Hos Mommer

16. marts 2017

Forårsfornemmelser før og nu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: ,

Mit svar til Lene i går inspirerede mig til dagens overskrift.
Forårsfornemmelser er normalt noget, man forbinder med lyst og med P1060106forelskelse, og sådan har det da også engang været for John og mig.
Tiderne ændrer sig … lysten er der skam stadig, men lige her for tiden er den rettet mod noget andet, nemlig haven, og skulle der være en snert af den oprindelige betydning tilbage, når dagen er omme, drukner den i træthed, ømme rygge og ditto lårmuskler, og om aftenen smider vi os i sengen på uskøn måde, ude af stand til andet end at jamre lidt på en særdeles ikke-erotisk måde.
Jajaja – alting har sin tid …

Det gælder også for risgærder. To trailerfulde pilråddent risgærde er kørt på haveaffaldspladsen, og en del snebær er gravet op. Den før lidt for smalle sti er blevet dobbelt så bred, og ca. en kvadratmeter brostensbelægning er opdaget og gravet fri.
John er stadig ikke helt glad ved tanken om hullet ud til vejen, og nok slet ikke for at fjerne det risgærde, selv om det var hans eget forslag. Næsten P1060110da … han synes der bliver for åbent, og at folk for nemt kan kigge op på terrassen. Jeg siger pyt; det er mest Marjatta-elever der passerer forbi, og de er som regel fuldt beskæftiget med at gå og snakke med sig selv. Skulle de alligevel få lyst til at kigge op, så fred være med det.

Nu kan vi snart så græs, men må nok hellere vente, til posten har været der med alt det, jeg lige har købt på en internet-planteskole; bl.a. tre buske til at sætte i hullet, John står ved på øverste billede. Jeg købte meget. Så meget, at John ryster lidt på hovedet, men det skal nok blive godt – bl.a. en klematis, der ikke bliver alt for voldsom og derfor er velegnet til krukke og som skal kravle op ad en af stolperne på shelteret. Det påstod de, at den var velegnet til, så det vælger jeg at tro på.
Lige nu er det tudegrimt, men jeg har ingen problemer med at se det for mig, som jeg regner med det kommer til at se ud, når græsset er tilbage og de nye buske blomstrer.
Knolden til højre bliver fyldt med floks, storkenæb og kongelys, så der bliver masser af smukt at kigge på.

Advertisements

17 kommentarer

  1. I har da godt nok travlt. Jeg forstår så udmærket udmattelsen om aftenen.
    Snebær skal bare udryddes! Så enkelt kan det siges. Ellers har man dem overalt.

    Kommentar af conny — 16. marts 2017 @ 19:02

    • Det er nemlig lige hvad man har – selv om min ellers så søde mand påstod noget andet. Har har dog givet sig – kunne godt se, at sådan var der ingen, der ille plante en hæk 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. marts 2017 @ 19:08

  2. Der bliver sandelig knoklet igennem; jeg håber virkelig I sover godt om natten og ikke ligger og vånder jer for længe 😉
    Sådan en omfattende kloakrenovering kaster en del nye/gode ideer (og meget arbejde) af sig – men det bliver vel nok pænt alt sammen, shelter, bede und alles.

    Kommentar af fiberfryd — 16. marts 2017 @ 22:24

    • Det gør vi ikke, Ditte – altså vånder os – jeg skal bare have lidt medlidenhed 😉
      Det skal nok blive godt. Engang …

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2017 @ 09:05

  3. Wow, hvor I slider. I afdækker både det ene og det andet. Hvor bliver det smukt og godt.

    Kommentar af betty — 16. marts 2017 @ 22:26

    • Det bliver sikkert godt, og det er med at benytte sig af, at ånden er over os 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2017 @ 09:06

  4. Jeg får jo nærmest dårlig samvittighed – det er jo dig (jer), der har fortjent al den forkølelse, jeg har været udsat for den sidste uges tid 🙂

    Kommentar af Fru Z — 17. marts 2017 @ 09:23

    • Det var måske også derfor, jeg blev så fascineret af at læse om dit ophold – jeg blev virkelig fristet! Men uha, for en pris … ikke at det ikke er alle pengene værd, og man får meget for dem, men det er mange penge at bruge på sig selv.
      (Jeg satser på, at det ø skulle have været et æ 😉 )

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2017 @ 09:27

  5. He. Ja, ø skulle være æ. Jeg er enig i, at det er mange penge, men mon ikke, du kunne finde dem, hvis du ville 😉. Og jeg forsøger at tænke på dem som en investering.

    Kommentar af Fru Z — 17. marts 2017 @ 09:43

    • Jo, det kunne jeg måske nok … jeg ved bare ikke, om det er ved at være for sent for mit vedkommende med den investering 😉
      (Jeg har slettet de ekstra kommentarer fra dig – sommetider er WP irriterende længe om at vise en kommentar; det hjælper som regel at trykke F5, hvis ikke den er der med det samme.)

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2017 @ 09:52

      • Og selv om det måske ikke er for sent, er jeg ret sikker på, at jeg aldrig ville kunne leve videre på den måde, når jeg først var hjemme igen. Jeg er lidt spændt på, hvordan du klarer det 🙂

        Kommentar af Ellen — 17. marts 2017 @ 09:53

      • Jeg var på telefonen …

        Kommentar af Fru Z — 17. marts 2017 @ 10:02

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. marts 2017 @ 13:46

  6. Hold nu op hvor I knokler.. Glæder mig til at se det hele på mandag.. 🙂

    Kommentar af Inge — 17. marts 2017 @ 13:41

    • Okay – I får en rundvisning, så 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2017 @ 13:46

  7. Det giver da vist en naturlig træthed, alt det I går og gør.

    Kommentar af Jørgen — 17. marts 2017 @ 21:21

    • DET gør det, men det kan da heldigvis soves væk …

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2017 @ 21:47


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.