg er lige så forundret som dig. Ingen havde været i stand til at forestille sig den udvikling der er sket siden den første pc kom på markedet. Sci-fi-forfattere har kunnet forestille sig meget, men selv om de har ‘bygget’ tidsmaskiner og interstellare rejser på splitsekunder, har ingen haft noget der bare ligner denne udvikling i deres romaner.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2017 @ 18:57

  6. Tillykke til John, altid dejligt med en god handel 🙂 Jeg hører kun radio i bilen, og det er nu reduceret til P1, så jeg følger overhovedet ikke med i, hvad en radio skal kunne. Gemalen hører et eller andet, når han træner eller rumsterer i kælderen, men om radioen dur efter 1. oktober, ved jeg ikke. Og jeg ved heller ikke, om Gemalen ved det …

    Kommentar af Fruen i Midten — 18. august 2017 @ 08:32

    • Det er det nemlig – synes også ikke-jyder 😉
      Hehe, det finder I jo nok ud af d. 1. oktober …

      Kommentar af Ellen — 18. august 2017 @ 18:58

  7. Godt køb 🙂
    Jeg har to dab radioer, som heldigvis begge kan tage DAB+ (det signal de sender på efter 1.10.)
    Jeg undrer mig altså over, hvorfor de forskellige kanaler skal have et eller andet aldersbegreb knyttet til sig. Husker ganske tydeligt ved lanceringen i firmaet af DR3, at den var rettet mod aldersgruppen 20-40 årige. Jeg kender så nok ikke min alder – der er også programmer for mig.

    Kommentar af Kisser — 18. august 2017 @ 08:50

    • Så du er garderet – dejligt 🙂
      Jeg synes nu, at de der aldersmålrettede kanaler rammer glimrende – jeg gider ikke Ultra og normalt heller ikke DR3, men det er da rigtigt, at der er visse udsendelser, jeg gerne vil se fra sidstnævnte.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2017 @ 19:00

  8. Er det radioen på billedet, der er den udvalgte? Jeg er nemlig ikke klar over, om vores kan tage DAB+ – det kan den nok ikke, for den er også aldrende – og jeg kan ikke undvære P2 klassisk.

    Kommentar af Kirsten — 18. august 2017 @ 09:57

    • Ja, det er den afbildede radio … du må ud og undersøge markedet, så du kan få dit P2 også efter 1. oktober.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2017 @ 19:01

  9. Først nu er jeg advaret! Skifte til DAB+ i september så den er klar til oktober – hov forresten, kan den nye både tage ny og gammel DAB?

    Nå det behøver du ikke at svare på, jeg går igang med at undersøge det når jeg kommer til september. 🙂

    Min 38 år gamle clock-radio (velsignet være dens gode lyd) synger på sidste vers nu, den er begyndt at knitre lidt for meget 🙂 Men jeg fik en DAB radio for et par år siden; den kender ikke til DAB+, så jeg må finde én ny.

    Kommentar af Donald — 18. august 2017 @ 23:57

    • Jeg kan heller ikke svare 😉
      Clockradioen har klaret det fint, men det er da lidt ærgerligt at skulle skifte den anden ud, hvis den kun er et par år gammel … men okay, det er for dig; den var måske allerede gammel, da du fik den?

      Kommentar af Ellen — 19. august 2017 @ 13:39

      • Nu må vi se, jeg fik den af Uffe, så måske var den gammel i forvejen. Jeg synes ikke de nye koster så meget, så det går nok.

        Kommentar af Donald — 20. august 2017 @ 11:57

        • Ja, mon dog ikke – jeg har ikke set på priserne – det er John, der sammenlignet.

          Kommentar af Ellen — 20. august 2017 @ 14:09

  10. Også nyt for mig med deadline 1. oktober. Jeg må lige høre min ekspert ud i disse sager, hvad vores kan eller ikke kan.

    Kommentar af conny — 20. august 2017 @ 15:17

    • Det er rart at have eksperter at trække på!

      Kommentar af Ellen — 20. august 2017 @ 15:42


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.