Hos Mommer

14. maj 2017

Noget af en forskel …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Blæsevejr og koldt. Koldt blæsevejr. Koldt, men relativt stille vejr. Regn. Regn og blæst. Gråt. Trist. Koldt. Meget blæst.
Sådan har det været, lige siden vi kom hjem fra Mallorca, stort set hver dag, med kun en enkelt undtagelse, hvor solen skinnede hele dagen og vinden holdt sig i skindet. Det var stadig koldt, men den dag var det trods alt nogenlunde behageligt at opholde sig udenfor.
Men så i dag …
Allerede da vi kørte hjemmefra ved nitiden, var det oppe på 16°; da vi ankom til torpet, var det lige under 20° og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi fik pakket ud i en ruf, dækket op på terrassen og spiste frokost ude for første gang i år. Herligt.
I morgen skulle det blive ligeså godt, men allerede på tirsdag bliver det igen køligere og skyet. Vi må derfor huske at stornyde det i morgen.
Jeg skal male entreen, så det er helt fint, hvis jeg kan have døren stående åben, uden det bliver for koldt i rummet.

P1060770

Birken er først lige sprunget ud, to-tre uger senere end vi før har oplevet det, men det gør ikke spor, for jeg elsker når dens blade står i modlyset som små, lysegrønne pletter.

Vi ankom til en langhåret græsplæne, der havde mange gule blomster, men dem var humlebierne glade for. Der var hele tiden snesevis af dem, flyvende fra den ene til den næste og mæskende sig i nektar.
Jeg håber ikke, at bier kan være pollenallergikere … det ville være slemt for dem … jeg får lige en indre film kørende med sådan en lille flyvende og nysende fætter – det må kunne bruges i en tegnefilm.

P1060776P1060783

De var så høje af solskin, varme, nektar og pollen, at de tilsyneladende ikke bemærkede, at jeg stak en linse helt hen til deres pollendækkede hoveder.
Så mange bier ville jeg godt have set, da vores reine claude-blommetræ blomstrede. Det var helt dækket af tusindvis af hvide blomster, men det var hundekoldt, så jeg er slet ikke sikker på, at bierne nåede at opdage, at der var masser af gode sager at hente ved Den Stråtækte.

Advertisements

12 kommentarer

  1. Den vejrbeskrivelseblyder alt for velkendt! Håber det gode vejr strækker sig lidt længere end det lovede!
    Vi har nydt solen i dag. Suget varme og D-vitaminer.
    Imponerende makro. Og imponerende, at bierne bare lod dig knipse løs! 🐝
    Jeg kan lige se den tegnefilm for mig😂

    Kommentar af Anne Holtegård — 14. maj 2017 @ 19:41

    • Nå, så du har også oplevet det vejr? 😉
      Det er bare med at nyde det, når det endelig er her, det gode vejr.
      Lumix kan altså noget med makro – i amatørforstand, i hvert fald.
      Nuser lille film, ikke?

      Kommentar af Ellen — 14. maj 2017 @ 20:37

  2. Det er så skønt, når døre kan stå åbne og vi kan sidde udenfor. På næste lørdag lover de 20 grader her, da skal jeg i dagvagt 😉

    Kommentar af Lene — 14. maj 2017 @ 19:49

    • JA, det er skønt, og øv for dig med næste lørdag. Jeg krydser fingre for, at det holder søndagen med 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. maj 2017 @ 20:38

  3. Det har nemlig været dejligt vejr i dag. Det har vi fortjent efter alle de mange kolde og blæsende dage.

    Kommentar af Jørgen — 14. maj 2017 @ 19:56

    • Det har vi nemlig, Jørgen!

      Kommentar af Ellen — 14. maj 2017 @ 20:39

  4. Jeg har stornydt det fantastiske vejr i dag. Det er jo en fornøjelse at måtte hive det ene stykke tøj af efter det andet fordi man får det for varmt (så så, ingen uartige tanker, så meget smed jeg heller ikke 🙂 ) men det var så skønt at jeg kunne mærke sjælen folde sig ud og blive helt glat af glæde. Er kun lidt misundelig på jeres Sverigestur, det varer nok lidt før vi kommer afsted, for haven kræver al vores opmærksomhed i øjeblikket. Ønsker jer nogen rigtig dejlige dage deroppe. Knus fra

    fru Jensen
    Gudhjem

    Kommentar af Kirsten Jensen — 14. maj 2017 @ 20:06

    • Årh, jeg kunne da godt lige se dig for mig – en ikke længere purung kvinde, næsten splitternøgen, dansende rundt i haven i Gudhjem – det er da et yndigt syn 😀
      En glædesudglattet sjæl … godt billede.
      Haven giver travlhed lige nu, men det var på høje tid, vi kom herop og får passet det også.
      Knus retur!

      Kommentar af Ellen — 14. maj 2017 @ 20:42

  5. Det går den rigtige vej med vejret, heldigvis 🙂 Stakkels bi med pollenallergi! God tur og god arbejdslyst.

    Kommentar af Eric — 15. maj 2017 @ 16:04

    • Ja, det er dejligt!
      Hehe, kan du også høre den for dig?
      Tak og tak.

      Kommentar af Ellen — 15. maj 2017 @ 16:18

  6. Det bliver så som så med blommer i år, hvis der overhovedet bliver nogen. Frosten er hård ved de optimistiske forårsbebudere.

    Kommentar af natural2222 — 15. maj 2017 @ 16:19

    • Åh, Farmer – der bekræftede du mine værste anelser – det var jo lige hvad jeg frygtede 😦

      Kommentar af Ellen — 15. maj 2017 @ 16:28


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.