Hos Mommer

8. maj 2017

Lokale rekorder … regionale, måske?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: ,

P1030103Ude i mit krydderurtebed kom der i år en påskelilje op, som ikke var der sidste år. Det er ikke en jeg har sat, og eftersom jeg etablerede bedet for to år siden, har den været længe om at arbejde sig helt op over jordoverfladen, men den skulle også igennem 30-40 cm jord, inden den kunne se lyset.
Til gengæld kunne den slet ikke stoppe igen, da den først kom i gang med at vokse – indtil videre har den en højde på 70 centimeter, men jeg formoder den er færdig med at vokse nu.
Hvor høje bliver påskeliljer normalt? Jeg har nogle, der er pænt høje, men de nåede dog ikke over en halv meter, så jeg synes 70 cm virker som meget.
Når jeg googler lidt rundt, angives de højeste som værende op til 45 cm, så mon jeg er i besiddelse af en rekord?
Den må føle sig meget ensom der, midt imellem timian og purløg, og da den ingen umiddelbare konkurrenter har, undrer det mig, at den insisterer på at vokse så voldsomt, men der er mange måder at hævde sig selv på.

En af dem er at købe nogle enorme løver og sætte i sin indkørsel til et ganske almindeligt parcelhus.

P1030104Lungholm Lolland (2)

Jeg beklager, kære tætpå-bo, men det her synes vi nok er overkill i middelsvær grad – vores gæster ankommer grinende og spørger hvad pokker vi har gang i her ved fjorden. Jeg tror, det må være region Sjællands største løver.
John og jeg fralægger os ethvert ansvar og griner selv med. Selv løverne på Lungholm gods er kun halv størrelse af disse her … vi ved ikke helt, hvad der har stukket parret, for vi har ikke noget med dem at gøre, så vi kan ikke spørge dem. Ingen har noget med dem at gøre; de har boet der i et års tid, men vil ikke hilse på nogen. Hvis vi vinker til dem, kigger de væk eller ned i jorden, og det gælder ikke bare os, har vi erfaret.

I går kom der fem ryttere forbi. De to forreste heste gik forbi løverne uden at tage notits af dem, men de tre andre nægtede pure at passere dem.
Det så altså skægt ud – de prustede og stampede og gjorde i det hele taget alt, hvad nervøse eller bange heste gør. Det tog hele fem minutter at overbevise hestene om, at løverne ikke ville angribe. De var konsekvente, rytterne: Hestene ville helst over på den anden side af vejen, men det fik de ikke lov til; de blev tvunget til at gå lige forbi løverne, hvilket nok var en klog rytterstrategi, også selv om det tog en rum tid at overbevise dem.
Hvordan pokker ved danske heste, at løver er noget, man skal være bange for? Og så denne slags løver, der trods alt ikke lugter af rovdyr?

Advertisements

36 kommentarer

  1. Det var da en ualmindelig høj påskelilje. Det må da næsten være rekordhøjde 🙂

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 8. maj 2017 @ 16:54

    • Ja, det er jeg lige ved at tro 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 19:03

  2. Påskeliljen ligner en pinselilje, men den synes overdreven høj. Den har sikkert bare fået alt for meget gødning.
    Jeg foretrækker folk der har format nok i sig selv uden brug af løver.
    Hestene ville vel ikke forbi fordi rytterne blev bange for løverne og signalerede det til hestene!

    Kommentar af Jørgen — 8. maj 2017 @ 16:57

    • Det er fordi, solen skinnede på den, så den synes lysere end den er, for det er nu en påskelilje 🙂
      Sådan kan man også sige det – og om det var rytterne der var bange, skal jeg ikke kunne sige …

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 19:05

  3. Nu er heste ikke overmåde intelligente — hvilket sikkert forklarer hvorfor de lader sig hundse rundt af små tobenede væsener — så måske de troede at gipsløverne ville have hestebøf til middag 🙂

    Kommentar af udvandreren — 8. maj 2017 @ 17:33

    • Næh, de er ikke ligefrem kendt for deres klogskab 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 19:06

  4. Vi har et par løver herinde i centrum, der er væsentligt større, tør jeg godt skrive under på! Det er nogle af dem, der skal forestille at symbolisere løverne i rigsskjoldet. Heldigvis er de også i sten, de fleste af dem, med undtagelse af dem i zoo, selvfølgelig! 😝
    Men påskeliljerekorden får I lov at ha’! I må ha’ noget god jord!

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 8. maj 2017 @ 17:45

    • Jaja, Maude – det var også derfor, jeg holdt region Hovedstaden udenfor og nøjedes med Sjælland, for jeg vidste godt, at I derinde kunne overgå os hernede 🙂
      Vi har rigtig god jord i vores have – forgængeren har gjort det godt!

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 19:07

  5. Vores datter var meget betaget af en venindes hjem i de små klasser. De havde to elefanter, som stod vagt ved pejsen. Vi foreslog hende, at vi da godt kunne få to søjler med grisestatuer på ved indkørslen. Det syntes hun slet ikke var morsomt 😉
    Hvordan ved du og jeg, at slanger farlige, det ligger vist kodet ind i vores amygdala, mon ikke det samme gør sig gældende for heste? Aner ikke noget om det, men det lød da lidt klogt, gjorde det ikke 😉

    Kommentar af Lene — 8. maj 2017 @ 18:24

    • Haha, så det syntes hun ikke … det var da ellers et godt forslag 😀
      Det lød meget klogt, Lene, og jeg køber dit forslag; det lyder helt rigtigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 19:09

  6. Jeg tror, Lene har ret; det er en ur-ting at være bange for løver. Kamelen kan også finde på at være bange for stenfigurer. Og – he he – har Gemalen og jeg sommetider talt om at få os et par flotte løver. Sådan bare fordi det ville være lidt åndssvagt 😉 Og så har jeg iøvrigt set grisestatuer for ganske nyligt. Vist endda oppe i nærheden af Lene 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 8. maj 2017 @ 18:41

    • Det var et godt forslag, og du understreger sandsynligheden med Kamelens reaktioner.
      Vil I så ikke også have et par havenisser til at holde løverne med selskab? 😀
      Fnis til grisestatuerne 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 19:11

    • Jeps, i nærheden af Onsild er der en grisefarm med to høje søjler med to små grise på 🙂 det er så mere i nærheden af mit barndomshjem end heropppe.

      Kommentar af Lene — 8. maj 2017 @ 20:57

      • Meget sjovt fundet på 🙂

        Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 22:32

  7. Det må da være en rekord med den påske lilje.
    med hestene er det nok ikke så meget løve faktor, men fremmet ting (red på en hest der var bange for stablen skraldespande… ikke enkeltstående)

    Kommentar af Anette — 8. maj 2017 @ 20:03

    • Ja, skal vi ikke bare sige det? 🙂
      Du har en pointe med det med fremmede ting og heste – de er jo nogle skvat, de krikker 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 20:43

      • Nogle af dem er, det lidt som med hunde, hvis de ikke fra små er vant til at møde nye ting så de nemt mere nervøse…. hvis de samtidig mangler deres flokleder (og ikke 100% tror på deres rytter) så er fremmet = forsigtig mulig fare. Den hest jeg red på lærte jeg nye ting at kende, så faktisk stoppede denne nervøse adfærd når jeg red, den var der stadig når andre hun stolede mindre på red.

        Kommentar af Anette — 9. maj 2017 @ 11:56

        • Jeg tror også du har en pointe i, at det betyder meget, at hesten kender og stoler på sin rytter 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 12:23

  8. Det er en utrolig stærk påskelilje, der har formået at bryde op gennem jorden hos dig. Ikke bare er den stærk, den er også stor. 🙂 Det er sjovt med heste, som er så store dyr, men de er også meget frygtsomme og bliver let nervøse.
    Er det samme par/samme hus med fire løver?

    Kommentar af betty — 8. maj 2017 @ 22:34

    • Den i i hvert fald høj!
      Ja, heste er nogle skvatmikler – og nej, billede to med de små løver er fra Lungholm gods 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 09:00

  9. I bor et spændende sted med rekord Påskeliljer og farlige løver, der ligner de er gjort af sten , men hestene ved bedre 🙂

    Kommentar af Miri — 9. maj 2017 @ 07:30

    • Ja, her er skam meget specielt at bo – på flere måder 🙂
      Hehe, hestene ved åbenbart bedre … eller også er de bare ekstra nervøst anlagt …

      Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 09:01

  10. Kæmpe påskelilje I har fået jer der. Løverne er ikke kønne men hvorfor de er der, er vel egentlig ligemeget. Måske de er arvet… Underligt dem der bor der ikke hilser… Men der findes mange underlige mennesker her i verden. De er nok nogen af dem…

    Kommentar af Mette — 9. maj 2017 @ 09:24

    • Du er mere tolerant en jeg, Mette – jeg synes virkelig, at de er for meget til et lille parcelhus 🙂
      Men ja, det er lidt underlige mennesker derinde, tror jeg …

      Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 11:46

  11. Den påskelilje er jo volontør, og måske har den måttet mutere for at kunne være, hvor den er. Den må du passe godt på.

    Den der løvetendens fatter jeg simpelthen ikke. Der er også individer, der klister søjlegange og skinnende sort tegl på små, almindelige murermesterhuse. Det burde der være en straf for.

    Kommentar af henny894 — 9. maj 2017 @ 11:10

    • Jeg lover at passe godt på den!
      Ligefrem straf er måske så meget igen, men ellers er jeg enig i både det med søjlegangene og de skinnende tegl.

      Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 11:47

  12. Heste er underlige. Det er meget underligt at de bliver bange for stenfigurer, der ikke har løvefarve – måske er heste også farveblinde? – heste finder sig i utroligt meget. Hvem ved om det egentlig var løve-statuerne, de blev bange for, var der måske også en lugt af hund.

    Mange af de hestebøger, som piger læste engang (læser? stadig?) handler om heste, som gør noget andet end menneskene siger de skal, heste, som måske ender med at komme overens med nogle mennesker, som er venligtsindede. 🙂

    Kommentar af Donald — 9. maj 2017 @ 12:05

    • Ingen lugt af hund – det var uden for enhver tvivl løverne, de var bange for.
      Ja … gad vide, om pigerne stadig læser hestebøger? Og om pigerne stadig er lige så vilde med heste, som de var engang? Det ved jeg faktisk intet om.

      Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 12:25

      • Der går ikke desto mindre mange heste omkring her i Vejby.

        Kommentar af Donald — 9. maj 2017 @ 12:26

        • Mit indtryk er, at det meste af Nordsjælland er fyldt med heste 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 14:08

          • Ja! Ikke det hele, men der *er* mange heste 🙂

            Kommentar af Donald — 9. maj 2017 @ 16:24

            • Årh, den smule overdrivelse 😉

              Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 19:10

  13. Ang. Påskeliljen er der den mulighed, at den stammer fra et frø.
    Er den frøformeret, er der tale om en helt ny sort, og vil derfor kunne have sin helt egen højde, farve og facon.
    Jeg har ikke nået at undersøge sagen; men jeg er overbevist om, at spirede frø af påskeliljer tidligst blomstrer 2. vækstsæson, og det passer fint med, at der ikke var nogen lilje i fjor på stedet.

    Heste -og heste ER farveblinde- har indbygget respekt for rovdyr, som Lene ganske rigtigt skriver.
    Jeg tror også det gælder mennesker: Vores ældste var vel 4-5 år, da vi sad og så dyrefilm fra Afrika medens han sov på sofaen ved os. Masser af savanne-lyde; men så brølede en løve, og med ét var knægten lysvågen og virkelig i en tydelig stresstilstand.

    Kommentar af natural2222 — 9. maj 2017 @ 13:40

    • Det lyder som en glimrende teori, Farmer. Jeg må virkelig passe på den, så, for der er mig bekendt ikke andre påskeliljer, der er så høje.
      Jeg mener, at alle pattedyr, bortset fra primaterne, er farveblinde.
      Meget interessant eksempel med din søn – et levende bevis på, at vores urinstinkter stadig fungerer i bedste velgående.

      Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 14:11

  14. Jeg er heller ikke til løver, glaserede tegl og andre prætenciøse tiltag, når man nu ikke bor på et slot af en slags – men hver sin smag. Men det er da lidt synd, at de nye beboere ikke bryder sig om at hilse på de meget søde ‘næstennaboer’ de har 😉 Påskeliljen kan vel ikke være endt i bedet i forbindelse med kloakmiseren? Uanset, så er det da en utrolig langbenet udgave. Du må straks have fat i Søren Ryge 😉

    Kommentar af fiberfryd — 11. maj 2017 @ 08:07

    • Ja, hver sin smag, og ja, det er underligt, at de slet ikke har lyst til at lære nogen at kende, men det må de selv om. Hvis de er så sære, har jeg slet ikke lyst til at omgås dem.
      Påskeliljen var begyndt at titte op, da kloakmændene var her – og man må kunne finde en anden at spørge end Ryge 😉

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2017 @ 09:49


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.