Hos Mommer

1. januar 2017

Brændende og eksploderende mad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags:

Mit Glorious Garlic er indviet, så at sige; jeg brugte ét fed i et fad med kartoffelbåde. Feddet delte jeg i fire, således at John og jeg fik hver to kvarte, bagte hvidløgsfed. Det havde en meget kraftig hvidløgssmag, hvilket kom lidt bag på mig, da jeg snarere havde forestillet mig så stort et hvidløg være en smule svag i koderne.
Vejes skulle det naturligvis – tilsammen vejede et normalt hvidløg og et enkelt, pillet fed 121 gram, der fordelte sig som det ses herunder.
Den 22. december skrev jeg, at “hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg”, hvilket viste sig at være en underdrivelse.

P1050606P1050600P1050601

P1050617I aftes skulle jeg lave dobbeltbagte kartofler; dvs. at man bager dem, piller indmaden ud, moser den groft, kommer lidt forskellige ting i, alt efter humør og smag, putter blandingen tilbage i skallerne og bager dem igen.
Den ene kartoffel havde selv klaret opgaven … ikke med at blande ting i, men at kravle ud og mose sig.
Så kan jeg bare lære at prikke et par huller i skrællen, hvilket jeg normalt også gør, men altså ikke lige i går.

Endelig skulle Østre Gasværk afprøves, så der blev lavet crème brûlée.
Det havde jeg ikke prøvet før, så der skulle googles.
Opskrifterne var temmelig forskellige, men jeg endte med at vælge dessert-og kageguruen Mette Blomsterbergs.
P1050616

Det skulle jeg ikke have gjort – jeg siger ikke, at hun ikke kan få dem til at blive rigtige, men jeg kunne ikke! På trods af, at jeg fulgte opskriften 100 %, med temperaturmålinger i stor stil med Johns dertil egnede ‘pistol’. De så okay nok ud i vandbadet i ovnen; de voksede sig store … men ikke stærke. Da de kølede af, svandt de ind til under halvdelen af ramekinhøjden, hvilket viste sig at give dem en meget underlig, forkert konsistens. Smagen var næsten helt i orden, men den konsistens var … ja, underlig … lidt for fast og lidt for meget hen mod en æggestand, hvilket er en dødssynd for crème brûlée.
Hvorfor hævede de ikke ens? De blev bagt i vandbad ved 150° varmluft, og der var præcis lige meget i hver ramekin.
Brændingen var dog upåklagelig og lige efter bogen, så min julegave bestod prøven.
Det var således kun mig, der ikke bestod … er der nogen af jer, der har en god og ufejlbarlig opskrift på crème brûlée?
Mette Blomsterberg er fyret for mit vedkommende.

Reklamer

25 kommentarer

  1. Godt 2017.
    Jeg har ingen som helst ide om hvorfor cb’erne skrumpede, men jeg har lige læst opskriften hos Kvalimad. Måske er den anderledes. I øvrigt havde jeg den tanke, at skålene til cb bør være flade, og det ses da også på en del billeder, men det ser jo heller ud til at det er et problem med en vis højde på dem.
    God fornøjelse næste gang.

    Kommentar af Jørgen — 1. januar 2017 @ 17:03

    • Tak, i lige måde, Jørgen.
      Jeg læste også Kvalimads, og jeg tog hans vandbadsmetode fordi jeg syntes den lød mere styrbar, men det var ikke en klog beslutning. Jeg vil næste gang prøve Fru Z’s opskrift. Hvis jeg havde taget flade skåle, var det løbet ud over kanten, så der skal prøves forskelligt af.

      Kommentar af Ellen — 1. januar 2017 @ 19:06

  2. Jeg har endnu til gode bare at smage brylcremen, så sig endelig til, når du har fundet den ufejlbarlige opskrift.

    Kommentar af Eric — 1. januar 2017 @ 17:07

    • Den dessert kan jeg godt anbefale – hvis ellers den er lykkedes 😉 – jeg skal nok sige til, når det gør det for mig!

      Kommentar af Ellen — 1. januar 2017 @ 19:07

  3. Jeg plejer at følge denne opskrift http://www.spisbedre.dk/kage-og-dessert/dessert/creme-brulee – og den er altid lykkedes. Samtidig er den ikke helt så fed i munden.

    Kommentar af Fru Z — 1. januar 2017 @ 17:40

    • Tak, Helle – den bliver den næste opskrift, jeg prøver!
      Kan du fortælle mig, hvorfor der i mange af opskrifterne står, at man skal bruge pasteuriserede æg? De bliver jo opvarmet til langt over de 70°, der er nødvendigt for at slå salmonellabakterier ihjel. Det virker i den grad som hysterisk overkill i mine øjne.

      Kommentar af Ellen — 1. januar 2017 @ 19:09

      • Enig. Jeg bruger også almindelige æggeblommer – men jeg er heller ikke specielt salmonellaforskrækket.

        Kommentar af Fru Z — 1. januar 2017 @ 19:55

        • Herligt at høre! Jeg har endnu til gode at bruge pasteuriserede æg, for jeg har heller aldrig været salmonellaforskrækket … jeg har godt nok haft en salmonellaforgiftning, men den skyldtes maden fra en restaurant i Roskilde! Som ikke eksisterer mere …

          Kommentar af Ellen — 1. januar 2017 @ 20:58

  4. Créme brûlée, siger du?! Pas…
    Til gengæld er jeg stor fan af hvidløg. Jo mere des bedre. Jeg har også en ide om, at det holder influenza og andet skidt væk. Bring it on!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 1. januar 2017 @ 18:12

    • Prøv det! Især hvis I er i Frankrig.
      Hvidløg er godt. Det er statistisk bevist, at i lande, hvor man spiser meget hvidløg, er der signifikant færre tilfælde af kræft i mave-tarmkanalen. Man ved ikke hvorfor, men sådan er det ikke desto mindre – det kan jo også skyldes andre parametre …
      Vi spiser mellem et og to hele hvidløg om ugen – vi har jo ingen kolleger at forpeste 😉

      Kommentar af Ellen — 1. januar 2017 @ 19:12

  5. Uhm… elsker hvidløg 🙂 godt har fyret Blomsterberg. Ikke fan af hende 🙂

    Kommentar af Mette — 1. januar 2017 @ 20:03

    • Normalt synes jeg ellers hun er meget god, men lige her gik det altså galt – for mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. januar 2017 @ 20:55

  6. Hvorfor varmluft OG vandbad?
    At de hæver, forstår jeg ikke, medmindre de har haft det for varmt. At de hæver uens, kan skyldes ujævn varme, men det burde varmluften vel umuliggøre.
    Selv blander jeg alle ingredienser med en stavblender, sier og fordeler i forme. I kold ovn, der sættes til 120 g. C. og tændes, derefter bare at holde lidt øje. Afkøle og to timer før sukkerlag og karamellisering en tur i fryseren. Sukkerdrys og i ovnen under grillen, voila! Fremfor at opvarme væske med vanillebælgen for at trække smag fra bælgen bruger jeg hjemmelavet vanillesukker (rørsukker med tomme vanillebælge, der har trukket nogle mdr.) fremfor alm. sukker.
    Mvh. og held og lykke næste gang.

    Kommentar af Kristine — 1. januar 2017 @ 21:55

    • Varmluft udelukker da vist ikke, at man samtidig kan bruge vandbad, som man sætter ting i i et forsøg på at holde temperaturen på max 100° – uden at det tager den ekstra tid, som hvis man sætter selve ovnen på 100°.
      Jeg forstår heller ikke den hævning …
      Tak for dine tip. Næste gang vil jeg dog afprøve Fru Z’s opskrift.
      Jeg laver også selv vanillesukker, men nogle steder (og især i desserter, synes jeg) er det vigtigt, at kornene kommer med – men smag bør ikke diskuteres 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2017 @ 09:12

  7. Hvidløget bliver “større og større”… imponerende. Overraskende smag efter tur i ovnen; jeg ville forvente en sødlig mildere smag…
    Creme Brulee har jeg til gode… der har ikke været en anledning/lejlighed til at prøve det… Til gengæld er jeg meget glad for Tiramisu!

    Kommentar af Anne Holtegård — 1. januar 2017 @ 22:14

    • Det var heller ikke den skarpe hvidløgssmag, som når man anvender det råt, men det havde fint med ‘bid’.
      Tiramisu er helt klart en bedre dessert end crème brûlée, men sidstnævnte er 100 gange nemmere at lave 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2017 @ 09:14

  8. Velbekomme! Ja, det er svært at lave ting, som skal hæve. Jeg husker min mors bekymring over den slags – enten det nu var soufflé eller desserter. Jeg har ikke en forklaring på hvorfor de falder sammen igen.

    Kommentar af Donald — 2. januar 2017 @ 00:33

    • Så måtte jeg jo lige se 22.December. YES sikken en hule at have, det er da skønt!
      Godt Nytår!

      Kommentar af Donald — 2. januar 2017 @ 00:36

      • Problemet var her, at crème brûlée netop ikke skal hæve … 😉
        Børnene elsker deres rottehul!
        Tak, i lige måde, Donald.

        Kommentar af Ellen — 2. januar 2017 @ 09:15

        • AK !!! og dobbelt W! det vidste jeg ikke. Men så fik jeg mig da et grin til middag her dagen efter, og det er ikke det værste, der kan ske 😀 😀 😀

          Kommentar af Donald — 2. januar 2017 @ 12:45

          • Næh … intet er så galt osv. 🙂

            Kommentar af Ellen — 2. januar 2017 @ 13:00

  9. Wauuu nogle store hvidløg.. Gud ved om man kan finde dem i nærområdet..

    Crème brûlée.. siger du, jeg er ret vild med den dessert, men jeg aner ikke et hak om hvordan man gør. Hvis den er på menukortet, bestiller jeg det som regel, og vupti dukker den op på bordet, let og luftig og med et knasende dejligt låg 🙂

    Kommentar af Inge — 2. januar 2017 @ 13:11

    • Jeg har ikke set dem i den gigantstørrelse herhjemme, men hvis du ser nogen, må du gerne købe et par stykker til mig 🙂
      Jeg skal øve mig lidt mere – låget var perfekt, men den var ikke let og luftig 😦

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2017 @ 13:55

  10. Jeg elsker creme brûlée, men har aldrig selv lavet det; vi får kun dessert, hvis vi har gæster og brûléen har ikke været på menuen. Det passer nu ikke helt, jeg har faktisk lavet en catalansk udgave (med appelsin), men jeg mindes ikke hvor jeg fik opskriften fra …
    Ja, hvis nogen finder den slags hvidløg herhjemme, så er jeg også en glad aftager!

    Kommentar af fiberfryd — 3. januar 2017 @ 08:34

    • Vi får også kun dessert, når vi har gæster – ellers ville det da gå helt galt med livmålet 🙂
      Den lyder lækker med appelsin – den opskrift må kunne googles!

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2017 @ 09:25


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.