Hos Mommer

6. maj 2017

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:28
Tags: ,

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

P1060744

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

Reklamer

23 kommentarer

  1. Må I få den dejligste weekend sammen, hils dem. Og jeg håber solen er kommet frem, her går jeg i bikinitop, nederdel og bare ben 🙂

    Kommentar af Lene — 6. maj 2017 @ 13:38

    • Ih, hvor er du heldig! Bikinitop!? Du godeste – men er du ikke lidt for modig? Du må ikke blive syg.
      Og tak, jeg hilser 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2017 @ 13:42

  2. Det er sjovt som vejret spiller Danmark et puds i denne tid. Vi har også høj sol og 19 grader. jeg har lige været i centret på cykel, i bare arme og jeg måtte smide strømperne, da jeg kom hjem. Så langt væk bor I da heller ikke…

    Kommentar af Mette L — 6. maj 2017 @ 14:35

    • Næh … men vi har oplevet, at Johns bror, som bor 12 km fra os, ikke troede det var nødvendigt at vande vores have, fordi det hele tiden regnede, men da han kom for at tømme postkassen, var haven næsten en ørken, fordi vi ikke havde fået en dråbe vand i de fire dage, det havde høvlet ned hos ham!

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2017 @ 23:41

  3. I skulle komme en tur nordpå. Her har solen skinnet hele dagen, her er ikke en vind der rører sig, og vi har siddet på terrassen i shorts og bar overkrop (én dog med top) hele eftermiddagen.
    Utroligt, der kan være så stor forskel, for så stor er afstanden trods alt ikke.
    God weekend

    Kommentar af Fru Z — 6. maj 2017 @ 16:34

    • Hov – ser nu, at der er samme tema i de ørige kommentarer. Men nu må du vel fatte det så 😉

      Kommentar af Fru Z — 6. maj 2017 @ 16:35

      • Jeg har fattet det, ja, og solen kom da også i løbet af eftermiddagen, men der er altså store forskelle inden for forholdsvis små afstande 🙂

        Kommentar af Ellen — 6. maj 2017 @ 23:42

  4. Ingen vind og fuld sol hele dagen i Östra Göinge, så temperaturen har været ca. 20 grader C. i skyggen og det vaskede sengetøj blev tørt på under en time i solen. Ingen rørhøge men røde glenter. Hare på matriklen og aftenturen i skoven i går bød på et hurtigt glimt af et vildsvin.
    Mvh. og godt gæstebud

    Kommentar af Kristine — 6. maj 2017 @ 17:59

    • Vi så godt, at Lönsboda havde 18° og fuld sol i dag – og vi skal først derop om en uges tid … typisk …
      Var I så heldige at se vildsvin? Det er godt nok sjældent, man ser dem, men solen var måske gået ned? Vi har kun set dem, hvis vi af en eller anden årsag har været vågne inden kl. 5-6 om morgenen og vi har aldrig set nogen ved aftenstide.

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2017 @ 23:45

      • Det var knap kl. 20, altså inden solnedgang.

        Kommentar af Kristine — 7. maj 2017 @ 21:46

        • Okay 🙂

          Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 09:04

  5. Så må HAN udvise fornøden tålmodighed – og det skulle vel ikke være et problem med den fornemme standplads.
    Her har det været det fineste vejr hele dagen, men det indfinder sig vel også hos jer i morgen.
    Måtte aftenen blive fornøjelig.

    Kommentar af Jørgen — 6. maj 2017 @ 18:01

    • Det skal nok komme en dag, det gode billede, men selv for John kniber det lidt med tålmodigheden lige nu 🙂
      Solen kom i løbet af eftermiddagen, og det bliver forhåbentlig godt vejr i morgen – jeg synes vi trænger!
      Tak – den var ganske fornøjelig.

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2017 @ 23:47

  6. Jeg synes, at der er så mange rørhøge, at det blot må være at knipse op i luften, så skulle der være minimum 1 rørhøg på billedet.
    Sådan er det selvfølgelig ikke, og jeg kan da også nok vurdere, at det ikke blot er et alm. snapshot der gås efter med det isenkram.
    Jeg bemærker nok også høgene mere end de fleste, da jeg holder meget af mine vilde agerhøns. Dem er de nemlig rigtig hårde ved.

    Kommentar af natural2222 — 7. maj 2017 @ 06:07

    • Det er første gang, vi ser rørhøge uden for Tøndermarsken, og de er da også “koncentreret visse steder i landet”, som der står i en af guiderne. Du er nok bare heldig (eller uheldig?), at du har flere ynglende par omkring dig.

      Kommentar af Ellen — 7. maj 2017 @ 11:49

  7. Stor respekt for fotografen tålmodighed og håber Rørhøen bliver fanget på linsen i dag 🙂

    Kommentar af Miri — 7. maj 2017 @ 08:31

    • Det håber jeg også for ham – det kunne da være fedt at få et godt billede!
      Og velkommen til 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. maj 2017 @ 11:50

  8. Typisk! Når man er klar, er motivet væk… Men med godt udstyr og god udsigt må det da lykkes! Held og lykke. Glæder mig til et godt skud af rørhøgen.
    Ønsker jer et godt og hyggeligt gæstebud.

    Kommentar af Anne Holtegård — 7. maj 2017 @ 09:41

    • Sådan er det ret tit … desværre, men det kræver en god portion tålmodighed.
      Tak – det var det 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. maj 2017 @ 11:51

  9. Når så John får “fanget” rørhøgen, forventes det, at billedet vises enten her eller på facebook, så vi andre kan nyde hans tålmodighedsarbejde 😉

    Kommentar af teilmann — 8. maj 2017 @ 19:07

    • Du kan være ganske rolig, Per – jeg vil slet ikke kunne lade være med at prale på Johns vegne, hvis det skulle ske 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2017 @ 19:14

  10. Nå, det var det han skulle bruge det nye terrassehus til – et fugleskjul 🙂
    Håber rørhøgen snart viser sig og bliver fanget ind, så John kan komme ind og få en kop kaffe.

    Kommentar af fiberfryd — 11. maj 2017 @ 07:44

    • Ja – og det vidste vi slet ikke før det var færdigbygget 🙂
      Han kan da heldigvis tage kaffen med ud …

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2017 @ 09:47


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.