Hos Mommer

4. juli 2017

Kejservarianter, gedehamse og vrøvl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , ,

Vejret er nogenlunde – små 20°, lidt vind, lidt skyer og en smule regn i formiddags. Kunne måske være bedre, men det kunne også være meget værre.
Kejserkåben er kommet, men vi ser ikke så mange sommerfugle i år, som vi plejer – heller ikke her på torpet, hvor jeg ellers synes vi har mange og mange forskellige. Det er synd og det er ærgerligt, og jeg kan ikke forstå hvorfor … heroppe er der da ingen, der går og piller ved naturen.
Til gengæld er der vist ved at flytte monsterhvepse ind i væggen oppe på terrassen. DET er absolut ikke godt. Hvepse er slemt, monsterhvepse er langt, langt værre. Jeg taler om gedehams – vespa crabro. De er virkelig monsterstore – op til fire cm. Enkeltvis lyder de som en Spitfire, og når de er flere, lyder de … bare skræmmende, men der er intet der kan skræmme dem.
En ung mand beskrev dem således: “Så står du pludselig overfor en luftbåren hensynsløs take-no-prisoners dræbermaskine”.
Måske en kende overdrevet, men jeg kan sagtens følge ham, selv om en biolog hævder, at de er uskadelige, medmindre man er hvepseallergiker, men hun indrømmer, at det gør ondt at blive stukket af en: “Bliver man stukket af en vespa crabro gør det meget ondt – som at blive bidt af en hugorm, hvis man ellers har været så uheldig at komme så tæt på en hugorm”. Det har jeg ikke, men når jeg tænker på, hvor hulens ondt en almindelig lille hveps gør …

KejserkåberKejserguldsmed

Næh, må vi så bede om en kejserkåbe. Eller en kejserguldsmed. Med kejserliljerne fra i går er vi oppe på tre kejserlige ting fra naturen – så kan vi nok ikke forlange mere. Kejserpingviner kan vi ikke klare – SÅ koldt er her trods alt heller ikke, selv om temperaturerne måske lader lidt tilbage at ønske.
Nåmenihdog

‘Vrøvlet’ i overskriften har jeg sakset fra en FB-reklame. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der menes med den første sætning. Hvis de mener ‘lækker’, er det da en ualmindelig dårlig reklame, så det gør de nok ikke. Men hvad mener de så?

Reklamer

24 kommentarer

  1. Mon ikke de mener “længere”?

    Kommentar af Lone Nielsen — 4. juli 2017 @ 18:14

    • Selvfølgelig! Det er da det, de mener … tak … men jeg forstår alligevel ikke, hvordan de kom frem til ‘lægger’ 😀

      Kommentar af Ellen — 4. juli 2017 @ 20:04

  2. Holder med Lone 🙂
    Håber I kan få gedehamsen væk.

    Kommentar af Lene — 4. juli 2017 @ 19:49

    • Ja, klart – jeg er lidt flov over, at jeg ikke selv kunne se det 😳
      Bare der kun er den ene, men jeg er bange for, at de efterhånden vil samle sig …

      Kommentar af Ellen — 4. juli 2017 @ 20:04

  3. Uf, gedehamse er dårlige naboer. Er det for sent at destruere/fjerne boet?

    Kommentar af Eric — 4. juli 2017 @ 20:23

    • Virkelig dårlige naboer! Problemet er, at vi ikke rigtig kan se noget, andet end at der kunne se ud til at være et lille hul under vindueskarmen der, hvor den fløj hen. Vi har indtil videre kun set et par stykker, men vi er lidt spændte på hvordan det vil være, når vi kommer herop igen om 14 dage.

      Kommentar af Ellen — 4. juli 2017 @ 20:30

  4. Er normalli.dk = FB?
    Hvis du vil have friske jordbær – både pluk selv eller plukkede – så er http://gronkvistbarodling.se et godt bud.
    Når man sælger fritidshus i SE, er det så med indbo som i DK?
    Hvis I har et skadedyrsabbonnement hos Anticimex, vil jeg anbefale, at I anmelder hvepseboet, så det kan blive fjernet, hvilket jeg kun kan anbefale, da de store hvepse kan gnave sig gennem husets væg og så er de inde i huset og det er ikke en fornøjelse i følge min erfaring.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 4. juli 2017 @ 21:25

    • Jeg forstår ikke dit spørgsmål. FB viser jo cirka en million reklamer, hvoraf denne bare er en af dem.
      Det er under kraftig overvejelse at tage svenske jordbær med hjem, for de er bare SÅ gode!
      Vi sælger med indbo, hvilket vist er ganske normalt – også selv om vores hus er et helårshus. Så må nye ejere bare selv tømme huset, hvis de kommer med deres egne ting.
      Vi har bevidst fravalgt at forsikre os mod skadedyr, fordi det er uforholdsmæssigt dyrt. Vi havde Anticimex på besøg engang for at kigge på huset og omgivelserne; de konstaterede, at vi ikke har nogen skadedyr, hvorefter de tilbød at forsikre os mod de der ikke-eksisterende dyr for en svimlende sum. Jeg gider ikke være til grin.
      Gedehamse er dog ikke spor sjove, helt enig, men vi har haft dem før og satser på, at de heller ikke denne gang går ind i huset.

      Kommentar af Ellen — 4. juli 2017 @ 21:58

      • Høhø, jeg troede lige, at FB var Forenede Brugsforeninger, deraf mit spørgsmål. Undskyld og jeg “beamer” lige ind i det rigtige årtusinde.
        Hvis I kan nå det formodede hvepsebos indgang, så kommer man langt med relevant insektgift påført/-sprøjtet ved aftentide, hvor der ikke er så megen aktivitet.
        Der er forskel på huse og forsikringer og forsikringsbehov. Jeg kender ikke til, at Anticimex er dyr, for ca. 8 år siden kostede et abonnement ca. 1000 SEK/årligt og så kom de prompte og fjernede hvepsebo(er) og ellers er det min erfaring at det er med i husforsikringen/betingelse for samme, men det er nok mhp. svamp, husbukke og lign.
        Jep svenske nyplukkede jordbær er en gudespise både friske, syltede og til frysning.
        Mvh.

        Kommentar af Kristine — 4. juli 2017 @ 22:27

        • Jamen velkommen tilbage til nutiden – jeg havde ikke lige tænkt på, at man kunne forveksle Brugsen og Facebook 😀
          Nej, hvepse er ikke med i husforsikringen; det er netop kun svamp og husbukke.
          Vi har selv bekæmpet hvepse før – jeg kan henvise til et fire år gammelt indlæg – jeg husker det som var det i går – et festligt syn 🙂 https://mommer.wordpress.com/2013/08/03/den-professionelle-hvepsebekmper-eller/
          Mht. jordbærrene kan vi kun være enige!

          Kommentar af Ellen — 4. juli 2017 @ 22:51

  5. Hvor er det flotte billeder af sommerfugle og guldsmed. Og firbenene i går 🙂 God arbejdslyst med brændet.

    Kommentar af betty — 4. juli 2017 @ 22:17

    • Naturen er bare så smuk, Betty 🙂
      De er helt færdige med det brænde, og de er SÅ glade!

      Kommentar af Ellen — 4. juli 2017 @ 22:26

  6. Jeg skulle også tygge et par gange, før jeg gættede at manden ville tilbyde et produkt, som bevirker at apollinaris kulsyrebruset bliver ved i længere tid.
    Det minder mig om Onkel Hans, som ville vise, hvor meget kulsyre der egentlig kan være i sådan en vand, og han rystede og den brusede af, – så kom han en sten, lidt støvet, ned i og så skulle den egentlig vise at det brusede rigtig meget igen, men det gjorde det ikke. Han var så rar – vi lo meget.

    De dér insekter er forfærdelige. Det eneste gode ved dem er at fuglen spiser dem.

    Kommentar af Donald — 5. juli 2017 @ 15:23

    • Den er virkelig langt ude, den reklame …
      Stakkels onkel – det er så surt, når den slags forsøg kikser – siger Ellen og smiler selv stort 😀
      De er skræmmende, er de!

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2017 @ 16:34

  7. Gedehamse er skrækindjagende!! GYS – dem må I af med straks!!
    I Frankrig er det brandvæsnet som fjerner dem, og der er specielle regulativer for de brandmænd som er så uheldige at blive stukket. Maksimum seks gange om året, må man blive stukket, ellers kan man risikere at dø af giften!
    Der har været historier om spædbørn der er døde af at være blevet stukket af et par stykker.

    Kommentar af Kong Mor — 5. juli 2017 @ 16:50

    • Vi så dem faktisk slet ikke i går, så det var måske en storm i et glas vand – det håber jeg virkelig, for, ja, det er nogle skræmmende sataner med den store mængde gift, de kan nå at pumpe ind i folk.
      Forfærdelig historie med spædbørnene!

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2017 @ 17:49

  8. Sådanne gedehamse burde holde til andre steder end i huse. Håber ikke de er blevet flere siden.
    Lad os håbe der kommer mange kejserkåber ud af anstrengelserne – man kan aldrig få nok af at se dem flyve omkring.

    Kommentar af Jørgen — 5. juli 2017 @ 20:34

    • Det kan vi ikke være uenige om! Vi så slet ingen i går, så det var forhåbentlig kun en enlig svale. Gedehams …
      Ja, lad os få en masse kejserkåbebørn – og også fra alle de andre sommerfugle; jeg er også meget glad for at se på de smukke flyvere.

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2017 @ 20:58

      • Ja, hvis det så bare var gederams 😆 De blomstrer lige nu …
        Jeg håber I slipper for monstrene og holder jer til kejsere af forskellig slags.

        Kommentar af fiberfryd — 7. juli 2017 @ 08:31

        • Arrgghh – er rettet,tak … det må have været et udtryk for ønsketænkning 😉
          Vi håber …

          Kommentar af Ellen — 7. juli 2017 @ 09:41

  9. Uha for gedehamse. Jeg har også set et par stykker kravle gennem et tykt spindelvæv og videre ind … i et terrassehjørne. Det lyder uhyggeligt, at de kan bore sig vej ind i huset. Det er nok, at musene kommer ind med ujævne mellemrum. Naturen, det billige skidt 😉

    Kommentar af conny — 11. juli 2017 @ 10:32

    • Det bliver en anelse spændende, når vi kommer derop igen i næste uge …

      Kommentar af Ellen — 11. juli 2017 @ 11:00

  10. Jeg havde et efterår et yderst smertefuldt sammentræf med disse vespa-monstre. En stor, skidesur flok. Jeg fik over 20 stik og mit hoved lignede efterfølgende en morgenstjerne. Min mand måtte vriste dem af min ryg og ud af min hovedbund, én for én. De går for at være ret fredelige, men om efteråret bliver de psykopatisk aggressive.

    Kommentar af Dina — 22. juli 2017 @ 21:02

    • Av, av avavav – jeg tror faktisk, at du var heldig, at du ikke reagerede så kraftigt, at du måtte hospitalsindlægges. Det var vores nabo deroppe nødt til, engang han ‘kun’ fik 5-6 stik. Det gør voldsomt ondt – jeg kan slet ikke forestille mig dine mere end 20 stik 😦
      Det er altså ret ærgerligt, at naturen har indrettet det sådan, at alle hvepsearter bliver så aggressive, når de ikke længere har et bo at skulle tage vare på.

      Kommentar af Ellen — 23. juli 2017 @ 09:55


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.