Hos Mommer

15. juni 2017

Hvem vil købe en båd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Mens vi gik rundt i Mottisfont-parken i England, ringede Søren for at overbringe den kedelige meddelelse, at motoren til vores båd var blevet stjålet.
Den samme nat var fire andre bådmotorer af nogenlunde samme størrelse forsvundet fra Præstø havn. Så meget for at betale sig fra det man tror er ekstra sikkerhed med videoovervågning und alles … det kan jo være aldeles ligemeget, så.
Motoren var låst fast til båden med to kæder med solide hængelåse efter alle kunstens og forsikringens regler, men en tilstrækkelig stor boltsaks kunne åbenbart løse ‘problemet’ for de pokkers snøbler, der åbenbart lige havde fået en ordre på fem motorer til Polen eller Rumænien eller hvor de nu skulle hen med dem.
Da vi ringede og meldte det til forsikringsselskabet, sagde de, at en motor på 9,9 HK slet ikke var dækket af vores indboforsikring! De dækkede kun op til 5,5 HK.
Alle mand til pumperne (1)SÅ blev jeg vred. Jeg ringede til dem, da vi havde købt båden, for at få at vide, hvordan vi skulle forholde os mht. den og fik den besked, at småbåde af den slags var dækket af vores indboforsikring. Han spurgte hvor stor motoren var, hvilket han selvfølgelig fik oplyst. Okay – det skulle vi ikke bekymre os mere om; den var fuldt dækket.
Vel var den åbenbart ej. Jeg talte stadigvæk pænt til sagsbehandleren, men jeg lagde ikke skjul på, hvad jeg mente om den slags vejvildledning. Han beklagede dybt og indrømmede, at det var noget af en kvajestreg og at han i en lignende situation også ville være blevet tosset.
Han kunne dog ikke hjælpe mig, fordi de slet ikke forsikrer både, så jeg skulle have haft tegnet en speciel bådforsikring i et helt andet selskab.
Hvis de havde haft bådforsikringer, ville han gerne have bødet for fejlen ved at datere en sådan tilbage til købstidspunktet, men det kunne han så ikke …
Da jeg foreslog, at vi slog halv skade ved at få dækket op til, hvad en 5,5 HK koster, kunne det ‘desværre’ heller ikke lade sig gøre – den slags må de ikke snyde med, for de skal have politianmeldelse på den, samt serienummeret osv. oplyst, og så passer tingene jo ikke sammen, lød beskeden.
Okay, på en måde fair nok, men for hulen, hvor jeg var vred. De skal dæleme ikke sige, at vi er dækket, når vi ikke er, og når vi ringer ind netop for at sikre os, at alt er i orden. Hrmpf.
Nu sætter vi båden til salg. Vi brugte den alligevel mindre, end vi havde regnet med, vi ville … alt for lidt, faktisk, og vi vil ikke ryste op med de temmelig mange penge, en tilsvarende motor koster, så den bliver sat til salg snarest muligt.
Var det noget? Er der en af jer, der ligger inde med en motor, men lige står og mangler båden til den, så bare sig til! Der følger ekkolod, svømmeveste og næsten ny bådtrailer med. Og årer, selvfølgelig.

Reklamer

34 kommentarer

  1. Surt med tyveriet og endnu surere, at forsikringen ikke dækker trods forsikring om det modsatte. Det skulle vel ikke være sådan, at forsikringsselskabet har optaget den samtale, hvor du blev oplyst om, at indboforsikringen dækkede påhængsmotoren? Mon det var et opkald værd! Hvis ja, så skal de dække jeres tab.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 15. juni 2017 @ 16:29

    • Det er SÅ surt, og sagsbehandleren gjorde faktisk hvad han kunne for at hjælpe, for han lød oprigtigt beklagende, fordi jeg var blevet fejloplyst … herunder hørte at forsøge at spore samtalen fra sidste år, men det lykkedes ham desværre ikke, selv om jeg kunne datere det inden for en uges tid – og jeg kunne naturligvis ikke huske, hvem jeg talte med dengang.

      Kommentar af Ellen — 15. juni 2017 @ 16:35

      • Hvis en præcisering af, hvornår samtalen fandt sted, kan hjælpe dig overfor forsikringsselskabet, kan du nok finde en oversigt over dit telefonbrug, hvor dine samtaler er registreret med tlf.nr., dato og klokkeslæt, hvis du logger ind på dit teleselskabs hjemmeside.
        Mvh.

        Kommentar af Kristine — 16. juni 2017 @ 06:47

        • Det er da værd at prøve, tak …

          Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 09:34

  2. Øv, hvor træls med tyveriet. Hvad angår forsikring og maget andet, er det snart ved at være sådan, at man skal have alt på skrift, hvis man ikke vil snøres.

    Kommentar af Eric — 15. juni 2017 @ 17:30

    • JA! Agenten i dag spurgte, om jeg havde fået skriftligt, at forsikringen dækkede, men jeg svarede, at jeg naturligvis havde stolet på, at jeg var korrekt informeret – men at jeg ikke vil det en anden gang.

      Kommentar af Ellen — 15. juni 2017 @ 18:02

  3. Da vi var ejere af en båd, fik vi stjålet 2 motorer, selv om den stod på en lukket plads på en trailer på en aflåst plads sammen med andre både og campingvogne.

    Der blev simpelthen klippet hul i hegnet med en boltsaks.

    Husker ikke størrelsen på motorerne, men indboforsikringen dækkede begge gange.

    3. gang var mere komisk, der stjal de nummerpladerne på traileren, og min mand sad på en nærpolitistation, ringede landbetjenten i Jyllinge og meddelte, at båden var fundet i Roskilde Havn???

    Båden…??? Jamen, den står på pladsen her ved bopælen, svarede jeg, til gengæld er nummerpladen til bådens trailer stjålet, hvilket gemalen er ved at anmelde oppe hos politiet her.

    Tyvene havde selvfølgeligt anbragt vores trailers nummerplade på en anden trailer under transporten.

    Kommentar af Madonna — 15. juni 2017 @ 17:58

    • Haha, sikken en historie 🙂
      Mit ukvalificerede gæt er, at forsikringsselskaberne måske har forskellige regler angående de motorstørrelser?

      Kommentar af Ellen — 15. juni 2017 @ 19:54

  4. Det var da til at blive noget så indædt, indebrændt, arrig af!!!! Håber I får solgt båden hurtigt, når nu beslutningen er taget…
    Erik solgte sin båd… også i erkendelse af at, man har en drøm og at det ikke altid er det, man drømmer om!

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. juni 2017 @ 18:22

    • Det var godt sagt, Anne, for det er nok præcis sådan det er for os. Det med drømmen, der alligevel ikke var en drøm.

      Kommentar af Ellen — 15. juni 2017 @ 19:55

  5. Husk at tælle til ti, Ellen!

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 15. juni 2017 @ 18:39

    • Jeg tager det helt roligt, og blodtrykket er ikke foruroligende, men derfor kan jeg jo godt være vred over at være blevet fejlinformeret 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. juni 2017 @ 19:56

  6. For mig at se … er tiden inde til et skift af forsikringsselskab. Hverken mere eller mindre 😦

    Kommentar af teilmann — 15. juni 2017 @ 21:25

    • Der skal nu mere end denne fejl til, Per – de har lige, uden at blinke, rystet op med små 100.000 kroner til udbedring af vores smadrede kloakrør. De har – bortset fra det med bådmotoren, selvfølgelig, været både de klart bedste og billigste 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 09:16

  7. Æv, hvor surt -dobbelt-surt 😦

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. juni 2017 @ 22:11

    • Ja!

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 09:17

  8. Nej, hvor irriterende. Kan godt forstå, du blev rasende over sådan en uprofessionel vejledning. Hvordan kan der sidde en sagsbehandler og være så uvidende og vildledende? Jeg håber, I får solgt båden godt.

    Kommentar af betty — 15. juni 2017 @ 22:46

    • Det undrede også både denne anden sagsbehandler og mig!
      Tak, det håber vi også …

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 09:17

  9. Hos alle forsikringsselskaber er der monteret en tilbageløbsventil.
    Så snart pengestrømmen skal til at gå væk fra selskabet, lukker ventilen.
    Men du skal se: Næste gang din forsikring forfalder, strømmer pengene lige så fint ind i selskabet igen.
    Desværre er ventilen nok ens hos alle selskaber, så det nytter ikke meget at skifte selskab.

    Kommentar af natural2222 — 16. juni 2017 @ 03:53

    • Der var heldigvis ikke antydning af tøven, da de betalte små 100.000 kroner i forbindelse med de smadrede kloakrør, og nej, vi skifter ikke pga. en enkelt fejl, når vi ellers har været meget tilfredse, men ærgerligt er det da.

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 09:19

      • Jeg synes det var fint, at I sådan fik det hele på forsikringen dengang med afløbet. Det er ellers tit, at der beregnes et fradrag grundet den gamle rørlægnings alder og nedslidning.

        Kommentar af natural2222 — 17. juni 2017 @ 15:23

        • Det var nemlig fint, så vi smutter ikke pga. den fjollede motor 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. juni 2017 @ 15:33

  10. Øv, det er da også utroligt, at man skal have alt på skrift. Håber I får båden solgt.

    Kommentar af Lene — 16. juni 2017 @ 07:39

    • Ja, men det har vi så lært nu, og ja, det håber vi også 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 09:19

  11. Nej tak til båden og til dit forsikringsselskab. Vil du oplyse, hvad det er for et?
    Nå, jeg skal nu ikke have skiftet. Har Lærerstandens og har indtil nu aldrig haft problemer.

    Kommentar af Kirsten — 16. juni 2017 @ 09:19

    • Det er Gjensidige (gennem Nykredit). Se evt. mine svar til Per og til Farmer.
      Vi skifter ikke pga. denne fejl, når vi ellers har været godt tilfredse med både service og priser.

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 09:50

  12. Nej, hvor ville jeg også blive gal! Faktisk sidder jeg her og er gal på jeres vegne. Det var vel ikke den sagsbehandler, som I tegnede forsikringen hos, du talte med? Det må være registreret, hvem det var. Måske kunne I få noget ud af det …

    I er godt nok tolerante. Jeg ville have skiftet omgående. Det ville måske også have hjulpet at sige det, for I er åbenbart gode kunder.

    Kommentar af www.rasminesrasteplads.blogspot.com — 16. juni 2017 @ 11:47

    • Tak for solidaritet. De opbevarer ikke samtaler i mere end tre måneder, så det er ikke sådan lige til at finde ud af, hvem jeg talte med, men vi er ikke helt færdige med at forhandle, ser det i dag ud til. Måske skriver jeg noget mere om det; det kommer an på udfaldet, men vi skifter ikke pga. denne fejl. Vi har skiftet før, og dette er, trods min vrede over denne fejl, det bedste forsikringsselskab, vi har haft.
      Jeg ved nu ikke, om man kan sige, at en kunde, der lige har kostet dem små 100.000 kroner, er en god kunde 😉

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 12:09

  13. Du tager det pænt. Jeg har altid spekuleret på, hvor meget kriminalitet der er i en havn. Hvis ikke video-overvågningskameraerne fungerer, eller dækker, så vender jeg tilbage til spørgsmålet om ikke det var en god idé at have en nattevagt. Gad vide hvad de gør i Gilleleje.

    Kommentar af Donald — 16. juni 2017 @ 14:16

    • Der er jo ikke så meget andet at gøre, når man ikke kan bevise noget.
      Måske er en nattevagt løsningen, måske ikke – der kan sættes mange kameraer op, men en vagt kan kun være ét sted ad gangen. Der er så bare ikke så mange kameraer lige i jollehavnen, hvor vores lille båd lå.

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2017 @ 15:31

  14. Øv for tyveri og da øv for utroværdig behandling fra forsikringsselskabets side. Argh! Dokumentation, dokumentation, dokumentation er mit mantra.
    Håber I får solgt båden og at forholdet til forsikringsselskabet genoprettes snarest.

    Kommentar af /ks — 18. juni 2017 @ 14:11

    • Ja, det var dyr læring, men det har jeg også lært nu. Lige til næste gang 🙂
      Tak, det håber jeg også.

      Kommentar af Ellen — 18. juni 2017 @ 15:27

  15. Jeg lider såmænd også af den vildfarelse at man bør have tillid til informationer, men det er jo netop en vildfarelse. Mon ikke tiden er til at vi tillidsfulde må sørge for at tage vores forholdsregler, både når det gælder information der kendetegnes ved tro og ikke viden, som i forsikringssammenhængen, og fx når telefonen ringer. Her synes det efterhånden at være sikrest at undlade at tage den, hvis nummeret er ukendt. Det seneste i den sammenhæng synes at være at man spørges om man kan høre den ringende og siger man ja kan dette jo åbenbart bruges til svindel. Vi må have ting på skrift og på telefonsvareren. Trist det er sådan.

    Kommentar af Jørgen — 23. juni 2017 @ 20:24

    • Ja, men så lærte jeg af det – det var bare en lidt dyr lærestreg, og jeg husker fremover at bede om at få det skriftligt!
      Jeg har lige set det med at de vil have én til at sige ‘ja’ … vi må øve os i at sige ‘nej’ 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2017 @ 20:38


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.