Hos Mommer

5. maj 2017

Jeg havde håbet, vi kunne blive gamle sammen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

Min gamle – meget gamle – iPad har lige fået en afløser, og bestemt ikke med min gode vilje, men udviklingen har overhalet både den og mig.
Det var en iPad 2 fra 2011, og jeg har haft den siden 2012 – arvede den fra John, da han gerne ville have iPad 3.
Så længe det bare er elektronikken han skifter ud med nyere modeller, så er det i orden med mig. Jeg tror nu heller ikke, han har sådanne tanker om sin kone. Det ville da også være fjollet af ham at skifte mig ud med to på 32 – det kan han slet ikke leve op til …
Seks år er nok nogenlunde i den størrelsesorden, man kan forlange af den slags elektronikdimser. Jeg tror ikke på det med indbygget forældelse; det må være vandrehistorier. Min printer er fx fra 2003, og den lever i bedste velgående. Og jo, det er en farveprinter …
Problemet med ipadden var, at jeg ikke engang kunne opdatere styresystemet til det, som de fleste apps kræver nu. Vi er nået op på OS 10.3; de fleste apps kræver 8.0 eller mere, og min kunne ikke opdateres til mere end 7.5.

P1000858

Billedet er fra 2012, hvor iPad stadig var noget forholdsvis nyt for os – og ideelt til to små trætte børnebørn. Åhhh, disse minder … var de ikke søde?

Min nye iPad er mindre og tyndere, men har samme skærmstørrelse som den gamle, hvilket var et krav, da jeg bruger den meget til mine elektroniske puslespil, og det gider jeg ikke på en lille skærm, lige som jeg heller ikke gider læse mine ebøger på en mindre skærm.
Det var puslespillene, der bevirkede min kapitulation, fordi appen for nogen tid siden begyndte at crashe under åbning. 20 sekunder – og bang, væk igen uden at åbne. Den egentlige start kunne veksle mellem det 2. og det 21. forsøg, og da det tog 20 sekunder hver gang, inden den crashede (har vi et ord på dansk for, at et program crasher? Det er, til min overraskelse, optaget i den danske ordbog allerede i 1990), var det virkelig noget, der kunne få mig til at koge.
Jeg prøvede nogle gange at slukke helt og tænde igen. Sommetider hjalp det, sommetider ikke. De sidste to morgener var der slet intet at gøre – efter forsøg nr. 22 overgav jeg mig og stod hos Elgiganten i Næstved, da de åbnede.
For 300 kroner overførte de alt fra min gamle iPad til den nye – filer, billeder, noter, apps … det klarede de på fem minutter, og når jeg tænker på, hvor lang tid det ville tage mig selv at geninstallere alle mine apps, synes jeg de penge var givet godt ud.
Alt er opdateret, og den fungerer fint. Nu har jeg to fungerende ipadder – underligt nok var det kun puslespillene, der ikke duede mere; alt andet fungerede fejlfrit. Desværre, vil jeg sige, for det blev en dyr puslespilsapp, men jeg vil altså ikke undvære den – det er mit bedste slap-af-middel og en god sovepille – der godt nok er lige så vanedannende som de kemiske af slagsen, men en hel del sundere.

Advertisements

16 kommentarer

  1. Min første iPad er fra Black Friday hos Apple i 2012. Den er opdateret til OS 10.3.1 uden problemer. Det er Eriks kabalemaskine!
    Jeg har en iPad air der er nogle år yngre. Og jeg må jo indrømme at Apple kan noget mht funktionalitet. Og den skærm. Det er så meget nemmere at se/læse/skrive noget på den end på mobilen… og nemmere at snuppe den end at bevæge sig ind til computeren. Men jeg gider ikke skrive blog på iPad. Der foretrækker jeg min computer.
    Herligt billede af en afslappet stund i familiens skød!

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 5. maj 2017 @ 16:07

    • Det er da underligt, at min ikke kunne opdateres til et nyere system, så … men nu har jeg så købt en ny, selv om jeg jo troede, jeg kunne lige som Erik bare have den som en primitiv spillemaskine, men sådan skulle det ikke være.
      Det piner mig at måtte indrømme det med funktionaliteten, men det er sandt, og vi (halv)gamle kan ikke altid nøjes med mobilens lille skærm.
      Og nej: bloggeri er på pc. Og KUN på pc. Jeg svarer på kommentarer både på mobil og iPad, men skriver aldrig indlæg på disse medier.
      Bogstaveligt i – eller på – familiens skød 😉

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2017 @ 16:30

  2. Det er da fint at udskifte en udtjent maskine med en ny. Det virker ellers som du har holdbare apparater, men der er grænser. Jeg har aldrig haft en iPad, Hvad står sådan en herlighed mon i?
    Familiebilleder skal man se med mellemrum.

    Kommentar af Jørgen — 5. maj 2017 @ 16:54

    • Det var i hvert fald nødvendigt … Min udgave, som er god til sådanne gamle folk som os, koster lige under 3000 kroner. Jeg vil ikke undvære en iPad – den kan man have med overalt, og jeg bruger min telefon som hotspot, hvis jeg skal på nettet med den.
      Ja, familiebillederne genser jeg tit og ofte – især efter at have fået børnebørn 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2017 @ 16:56

  3. Uh, jeg blev da helt bekymret da jeg læste overskriften! Godt det kun handler om elektronik! Jeg tager livet af sådan noget på ingen tid; det er sådan en speciel evne jeg har!… 😝
    Nå, rigtig god weekend fra mig!

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 5. maj 2017 @ 18:50

    • Øv – de fleste evner er gode at have, men denne er da vist lidt irriterende dyr i drift 🙂
      Du må også have dig en god weekend.

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2017 @ 19:41

  4. I datamatens barndom gik den ned, når styresystem eller applikationsprogrammel medførte funktionsuduelighed og det hedder det stadigvæk.
    En i min familie købte sin iPad på en rejse i USA i 2010 førend man kunne købe sådan en i DK til børnebørnenes udelte begejstring (det var også sejt at have en bedstemor med en iPad) og den fungerer stadigvæk helt uden problemer. Den bruges til netbank, borger.dk, avislæsning, informationssøgning, streaming og tilsvarende, men ikke til spil (udover simple læringsspil til børn), så foreløbig er der ingen udløbsdato på den.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 5. maj 2017 @ 19:10

    • Det gør det da! Hedder ‘går ned’, altså. Hvorfor kunne jeg ikke lige huske det, mon?
      Lad endelig være med at installere puslespil, når I nu er så heldige at have en så gammel sag, der virker. Det er faktisk imponerende!

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2017 @ 19:44

  5. Altså Ellen, den slags overskifter kan jeg slet ikke tåle! Og så tillykke med den nye IPad. Du kan sikkert nå at køre mange flere i sænk i din tid 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 5. maj 2017 @ 21:17

    • Jeg håber sandelig ikke, det bliver til mange flere – og dog – hvis de holder i seks år, så må det da gerne blive til omkring fire mere 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2017 @ 09:51

  6. Jeg nåede også at få hjertebanken over din overskrift, pyha godt det bare var en ting. Og jeg betalte gerne mere, hvis nogen ville ordne min computer så jeg kan tage backup. Det er der helt sikkert også nogen, der kan, jeg har bare ikke taget mig sammen til at komme af sted.

    Kommentar af Lene — 6. maj 2017 @ 08:05

    • ,ja, det var bare en ting.
      Kan du ikke tage backup? Det er da ikke så godt. Du kan da, om ikke andet, så kopiere alle filer og billeder over på en ekstern harddisk. Det er min form for backup. Programmer kan jo altid indlæses igen.

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2017 @ 09:53

  7. Jamen dog, tillykke med den nye sove- og afslapningsmedicin. Jeg forstår heller ikke det med opdateringen. Min har samme alder som din pensionerede, men har ingen problemer med at opdatere systemet. Til gengæld går puslespillet også ned adskillige gange inden det kommer rigtigt i gang (jeg er nu kun nået op på 11 forsøg). Det er så irriterende!

    Kommentar af fiberfryd — 11. maj 2017 @ 07:38

    • Det er altså meget underligt med den opdatering. Jeg har prøvet nogle gange, men helt uden held. Jeg skulle måske have være gået til en ekspert.
      Det er VIRKELIG irriterende, når det ikke vil starte! Nu starter mit på ét sekund, og der er sket meget med spillet siden min gamle version, har jeg konstateret.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2017 @ 09:46

      • Uha, jeg var tæt på at anskaffe mig en iPad mini fornylig, men kom på bedre tanker. Men det er tillokkende med en ny og noget hurtigere model …

        Kommentar af fiberfryd — 11. maj 2017 @ 19:44

        • Jeg ville ikke have en iPad mini, netop pga. puslespillene; så bliver skærmen for lille – det gør den også til at læse på, synes jeg. Det gode ved den nye ‘store’ iPad er, at skærmen har samme størrelse som den gamle model, men rammen er mindre, så jeg synes den er dejlig lille, men altså med samme gode skærm.

          Kommentar af Ellen — 11. maj 2017 @ 19:57


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.