Hos Mommer

15. august 2017

Spis farvet – ikke hvidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

IMG_7683

Med overskriften menes der, at vi nu skal undgå brød, kartofler, pasta og (hvide) ris. Det sidste er ikke svært, for jeg bryder mig ikke om hvide ris.
Jeg har hørt det før – jeg havde en kollega, som tabte rigtig mange kilo uden at gøre andet end undlade at spise ‘hvidt’.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været ked af min vægt, men for filan, hvor er det svært at tage sig sammen til at gøre noget ved det. Tungen på vægtskålen (!) var de fire kilo, jeg tog med hjem fra Sydafrika – hvor de ikke bare to, men åbenbart tre kilo har været væske, for nu er der kun et tilbage, men det er jo bare ikke det ene, jeg vejer for meget; det er mange flere – der røg også et par stykker på i Irland. Jeg vil ikke sige, hvad jeg vejer, men hvis ellers jeg er dygtig nok, kan det da være, jeg engang fortæller, hvor mange kilo jeg har tabt!

Det er Dr. Michael Mosley, der har skrevet bogen The 8-Week Blood Sugar Diet. Det har også ham med 5:2-kuren, som en del vist kender/har prøvet.
John er med mig – heldigvis – det er bedst at have støtte, og jeg gider ikke lave to slags mad. Det sværeste for ham bliver at undvære kartoflerne og brødet. Jeg har prøvet at google lidt rundt og noterer mig, at visse danske sider med den samme kur tillader rugbrød som det eneste brød. Det er jo heller ikke ligefrem hvidt brød (ikke engang fuldkornsbrød er tilladt, hvis man skal følge kuren strikt), men rugbrød kunne godt være okay; ham Dr. Mosley kender jo ikke det danske rugbrød – men hvorfor er bulgur tilladt, når hvede er forbudt?

image
Vi går ikke all in – det er urealistisk for os kun at spise 800 kalorier om dagen i de næste otte uger – vi skal have gæster og vi skal også ud til andre.
Vi vil tilstræbe en mellemting mellem de to øverste punkter på de tre alternativer herover, nemlig forsøge at holde den på omkring 800 kalorier fem dage om ugen og så have lov til at synde lidt i weekenderne – men være ret konsekvent med at undgå det hvide.
Vi går efter at vænne os til fremover at leve på en stivelsesfattig udgave af The Mediterranian Style. Når vi (forhåbentlig) har tabt de kilo, vi stræber efter, er det vel efterhånden børnelærdom, at hvis man går tilbage til den gamle livsstil, så kommer kiloene hurtigt på igen.
Den er i øvrigt overhovedet ikke kedelig, den middelhavsmetode – tværtimod; det er langt hen ad vejen mad, som jeg i forvejen laver meget ofte, men den store forskel for os er – igen – at lade være med at spise hvidt.
Billedet øverst er dagens frokost: Omelet af to æg, 50 g ærter og en stor håndfuld spinat. Dertil ½ snackpeber og masser af purløg på. Det er lige efter bogen, og det var herligt mættende, så foreløbig er jeg ikke spor bekymret.
Jeg kommer dog til at savne min rødvin, men det bliver så weekendernes syndefald.
Øl kalder de for flydende brød, både i den engelske og i den danske udgave, så John bliver nok nødt til at gå over til hvidvin …

Reklamer

44 kommentarer »

  1. Det er svært at lave om på sine madvaner, men somme tider er man bare nødt til det. Da jeg for over 30 år siden fik konstateret fødevareallergi, var der ingen kære mor. Jeg fik det hurtigt bedre ved at fjerne de ting, jeg ikke kunne/kan tåle, fra min kost – og så var der ikke rigtig noget at klage over. Nu kan jeg næsten ikke huske, hvordan det var at kunne spise alt. Somme tider joker jeg med, at jeg har meget at takke min fødevareallergi for – den forhindrer mig i at spise mange af de ting, der har tendens til at sætte sig på sidebenene 🙂

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 15. august 2017 @ 15:41 | Svar

    • Næh, du har ikke haft noget valg, og som du siger, har det da heldigvis sine fordele – ikke mindst den med, at det åbenbart er de usunde ting, du ikke kan tåle 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 16:14 | Svar

      • De ting, jeg ikke kan tåle, er ikke som sådan usunde i sig selv, men de to af dem indgår i mange usunde sager. Det drejer sig om æg og mælkeprodukter, og de to ting indgår jo unægtelig i en del kager og desserter 🙂

        Kommentar af www.randiglensbo.dk — 15. august 2017 @ 16:22 | Svar

        • Ja, okay – men direkte eller indirekte – resultatet er det samme 🙂

          Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 18:47 | Svar

  2. Pøj-pøj med det! ❤️

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 15. august 2017 @ 15:55 | Svar

    • Tak, Maude 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 16:14 | Svar

  3. Jeg kan fortælle at jeg tabte ganske mange kilo informeret, grundet kostomlægning. Det var også P.g.a. fødevareintolerance. Glutenintolerance og histaminintolerence. Når man ikke længere kan spise forskelligennuancer uden atvforberede voldsom nældefeber, dårlig mave, hævede læber og ondt i leddene, så kan man lære det kan man!
    Jeg har fået det bedre, og sidegevinsten var, at jeg tabte mig.
    Jeg spiser ikke længere Hvidt brød, lagrede oste, pålæg, fiskekonserves, ingen pølser, salami, Wiener nej ingen pølser overhovedet, ingen pate eller leverpostej og da slet ingen kager! Kan godt sommetider savne et stk. dansk smørrebrød eller en alm. Leverpostejmad, men nej 😳 Ikke helt sjovt men har vænnet mig til det. Og er glad for igen at veje normalt!

    Kommentar af ivildensky — 15. august 2017 @ 16:36 | Svar

    • Puha, du har en noget længere forbudtliste, end vi har, men jeg forstår godt, at du kan dy dig, hvis du får det så dårligt af at indtage fødevarerne – og jeg forstår også godt, at du kan savne nogle af tingene, men vægttabet er så absolut en gevinst 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 18:50 | Svar

  4. En masse fejl, grundet at jeg skrev på min IPad, øv . . .

    Kommentar af ivildensky — 15. august 2017 @ 16:39 | Svar

    • Hehe, jeg kan godt se, at det er iPad- og ikke Elinfejl 😉

      Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 18:51 | Svar

  5. Synes det er tarveligt (overfor John) at øl er blevet til flydende brød. Øv altså.
    Men det er i øvrigt en mega god idé. At holde lidt igen med det knapt så sunde og skovle mere af det sunde indenbords. Det giver jo mening 🙂 Og endnu vigtigere … jeres valg mht. fleksibiliteten er god! (Selv halv-fanatisme kan gøre tingene sværere end de er – på så mange fronter). 3 kg væske? Wow.

    Kommentar af /ks — 15. august 2017 @ 17:09 | Svar

    • Ja, det er lidt ærgerligt for ham, men nu har vi jo altså givet os selv lov til at synde lidt i weekenderne 😉
      Jeg tror også det er bedre at lægge lidt blidt ud – også selv om vi så ikke taber alle kiloene på de otte uger, for ja: det bliver for svært ellers.
      Tre kilo var meget, men jeg havde meget tykke ankler i flere dage … på trods af støttestrømper!

      Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 18:54 | Svar

  6. Det lyder spændende med “The Mediterrnian Style” og sundt 🙂 Jeg er på Low Carb og er glad for det. Det var svært i begyndelsen at undvære kartofler, ris og pasta, men nu tænker jeg ikke mere over det. Der er så også røget adskillge kilo på den konto, hvilket slet ikke er så dumt 😀

    Kommentar af Margrethe — 15. august 2017 @ 19:56 | Svar

    • Også dig! Jeg begynder at tro på det, selv om det naturligvis ikke har virket endnu for mig, eftersom jeg er på dag ét 🙂
      Jeg er også glad for at høre, at man vænner sig til at undvære alt det hvide.

      Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 19:58 | Svar

      • Især er jeg glad for at have sluppet sukkeret, og dét var svært 😉

        Kommentar af Margrethe — 15. august 2017 @ 20:17 | Svar

        • Det tror jeg gerne – der er jo sukker i de fleste lækkerier. Jeg spiser ikke slik, men kager og chokolade!

          Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 20:20 | Svar

          • Ja, det er forbavsende, hvor mange produkter der er sukker i udover is, slik, kager og chokolade 😀

            Kommentar af Margrethe — 15. august 2017 @ 20:24 | Svar

            • Ja! Man lærer at kigge godt efter på varedeklarationen, vil jeg tro 🙂

              Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 20:30 | Svar

  7. Tjah, det kan vel ikke skade at undlade hvidt brød og pasta i en periode, eller i det hele taget at fokusere på sundhed. Men vægt er nu ikke en entydig indikator på sundhed, så den i sig selv skal man ikke fokusere for meget på. Selv har jeg fået besked på, at min vægt ikke skal længere ned, men den sag er ikke længere under min kontrol. Måske ku’ det hjælpe, hvis jeg drak nogle bajere? Dem tror jeg nu heller ikke, systemet, hverken mit eget eller det statslige sundhedsditto ville være begejstrede for.

    Kommentar af henny894 — 15. august 2017 @ 20:27 | Svar

    • Skade kan det ikke, nej, og det er da rigtigt, at man godt kan være (lettere) overvægtig og stadig sund. Men jeg kan desværre ikke længere betragtes som hørende til klassen ‘lettere’ – dertil er mit BMI blevet for højt. Jeg har det heller ikke godt med at være så tyk, så nu skal der altså ske noget!
      Det er ikke rart, når man ikke længere er i kontrol – hverken den ene eller den anden vej på skalaen, og det er nok ikke nogen god ide at kaste sig for voldsomt over kagerne og bajerne i håb om at tage på. Har du stadig de mange smerter?

      Kommentar af Ellen — 15. august 2017 @ 20:34 | Svar

      • Ja, desværre. Og det er næsten helt skræmmende, hvordan man vænner sig til det også.

        Kommentar af henny894 — 16. august 2017 @ 12:45 | Svar

        • Det er jeg ked af at høre, men ja, det er da utroligt, hvad man kan vænne sig til.

          Kommentar af Ellen — 16. august 2017 @ 15:15 | Svar

  8. Det bliver spændende at følge med – hvis vi får lov. Pøj pøj.

    Kommentar af conny — 16. august 2017 @ 00:04 | Svar

    • Tak … nu, hvor jeg er begyndt at skrive om det, er jeg nok nødt til at give en status på et tidspunkt 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. august 2017 @ 09:14 | Svar

  9. 800 kalorier om dagen er ikke ret meget, men det går vel i en periode…..
    Hvad anbefaler han af motion – og hvor meget?

    Kommentar af Kisser — 16. august 2017 @ 07:44 | Svar

    • Det er for lidt, og det er også derfor, vi ikke vil risikere at gå død i det og går på den lidt mere acceptable del af diæten.
      Motionen anbefales cirka som det, vi alligevel får – 10.000 skridt dagligt, fx – med 800 kalorier er der ikke nok energi til ekstra eller hård motion.

      Kommentar af Ellen — 16. august 2017 @ 09:16 | Svar

  10. Kender det alt for godt, det med for mange kilo på sidebene. Det der skal til er en kostomlægning. Og det kan gøres nemt med Sense kost. Her er intet forbudt, du spiser det du plejer, men i mindre portioner. Du måler din ud fra dine håndfulde og det virker.

    Kommentar af Merete — 16. august 2017 @ 08:30 | Svar

    • Det er den, jeg kalder SDH (spis det halve), men det er jeg ikke god til at styre. Det er godt, hvis det virker for dig – du har nok mere rygrad end jeg har 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. august 2017 @ 09:17 | Svar

  11. Ej altså, nu passer du lige på, at I ikke ender med at sidde og visne henne i et hjørne, svimle og med hovedpine. 800 kalorier er alt for lidt til at holde kroppen i gang; den får simpelthen et chok over sådan en behandling, og I risikerer, at den opfører sig uhensigtsmæssigt og fx sætter stofskiftet ned for at overleve.

    Kommentar af Fruen i Midten — 16. august 2017 @ 09:49 | Svar

    • Vi skal nok passe på … jeg har godt set, at vi kan risikere at få hovedpine, men vi skal huske at drikke ekstra meget vand – og i øvrigt har vi tænkt os at spise af vores skønne reine claude-blommer, hvis vi er lige ved at dø af sult. Der er ingen grund til at plage sig selv …
      Men den med, at kroppen tror der er hungersnød og nedsætter stofskiftet, er vist en myte … der er jo så meget, der hele tiden bliver ændret, så hvad der er sandheden, er aldrig til at vide.

      Kommentar af Ellen — 16. august 2017 @ 10:07 | Svar

  12. Hvis det bliver for surt for John at undvære øllene, kunne han prøve ølkuren. Den var jeg på, da jeg var ung og vild, og jeg har vist aldrig været så tynd. Det var altså ikke nogen kur, jeg levede bare mestendels af øl og (hvid) yoghurt til morgenmad.
    Noget senere fandt jeg ud af, at jeg hellere ville spise mine kalorier end drikke dem.
    Jeg tror nok, I skal tabe jer på den kur. Det svære kommer bagefter. Personligt tror jeg, det er rigtigt, at stofskiftet bliver nedsat, og det bliver det ved med at være i lang tid efter kuren, hvis man ikke tager sine forholdsregler.

    Kommentar af Kirsten — 16. august 2017 @ 11:17 | Svar

    • Hehe, den kur tror jeg ikke, jeg vil anbefale John 😉
      Sådan vil det nok altid være – altså at svære bliver er holde vægten nede, men nu får vi se, om vi permanent kan ændre vores kostvaner.
      Det er svært at vide, om det er en myte eller ej – nogle siger ét, andre det modsatte. Det er lidt lige som, at så er æg/kartofler/whatever nærmest dødeligt, og så er det sundt nogle år efter – lige indtil det vender igen. Det er ikke nemt …

      Kommentar af Ellen — 16. august 2017 @ 12:00 | Svar

  13. Stærk beslutning I har taget. Respekt for det. Jeg kan se, at når min datter og svigersøn sommetider tager nogle uger på den kur, så får de rigtig dejlig mad. Hvis rugbrød kan gå under kategorien “ikke rigtigt brød”, så synes jeg, det er vældig fint.
    Held og lykke med kuren eller livsstilen. Det skal nok lykkes for jer.

    Kommentar af betty — 16. august 2017 @ 12:39 | Svar

    • Jeg ved ikke helt med det rugbrød – nu venter vi et stykke tid med at spise det, og så må vi se, hvad vægten og tiden bringer …
      Tak for gode ønsker – vi håber, det lykkes 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. august 2017 @ 15:14 | Svar

  14. Haha, jeg elsker at hade livsstilskure, som snarere er funderet i slagord, fremfor videnskab.
    Pas nu på med kinaradisserne og hvidkålen – og husk kun at købe de brune æg og kun spise blommerne???
    Spøg til side. Det giver mening at udelukke de kulhydrater i brød, pasta og ris, fordi disse fødevarer er ret energitætte, sammenlignet med mange andre fødevarer. Men det er dybt uretfærdigt overfor kartoflen, som har lavere energiindhold og også indeholder mange gode næringsstoffer, så som vitaminer, mineraler og fibre. Kartoflen kan sagtens nydes i moderate mængder. Det kan de andre typer såmænd også, men man kommer meget let til at spise for meget af dem og eftersom de er energitætte, får man hurtigt for mange kilojoule indenbords. Tjek eventuelt tabellerne over “det glykæmiske indeks”, som viser hvor hurtigt enkelte fødevarer påvirker blodsukkeret, hvis det er blodsukkeret, som er bekymrende.
    Det allervigtigste at forstå er, at kroppen har et forbrændingshieraki. Hjernen kan kun fungere på kulhydrat og kroppen vil altid tage den energi, som er lettest tilgængelig, altså de simple kulhydrater. Ved at eliminere disse, tvinger man kroppen til at arbejde fir føden, altså danne kulhydrat fra fedtstoffer og komplekse kulhydrater og den proces kan godt føles lidt ubehagelig og give hovedpine osv i starten.
    Det er også forbrændingshierakiet, som gør at selv små mængder alkohol saboterer et vægttab. Alkohol er en gift og kroppen vil altid arbejde på at fjerne giften allerførst og da alkohol også er ret let tilgængeligt kulhydrat får man hurtigt dækket sit energibehov i den proces og resten man spiser lægges på lager til der opstår mangeltilstand. Det gør der bare sjældent i vores kultur.
    Der er ikke noget farligt ved at spise et lavt antal kilojoule og ikke få dækket basalstofskiftet i en periode, såfremt man sørger for at få nok vitaminer og mineraler – kroppen vil så bare tage af energilagrene, fedtet, for at dække behovene og den proces kan som nævnt godt føles lidt ubehagelig. Men det er jo netop det som virker, når man vil tabe sig.
    Held og lykke med projektet 😀

    Kommentar af Henriette — 16. august 2017 @ 20:03 | Svar

    • Jeg forstår så glimrende, hvad du mener, for jeg har det selv lige sådan 🙂
      Når det er sagt, handler det jo netop om at omlægge sin livsstil, hvis man ved, man spiser for meget og har lidt svært ved at undvære sit glas gode rødvin hver dag.
      Mht. til kartoflen, indeholder den 20 % tørstof, hvoraf det meste er stivelse, og man kan jo sagtens dække vitamin- og fiberbehov via andre grønsager, der til gengæld indeholder mindre stivelse.
      Din fine forklaring hænger fint sammen med min noget simplere og forenklede udgave: Så længe der er sukker til stede, forbrænder man ikke noget fedt.
      Tak … nu vil vi prøve på at få vores luksuslegemer til at forbrænde mere fedt i en periode 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. august 2017 @ 20:24 | Svar

  15. God fornøjelse. Under læsningen af indlæg og kommentarer, kom jeg til at tænke på en skotte, var det vist, der ikke traf en beslutning om at tabe sig, hvad der er meget almindeligt, men om hvad han ville veje. Da den vægt var nået fortsatte han med at veje sig hver dag, og når han af og til havde taget et kilo på, tog han det straks af igen.
    Har I truffet den rigtige beslutning?

    Kommentar af Jørgen — 17. august 2017 @ 14:57 | Svar

    • Det tror jeg da bestemt, vi har! Skottens måde er vel i bund og grund to måder at sige det samme på … men jeg har sagt, at jeg vil tabe mig. Målet er ikke helt fastlagt, for det afhænger nok lidt af, hvor svært eller let det er og hvor lang tid det tager. Jeg har et mål, jeg virkelig gerne vil nå, og kommer jeg længere ned, er det bonus.

      Kommentar af Ellen — 17. august 2017 @ 16:17 | Svar

      • For mange år siden besluttede jeg mig til at tabe 7 kg. Det gjorde jeg også, men jeg må have besluttet mig til at tage dem på igen, det gjorde jeg nemlig også.Jeg tror der er forskel på effekten af beslutningerne. I øjeblikket ser det ud til Caroline W. har truffet den beslutning at spille sig i finaler, men hun vinder dem ikke, måske fordi hun mangler den rette beslutning.
        Måske er det bare spidsfindigheder jeg snakker om – pyt med beslutningen, bare den virker.

        Kommentar af Jørgen — 17. august 2017 @ 17:29 | Svar

        • Det er altså yderst irriterende, at det er meget lettere at tage dem på igen, end det er at tabe dem!
          Jeg håber virkelig, at det/den virker …

          Kommentar af Ellen — 17. august 2017 @ 17:44 | Svar

  16. Alting med måde. Min ex måler kalorier og gram og kan ikke lægge de 2-3 kilo, som hun gerne ville, fra 60 til 57 tror jeg, og det synes jeg er underligt og urimeligt! Men man må jo også se på de andre ting. Hun har da i det mindste ikke lagt sig yderligere ud, som man sagde i gamle dage (med tanke på livvidder eller noget.) Hun kan gå, hun ser rimelig ud, og der er håb endnu. Hun er godt klar over det med mindre kalorer i en periode og vil prøve, MEN siger hun, hun bliver træt; det er nok en blanding af alle mulige ting, der gør det vanskeligt.

    Kommentar af Donald — 19. august 2017 @ 11:44 | Svar

    • Det må da også være irriterende for hende ikke at kunne smide de par kilo. Måske skulle hun prøve noget andet, hvis det ikke hjælper bare at spise mindre.

      Kommentar af Ellen — 19. august 2017 @ 13:37 | Svar

      • Ja hun prøver mange ting – hun går til pilates og holder en gruppe stavgængere i hånden, tirsdag og torsdag 8km. 🙂

        Kommentar af Donald — 20. august 2017 @ 11:55 | Svar

        • Så er hun da i hvert fald i god form 😉

          Kommentar af Ellen — 20. august 2017 @ 14:08 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.