Hos Mommer

7. maj 2017

Sommerens topmodel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Gårsdagens besøg af Inge og Hasse havde to formål: Det ene var naturligvis bare at være sammen, for det var ved at være længe siden, og det andet var at overdrage sjalet Find Your Fade, som hun i marts spurgte om jeg ville strikke til hende.
Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om både den asymmetriske facon og de valgte farver levede op til forventningerne – selv om det var et sjal, hun selv havde fundet mønster og garn til, kan virkeligheden undertiden godt vise sig at være anderledes end forestillingerne. Det var de for mig … jeg ved såmænd ikke engang helt, hvad det var jeg havde forestillet mig, men lidt anderledes var det, og det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det.
Det var dog ganske som Inge havde forestillet sig det, og hun var vild med det. Dejligt, når ens arbejde ikke munder ud i en skuffelse. Sjalet hang på hende resten af dagen, mens vi var ude. Jeg fik fruen til at agere model ude i haven, og da vi kørte en tur, foreslog hun at blive fotograferet i en rapsmark, fordi hun forestillede sig en god effekt med den gule baggrund – jeg synes faktisk, det hele druknede lidt for meget i gult, men prøves af skulle det da.

Find your fade (1)Find your fade (2)

Find your fade (3)Find your fade (4)

Jeg overvejer at strikke et til mig selv i kun to eller højst tre farver … nok blå eller blålige … Inge overvejer et til i måske pink eller lyserøde farver. Vi er begge gået i tænkeboks …
Sjalet var så sjovt at strikke, at jeg ikke har spor imod at strikke to mere. Sandnes Tynn merinoull var også noget fantastisk garn at strikke af, men det er bestemt heller ikke billigt, hvilket dog er i orden, når man kan både se og mærke den gode kvalitet. Desuden er det totalt kradsefrit, så selv den allermest uldsarte kan tåle at have det ind mod halsen. Inge påstod i hvert fald, at når hun kan holde det ud, må alle kunne holde det ud.

Advertisements

28 kommentarer

  1. Flot model, men det ved vi jo 😉 Sjalet er vildt flot og jeg tror jeg vil strikke det til mig selv. Kan restegarn anvendes eller er det meget strikt med strikkefasthed osv ???

    Kommentar af udvandreren — 7. maj 2017 @ 17:48

    • Det ved vi da 😉
      Du kan sagtens bruge rester, jeg tror dog det er vigtigt, at garnerne er ens i tykkelse og løbelængde … strikkefastheden er i sig selv ligegyldig – sjalet bliver bare en anelse større eller mindre. Inges er strikket på pind tre; det er tilstrækkeligt tyndt til, at det falder meget flot – især i det fabelagtige garn … det var farligt at lære at kende 😉

      Kommentar af Ellen — 7. maj 2017 @ 18:15

  2. Ahrmen, hvor ER det flot!! ❤️

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 7. maj 2017 @ 18:55

    • Ja, det blev rigtig godt, gjorde det 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. maj 2017 @ 19:00

  3. Hvor er det bare flot og hvor det klæder Inge. Jeg synes det første af rapsbillederne er så smukt, der spiller farverne virkelig sammen.

    Kommentar af Lene — 7. maj 2017 @ 19:27

    • Ja, hun fandt frem til nogle rigtig gode farver – en lidt fræk sammensætning, men den virker 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. maj 2017 @ 19:48

  4. Helt afgjort et flot sjal. Jeg synes, billedet fra rapsmarken, hvor man ser sjalet bagfra, er rigtig vellykket.

    Kommentar af Kirsten — 7. maj 2017 @ 20:43

    • Tak, og ja, det er flot, og med uendelig mange variationsmuligheder.

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 09:05

  5. Både sjal og model er en fryd for øjet.

    Kommentar af Jørgen — 7. maj 2017 @ 20:46

    • Jeg håber Inge læser din kommentar, Jørgen 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 09:06

  6. Stort og flot. Det falder godt. Det var jeg noget spændt på pga. det asymmetriske design. Spændende farver. Sandnes garn er godt. Jeg har brugt et nøgle Merino til strikkeprøver. Maskerne står så flot frem. Jeg kan godt forstå, hvis du kommer til at strikke mere i det garn!

    Kommentar af Anne Holtegård — 7. maj 2017 @ 20:48

    • Det falder nemlig rigtig godt – det er virkelig noget supergarn, det der Sandnes – jeg har faktisk lige bestilt mere til et sjal til mig selv. Jeg fandt noget på nettet til 46 kr frem for de 56, som Inge gav.

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 09:07

  7. Det er sådan et flot sjal. Det må være svært med så mange farver. Billederne er rigtig fine.

    Kommentar af betty — 7. maj 2017 @ 22:20

    • Jeg tror også, Inge stod længe i butikken, men hun kom frem til et godt resultat.

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 09:07

  8. Kvinder og tøj har jeg ingen forstand på; men det er en særdeles god rapsmark I har valgt.

    Kommentar af natural2222 — 8. maj 2017 @ 06:35

    • Hehe, det er bare med kun at udtale sig om det, man har forstand på 😉

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 09:08

  9. Sandelig sommerens topmodel. Smukke farver og skønne billeder.

    Kommentar af Kisser — 8. maj 2017 @ 07:57

    • Jeg tror det sjal bliver et hit i år 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 09:08

  10. Det er sådan et fedt sjal, blødt og lækkert, jeg kan overhovedet ikke mærke at det er uld, og det plejer jeg at kunne.. 🙂
    Jeg synes Find your fade 3 i rapsmarken er godt, de gule farver spiller da super med sjalet.. 🙂
    Tak fordi du gider strikke for mig søde Ellen, det sætter jeg stor pris på.
    Og tak til alle dine søde kommentatorer for bemærkningerne om “tøj-stativet”

    Kommentar af Inge — 8. maj 2017 @ 13:07

    • Det er jo ren win-win, dette her – dejligt, at du kunne finde frem til noget garn til de hyper-uldsarte … nu ved jeg hvad jeg kan bruge til mine sarte børnebørn 🙂
      Det var vist kun mig, der syntes, at der var for meget gult i det billede …
      Jeg gider altid strikke sjove ting, så bare kom igen! – Og ja, det var nogle meget søde bemærkninger, du lige fik med på vejen der; det er godt med en fotogen model 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 13:47

  11. Virkelig flot sjal på en skøn model – og jeg er også vild med rapsmarken som baggrund.
    Det er nok ikke kun tv-strik – det må være sjovt med de skiftende farver, og hulmønster synes jeg at kunne se. Spændende!

    Kommentar af conny — 9. maj 2017 @ 11:46

    • Det er Inge, der har et godt blik for den slags 🙂
      Det er så absolut tv-strik, Conny – det er så nemt, at du tror det er lyv – men alligevel sjovt, fordi der hele tiden skiftes farve.

      Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 11:57

  12. Hvor endte det smukt, det sjal 🙂 Jeg er næsten færdig med nummer tre af den model. Jeg synes, at det er så sjovt at strikke 🙂

    Kommentar af Liselotte — 9. maj 2017 @ 17:55

    • Også dig?! Jamen det ER også sjovt – jeg er lige gået i gang med nummer to, som skal være til mig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 19:09

      • God idé, Ellen. Jeg tror, at du bliver glad for det 🙂

        Kommentar af Liselotte — 9. maj 2017 @ 19:14

        • Det ved jeg, at jeg bliver, efter at have set Inges. Mit bliver så kun i fire farver: Lys og mørk petrol, duegråblå og flødefarvet – de går så fint, så fint sammen 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. maj 2017 @ 19:20

  13. Det er blevet fantastisk flot! Farverne er så gode til Inge. Det glæder mig at høre, at det sidder godt; det er altid lidt svært at vurdere de meget populære ‘vinde og skæve’ sjaler ud fra billederne.

    Kommentar af fiberfryd — 11. maj 2017 @ 07:53

    • Ja, hun valgte godt og rigtigt 🙂 Jeg holder meget af de asymmetriske sjaler, men jeg ved godt, at mange ikke bryder sig om dem.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2017 @ 10:01


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.