Hos Mommer

14. marts 2017

Heldigt, at forsikringen dækkede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags:

I stedet for, at det, som de to gutter regnede med, tog én dag at udbedre det knuste kloakrør, tog det næsten fire. Alene det at have to mand på i fire dage lyder som om det godt kan blive ret dyrt. Dertil kommer nye rør, tv-inspektion og spuling, men det eneste, vi skal betale, er selvrisikoen, hvilket passer mig glimrende. Vores bagbopar, som flyttede ind i november 2015, havde sidste forår nogenlunde det samme problem som vi lige har haft, men de måtte selv æde hele regningen på over 80.000 kroner. Forsikringen dækkede ikke, fordi de forrige ejere tre (!) gange var blevet pålagt af kommunen at få ordnet deres bundfældningstank (eller noget … det er John der har styr på, hvad der nøjagtigt var galt, men det var noget med kloaksystemet), hvilket de ikke havde efterkommet, og derfor dækker hverken almindelig husforsikring eller ejerskifteforsikringen. Det var virkelig surt for dem.

Da kloakrøret gik i udu (8)Da kloakrøret gik i udu (10)

John og jeg er derimod glade, for det var nemlig ikke bare galt lige foran køkkenet, som vi (og de to hårdt arbejdende gutter) først håbede på. Det greb mere og mere om sig, efterhånden som de nåede igennem røret og fik målt og spulet, så det endte med, at de måtte grave sig under hjørnet af bådehuset, under og ud på den anden side af stativet til brænde, hvor de fandt en skjult brønd, som ingen vidste var der, igennem ‘knolden’, hvor jeg havde etableret et nysseligt staudebed, igennem en smal sti, under risgærdet, grave noget af hækken og en kirsebærlaurbær op, der havde gemt sig i snebærhækken, for at ende helt ude ved vejen i en brønd, der viste sig at befinde sig der.
Jeg blev temmelig bekymret, da jeg i går morges så den medbragte bobcat, men den kom gudskelov ikke ind på grunden; de kunne nøjes med at betjene den ude fra vejen.

Da kloakrøret gik i udu (4)Da kloakrøret gik i udu (11)

De har været de mest hensynsulde folk af den slags, jeg har været ude for: De tog Da kloakrøret gik i udu (12)billeder af alt, inden de gik i gang med at grave i noget eller tage noget op, og de har reetableret alt: Brostenene ved bådehuset og brændestablen, staudebedet og stien med de store kantsten, stort set som det så ud inden de kom. Jeg er meget imponeret! Der var lige et par smuttere i staudebedet, og jeg tror, de har fået ødelagt tre floks, men de har ikke kunnet se dem, for intet er jo særlig langt fremme endnu. Til gengæld har de bag de store sten fjernet nogle skvalderkålsrødder, som jeg har kæmpet med i to år nu, så de har bestemt gjort hvad de kunne og lidt til; de har genplantet og revet efter sig lige så pænt, som var de gartnere. Man burde næsten kontakte deres chef og fortælle ham, hvor gode folk han har.
Og nu skal det skrækkeligt grimme risgærde væk! Det har jeg sunget for i to år, men John har holdt på, at det skal blive, fordi det giver læ. Nu blev det tydeligere hvor grimt det er og hvor meget det fylder, så John spurgte, om vi ikke skulle fjerne det! Det syntes jeg jo pudsigt nok var en vældig god ide, så det sker sikkert her i løbet af foråret … der er stadig en hæk minus et lille hul, som vi må finde noget pænt at fylde i, så der bliver sikkert læ nok.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Det kan man da kalde en seriøs forårsrengøring af haven, når I ligefrem spuler den. På undersiden. Nå – skønt at I har det på plads inden haven for alvor kalder på jer.

    Kommentar af Fru Z — 14. marts 2017 @ 17:19

    • Hahaha – ja, det må du da nok sige – så grundigt er vi aldrig gået til værks før 😀

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 17:47

  2. Det kunne være rigtig morsomt, hvis du på et tidspunkt med god tid lagde før og efter billeder på bloggen. For der er sandelig sket noget på matriklen efter I er flyttet ind.
    Og det er jo mere end skønt, at forsikringen dækker.

    Kommentar af Kisser — 14. marts 2017 @ 18:07

    • Det er rigtigt, at der er sket meget, men det skulle helst nå at blive lidt større, tættere eller pænere endnu – men de skal nok komme en dag, billederne 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 22:19

  3. Det er sandelig godt at det hele er ordnet – og endda nænsomt. Du bør velsagtens uddele passende ros af de unge mennesker til deres chef.

    Kommentar af Jørgen — 14. marts 2017 @ 19:20

    • Ja, det burde jeg … de var ikke engang unge, men 40-50 år. Det var derfor jeg havde så ondt af dem, fordi de skulle grave så meget med håndkraft.

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 22:20

  4. Sådan noget kloakvæsen har det med at gribe om sig, det erfarede vi også for et par år siden. Det var ikke en forsikringssag, men vi “slap” vist med ca. 25.000. Stor ros for forarbejde og genopbygning af jeres have. Det er den slags detaljer, man værdsætter.

    Kommentar af Eric Bentzen — 14. marts 2017 @ 20:30

    • Sammenlignet med 80.000 er 25.000 jo billigt sluppet, men det er alligevel ærgerlige penge at skulle af med.
      Jeg er simpelthen så glad for, at de afleverede det hele så pænt igen!

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 22:21

  5. Hvor er det skønt at høre om håndværkere eller gartnere eller hvad de er, der har gjort arbejdet så pænt og forsigtigt. Du skulle lade et ord falde til deres leder. Og skønt med en forsikring.

    Kommentar af betty — 14. marts 2017 @ 22:43

    • Ja – jeg tror jeg vil ringe og sige, at de fortjener en lønforhøjelse 🙂
      Nogle gange er det godt at have en forsikring – især når der sker noget …

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 22:54

  6. Py ha, tænk hvis forsikringen ikke havde dækket, man kan rejse meget for 80.000 kr 🙂
    Mennesker, der gør deres arbejde godt, fortjener ros, vi hører jo efterhånden kun om dem, der ikke gør deres arbejde godt.
    http://www.underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com

    Kommentar af Lene — 15. marts 2017 @ 07:17

    • Ja, for søren – man kan komme langt 🙂
      Nemlig: Vi er normalt hurtige nok til at klage, men ikke det modsatte.

      Kommentar af Ellen — 15. marts 2017 @ 09:15

  7. Ja, selvfølgelig skal du da kontakte deres chef og rose hans folk. Det fortjener de da 🙂 Og så er det, jeg ikke kan lade være med at spekulere på, om man kan sikre sig mod det, jeres naboer var ude for. Altså, har man nogen som helst mulighed for – før man køber et givent hus – at undersøge, om kommunen har krævet ting gjort – og om de så er blevet gjort??

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. marts 2017 @ 08:46

    • Jeg ringer i dag.
      Det kan man sikkert forhøre sig om i kommunen, men det havde sat vores naboer i en dum situation, for de VILLE have det hus. Hvad stiller man så op med sådan en viden?

      Kommentar af Ellen — 15. marts 2017 @ 09:17


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.