Hos Mommer

16. maj 2017

ØV. Ærgerligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.
P1020106P1020107

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

P1060792P1060794

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

Advertisements

18 kommentarer

  1. De kaldes også ‘minipetunia’ i Danmark, og de fås nu i enhver dagligBrugs i alle mulige farver, bl.a. en meget smuk blå.

    Kommentar af Elsebeth — 16. maj 2017 @ 19:25

    • Er det rigtigt?! Tak! Jeg må da se at få fundet mig en dagli’ brugs hurtigst muligt!

      Kommentar af Ellen — 16. maj 2017 @ 19:51

  2. Fin blomst, der ser ud til at være let at finde i dagligBrugsen. Må hellere se efter for den synes jo meget brugbar.

    Kommentar af Jørgen — 16. maj 2017 @ 19:32

    • Ja – det var en god oplysning, og det er sådan en smuk og nem sommerblomst.

      Kommentar af Ellen — 16. maj 2017 @ 19:52

  3. Øv, hvor ærgerligt for dig. Men de fås tilsyneladende også her i DK. Den vil jeg have fat i – med din gode anbefaling i ryggen 😉

    Kommentar af betty — 16. maj 2017 @ 21:48

    • Den sommerblomst tror jeg ikke vil skuffe dig. Den kan vist oven i købet overvintre, hvis den bliver taget ind 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2017 @ 09:14

  4. Jeg smilede flere gange mens jeg læste om dine planter og krukker 🙂 Skønne krukker med skønne planter 🙂 Og perikon skulle efter sigende også være skøn at plantefarve med 🙂

    Kommentar af Miri — 17. maj 2017 @ 08:14

    • Hvis det kommer til at minde om snapsens farve, er den da helt vidunderlig.
      Du har virkelig inspireret mig til at prøve plantefarvning af – jeg har så meget selvspundet, ubehandlet uldgarn liggende her i Sverige, og jeg har gammeldags komfur og store gryder. Med andre ord: Nu mangler jeg bare at tage mig sammen til at sætte mig ind i, hvordan jeg bærer mig ad 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2017 @ 09:17

  5. Jeg ville tøve en kende med at anvende en planteskoleplante i snaps, medmindre du er oplyst om, at den er opformeret uden brug af væksthormoner, insektgift mm.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 17. maj 2017 @ 09:15

    • Den er økologisk, så den er god nok 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2017 @ 09:17

  6. Den ser meget rød og flot ud, den superbell – mon Brugsen nu undrer sig over det ekstraordinært store salg 🙂

    Kommentar af conny — 17. maj 2017 @ 12:16

    • Haha – tak skal du have – det var godt nok en voldsom optimisme mht. mit læserantal 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2017 @ 12:44

  7. Jaja, nu skulle det ikke taget alt for bogstaveligt med dagli’Brugsen. Jeg mente, at selv i en bette brugs i en mindre landsby har jeg set dem. De findes alle steder, hvor der er plantesalg. Det er vel 3-4 år siden, jeg så de første, men der er vist kommet flere farver til. De er nemme at kende, for de små blade og blomster minder om en petunia i miniformat, hvilket jeg da også troede, de var.

    Kommentar af Elsebeth — 17. maj 2017 @ 13:49

    • ja, de er nemlig meget nemme at kende … jeg har desværre ikke set dem nogen af de steder jeg normalt handler, og jeg har kigget efter hver gang jeg har været et nyt sted. Men jeg har ikke givet op endnu 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2017 @ 19:54

  8. Tænk, at der er så eksotisk i Sverige 😉 Den må da kunne opspores, den fine rødorange sag.
    Snaps er altid godt; jeg har lige sat både brændenælde og asparges på vodka – det er så sjovt at teste nye smage. Denne gang er det Adam Aamann og Niels Stærup jeg har hentet inspiration hos. Skade, at det kniber med at få dem drukket, i samme hast som jeg eksperimenterer. Men jeg har da lært at lave mindre portioner 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 19. maj 2017 @ 11:53

    • Den er på sin vis opsporet – jeg har bare ikke fundet nogen forhandlere endnu, selv om Elsebeth siger, de er overalt 🙂
      Jeg har det lige sådan: Jeg kan også bedre lide at lave snapsene end at drikke dem, så vi har efterhånden et pænt lager af alt muligt.

      Kommentar af Ellen — 19. maj 2017 @ 13:19

  9. Det med at lave snaps selv det kunne jeg rigtig godt tænke mig at komme igang med. Synes bare jeg mangler et skub i r…. og ingredienserne (udover snapsen altså). Jeg tror sørma også nok jeg skal få drukket dem. Men en håndført guide eller samvær med nogen der har ingredienserne tror jeg der skal til.

    Kommentar af Hanne Rud — 19. maj 2017 @ 21:58

    • Jeg melder mig frivilligt som guide!
      Du kan bruge SÅ mange ting; bare prøv at google, og mht. snapsen, så glem den dyre snaps. Jeg køber tre liter vodka for 210 kroner hos Fleggaard (grænsehandel) og bruger det. Man kan ikke smage forskel, selv om ‘nogen’ siger, at det skal være Brøndum snaps, som koster næsten det tredobbelte (70 kroner literen for vodkaen, sammenlignet med 145 pr. 0,70 l for Brøndum) kan vi jo alle være med 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. maj 2017 @ 22:13


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.