Hos Mommer

3. maj 2017

I miss my spades in spades

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Og hvad betyder så det?
Det betyder, at jeg i høj grad savner min spade.
Det gør jeg naturligvis ikke … jeg vil bestemt gerne have den tilbage, ja, men ligefrem i høj grad eller til overflod er måske en kende overdrevet; jeg syntes bare, at idiomet in spades passede til netop denne lejlighed. Det er et af den slags idiomer, man ikke umiddelbart kan gætte betydningen af, men nu har I fået det forærende i dagens anledning, og som jeg har skrevet om før, er det superblæret at kunne strø om sig med den slags talemåder på et fremmedsprog, idet det antyder, at man behersker sproget temmelig godt.
Og når jeg nu alligevel ikke kunne komme ud og grave, gravede jeg strikketøjet frem, hvilket jeg kunne uden en spade, og satte YouTube til at lære mig lidt om forskellige engelske accenter. Den unge dame her har ganske godt styr på dem – jeg elsker at høre på den slags, for det er nemlig også blæret, som ikke-englænder, at kunne høre hvorfra på de britiske øer folk kommer.

Gæslinger i flok

RørhøgenGæssene flyver ikke meget for tiden. De er heller ikke ret meget ude på vandet, for det blæser stadig ret meget, og bølgerne er stadig relativt store, den lille Præstøfjord taget i betragtning. I stedet går de i flokke rundt på græsset nede ved vandet og lader deres små gæslinger spise sig store og stærke, mens alle de voksne er på skarpt udkig for eventuelle fjender. Det ser ud, som om dem i midten af billedet har fået færten af en fare, og det kan også sagtens være, for vi har fået en rørhøg (eller måske to? Der bliver i hvert fald bygget rede) i rørene kun 100 meter fra og lige over for vores hus. Jeg ved faktisk ikke, om det er godt eller skidt, at en rørhøg flytter ind – det er da spændende og den er forholdsvis sjælden her i området, men skræmmer den andre væk? Forhåbentlig ikke …
Det elendige billede til højre er foreløbig det eneste vi har fået i kassen. Vi ser den tit, men den står ikke stille ret længe ad gangen. Her kommer nogle små stæreflokke om efteråret, så senere på året kan vi måske ligefrem få de flotte formationer at se, hvis rørhøgen begynder at jagte stærene.

Og nu har jeg fået min spade! Manden har – efter en telefonisk rykker – lige været og afleveret den. Det må du undskylde, men din mand sagde, at du ikke skulle bruge den lige med det samme, så jeg troede ikke, det hastede.
(Okay, okay, men … ikke lige med det samme skulle tages for pålydende – han mente ikke det varer længe, inden hun skal bruge den.)
Jeg skruede dog det høflige smil på, for han stod der 10 minutter efter, John havde ringet til ham: Har du ikke en spade stående? Min kone savner den!

Reklamer

20 kommentarer

  1. Godt du ikke vader i spader, så havde du måske haft dem i sådant hobetal, at den aldrig var dukket op igen.
    Det er en meget god illustration af at kommunikation er en vanskelig sag – og at det afgørende er hvad der sker i knolden på modtageren. Næste gang et skib strander, og der er bud efter spaden, må John sige: “Min kone skal bruge spaden i morgen kl. 8.15”.
    Spændende med den rørhøg.

    Kommentar af Jørgen — 3. maj 2017 @ 16:38

    • Det er modtageren der bestemmer budskabet … det har vi jo alle lært 🙂
      Og John har lært … at han ikke skal bruge min spade til redningsaktioner en anden gang …
      Ja, det er spændende at have fået sådan en.

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2017 @ 17:01

  2. Stort tillykke med spaden! ❤️

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 3. maj 2017 @ 17:18

    • Tak, tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2017 @ 17:50

  3. Åh, endelig kom spaden hjem. Godt.
    Jeg bliver helt misundelig over jeres udsigt til gæslinger. Og jeg håber ikke, rørhøgen snupper en – jo, jeg ved godt at rovfugle også skal leve.

    Kommentar af betty — 3. maj 2017 @ 20:02

    • Ja, det var godt 🙂
      Vi nyder også de små pus – som hurtigt bliver større. Rørhøgen må gerne tage dem – det er jo dens måde at overleve på – jeg vil bare ikke se på det.

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2017 @ 21:26

  4. Jeg tror ikke, at høgen ligefrem jager de andre væk, men de er givetvis på vagt. Spændende er det dog med rovfuglene – jeg så to kæmpestore glenter i dag (kæmpestore fordi de fløj ganske lavt) og en musvåge, der blev mobbet af en krage. Jeg er ret vild med rovfugle; de er så spændende (men så igen…. jeg er jo ret vild med de fleste “kræ”… 😉 )

    Kommentar af Mia Folkmann — 3. maj 2017 @ 22:45

    • Jeg er også meget betaget af rovfugle og kan som du blive helt bjergtaget, når de en sjælden gang kommer tæt på.

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2017 @ 09:03

  5. Jeg har mest ubehagelige historier om ting, jeg har lånt ud. Men man gør det jo alligevel. Og så skal man bruge tid på at holde dem i kort snor, tingene!

    Kommentar af Donald — 4. maj 2017 @ 01:10

    • Der er visse personer, man kun låner noget ud til én gang! At folk ikke selv kan finde ud af at aflevere lånte ting tilbage, er noget der virkelig kan irritere mig.

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2017 @ 09:04

  6. Rørhøgene vil gøre alt hvad de kan for at snuppe gæslingerne; men det vil være en besværlig opgave. Gæs står højt på mange rovfugles og rovdyrs menukort, så kun de bedste forældredyr har fået lov at føre deres gener videre.
    Vi har mange rørhøge på vores egn. Jeg har kendskab til 4 ret faste redepladser, hvoraf der vist er gang i 3 af dem i år. De er særligt på jagt efter agerhøns og harekillinger og afsøger sporene i korn- og rapsmarker.

    Kommentar af natural2222 — 4. maj 2017 @ 03:34

    • Lad den endelig snuppe de gæs, den kan – dem har vi så rigeligt af, mens jeg synes, at harebestanden har været meget lav, siden far stoppede med at skyde dem af samme årsag – og det er mere end 40 år siden! Jeg synes virkelig, der var mange harer i min barndom, men jeg ser dem så sjældent.
      Tænk, at du har så mange rørhøge! Kan du også blære dig med havørne?

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2017 @ 09:07

  7. Hi hi :o) spaden kom hjem :o)

    Kommentar af Mette — 4. maj 2017 @ 08:40

    • Det gjorde den! 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2017 @ 09:07

  8. Jamen, så endte det hele jo godt 🙂 Er det så nu, du skal ud og lægge kartofler med din hjemkomne spade?

    Kommentar af Fruen i Midten — 4. maj 2017 @ 08:58

    • Kartoflerne er lagt – men uden spade … jorden er så god og løs, at jeg brugte hænderne 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2017 @ 09:08

  9. Sikke en spade at han kunne glemme at aflevere en spade. Godt den nu er hjemme igen 🙂

    Kommentar af Lene — 4. maj 2017 @ 21:24

    • Spaden havde ikke engang glemt det … han mente bare ikke, at han behøvede at skynde sig 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2017 @ 07:13

  10. Hmpf. Når man har lånt noget skal det afleveres ved først givne lejlighed og gerne med et TAK! Det andet er uhøfligt… upassende… slendrian… HMPF!
    Erik har også sat kartofler i haven… den i spandene inde i drivhuset er allerede godt på vej op! Glæder mig til en rugbrødsmad med nye kartofler og purløg.
    Hvor det spændende med det fugleliv I har lige uden for døren… Så mange gæslinger… Jeg har en rede med fire solsorteunger!!!
    Så er det lige, om de får lov at vokse op… Rørhøg eller skader er nogle røvere…

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 5. maj 2017 @ 16:16

    • Netop!
      Nyopgravede kartofler er bare det BEDSTE! Intet kan slå det.
      Ja, det er spændende og interessant – også for jer med solsorteunger.

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2017 @ 16:27


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.