Hos Mommer

3. april 2017

Når livet går en imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

Vi var lige ankommet til ødegården, og vi var ikke engang blevet færdige med at pakke ud, da Verdens Bedste Nabo kiggede ind. Det var først og fremmest for at orientere os om, hvorfor der ikke længere var lys i lamperne ud mod vejen. Det var fordi han havde været inde for at afmontere dem, da han en aften, han var kommet forbi, havde set ledningen gløde! Uden der er af den grund var lys i pærerne! Jamen du godeste dog – hvad kunne der dog ikke have været sket, hvis ikke han havde opdaget det? Og hvorfor mon det var sådan? Vi har sat en timer på dem, så de er tændt seks timer hver aften, men det skulle de jo nok kunne tåle.
Det kunne de så åbenbart ikke, så nu må vi finde en anden løsning. Det var halogenpærer; måske var det derfor, det hele blev så varmt? Vi skal vist have fundet nogle LED-lamper i stedet for.

P1010375

Vi spurgte til, hvordan det gik med hans kone, som vi ved har haft problemer med sine knæ.
Så åbnede sluserne sig … det korte af det lange af selve sygdomshistorien er, at hun nu er stoppet med at arbejde, og på lazarettet siger de, at de ikke kan hjælpe hende.
Hun kan stort set ikke gå, og fra at være en almindelig, glad og lettere buttet kvinde er hun blevet til en smældfed og konstant arrig rappenskralde.
Hun bevæger sig fra sengen til køkkenet til tv-stolen til toilettet. Måske ændres der lidt i rækkefølgen, men hendes liv er stort set blevet stillesiddende.
Hun vejer nu over 120 kilo (hun er vel omkring 1,60 m høj) og hun vrisser og vrænger og brokker sig hele dagen.
Børn og børnebørn, som før kom en gang om ugen, kommer nu højst hver tredje uge, for sønnerne gider hende ikke´mere.
Naboen sagde, at hun også ryger hele dagen, for hun keder sig jo. Hun har ingen hobbyer, hun kan foretage sig fra lænestolen; hun ser tv og hun ryger.
Han sagde, at det egentlig er okay hun ryger så meget og er blevet så fed, for så dør hun forhåbentlig så meget tidligere, for det der er der da ingen, der kan holde ud i længden …  
Stakkels mand. Og stakkels kone. Sikke et pensionistliv … hun er 62 år, og han er 70.
Han var så sød og sagde, at der jo er nogen, der har det værre. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at når man når til at sige sådan, er det fordi man har det slemt.
John og jeg så bare på hinanden, da han var gået igen. Hvor har vi inderlig ondt af dem begge to. Og hvor er vi dog glade for, at vi har det godt sammen. Vi talte om, at vi i en lignende situation simpelthen er nødt til at have modet til at sætte hælene i over for den anden og sige, at her skal der gøres noget – hvis ikke det kan blive rent fysisk, må det blive psykologhjælp, for man kan ikke byde sin omverden at blive sådan en pestilens for sine omgivelser. Heller ikke selv om man bliver syg. Jeg har nu svært ved at forestille mig en af os to blive så slem, men man ved ikke hvordan man reagerer, før man står i situationen.

Reklamer

46 kommentarer

  1. Ak, ak, ak! Det var da en trist historie. Hvis det skal have en chance for at blive bedre, må han mande sig op, og hun skal have psykologhjælp.

    Kommentar af Eric — 3. april 2017 @ 15:58

    • Det er vist den eneste løsning.

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 17:01

  2. Gys, en trist historie …

    Kommentar af Fruen i Midten — 3. april 2017 @ 16:20

    • SÅ trist, Frue.

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 17:01

  3. Åhr nej, altså, sikke da en historie! Jeg vil lige huske at sende Mand et ekstra smil når han kommer hjem i dag…

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 3. april 2017 @ 16:36

    • God ide, Maude – og gid vi aldrig må blive så bitre på livet.

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 17:02

  4. Den stakkels mand. God aftale du og John har.
    Jeg synes det lyder temmeligt skummelt med de lamper. Har i ikke en elektriker i omgangskredsen der kan finde en god løsning ?

    Kommentar af udvandreren — 3. april 2017 @ 16:58

    • Ja … håber den kan holde, hvis realiteterne skulle indfinde sig.
      Ledningen bliver varm – det vidste vi godt, men vi var nok bare ikke klar over hvor varm – lamperne var bare tilsluttet en almindelig stikkontakt, og der er ikke noget galt med elnettet i huset. Vi skal bare finde nogle LED-lamper.

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 17:05

  5. Uha uha. Strøm er ikke noget at spøge med. Godt i har Verdens Bedste Nabo der går og hjælper – i det stille. Og hvor er det trist med hans kone – og hendes omgivelser. Meget trist.

    Kommentar af /ks — 3. april 2017 @ 18:36

    • Vi er meget glade for Verdens Bedste Nabo, og derfor gjorde det nok endnu mere ondt at høre den triste historie.

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 19:18

  6. Hvorfor får konen ikke bare et par nye knæ? Jeg fik selv et enkelt for vistnok fem år siden, og det fungerer aldeles glimrende.

    Kommentar af Rasmine — 3. april 2017 @ 19:21

    • Jeg gætter på, at det ikke kan være det, der er galt, når hun får beskeden, at hun ikke kan hjælpes.

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 19:26

      • Så må der da være noget galt med hendes knogler, ikke bare knæene – eller også tør hun måske ikke? Man har før hørt så galt.

        Kommentar af Rasmine — 4. april 2017 @ 04:14

        • Med noget galt med knoglerne mener jeg ikke “bare” knogleskørhed. Jeg har en bekendt, som fik to nye knæ, da hun var et par og firs og led af så udtalt knogleskørhed, at hun var (og er) under løbende kontrol. De fungerer fint. Derfor synes jeg, det lyder virkelig mystisk, at man ikke kan gøre noget for nabobåkonen.

          Kommentar af Rasmine — 4. april 2017 @ 08:59

          • Jeg har af indlysende grunde ikke fortalt hele den lange sygehistorie, og hvad der er rigtigt og forkert, har jeg ikke forudsætninger for at dømme om, men hun er bitter over sin situation, uanset om man kan tillade sig at kalde det rimeligt eller ej. Min pointe var mere, at det er synd for alle, at sygdom kan udmønte sig i disse kedelige, psykiske konsekvenser.

            Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 09:11

  7. Godt hytten var brændt ned til grunden, og godt at naboen var årvågen.
    Stakkels mand og stakkelse kone. Det er trist, men det er nu engang hendes ansvar at være uansvarlig, hvilket det jo i høj grad lyder som hun er. Hun er vist træt af livet og arbejder på en lidt langsommelig afslutning af det. Jeg kan sagtens forstå at familien ikke gider deltage. Skal vi gætte på hun vil afvise forslag om psykologsamtaler.

    Kommentar af Jørgen — 3. april 2017 @ 20:35

    • Jeg håber godt nok, at du mangler et ‘ikke’ i din første sætning, Jørgen – men det er nok tilfældet, og så er vi så ganske enige 😉
      Jeg forstår også godt, at sønnerne melder sig lidt ud, men det er altså synd for hendes søde mand!
      Dit gæt er nok rigtigt; John og jeg talte om det samme, for det er jo sjældent den syge, der selv mener at fejle noget, når det er inde i hovedet der er noget galt.

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 20:46

      • Jo, ikke manglede. Det er et eksempel at korrekturlæsning af indholdet er en god ide. Godt du så det!

        Kommentar af Jørgen — 3. april 2017 @ 21:39

        • Det er svært at læse korrektur på sig selv … man ved jo godt, hvad der skal stå 😉

          Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 09:12

  8. En skræk-historie! det var dog uhyggeligt at denne kone er gået helt i stå. Jeg kan ikke forstå det – hun og andre i lignende situationer må da kunne indse, at livet, når vi bliver ældre, handler om at holde så meget på formen, at man kan bevæge sig og flytte ting. – Men på den anden side ser man jo demente og immobile mennesker på plejehjemmene.

    Min kusine har et par gange beundrende sagt at det er flot så godt min “ex”Charlotte har trænet sig op; i foråret (sidst i April) var det noget diskus-prolaps agtigt, og i september fik hun noget, der kunne tyde på en mindre hjerneblødning, men både den ene og den anden gang blev hun ved med at gøre så meget som overhovedet mulgt. Nu kan hun igen gå en motionstur (stavgangs-klub) 2 gange om ugen 8-10 km. og går til gymnastik 2-3 gange for
    at træne ryggen.

    Men naboen må du forstå: Lykken er ikke det værste man har, men andres ulykke er heller ikke at foragte. Jeg ved ikke hvem der har sagt det, men det rammer plet.

    Kommentar af Donald — 3. april 2017 @ 22:00

    • Mit indtryk er, at i denne situation kom sygdommen først – hun var, så vidt jeg ved, aktiv nok, da det hele startede. Om hun så muligvis er gået for tidligt i stå, skal jeg ikke kunne sige.
      Det er meget beundringsværdigt af din ekskone – stædighed kan være en rigtig god ting 🙂
      Hehe, kynisk bemærkning, men ikke helt usand …

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 09:16

      • Det er helt klart at hendes stædighed og udholdenhed var et plus, den væsentligste årsag til at hun kom sig. Det var en fornøjelse at være “hjemmehjælper” for hende sammen med min søn – to gange i 2016, man kommer tættere på hinanden. Hun kom sig, og hjalp mig med at markere min runde dag.

        Min kusine havde nogle problemer med knyster og ømme fødder, det blev mere og mere besværligt at gå; og hun fik en blodprop, som gjorde bevægelser vanskelige, kom på rekonvalescens-hjem for ældre, genoptræning, ergoterapi osv. huset er solgt og det er ren nedtur. Dertil rygproblemer, som gjorde at benene blev svagere (sådan føles det, jeg har kunnet mærke det somme tider). Hun er mægtig sød men jeg er urolig for hende, for hun siger at hun kan gå med besvær, man at det er lettere at komme omkring i kørestol og at hun på den måde kommer længere omkring. Jeg ved ikke om det er klogt, jeg ville tro at det er besværet værd at bruge benene så meget som muligt og ikke omvendt, så lidt som muligt når man er nødt til at flytte sig fra kørestolen.

        Kommentar af Donald — 4. april 2017 @ 17:48

        • Jeg bliver altid så glad, når jeg ser, at ekser sagtens kan tale og være sammen 🙂
          Jeg kan nu godt forstå, at hun vælger kørestolen, hvis hendes aktionsradius ellers vil være stærkt begrænset, men jeg kan godt se din pointe med, at det nok er godt at bruge benene så meget som muligt.

          Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 19:16

  9. Her er et extra ikke ikke ikke – Nej altså! Jørgens indlæg minder mig om en historie i Internettets barndom. Specifikationerne er skrevet ned i en form, som bliver godkendt. Den ansvarshavende mente, at der ikke måtte rettes et komma efterfølgende og han satte sig i respekt. Nu var der så én (ud af 1-2000 specifikationer) som manglede et “ikke” (eller “not”) og det skabte lidt furore at man ikke måtte ændre det! Men som han sagde, redaktøren, der iøvrigt hed Jon Postel, så kunne man se af sammenhængen, at der manglede et “ikke”. Og hvis man synes at der skulle gøres noget, så kunne man lave et rettelsesblad!

    Kommentar af Donald — 3. april 2017 @ 22:05

    • Her er så et glimrende eksempel på, at stædighed ikke altid er en god ting!

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 09:17

  10. Jamen det var dog et forfærdeligt liv i nabohuset. Jeg har svært ved at forstå, at et menneske kan ende i så stor overvægt, passivitet og vrede uden at få gjort noget ved det på et tidligt tidspunkt?

    Kommentar af betty — 3. april 2017 @ 22:25

    • Det har jeg også svært ved, men vi ved ikke, hvordan sygdom påvirker os, før vi bliver ramt af den. Du er et godt eksempel på, at du VIL være mobil igen, og gør noget ved det, men måske kan det ikke helt sammenlignes med dette tilfælde, hvor hun efter et hav af undersøgelser får den besked, at hun ikke kan hjælpes.

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 09:19

  11. Uha. Jeg har jo altid i sjov sagt, at jeg til sin tid vil være ham dem gamle bag nedrullede gardiner, som børnene ikke tør cykle hen forbi når det er ved at blive mørkt.
    Jeg må vist hellere til holde lidt igen med den historie.
    62 år! Det er jo ingen alder i vore dage. Det kan pludselig blive alvor.

    Dette at ens fysiske begrænsninger giver psykiske skader er jo set før; men der burde gives noget professionel hjælp til Jeres nabokone. Ud fra din korte beskrivelse har kvinden fået et så voldsomt psykisk knæk af den manglende mobilitet, et hun har valgt at det kan være lige meget alt sammen. Lad døden komme.
    Derfor er måske netop tilstanden at ingen gider hende, som hun vil opnå. Derved mindskes tabet for de efterladte, når døden -som hun tilstræber det- snart indtræder.
    Den onde cirkel må der professionelle til at bryde.
    Jeg har efterhånden oplevet så mange dø af at stoppe med arbejdet. Den lige vej: Arbejdet – stolen – kisten.

    Kommentar af natural2222 — 4. april 2017 @ 05:47

    • Det mener du heller slet ikke, Farmer – du vil måske nok gerne være the grumpy old man, men jeg tror ikke på, at du ville bryde dig om at være den lokale skrækhistorie 🙂
      Der skal professionel hjælp til nu, hvis der skal ændres på situationen – og det kommer der nok ikke … hun blev, pga. sygdommen, tvunget til at stoppe med at arbejde, hvor hun ellers havde tænkt sig at blive ved, til hun var 65. Det gør det jo ikke mere spiseligt alt sammen, at man ikke frivilligt jobstopper.

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 09:25

      • Du har ret: Jeg snupper en anden alderdom end børneforskrækkerens.
        -Og nabokonen: Det er vanskeligt at hjælpe mennesker, som ikke selv vil spille med.

        Kommentar af natural2222 — 4. april 2017 @ 11:20

        • Det var godt, og ja: enig 🙂

          Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 11:42

  12. Ja, livet bliver lige sat i perspektiv, når man hører sådan en sygehistorie.
    Der burde være nogen på lazarettet, der fortalte konen, at hvert eneste kilo overvægt belaster knæene i anden potens. Altså 5 kilo overvægt = 25 kilo belastning på knæene.
    Det lyder lidt uhyggeligt med ledningerne. Dejligt med Verdens Bedste Nabo 🙂 de er guld værd.

    Kommentar af Kisser — 4. april 2017 @ 09:00

    • Det kan ikke undgås, at man kommer til at tænke over det.
      I anden potens? Det vidste jeg ikke – det var dog voldsomt.
      Ja, gode naboer er virkelig guld værd – jeg blev ret lang i ansigtet, da han fortalte om de glødende ledninger 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 09:27

      • Ellen, jeg ved det fra en veninde, der fik opereret sine knæ for nogle år siden. Hun var slemt overvægtig, og DEN læge ramte lige i plet til veninden, da han fortalte om belastningen på knæene. Så hun tabte sig 30-40 kilo og knæene er fuldstændig i orden igen. Lægen brugte netop 5 kilo som eksempel.

        Kommentar af Kisser — 4. april 2017 @ 10:58

        • Hvis kvinden der tabte 30 kg har haft et “overtryk” på 900 kg (30×30) og stadig har bevæget sig med de 30 kg overvægt, burde hendes til sin tid afsjælede legeme testamentes til videnskaben.
          Der må være tale om et helt unikt sæt knogler og led som har tålt den belastning.

          Kommentar af natural2222 — 4. april 2017 @ 11:15

          • Det lyder faktisk som om der er lidt ‘overdrivelse fremmer forståelsen’ inde over her – kurven er i hvert fald nok ikke lineær 🙂
            Det er ikke fordi jeg ikke tror på Kisser, men hvem ville kunne bære konstant rundt på omkring et ton?

            Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 12:20

  13. Åh, hvor synd for dem begge. Min største skræk er, at sclerosen tager min hjerne og hovedet i det hele taget, benene kan vi leve uden…. Jeg har sagt til min mand, at så må han og børnene finde ud af at få mig et sted hen eller noget, skulle jeg blive meget meget syg også i hovedet.

    Nyd jeres Sverige dage:) ser ud til vejret er godt:)

    Kommentar af Mette — 4. april 2017 @ 09:52

    • Åh ja, Mette, det kan jeg godt forstå, du siger – fysiske sygdomme er én ting, men jeg vil vove den påstand, at de psykiske på en måde er værre, for de går altid ud over andre også.
      Tak – vejret var skønt i går, men foreløbig ret diset i dag.

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 10:17

  14. Det er svært at sætte sig ind i, hvordan man selv ville reagere, hvis omstændighederne rigtig sætter sig på tværs. Men du og jeg har dog begge oplevet en snas af det.

    Om mig selv ved jeg, at jeg er p.y.l.r.e.t, når tingene er sådan midt i mellem. Jeg husker en morgen, mens jeg stadig lå på intensiv, hvor jeg vågnede ved, at tre hvidkitlede stod og baksede med mig, og jeg sagde bare til dem: Skal jeg dø nu? Det skulle jeg så ikke, viste det sig, men jeg husker hverken angst eller smerte i situationen. Det var først langt senere, da jeg objektivt var på vej til “at komme mig”, at de to fætre viste sig.

    Kommentar af henny894 — 4. april 2017 @ 13:08

    • Ja, det har vi, og det gav formentlig et fingerpeg om hvordan vi vil reagere, hvis det skulle ske igen.
      Du har så været noget længere ude end mig, men du så det ikke komme – det betyder også noget. Jeg tror, der er forskel på at skulle igennem et sygdomsforløb og så på at vide, at “så slemt som jeg har det lige nu, vil jeg have det til jeg dør” – jeg forstår udmærket, at tanken er deprimerende, men derfor er der stadig et hensyn at tage til ens omgivelser.

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 13:48

  15. Det er altid svært at vurdere andres situation… men et passende modspil er vist nødvendigt i alle forhold, hvis der skal være plads til begge.
    Når verden vender på hovedet og man skal finde sig selv igen, er livets udfordring at “blive gendannet”… ikke at blive sit gamle jeg… for det er passé… Man er jo et nyt sted i livet!
    Stakkels nabofamilie!
    Uha… det med følere og lys og strøm… en af strikkevennerne er genhuset efter brand i huset pga en føler der blev for varm! Jeg har skulet til vores… men den er sat op af en elektriker, så jeg satser på at fagmanden har valgt en god model!

    Kommentar af Anne Holtegård — 4. april 2017 @ 17:50

    • Gendannet er et godt og dækkende ord.
      Men det kan være svært. Meget svært … og sværere for nogle end for andre.
      Puha, stakkels dem … det kan altså hurtigt gå galt!

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 19:26

  16. Det er så utroligt svært at være positiv når man har mange smerter, men man må både for andres og sin egen skyld prøve og ellers melde ud at nu skal man have lidt ro. Har selv haft så ondt i ryggen at jeg ikke kunne bukke mig og tørre mine fødder, når jeg havde været i bad, og der var mange nætter hvor jeg bare slæbte mig frem og tilbage mellem køkken og stue, fordi jeg ikke kunne være nogen steder. Da har man ikke meget overskud til at være social og min mand kalder mig da også (stadig ) med et kærligt blink i øjet for fru Drage. Heldigvis er jeg blevet opereret med fremragende resultat, så jeg nu kun har lidt ondt en gang imellem når jeg glemmer jeg ikke er sytten mere 🙂 Men jeres nabokone lyder nu godt nok som om hun kunne bruge noget professionel hjælp. Håber for begges skyld at der findes en løsning. Knus og mange varme hilsner

    fru Jensen
    Gudhjem

    Kommentar af Kirsten Jensen — 4. april 2017 @ 20:12

    • Åh, stakkels dig – godt, du kunne opereres med et positivt resultat!
      Jeg har fuld forståelse for, at det kan/må være virkelig svært at lade være med at gå ind i sig selv eller – meget værre – lade ens bitterhed gå ud over andre, og det er også i orden sommetider at flejne lidt ud og råbe og skrige. Men ikke hele tiden, og der er det vist gået helt galt i nabohjemmet.
      Knus retur 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. april 2017 @ 21:05

  17. Stakkels søde nabo! Jeg tror, at han er glad for at have sit udendørs arbejde (og at holde øje med jeres hus), så han kan få lidt fred. Og stakkels kvinde, som vel har set meningen med sit liv falde fra hinanden og helt har opgivet ævret. Hun skulle have haft psykologhjælp for længe siden. Man kunne ønske for hende, at hun gik i gang med at strikke. Så var hænderne i det mindste beskæftiget med andet end mad og cigaretter.

    Kommentar af fiberfryd — 5. april 2017 @ 01:24

    • Det tror jeg bestemt også, at han er!
      Jeg tænkte selvfølgelig de samme tanker, men det er nok ikke lige nu, jeg skal sige til hende, at nu skal jeg nok lære hende at strikke …

      Kommentar af Ellen — 5. april 2017 @ 09:13


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.