Hos Mommer

13. marts 2017

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

Rune med paraply 1992Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Steamtrain in Dorset

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

Meeting The Wessex BelleSteamtrain in Dorset 2

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

Reklamer

26 kommentarer

  1. Det var en god måde at beskrive det på! Den låner jeg😇
    Vi har gjort noget af det samme på vores ture. Byttehandel i udflugtsmål: Zoo for en tur på nationalmuseet, Tivoli for folketinget etc. Lægge ruten tilrette, så der sker noget undervejs…
    Og sådan gør vi stadig… Gitte og jeg snakker om hvad turen til Middelfart kan udvides med. Desværre ser vejret ikke ud til at være med os… men det kan nå at ændre sig.
    Herlige fotos fra/af togturisterne😊

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. marts 2017 @ 15:57

    • Du låner bare – det er et godt princip, som du også har levet efter, og som ikke bliver dårligere af at blive udbredt 🙂
      Med den troværdighed på vejrudsigterne for tiden, kan du ikke regne med en pind! I kan lige så godt have en plan klar og så håbe det bedste. Vi skulle iflg vejrudsigten have haft elendigt vejr i lørdags og det blev det flotteste, flotte vejr.

      Kommentar af Ellen — 13. marts 2017 @ 17:44

  2. Det var da virkelig en god vinkel på tingene! Jeg vil også tage den med videre! 👍

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 13. marts 2017 @ 17:16

    • Udbred endelig den positive tilgang til tingene 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. marts 2017 @ 17:45

  3. Den togtur ser ret skøn ud 🙂 Nogle gange må man bare prøve at jagte oplevelsen, selv om det ikke lige går helt efter planen. Bagefter er det tit sjovt. Ikke nødvendigvis imens 😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. marts 2017 @ 17:18

    • Det sidste har du kun alt for ret i, men det er da altid noget, at der kan grines af et eller andet bagefter, når der skal fortælles om det 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. marts 2017 @ 17:46

  4. Sikke fint sagt af din søster og hvor har hun ret:) Vi skal leve i nuet siges det. Det prøver vi så på:) Oplevelser i vores familie kan sagtens være take away og en god film vi alle nyder at se. Vi skal i biffen og se Beauty and the Beast på fredag alle 4. Vores ynglings Disney Film som er nu indspillet med rigtige mennesker. Vi har allerede booket 3 dage i Tyskland i badeland i efterårsferien og vi er ved at kigge på sommeferie. Vi er jo i England uden for skolernes ferie (de engelske skoler) og der er flere steder i England vi gerne vil hen så vi kigger lidt på det i øjeblikket. Vi skal højst sandsynligt til bryllup i Italien næste år. Mandens fætter:) uhh det glæder vi os til, hvis de holder det der.
    Sikke fine billeder af dem alle. Ser så hyggeligt ud:)

    Kommentar af Mette — 13. marts 2017 @ 18:50

    • Sikke en masse I har at glæde jer til – især bryllup i Italien lyder anderledes og meget spændende.

      Kommentar af Ellen — 13. marts 2017 @ 19:26

  5. De fleste af os reagerer nok sådan indimellem, men det er en rigtig god idé at gøre det bevidst, hver gang der er en lejlighed. TAK 🙂

    Kommentar af Rasmine — 13. marts 2017 @ 18:55

    • Det kan undertiden få vendt noget negativt til noget positivt, når man gør sig bevidst, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. marts 2017 @ 19:27

      • Det har ellers været mit valgsprog i mange år, men der er et stykke vej derfra og så til at vende den aktuelle gale situation i praksis lige på stedet, så endnu en gang tak 🙂

        Kommentar af Rasmine — 13. marts 2017 @ 21:59

        • Enig – og det er jo nemlig to ikke helt ens anskuelser. Det ene er efterrationalisering; det andet at forsøge at se anderledes på en dårlig situation lige her og nu.

          Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 09:09

  6. Det er ikke nogen dårlig ide at gribe livets tilskikkelser an efter den model 🙂 Den er værd at notere sig!

    Kommentar af Randi — 13. marts 2017 @ 18:56

    • Det kan sommetider få én til at se lidt anderledes på de negative sider 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. marts 2017 @ 19:28

  7. Tænk at kunne tage med et gammelt damptog og være passende påklædt – det er en skøn oplevelse. Det var paraplyoplevelsen nok også, og Merete havde da helt ret – det var noget af en oplevelse. Man undgår mange ærgelser, hvis man prøve at finde oplevelserne.

    Kommentar af conny — 13. marts 2017 @ 20:33

    • Hun havde nemlig helt ret, men det kan nogle gange være lidt svært at se de lyse sider, hvis tingene går en lidt imod – men lykkes det så, er man jo helt stolt af sig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. marts 2017 @ 20:52

  8. Hvor er det en god tilgang til livet. Og det ser da prægtigt ud med familien på togtur. Mon du har læst Pollyanna? En gammel bog fra dengang min mor var ung. Den handlede netop om at kunne se det positive i de ting, der skete. En rigtig sødsuppebog som gjorde indtryk på mig som barn 🙂

    Kommentar af Lene — 13. marts 2017 @ 21:38

    • Nej, bogen har jeg ikke læst, men jeg kender The Pollyanna Principle, fordi der er en blogger (som jeg også linker til), der bruger det som blognavn.
      https://en.wikipedia.org/wiki/Pollyanna_principle
      Det princip har fået sit navn efter den bog, du omtaler, så lige pludselig hænger det hele sammen 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 09:14

  9. Man må sige, at I lever op til det positive motto 😀 Det gør verden sjovere og løfter humøret gevaldigt. De andre passagerere må da have hygget sig gevaldigt med at se på den skønne velklædte familie.

    Kommentar af fiberfryd — 14. marts 2017 @ 08:17

    • Ja, det gør. Jeg kan naturligvis ikke altid leve op til det, men jeg gør da et forsøg 🙂
      Mine englændere var de eneste, som var klædt ud – de fik en del kommentarer med på vejen, og de fleste syntes det var en morsom ide at få.

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 09:17

  10. Oplevelser er dejlige og at lave lidt trælse ting om til oplevelser, gør det hele meget nemmere og sjovere.. Det drejer sig om at få det bedste ud af situationen.. 🙂

    Kommentar af Inge — 14. marts 2017 @ 14:11

    • Det gør det, men det kan godt være svært indimellem 😉

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 15:40

  11. Det er et festligt indslag. Det er fænomenet aha-oplevelse, der i den grad anskueliggøres. Godt du holdt fast i det fortrinlige udsagn.
    Jeg går ud fra det er Tim, der hilser ved at løfte hatten. Dejligt at se. Det sker for sjældent i Danmark, men John gør det måske?

    Kommentar af Jørgen — 14. marts 2017 @ 14:14

    • Det brændte sig omgående uudsletteligt fast 🙂
      John har sådan en hat – og bruger den også, men hvor tit han letter på den er et helt andet spørgsmål … det er nok ikke særlig tit …

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 15:44

  12. Hvor er det sejt at være klædt på så det svarer til veterantoget. De ser fantastiske ud. Som på film 😉

    Kommentar af betty — 14. marts 2017 @ 22:40

    • Ja, det var der også flere der spurgte om: “Bliver I filmet?” Og: “I er trådt lige ud af en Enid Blyton-roman!”

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2017 @ 22:55


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.