Hos Mommer

21. juli 2017

Det var jo ikke det, jeg mente!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:30
Tags: ,

Det var jo ikke det, jeg mente, da huset i Sverige blev sat til salg. Der skal da ikke komme nogen allerede nu og se på det!
Det var bare sådan en tanke om, at der nok ikke sker noget ved at igangsætte processen, for der går sandsynligvis lang tid, inden det bliver solgt. Det er (i vores egne øjne, i hvert fald) et lidt specielt hus pga. de 14 senge, så det skal være en stor familie, der har lyst til at få et sommerhus i Sverige.
Det blev først sat på nettet i onsdags, og i dag ringede ejendomsmægleren for at spørge om vi var deroppe, for der havde ringet en, der gerne ville se på huset. Jamen du godeste dog, det var hurtigt.
Jeg ved da godt, at så nemt går det ikke – det ville simpelthen være for uforskammet heldigt (uheldigt?), hvis det kan gå så hurtigt. Vi havde regnet med mindst et år; mægleren sagde, at der godt kunne gå op til et år, men sådan nogle er altid så optimistiske, når de gerne vil have et hus i kommission, så vi regnede derfor med mindst et år.
Og så kommer der en og kigger allerede nu. Det er lige før (men det må I ikke sige til John), at jeg ikke ønsker, at vedkommende køber det. Jeg er åbenbart ikke moden endnu … har endnu ikke helt vænnet mig til tanken om, at det inden for en overskuelig fremtid ikke er et sted, vi skal op til mere.
P1030063Ikke op og samle svampe, ikke op og nyde skoven og stilheden, ikke op og blive vækket af tranerne klokken fem om morgenen.
Jeg er nødt til at huske mig selv på, at vi heller ikke skal op og male, ikke op og slå græs, ikke op og kløve brænde, ikke op og vedligeholde (endnu et) stort hus og (endnu en) stor have.
Jeg kan godt se, at det er nødvendigt at skille sig af med det.
Jeg vil helst ikke skille mig af med det.
Vi gider ikke tage derop lige så ofte mere og vi bliver der ikke så længe ad gangen, som vi gjorde før.
Jeg vil saaaavne ikke at skulle derop mere.
Gad vide, hvad det er for nogle, der vil se det nu? De har bare at kunne lide det – det er nemlig et skønt sted.
Jeg håber ikke, de køber det.
Jeg håber de køber det.
Hvor vægelsindet kan man blive?
Jeg håber slet ikke, at de læser denne blog, men den sandsynlighed er nok nærmest ikke-eksisterende …
Følelser er noget svært noget, og dem, der siger, at “det er jo bare en ting”, så snart det ikke handler om mennesker, kan aldrig have prøvet at elske et hus, som jeg har elsket huset i Sverige.

Reklamer

26 kommentarer

  1. Jeg kan godt sætte mig ind i din tankegang. Det er skisme da svært at skille sig af med noget, man er glad for – og man har da brug for lidt tid til lige at vænne sig til tanken.

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 21. juli 2017 @ 14:48

    • Det er meget svært, Randi, men jeg er jo nok nødt til at vænne mig til tanken.

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2017 @ 15:58

  2. Uh altså, nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal krydse fingre for? Måske, at de bliver vildt betagede, men måske nok synes, det er lidt for dyrt/for stort/for langt væk, såeh … 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. juli 2017 @ 15:27

    • Haha, der fik du mig lige til at smile meget højt, Frue – lige hvad jeg trængte til 😀

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2017 @ 15:59

  3. Ja… det er en af de gange ambivalens når nye højder 🤔
    Hvilken emoji mon passer her… 🙄🤢😱😠😢😭
    Beslutningen er taget og et hurtigt salg vil give plads til nye oplevelser….
    Den stråtækte læger alle sår🤕

    Kommentar af Anne Holtegård — 21. juli 2017 @ 16:09

    • Hehe, tak for udvalget af emojis 🙂
      Ja, vi skal bare videre, og det kommer vi da også – engang 😉
      Og det sidste har du helt ret i!

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2017 @ 16:41

  4. Ja man er vægelsindet, selvfølgelig, når man lukker et kapitel. Du må åbne et nyt. Du har selv nævnt steder, man kan besøge, og selv om du er god til at finde steder, og har fundet mange, så er der flere, selv på “lille” Sjælland. Rigtig mange. Skulle man få lyst til Sverigestur, må man leje en hytte eller et værelse – det har jeg ikke råd til hver måned, men … jeg tror indtægt/besparelser på gården kan give overskud til mange 3-dages ture til smukke svenske steder og städer. 🙂 herfra bare et klap på skulderen, jeg kan GODT forstå at det er svært.

    Kommentar af Donald — 21. juli 2017 @ 16:36

    • Der er masser, masser af steder at se, og jo, der skulle nok kunne blive til en overnatning eller to, når huset engang bliver solgt 🙂
      Tak for skulderklap og forståelse …

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2017 @ 16:42

  5. Ja lige nøjagtig så vægelsindet går det an at blive. Åhh, jeg forstår dig godt.
    Nu krydser jeg fingre for at det ikke bliver solgt ved første visning. Du fortjener resten af sommeren og høsten og svampene. Når så sneen falder er du sikkert mere klar.

    Kommentar af Udvandreren — 21. juli 2017 @ 16:37

    • Hvor er det altså rart med al den sympati 🙂
      Jeg er helt klart mere klar til vinter – men der er der nok ikke så mange købere 😉

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2017 @ 16:44

  6. Kære, kære Ellen, som jeg skrev til dig forleden kan jeg præcis sætte mig ind i hvordan du har det!
    Det er bare så svært og hele tiden en vaklen mellem vil/vil ikke.
    Pøj-pøj!

    Kommentar af Annette Knudsen — 21. juli 2017 @ 18:48

    • Ja, du har jo selv prøvet noget tilsvarende, Annette, men man er nødt til at sætte en grænse, og det har vi så, lige som dig, gjort. Selv om det er svært …

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2017 @ 00:04

  7. Selvfølgelig var det ikke du mente. Det er jo minderne, der gør stedet mere end bare et sted.

    Kommentar af Lene — 21. juli 2017 @ 18:49

    • Ja, det er så, men minderne kan desværre ikke udføre alt vedligeholdelsesarbejdet 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2017 @ 00:06

  8. Det lyder som om beslutningen om at sælge huset skal ændres til en beslutning om ikke at sælge huset.
    Jeg kan nu godt forstå tvivlen, men sælges det til den muligt interesserede er problemet jo løst. Så bliver der hurtigere plads til noget andet.
    Hvad er gevinsten ved at tiden til salget trækkes ud? Ikke den økonomiske, men den emtionelle.

    Kommentar af Jørgen — 21. juli 2017 @ 21:22

    • Det skal den så ikke, Jørgen. Det er tid nu, og jeg skal bare vænne mig til tanken om, at det er sådan det er.
      Gevinsten er netop (tror jeg), at jeg når at vænne mig til tanken. Jeg har det der år i hovedet, så det må helst ikke gå for hurtigt. Mener jeg lige nu …

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2017 @ 00:08

  9. Åh, hvor kan jeg godt forstå, at du vakler mellem at holde fast og give slip.
    I min yndlingsbog Den Lille Prins, siger han om sin rose, som han elsker højt, at det er den tid, du har tilbragt sammen med din rose, der gør den så værdifuld. (i forhold til alle andre smukke roser, som ikke betyder noget for ham)
    I har tilbragt så mange timer, dage, uger, måneder, der tilsammen bliver mange år, med at pleje og passe huset. I har lagt arbejde og kærlighed i det. Og delt mange oplevelser og ophold med andre. Og samlet dejlige minder.
    Selvfølgelig er det svært. Men det skal nok gå. Om det bliver nu – eller senere.

    Kommentar af betty — 21. juli 2017 @ 23:12

    • Hvor du forstår det fint, Betty 🙂 Det er jo netop det med alle de mange gode minder – men det er så også sådan, det skal være – det skal ikke nå at blive en belastning for os, og det er der, vi er på vej hen – lige nu er det svært, men selvfølgelig går det, både nu og senere.

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2017 @ 00:12

  10. Jeg forstår godt I vil af med det, men også at der er følelser i klemme, sådan som du/I har haft det med stedet i så mange år. Det bliver spændende om det ryger ved første blik.

    Kommentar af Pigen fra landet — 22. juli 2017 @ 07:48

    • Det er nemlig svært, dette her … men mon ikke det er usandsynligt, at det skulle ryge i første hug?

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2017 @ 10:18

  11. Jeg forstår PRÆCIS, hvordan du har det. Hollymount var min store kærlighed, og jeg led alle kvaler, da vi besluttede os for at sælge. Jeg nærmest hadede de mennesker, der kom for at se på det, og var på en eller anden måde lykkelig, når de ikke vendte tilbage. Men én ting er hjertet og følelser og en anden var fornuften, og jeg vidste jo godt, at vi blev slidt op af det hus. Både fysisk, psykisk og økonomisk. Så det var det rigtige at gøre, og jeg må indrømme, at NU er jeg glad for, at vi holdt fast i beslutningen. Det var en lettelse, og nu kan vi så meget andet.

    Jeg tænkte faktisk på jer forleden dag – og på jeres svenske hus. Jeg tænkte netop på, om ikke det var lige ét sted for meget, når man både har et vidunderligt dansk hus, en engelsk “base” og også gerne vil rejse, som I gør. Jeg er overbevist om, at jeres beslutning er helt rigtig, men åh, hvor er det svært. Jeg håber, at det bliver hurtigt overstået. Det bedste er at få “tanden trukket hurtigt ud”. Men følelser er ikke altid nemme at hamle op med… Pøj pøj med det 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 22. juli 2017 @ 08:34

    • Åh Mia, dit ordvalg viser med al tydelighed, at du har været igennem samme følelsesregister. “Jeg nærmest hadede de mennesker, der kom for at se på det” – lige præcis!
      Jeg tænkte pudsigt nok også på dig – og netop Hollymount, selvfølgelig – i forbindelse med, at vi traf beslutningen. I havde også et fuldstændig fantastisk sted der, men alting har sin tid, og vi må, lige som jer, gøre noget, inden det knækker os.
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2017 @ 10:23

  12. Åh hvor jeg forstår dig! Har selv haft ” “min sjæls slot” i Sverige , som måtte sælges 😞

    Kommentar af Miri — 22. juli 2017 @ 13:01

    • Åh … har du? Ja, så har du været igennem den samme (pr)øvelse.

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2017 @ 13:42

  13. Åh hvor bliver det dejligt at kunne overdrage nøglerne til en helt fantastisk køber, som vil sætte så stor pris på jeres arbejde deroppe – og vil fortsætte udviklingen og forme det til deres eget yndlings- og fristed. Skønt at vide at det skal være værdsat også i fremtiden. Også selv om du “hader lidt på” den fremtidige køber – lige nu 🙂

    Kommentar af /ks — 22. juli 2017 @ 21:31

    • Ja, det ender forhåbentlig godt med det salg … og jeg finder nok aldrig ud af, hvad de købere, der måtte komme, har tænkt sig gøre ved det – medmindre vi ikke kan dy os for at køre forbi efter et års tid for at lure lidt 😉

      Kommentar af Ellen — 23. juli 2017 @ 10:04


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.