Hos Mommer

3. februar 2017

Der er huuuul midt i haven …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags:

I tirsdags fik vi et lidt foruroligende brev fra Osby Kommune, hvori de gjorde os opmærksom på, at man var i færd med at undersøge, om nationens et-, to- eller trekammerbrønde forurener nationens grundvand, søer eller vandløb. De, der gør, skal udskiftes og i den forbindelse bad de os om at udfylde og returnere de medsendte to blanketter, og i øvrigt ville der komme en ud fredag (i dag) for at se på sagerne.
Det var sandelig et kort varsel! Og der stod selvfølgelig intet om hvornår fredag …

Den var god nok ...

Ydermere var jeg ikke i stand til at udfylde alle felterne i skemaet, idet vi i forbindelse med huskøbet ikke fik alle de ønskede oplysninger.
Og hvad pokker betyder BDT???
(Det betyder bad, dusch og toalett, fandt jeg senere ud af. Man skal bare læse det med småt.)
Sveriges Bedste Nabo ringede og spurgte, om han ikke skulle få sønnen (som har et enmands-entreprenørfirma), til at grave et hul i vores have med det samme – han skulle alligevel selv have gravet, og sandsynligheden for, at vi ville blive bedt om at få gravet et godt stykke ned for at se, om der er utilsigtede udsivninger, var tæt på 100 %, så hvis vi gjorde det, til kommunemanden kom, sparede vi, at han skulle komme igen.
Vi sagde selvfølgelig ja tak.
Den var god nok ... (1)

Vi havde egentlig ikke tid til at køre til Sverige lige nu … vi skal have gæster i morgen og skal ud søndag. Hvis jeg handlede gæstemad i går, kunne vi køre derop her til morgen, blive der, til inspektionen var overstået og så sætte kursen hjemover igen. Sikke en måde at bruge en dag på – eller Sådan Kører Man 500 Kilometer Til Næsten Ingen Verdens Nytte, men vi ville selv være til stede for at høre dommen. Og for at få hjælp til at udfylde de blanketter …
Vi kørte hjemmefra klokken seks og var der lidt i ni som aftalt med naboen, idet vi håbede, at ingen kommunalt ansatte ville kunne finde på at komme tidligere end det. Ligeledes forhåbentlig heller ikke senere end kl. 14.
Han kom kl. 10. Det skulle han bestemt ikke høre noget for.

Den var vist ikke helt god nok her ...

Der var gravet et ordentligt krater. Det ligner nærmest et lille hul på billedet, men det var 2,35 meter dybt … og se lige den kæmpesten, der blev hevet op inde hos naboen (midt i billedet). Vi havde også en meget pænt stor en dernede; der var i det hele taget forbløffende mange sten.

Han var tilfreds! Inde hos os var han tilfreds. Han kiggede nøje efter, men der var ingen tegn på, at trekammerbrønden og dens mekanismer ikke fungerede aldeles efter hensigten, så vi var glade. Meget, meget glade, for det ville have kostet os en masse penge at få systemet udskiftet. En masse vil sige mindst 70.000 svenske kroner, så det er sikkert forståeligt nok, at det var med bævende hjerter, vi kørte afsted i morges.
Vi har nu mødt en sød, svensk kommunalansat, som ikke havde spor skrankepavementalitet.
Da han sagde, at alt var som det skulle være og at vi intet yderligere skulle foretage os, kunne jeg kunne have kysset ham, men så havde han nok bare skiftet mening. Han var kun omkring de 30 år …

Reklamer

24 kommentarer

  1. Puha. Herligt der bliver råd til en rejse til NZ.

    Kommentar af Jørgen — 3. februar 2017 @ 16:59

    • Ja … måske … ikke til os begge for de penge, men at det var herligt, kan vi ikke diskutere 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. februar 2017 @ 18:43

  2. Hold da op! Men det skulle også være så sundt at grave huller i jorden. Og fylde dem op igen bagefter… Måske har han fat i den lange ende, ham den svenske entreprenørnabosøn.
    Dejligt for jer at I slap med skrækken!
    God weekend!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 3. februar 2017 @ 18:29

    • Det tror jeg han har – der skal graves rigtig mange huller i rigtig mange haver pga. de undersøgelser 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. februar 2017 @ 18:43

  3. Haha, han skulle nødig skifte mening 😉 Hvor er det dejligt for jer, at alt var i orden. Men sikke en stroppetur på en enkelt dag.

    Kommentar af betty — 3. februar 2017 @ 20:46

    • Det ville have været noget rigtig skidt … men dommen var trods alt turen værd 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2017 @ 09:32

  4. Det er bare det bedste med sådan en besked.

    Kommentar af Kisser — 3. februar 2017 @ 20:51

    • Den var vi ikke utilfredse med 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2017 @ 09:32

  5. Gad vide om de unge, der læser med her, kan synge med på den sang,du antyder i overskriften, kære Ellen, kære Ellen 😉

    http://www.underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com

    Kommentar af Lene — 3. februar 2017 @ 23:43

    • Det var liiiii hvad jeg tænkte, kære Lene, kære Lene 😀

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2017 @ 09:33

  6. Det var godt. Du har sikkert skønnet rigtigt at det ville være uklogt at gi’ ham et kys 🙂 men det fik mig nu alligevel til at tænke på “Kys hinanden” – Max Hansen – som har opfundet det 11. bud – det går jeg helt 110% ind for. 😀

    De store sten i jorden er typisk, det var en af grundene til at så mange bønder måtte opgive at lave større marker i 1800-tallet. Det var virkelig vanskeligt at rydde og fjerne sten. Moberg, Udvandrerne – er det ikke det, den handler om?

    Kommentar af Donald — 4. februar 2017 @ 02:50

    • Jojo, men timing er vigtigt, Donald, og jeg tror det ville have været bad timing at kysse en ung svensk embedsmand lige der 😀
      Ja … det er ikke så underligt, at der er stengærder overalt. Der kunne rigeligt blive til dem, når man ryddede markerne.

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2017 @ 09:35

  7. Åh, han ville da blive smigeret af et kys fra en pæn moden dame:o) Hvor dejligt alt var tip top. Go’ weekend.

    Kommentar af Mette — 4. februar 2017 @ 08:10

    • Du er nu sød, Mette, men du mangler vist et ‘t’, for han har givetvis opfattet mig som en pænt moden dame 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2017 @ 09:37

  8. Puha, sikke en forskrækkelse… 70.000 svenske kroner er mange penge sådan lige pludselig. Men godt, at I slap med den impulsive tur (som I jo ellers er eksperter i… 😉 ). Og godt med gode naboer…

    Kommentar af miafolkmann — 4. februar 2017 @ 08:48

    • Det ville have været en af de mere ubehagelige uforudsete udgifter!
      Vi er normalt gode til det, men nok ikke 500 km bare for at køre en tur 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2017 @ 09:38

  9. Trekammerbrønd – er det en septiktank eller hvad? I mit hoved er en brønd til at pumpe rent vand op fra, så jeg syntes, det var underligt med forureningsrisikoen. Under alle omstændigheder godt, at I blev frikendt. Nu kan I lade hullet stå og lade Audie fortsætte ned til kineserne 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 4. februar 2017 @ 12:56

    • Ja … det tror jeg nok, det er – en septiktank, altså, men i Sverige hedder det en trekammerbrunn, og det kan godt hedde trekammerbrønd på dansk. Uden at være særlig klog på nogen af delene kan jeg ved googling kun konkludere, at det må være det samme: https://www.uponor.dk/infra/loesninger/spildevandsbehandling/soil-treatment.aspx
      Jeg tror nu nok, at vi vil have hullet fyldt op igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. februar 2017 @ 00:23

  10. “og sådan kører man 500 km og får ro i sindet” eller noget 😉 Godt at det, trods alt, gik så fint.

    Kommentar af /ks — 5. februar 2017 @ 10:02

    • Det er rigtigt – all’s well that ends well 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. februar 2017 @ 10:06

  11. At rydde jord for stene, det gør man ikke ene (Piet Hein) Det er godt med sådan en god nabo!!
    Sjovt som proportioner snyder på billederne. Det er et dyyyybt hul… der skulle til at gøre kommunemanden glad…
    De mange kilometer var alligevel godt brugt… Jeg tænker, du nåede en del strik!

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. februar 2017 @ 11:10

    • Piet Hein har sagt mange gode ting.
      Nej, man fornemmer slet ikke størrelsen på det hul – og ja, jeg nåede en hel del strik 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. februar 2017 @ 11:30

  12. Sikken historie. Der er mange ting, man skal gøre som (svensk) husejer.

    Kommentar af conny — 6. februar 2017 @ 10:57

    • Ja, man må være forberedt på lidt af hvert 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2017 @ 11:25


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.