Hos Mommer

6. juni 2017

Det var dog et forskrækkeligt vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: , ,

Jeg ved ikke, hvordan I har det hjemme i lille Danmark, men her har vi efterår. Med stormvejr og strømafbrydelser og det hele. I aftes havde vi lige sat os til at se et afsnit af Allo Allo ved 19-tiden, da strømmen gik i hele landsbyen og formentlig i et endnu større område – det plejer den. Den havde absolut ikke tænkt sig at komme igen, så det ud til. Endnu var det lyst nok til at læse eller spille et spil kort, men ikke så længe, for himlen var sort af uvejrsskyer. Det regnede og stormede, så oktober må blegne af misundelse. Ved 21-tiden gik vi alle i seng, for da var det for mørkt til at kunne foretage sig andet end at bruge iPad, men jeg var den eneste, der havde en med tilstrækkeligt batteri, for ungerne havde kørt deres to døde inden aftensmaden og havde ikke fået sat dem til opladning, så jeg ville ikke sidde og gøre dem misundelige på mig ved at have en, der virkede.
Strømmen kom først igen ved midnatstid. Den havde kigget indenfor et par gange inden da, men fortrød hurtigt igen. Vi var ikke i tvivl om, når den kom igen, for husets alarmsystem gik i gang med en infernalsk støj hver gang, så det var virkelig irriterende, at den kom og gik, fordi man (læs: Charlotte) hver gang skulle ud af sengen, hen ad gangen, ned ad trapperne, igennem en stue og ud i gangen til boksen ved hoveddøren for at indtaste en kode.

IMG_6456

Her til morgen kørte Charlotte til workshoppen lidt over ni, og klokken 9:30 gik strømmen gudhjælpemig igen! Vinden havde ellers på det tidspunkt løjet meget af, og vi havde netop fået sat alt til opladning, fordi de lover stiv kuling igen i eftermiddag mellem klokken 16 og 18, hvorfor vi forudså, at der kan strømmen nok finde på at gå igen. Men da ikke nu!
Jeg havde lige sat en and a la orange i ovnen til langtidsstegning, og så skulle John og jeg have været afsted for at se Avebury Manor, men det turde vi ikke nu, for strømmen kom og gik med forholdsvis korte, uregelmæssige mellemrum, og alarmen er virkelig voldsom, faktisk mest udenfor, at høre på og må kunne drive naboerne – især den nærmeste – til vanvid, så vi turde ikke køre nogen steder.
Det gjorde vi dog så alligevel et par timer senere, for da var strømmen kommet igen for fjerde gang og havde denne gang holdt i en halv time, så vi løb risikoen for nabohad – med Charlottes velsignelse: “Hvis I ikke havde været på besøg, havde der jo ikke været nogen til at afbryde alarmen.” Nøhh.
Da vi så nærmestenaboen køre, besluttede vi at gøre det samme, så vi fik set Avebury Manor, som John havde glædet sig sådan til, siden vi så serien om dets fantastiske restaurering. Jeg var der i september sammen med Die Drei Mädchen, men jeg kunne sagtens tåle et gensyn. Min beskrivelse af stedet kan læses i mit indlæg fra september.

Avebury Stonecircle - meget meget stor radius

Herover en del af Aveburys meget store stencirkel; man kan ikke engang fornemme, at det er en cirkel.

Advertisements

18 kommentarer »

  1. Vi skal vist arve jeres vejr 😦 Her gråner det hastigt efter en dag med lummervarme og meget uroligt vejr. DMI har lige hævet varslet fra blå til gul over en trekant af DK, med tilføjelse af en ekstra bræmme med blå advarsel. Den ligger vi så i. Kamelen og jeg gik forbi en grund, hvor familien har revet huset ned og bor i haven i et villatelt. Det er jeg ret glad for ikke er mig. I det hele taget og specielt i dag!

    Kommentar af Fruen i Midten — 6. juni 2017 @ 18:38 | Svar

    • Jamen så har I da noget at glæde jer til!
      Du godeste … jeg ville – uanset årstiden – have valgt at leje en campingvogn i det tilfælde, du nævner her.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2017 @ 20:55 | Svar

  2. Sikke en omgang! Ja, der er sus i sejlene derude, så vi går nok ikke ram forbi!…

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 6. juni 2017 @ 19:11 | Svar

    • Nej, det gør I åbenbart ikke … her var det lidt slemt …

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2017 @ 20:56 | Svar

  3. Vejrudsigten lover efterårsvejr i morgen, og der synes at være risiko for skybrud, i alle tilfælde kraftig regn i nattens løb. Vi fik en god portion regn i søndags og endnu mere nu. Det ser ud til at Farmer også får en god markvanding i denne omgang.
    Hvorfor er strømmen så ustabil hos jer?

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 6. juni 2017 @ 19:15 | Svar

    • Lidt slemt vejr også til jer, kunne det tyde på …
      Strømforsyningen er bare ustabil i sådant et vejr herovre – jeg ved ikke hvorfor, men vi har oplevet det før, dog nok ikke på denne årstid.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2017 @ 20:58 | Svar

  4. Jeg har også hørt, at det kommer her ved 21 tiden, så lad os håbe, at strømmen ikke går.
    Godt I fik set det planlagte, og så glæder jeg mig så meget over at læse om Charlottes butik, det er så skønt, at det går hende godt.

    Kommentar af Lene — 6. juni 2017 @ 19:17 | Svar

    • Det gør den nok ikke i DK; strømforsyningen er generelt noget ustabil her på disse kanter.
      Tak, I er så søde alle sammen at glæde jer på hendes vegne 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2017 @ 21:03 | Svar

  5. Den front har lige passeret Holstebro! Og mere følger kan jeg se i vejrudsigten.
    Her slap vi for skybrud, men fik blæst og tæt regn… nå, haven trængte seriøst til noget vand.
    Godt I kom på tur trods alarm! Et spændende sted kan jeg se.

    Kommentar af Anne Holtegård — 6. juni 2017 @ 20:19 | Svar

    • Jajada – regn er fint, men skybrud kan vi godt undvære …
      Avebury Manor er et meget spændende sted at se!

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2017 @ 21:05 | Svar

  6. Surt. Fronten når snart Nordjylland, de første dråber har ramt halvtaget over terrassen. .Jeg går snart i seng, og så er det sikkert forbi i morgen …(håber jeg). Var det bare sådan hver gang, at det rasede ud om natten og lod dagtimernes cyklister i fred.

    Kommentar af Eric — 6. juni 2017 @ 20:28 | Svar

    • God ide at gøre som vi gjorde: sove fra det hele 🙂
      Og ja, regn (og blæst) om natten er ideelt.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2017 @ 21:07 | Svar

  7. Er det ikke muligt at frakoble alarmen, så egen (og naboers) nattesøvn ikke forstyrres, når strømmen vender tilbage efter sengegang?
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 6. juni 2017 @ 21:21 | Svar

    • Jeg ved det ikke, men jeg spurgte godt nok heller ikke; de er vant til denne situation, så jeg kan og vil ikke blande mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2017 @ 21:50 | Svar

  8. Det har godt nok været en blæsende forsommer, men det der lyder lige lovligt morsomt. Vi har fået masser af vand i nat, men på knap så dramatisk vis.
    Vi er heldige, at have så stabile forsyningsforhold i Danmark, det er godt nok sjældent at vi har strømafbrydelser efterhånden. Jeg synes altid det er lidt hyggeligt – især når det er mørkt og man må finde lommelygten frem og tænde stearinlys. Men en hylende alarm er da møgirriterende.

    Kommentar af fiberfryd — 7. juni 2017 @ 07:45 | Svar

    • Jeg synes også, at det har blæst mere end normalt – både hjemme i DK og her, hvor det lidt for tit kortslutter elnettet. Eller hvad det nu gør, men stømmen er i hvert fald væk … hvilket jeg synes er mest hyggeligt i Sverige, hvor det ligesom passer bedre ind i systemet 🙂
      Og ja, den alarm … 😦

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2017 @ 08:29 | Svar

  9. Wow sikke et elektricitets/alarm-cirkus I har gang i. Du har ret, det er mere passende for oktober. Håber det klarer op og vejret er med jer på resten af jeres ferie.

    Kommentar af /ks — 7. juni 2017 @ 17:29 | Svar

    • Ja, det må du nok sige – heldigvis har vejret artet sig noget bedre i dag, og i morgen er det sidste hele feriedag hos englænderne; fredag morgen går turen mod Harwich.

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2017 @ 17:42 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.