Hos Mommer

8. marts 2017

The world’s my oyster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

P1050975

Da vi var til Johns søsters fødselsdag for ikke så længe siden, var husets søn, som dermed er Johns nevø, selvfølgelig med. Han havde en østersskal med til mig, bare for at vise mig, hvor store østers han havde fundet. Jeg havde set et billede på FB, hvor han stod med et net fyldt med østers, som så temmelig velvoksne ud, men størrelsen fik mig alligevel til at spærre øjnene op, da jeg fik en i hånden.

Det øverste billede siger naturligvis ikke noget som helst, når der ikke er noget sammenligningsgrundlag – det hjælper en hel del med en limefrugt, en æske tændstikker (dog ikke en husholdningstændstikæske, men en almindelig lille en …), eller når jeg holder den i min hånd. Selve skallen vejer 435 gram, men jeg ved ikke, hvad den havde vejet med indmad.

P1050974P1050976

Jeg ved godt, at den bedste spisestørrelse for østers er væsentlig mindre end sådan en goliat her (normalt < 110 gram, og det må vel være med indhold). Det kan jeg sagtens forstå, hvis det handler om at sluge den hel og rå, som skik og brug er, hvad østers angår. At nedsvælge sådan en lidt blævret fætter i knytnævestørrelse er nok lidt af en udfordring selv for østerselskere. Jeg kan spise rå østers, men foretrækker, at de er blevet tilføjet et eller andet (spinat – ost – der er mange muligheder), der gør fornemmelsen lidt mindre snotklatagtig, og derefter lige har været en tur i en ovn.

P1050978

The world’s my (or your) oyster – mon ikke mange af os kender denne lidt specielle vending, som stammer fra Shakespeares De lystige koner i Windsor? Det betyder, at hele verden ligger åben for en; det gælder bare om at gribe de muligheder, der bliver tilbudt.

Reklamer

32 kommentarer

  1. Det er da godt nok noget af en børge, den østers. Jeg ville ej heller synes det ville være en fornøjelse at sluge sådan en karl i en mundfuld. Hvor gammel er den mon?

    Kommentar af Jørgen — 8. marts 2017 @ 15:23

    • Der er noget med, at man kan tælle årringe lige som på træer, så skal vi gætte på 8-10 år?

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2017 @ 17:01

  2. Det var da en imponerende skal – jeg vidste slet ikke, at de kunne blive så enorme.

    Kommentar af Randi — 8. marts 2017 @ 16:18

    • Det vidste jeg heller ikke, men de kan vist blive endnu større end denne!

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2017 @ 17:02

  3. Nu har jeg ikke forstand på østers, men er det en af de indvandrere (vistnok fra Stillehavet), man nu kan finde i stort tal i Vadehavet?

    Kommentar af Eric — 8. marts 2017 @ 16:23

    • Det er det, og de er oven i købet sat med vilje. Det er man så ved at fortryde nu … man havde ikke regnet med, at de kunne formere sig pga. det kolde vand, men det kan de og det gør de.

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2017 @ 17:03

  4. Ja, den må bestemt have været tudsegammel. Eller på steroider. Østers er ellers noget, jeg endnu har til gode at smage, og jeg kan ikke ligefrem sige, at det er noget, jeg planlægger at indtage lige med det første.

    Kommentar af henny894 — 8. marts 2017 @ 16:48

    • Jeg tror ikke, den er ret gammel (se evt. mit svar til Jørgen) – medmindre jeg ikke kan tælle årringe …
      Jeg skulle nærmest tvinges til at spise min første rå østers, hvilket faktisk ikke er specielt mange år siden, men jeg har fået dem i superlækre udgaver i USA, hvor de var tilberedt på flere gode måder.

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2017 @ 17:06

  5. Så store østers har jeg godt nok aldrig set. Og heldigvis for det, for jeg er kkke ret vild med dem. Hvor er de fanget?

    Kommentar af Fru Z — 8. marts 2017 @ 18:21

    • De er snuppet i Isefjorden.

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 09:54

  6. Sikke en krabat! ❤️

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 8. marts 2017 @ 18:51

    • Den er halvstor 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 09:54

  7. Bwadr.. Yrkkkk… Jeg kan ikke klare tanken om øster igennem min hals… det giver mindelser om nattevagter og expectoratprøver der skulle flyttes over i prøveglas med en dertil hørende pipette, evt. hjælpes med en saks!!! 🤢Bare lyden 😱

    Kommentar af Anne Holtegård — 8. marts 2017 @ 20:21

    • Haha – hvis du ikke kan abstrahere fra det, så kan jeg godt se, at du aldrig vil spise østers 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 09:56

  8. Det er faktisk ikke så godt med den invasive østersart. Bl.a. fortrænger de blåmuslingerne, som en del fugle lever af. Fødekædebalancen bliver forrykket, men der skal vist spises rigtig mange østers, hvis de skal holdes nede. Det bliver ikke af mig. jeg har smagt østers to gange, én gang rå, én gang tilberedt, og ingen af delene var nogen fornøjelse.

    Kommentar af Kirsten — 8. marts 2017 @ 20:44

    • ‘Man’ vil også meget gerne have, at de store østers bliver høstet, så Brian har tænkt sig at gå på rov 🙂
      Mon ikke de fleste har det som dig mht. at spise østers?

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 09:57

  9. Yuks, det må jo svare til at sluge en baby-vandmand. Tænk, at nogen kunne være så dumme at sætte den art ud i Vadehavet. Men det er jo ikke første gang, at dyr eller planter med overlæg er sat ud nye steder med omfattende skader til følge. Og nej, jeg kendte ikke udtrykket, men det gør jeg så nu 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 8. marts 2017 @ 20:55

    • De var sikre på, at de ikke ville yngle, men der tog de så fejl. Ingen skader vel naturen med vilje, men der er godt nok blevet begået mange fejltagelser med tiden.

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 10:01

  10. Nu spiser jeg ikke lige østers og med din snotklatagtig beskrivelse skal jeg heller ikke 🙂 🙂 🙂 😀 😀 den er godt nok stor og sluge indholdet råt ville være ækelt

    Kommentar af Mette — 8. marts 2017 @ 23:07

    • Hehe – nogle kommer aldrig til at spise østers, og dem hører du vist til 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 10:01

  11. En ordentlig mundfuld – g det er ‘hele verden’ jo sådan set også. Jeg kan godt nøjes med lidt mindre 😉

    Kommentar af fiberfryd — 8. marts 2017 @ 23:54

    • Ja, især hvis den skal være rå! Men tilberedt kan man jo skære dem over i bidder 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 10:02

  12. Den er imponerende stor og flot, den østersskal. Hvor havde nevøen fanget den?

    Kommentar af Kisser — 9. marts 2017 @ 08:29

    • Den er taget i Isefjorden.

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 10:02

  13. Du godeste.. jeg har det næsten som dig med østers.. Jeg KAN godt spise dem rå, jeg har prøvet og jeg gør det ikke igen.. 🙂 Men tilberedt og evt. gratineret en anelse.. så er det en skøn spise.. 🙂

    Kommentar af Inge — 9. marts 2017 @ 09:33

    • Det er godt, du har det sådan – vi skal jo på den der østerstur på Mandø på et tidspunkt, aftalte vi engang 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 10:03

  14. Det var da en ordentlig krabat. Jeg er glad for, jeg ikke skal spise den. Jeg har prøvet, men synes ikke, der er grund til at presse sig selv! Jeg overlader gerne min østersportion til dem, der nyder den.

    Kommentar af betty — 9. marts 2017 @ 11:22

    • Hvis ikke man bryder sig om østers, er det da også fjollet at tvinge sig selv til at spise dem!

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2017 @ 15:26

  15. Ovre ved Manø samles de i spandevis. Jeg ved ikke rigtig, hvordan de store bæster bedst tilberedes.
    Jeg er en sær størrelse, for jeg foretrækker at samle blåmuslinger, koge dem i havvand og så blot spise dem med hvidt brød og smør. Gerne nede i strandkanten så’n en forårsaften i læ. Men det er nok også fordi vi har dem lige herude i stranden til fri afbenyttelse.

    Kommentar af natural2222 — 10. marts 2017 @ 05:01

    • Ja – jeg ved ikke om du så mit svar til Inge, men vi har lovet hinanden at tage en østerstur i Vadehavet (Mandø) engang.
      Muslinger smager altså også rigtig godt, og hvis man bare kan samle ind, forstår jeg godt, at du benytter dig af det.

      Kommentar af Ellen — 10. marts 2017 @ 08:49

      • I sikkert også blåmuslinger i mængder ude i fjorden foran jeres hus; men en østerstur er da en rigtig god ide.

        Kommentar af natural2222 — 11. marts 2017 @ 08:56

        • Lige hvor vi bor, holder der altid en masse svaner, gæs, blishøns og ænder til i hele vinterhalvåret. Jeg ved egentlig ikke, om nogen af dem spiser muslinger, men der er i hvert fald ikke rigtig nogen … det er der dog nok andre steder i fjorden.

          Kommentar af Ellen — 11. marts 2017 @ 23:14


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.