Hos Mommer

2. april 2017

Åh, alle disse tåbelige unge mennesker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags:

Beklager overskriften. Det gælder naturligvis heller ikke alle unge mennesker, men dog en del …
Da jeg onsdag den 22. marts kørte ad Køge Landevej mod Roskilde, så jeg, ikke så langt fra min tidligere hjemby Havdrup, at der stod en hel skoleklasse i rabatten; der var tændt mange lys og der lå masser af blomster.
Konklusionen var ikke svær: Der måtte for nylig være endnu et ungt menneske trafikdræbt her.
I 2012 mistede Havdrup hele fire unge mænd på 18 og 19 år livet på én gang, da de i en personbil, med den ene af dem som chauffør, kørte 161 km/t på en rimglat vej, hvor det den nat ville have været uforsvarligt bare at køre de tilladte 80 km/t. De kørte ind i et træ, og sådan et flytter sig ikke.

Den 21. marts skete det så igen. En 18-årig kører galt med bilen og bliver dræbt. I aftes var vi sammen med en, der rent faktisk så det ske. Den unge fyr sad og sms’ede, mens han kørte. Vejen slår en blød kurve, men han kørte ligeud og frontalt ind i en lastbil. Heldigvis en lastbil, fristes jeg til at sige, for sådan en flytter sig ikke så let, så det gik kun ud over det unge fæhoved, der ikke troede, det var nødvendigt at holde øjnene på vejen, bare fordi han kørte bil …

Hvor lægger de lige hjernen, når de bliver placeret bag et rat? Hvorfor skal de køre så helvedes stærkt, når de kun lige har fået kørekort?
Hvorfor tror de, de er udødelige?
Jeg har også været ung engang. Måske også tåbelig, men jeg har trods alt aldrig kørt 161 km/t på en landevej om vinteren i glat føre! Nu var der godt nok ikke mobiltelefoner, da jeg var ung, men jeg vil vove den påstand, at jeg også dengang ville have været klar over, at man ikke kan læse og føre bil samtidigt.

imageNu jeg er inde på trafikemnet, skal jeg lige have luft – og igen: Det gælder ikke alle, men generelt er jeg virkelig træt af motorcyklister, som altid støjforurener, og hvoraf alt for mange af dem tror, færdselsreglerne gælder for andre; ikke for dem selv. Her, forbi Den Stråtækte, er der 2÷1-vej og en fartbegrænsning på 50 km/t. Der går mange Marjatta-elever til og fra skolen på denne strækning, og der er rigtig mange cykelturister i sommerhalvåret, men det afholder ikke specielt mange motorcyklister fra at køre alt, alt for stærkt. Min vurdering er, at de værste eksemplarer af dem er oppe på omkring 150 i timen, og mere end 100 i timen er mere reglen end undtagelsen.  
Det. Er. Bare. Ikke. I. Orden!
Jeg bliver så vred. Noget så eventyrligt vred. De har fået det kendte tegn med langfingeren vendt opad fra mig et par gange, men de når selvfølgelig ikke engang at opdage det.
Det er måske i virkeligheden meget heldigt …

Advertisements

21 kommentarer

  1. Ja jeg tror næppe fingeren gør en forskel ift. motorcyklisternes kørehastighed. Hvis den gjorde, ville jeg gladeligt henvende mig til en plastik-kirurg for at få hele 10 langemænd at give tegn med! Når nu der fx tales om det her med lovpligtig cykelhjelm, og nogle argumenterer imod med et “vi andre havde slet ikke hjelme da vi var børn”. Nej, men trafikken er bare anderledes voldsom. Og der er anderledes mange distraktioner for førerne. Og selvom jeg ikke vil blande mig i hvad andre (voksne) bruger af sikkerhedsudstyr, så har jeg min mening om det. Og også om fartgrænser der ikke overholdes. Hrmfp!

    Kommentar af /ks — 2. april 2017 @ 17:16

    • Og så kom jeg lige af med lidt os dér. Tak for anledningen 🙂

      Kommentar af /ks — 2. april 2017 @ 17:17

      • Velkommen til ventilrummet 🙂
        Man må meget gerne lufte sin mening her – det lagde jeg jo lige som selv op til …
        Der er da vist en del snak om de cykelhjelme for tiden? Jeg har ikke nogen gode argumenter for ikke at have dem på, men jeg bryder mig ikke om tanken om at gøre dem lovpligtige.

        Kommentar af Ellen — 2. april 2017 @ 17:23

  2. Jeg synes i det hele taget, at hensynsløsheden og tankeløsheden griber om sig, men med motorkraft bag bliver det virkelig uhyggeligt.

    Kommentar af Rasmine — 2. april 2017 @ 18:10

    • Ja … jeg synes i hvert fald, at det er særdeles usmart at køre hensynsløst på steder, hvor der er så mange svage trafikanter.

      Kommentar af Ellen — 2. april 2017 @ 18:16

  3. Ja, det er ret vildt! Noget med aggressioner, har jeg ladet mig fortælle. Min bror var ude for sådan en type for tre år siden, hvor manden ikke holdt for rødt i et lyskryds. Min bror, som kørte for grønt lys blev ramt, og er aldrig kommet helt til sig selv igen, og det gør mig så uendelig ked af det. Det er virkelig få sekunder, der gør den store forskel på liv og død.

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 2. april 2017 @ 18:22

    • Ih, det var dog forfærdeligt! Stakkels, stakkels bror. Det er selvfølgelig altid værst, når det går ud over ens nærmeste – jeg er bange for, at jeg ville få en voldsom trang til udøvelse af selvtægt, hvis det gik ud over en af mine, at sådan en idiot ikke kan tænke eller tage hensyn til andre trafikanter.

      Kommentar af Ellen — 2. april 2017 @ 18:47

  4. Du kan bestille (= ønske) en færdselskontrol på politiets hjemmeside, hvilket måske vil være en god ide mht. motorcyklisternes manglende respekt for hastighedsbegrænsningen.
    Jeg synes, at brug af cykelhjelm bør være obligatorisk, men på den anden side er den temmelig uhåndterlig, når man er nået til destinationen og ikke ønsker den på hovedet længere, så det hænder, at jeg “glemmer” den, hvis jeg skal et smut på biblioteket eller lign., så et påbud ville hjælpe mig til altid at bruge den. Jeg ser ingen forskel på tvungen brug af sikkerhedssele og cykelhjelm og i dag stilles der ikke spørgsmålstegn ved tvungen brug af det første, så mon ikke det vil gå lige så med cykelhjelmen.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 2. april 2017 @ 18:51

    • Det ved jeg godt, og der er relativt tit kontrol (dog ikke på min foranledning), men det sætter på ingen måde en stopper for problemet. De kan jo ikke ligge her konstant og måle.
      Jeg synes det må være ens eget ansvar at ‘huske’ den hjelm. Sikkerhedsselen lader man blive tilbage i bilen, hvorimod man ikke kan lade hjelmen blive på cyklen, og det er vældig irriterende at skulle bære rundt på den.
      Og du stiller spørgsmålstegn? Hvor stiller du dem henne? Jeg stiller spørgsmål og sætter tegn. Ikke omvendt 😉

      Kommentar af Ellen — 2. april 2017 @ 19:47

      • Jeg stiller også spørgsmål, men stavekontrollen spillede mig et puds i et uopmærksomt øjeblik.
        Trist at jeres vejstrækning er så populær hos uansvarlige trafikanter, at politiets relative tætte kontrol ikke virker tilstrækkelig præventiv. Mon der kan være grundlag for, at kommunen anlægger fysiske farthindringer (iøvrigt et spøjst ord, da at hindre fart ikke er det samme som at hindre for høj fart!)? Politiet har vel et datagrundlag, der kan vurderes udfra, når de nu har målt relativt ofte.

        Kommentar af Kristine — 2. april 2017 @ 20:26

        • Der er lavet bump to steder, men jeg er lidt ambivalent lige netop med hensyn til dem, for de er s….irriterende, også selv om man ikke kører for stærkt.
          Det er svært … John har talt med en motorcykelentusiast, der sagde, at det var SÅ ærgerligt, at der kom denne hastighedsbegrænsning, fordi det var så sjovt at køre stærkt her på denne smukke strækning (!). Der har hele tiden været 60 km/t, men med 2÷1-vejen blev det sat yderligere 10 km ned. Jeg kan ikke se den store forskel, og når her nu er så smukt, hvorfor kører man så ikke langsomt og nyder det?
          Nå. Det var et retorisk spørgsmål.

          Kommentar af Ellen — 2. april 2017 @ 21:13

  5. Det er kun et par dage siden en ung mand på 21 år mistede livet her på Bornholm. Han må virkelig have kørt stærkt for bilen var så ødelagt at man ikke umiddelbart kunne se hvad mærke det var. Det var kun en stak sammenkrøllet jern. Uendelig trist. Og en af men datters ungdomskærrester endte i kørestol lam fra brystet og ned efter en flyvetur med bilen. Godt det ikke skete en af de gange hun var med. Og så de der motorcykler! Jeg er ved at få fnat når de ligger og drøner frem og tilbage her på vejen. Især når Harleyklubben liner op med flere hundrede motorcykler der kommer forbi halvtreds gange om dagen så hele hytten vibrerer. Der rækker hundrede langfingre ikke. Puiii, Det var herligt at få lidt luft, tak for det. Jeg gider ellers ikke rigtig det der brok, men engang imellem er det herligt 🙂 Knus og mange hilsner til dig og John fra

    fru Jensen
    Gudhjem

    Kommentar af Kirsten Jensen — 2. april 2017 @ 18:59

    • Ja, det er så trist, men jeg bliver alligevel en lille smule glad (fjollet ord i den sammenhæng), når det i det mindste ikke er gået ud over uskyldige.
      Enig i, at larmen er slem. Også når de overholder hastighedsgrænserne, fordi de åbenbart har det bedst med at færdes i flok.
      Det er da skønt at brokke sig – ikke altid, men engang imellem … grumpy old women have more fun 😉 – og knus retur.

      Kommentar af Ellen — 2. april 2017 @ 19:51

  6. Landmanden og motorcyklistens milde forslag var på linje med Kristines: få fotovognen ud til jer. De andre forslag vil jeg slet ikke videregive, de ligger vist på linje med selvtægt. Vi synes selv at vi kører med omtanke og fornuftigt, men vi kender godt den anden type.
    Og det er så trist, når unge liv skal slutte så brat pga uopmærksomhed.

    Kommentar af Lene — 2. april 2017 @ 19:42

    • Vi har relativt tit en fotovogn; der er rigtig mange i vores område der er generede af især det motorcyklende folk, men det hjælper ikke en pind, desværre. Jeg ved ikke hvad der skal til, men jeg fik engang en god ide af en Barnaby-serie. Jeg siger ikke, hvad det var, men det var noget med en ståltråd. Nej, pjat, og jeg ved godt, at I hører til de fornuftige, men det er desværre ikke jer, der er flest af.
      Ja, det er trist, men jeg synes det er tristere, når det også går ud over helt uskyldige, som fx Maudes bror.

      Kommentar af Ellen — 2. april 2017 @ 19:56

  7. Forstår det heler ikke… så simplet.. hvorfor køre så uforsvarligt og uden hensyn?

    Kommentar af Anette — 2. april 2017 @ 21:29

    • Det er åbenbart ikke så simpelt endda …

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 14:32

  8. I har sådan et paradisisk sted – og så skal det ødelægges af fartbøller på motorcykel!! Nej, det er vel også for meget at sige, at det bliver ødelagt, for det er jo ikke hele tiden. Men det må være temmelig meget generende.

    Kommentar af betty — 2. april 2017 @ 22:15

    • Nej, intet kan ødelægge vores glæde ved Den Stråtækte, men de er virkelig irriterende, de larmende fartbøller!

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 14:33

  9. Ak ja. Jeg husker udmærket den første ulykke ved Vor Frue. Vejen drejer let og med den fart er det ikke vanskeligt at forstå at et træ kom i vejen. Om det er derfor træet og nogle ved siden af er fældet ved jeg egentlig ikke.
    Ulykken med det frontale sammenstød med lastbilen har jeg læst om, men forklaringen fremgik ikke af avisen. Det er galskab at fatteevnen er så begrænset at den forbandede mobiltelefon er vigtigere end trafikken, når man færdes i den. Men unge mænd forestillinger om udødelighed fornægter sig ikke.
    Må det ikke gå ud over sagesløse medtrafikanter.
    I Harzen har politiet meget travl med at fange gale motorcyklister, der synes hensynløs hastighed er et must. Hos jer bør konfiskation af tossernes cykler finde sted.
    I øvrigt er tendensen til at mene at vigepligt er noget andre har til stadighed en hyppigere og hyppigere oplevelse.

    Kommentar af Jørgen — 3. april 2017 @ 14:54

    • Ja, det er mildt sagt tosset, når de tror, de kan sms’e samtidig med bilkørsel.
      Mon det er fordi bilerne kan køre stærkere i dag, eller er det fordi ungersvendene er mere overbeviste om egen udødelighed end da jeg var ung?
      Det kunne være ret fedt at kunne konfiskere cyklerne, men det kræver vist en lovændring – og så skal de jo også fanges på fersk gerning.
      Det med vigepligten har jeg ikke lige lagt mærke til.

      Kommentar af Ellen — 3. april 2017 @ 15:04


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.