Hos Mommer

21. februar 2017

Endelig sker der lidt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: , ,

John er præcis lige så utålmodig som jeg – han viser det bare ikke. Den mand kunne blive verdensmester i pokerfjæs, hvis han ellers var et konkurrencemenneske, hvilket han ikke er.
I morges, endnu inden jeg var færdig med at morgenmadshygge med de sidste sider af Solopgang (Victoria Hislop er svær at slippe, Lene! Nu har jeg læst tre af hendes bøger og mangler kun Hjemkomsten), hørte jeg motorstøj ude fra haven. Jeg fik i en fart hevet noget arbejdstøj på og gik ud for at se … jojo, han var ved at motorsavsmassakrere den kinesiske ene. Eller hvad det nu er for en – men uanset hvad, er den snart fortid her i haven. Holddaop, hvor giver det meget lys; der kan sikkert sagtens trives kartofler her, indtil vi finder ud af, hvad vi vil stille op med det skrækkeligt grimme hjørne af haven. “Kan du nu se, hvorfor jeg helst ikke ville fælde det her?”, spurgte John. Jo, det kunne jeg sagtens se, men hvis noget er grimt, skal man da ikke bare lade det være grimt, men gøre noget ved det, og det gør vi så nu. Børnebørnene mister deres hule, som de havde meget glæde af at lave forrige sommer, men vi finder nok et andet sted, de kan bruge til det, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Der skabes plads og lys til ny terrasse (2)

Der skal vist noget nyt plankeværk til. Og/eller en masse klematis, kunne jeg lige pludselig se for mig. Alt træet kommer jo væk, og her er grimt, grimt, grimt, som I kan se. Terrassen får ganske vist en to meter høj væg på hele den ene side, så man vil ikke kunne se dette hjørne derfra, men det vil kunne ses fra flere andre steder i haven. Det fremgår tydeligt her, at den forrige ejer levede sit liv efter det forhåndenværende søms princip. Mange steder havde han brugt flere forskellige slags materialer inden for et ganske lille område, så meget så ret Klondyke-agtigt ud. Det meste har vi fået gjort pænt, men dette hjørne er det værste.  
Nå. Man skal aldrig gå ned på planer. Det tror jeg så heller ikke, vi gør.

Helleborus i knopHelleborus i knop (2)Helleborus i knop (3)

I haven sker der rigtig meget lige nu. To af de tre helleborus, jeg købte sidste år, står sågar i knop. Og mens John var afsted med afskåret træ, pillede jeg strittejawertusser af, for solen skinnede så dejligt, at jeg ikke kunne finde ind igen. Næsten alt er på vej op, selv den franske esdragon, som jeg godt kan være lidt bekymret for, hvis vi skulle få det lovede frostvejr i weekenden. Den står godt nok på en god læplads, men den står trods alt ude. 
Og til jer, der måtte mene, at jeg har været for hurtigt ude: De strittende tingester, jeg i dag har knækket af, ville ikke have kunnet isolere det mindste!

Reklamer

22 kommentarer

  1. Heldigt det er ved at være lyst om morgenen, når morgenmanden går til den med motorsav og det hele. Heldigt at det ikke var en anden ene han fældede, når det nu skulle være den ene ene.
    Det er herligt at se det ske, det med at ting og sager kommer frem igen og jeg håber sandelig også frost i forårets løb ikke skader for meget, fx kan hortensia ikke lide det, hvis de så småt er begyndt at vise blade.
    Det var helt lunt at gå tur i solen i formiddags, i alle tilfælde hvor der var læ. Men der er jo også kun 4 måneder til det går den anden vej igen. Vi skal nå et og andet inden.

    Kommentar af Jørgen — 21. februar 2017 @ 15:09

    • Dejligt! Nu er der kun fire uger til jævndøgn, så jeg vil ikke tænke på midsommer endnu, men ja, vi har meget vi skal nå inden da.
      Han fældede simpelthen den eneste ene 😉

      Kommentar af Ellen — 21. februar 2017 @ 15:15

  2. Det er jo tilladt at overdække sarte planter/buske. En avis eller et evt. dobbeltlag fiberdug kan redde mangt og meget derude.

    Kommentar af Elsebeth — 21. februar 2017 @ 15:31

    • Rigtigt, men det kan man jo kun gøre hvis de opretstående pinde er væk 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. februar 2017 @ 15:32

      • Det kan gøre – både med og med uden! Det er kun en fordel, at der er luft mellem selve planten og dækket.

        Kommentar af Elsebeth — 21. februar 2017 @ 17:41

        • Mnjohh … men da ikke over 60 cm luft 😉

          Kommentar af Ellen — 21. februar 2017 @ 18:05

  3. Tak, jeg havde ikke opdaget, at der var to mere. Har kun læst Øen og Hjemkomsten 🙂 Dejligt med en arbejdsom mand og kvinde, så sker der noget.

    Kommentar af Lene — 21. februar 2017 @ 16:37

    • Så kan du godt glæde dig til Tråden og Solopgang … førstnævnte er bedst, men de er begge gode.
      Vi er såmænd ikke så arbejdsomme – jeg får det bare til at lyde af meget 😉

      Kommentar af Ellen — 21. februar 2017 @ 17:09

  4. Det har lignet forår i dag, hvis man fandt en lækrog. Det bliver da bare det fineste hjørne i haven, når I.. Øhhh John får den grimme ene væk. 🙂
    Glæder mig til det færdige resultat.

    Kommentar af Inge — 21. februar 2017 @ 17:21

    • Ja … men fandt man ikke den lækrog, så var det godt nok blæsevejr!
      Det skal nok blive fint. Engang 😉

      Kommentar af Ellen — 21. februar 2017 @ 17:33

  5. Det bliver godt når den ene er helt væk

    Kommentar af Anette — 21. februar 2017 @ 18:21

    • Bestemt!

      Kommentar af Ellen — 21. februar 2017 @ 19:08

  6. Ene – men om kinesisk ved jeg ikke – er god til røgning af fisk og til at lave knapper og anden træsløjd af, så måske skal I gemme lidt.
    Mvh. og god fornøjelse med planlægning og tålmodighed.

    Kommentar af Kristine — 21. februar 2017 @ 19:14

    • Det er det nemlig … da den store krybende ene blev slagtet lige efter vi overtog huset, fik Marjattas træværksted to store stykker træ med et flot mønster i. Og savsmuldet der kommer når vi skærer, bliver gemt til røgning 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. februar 2017 @ 19:28

      • Jeg tænkte også på børnebørnenes mulighed for at snitte smøreknive og … – uden sammenligning med Emil iøvrigt.

        Kommentar af Kristine — 21. februar 2017 @ 20:06

        • Hehe, der er jeg altså blevet for meget den halvhysteriske mormor … de har nogle store Victorinox-knive med 17.000 ting i, som de bruger flittigt (og som de har fået af os), men jeg bliver helt dårlig, når jeg ser ungerne bruge dem – og det skal da lige siges, at de aldrig er kommet til skade med dem, men skal de snitte, bliver det hjemme hos dem selv. Når jeg så tænker på, hvad jeg lod Charlotte gøre, er det helt fjollet af mig at tænke sådan … 🙂

          Kommentar af Ellen — 21. februar 2017 @ 20:58

  7. Der er simpelthen så dejligt, at det igen er vejr til at fjerne strittejawertusser 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. februar 2017 @ 21:49

    • Ja, det er så 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. februar 2017 @ 10:22

  8. Det lysner på mere end en måde i haven! Det giver godt nok luft og plads til alle dine planer for havebrug.😊
    Store planer må tages i små etaper… og så er det da skønt, at man kan se, hvor stor forskel arbejdet gør… Jeg tager før/efter billeder ( når jeg husker det) Så kan jeg virkelig se, at alle tiltag hjælper… også de små!

    Kommentar af Anne Holtegård — 22. februar 2017 @ 13:08

    • Helt enig mht. før- og efterbilleder. Det er heller ikke altid jeg husker det før det er for sent, men billederne af det nye tiltag bliver på en måde bedre, når forskellen illustreres.

      Kommentar af Ellen — 22. februar 2017 @ 15:37

  9. Hehe, Klondyke-hegn 😀 😀

    Kommentar af /ks — 22. februar 2017 @ 17:26

    • Min fars yndlingsudtryk, når noget var grimt eller misligholdt, var altid noget med Klondyke 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. februar 2017 @ 19:00


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.