Hos Mommer

28. december 2016

De gamle køretøjer på Manor Farm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: ,

For 3½ år siden skrev jeg om Tims onkels bilsalg. Dette ene salg var rigeligt til at sikre de to en tryg alderdom – også selv om de har et pengeslugende hus. Ude i garagen/værkstedet, som er både ventileret og opvarmet, har onkel endnu fire gamle, men meget velholdte biler, og naturligvis ville både John og jeg gerne se hans samling. Udover bilerne har han en væltepeter, som hans egen bedstefar kørte rundt på.
En væltepeter hedder på engelsk en pennyfarthing, fordi en penny var meget stor i forhold til en farthing.

P1050572P1050576P1050577P1050574

Jeg var imponeret og John var … jeg ved ikke hvad jeg skal sige han var, men alene hans wow’er og ooohhh’er beskrev med al ønskelig tydelighed, hvordan han havde det med de flotte biler.

P1050561P1050563

Selv jeg var ikke i tvivl om, at der blev kælet for køretøjerne – man kunne servere mad på de motorblokke, og alt skinnede som katteskidt i måneskin.

P1050564P1050567

Garagens ubestridte stjerne var denne Alfa Romeo fra … øhhh … 1936, tror jeg nok … alene her står der et pænt supplement til pensionen – i USA er der i øjeblikket en tilsvarende bil til salg, som ejeren vil have 3,5 millioner dollar for. Onkel gav 25.000 £ for denne her, så jeg tror, hans investering har tjent sig hjem … han lovede, at hvis vi kom igen til sommer, så gav han en tur både i den og i den Jaguar E, som man herunder ser ungerne sidde i. John fik stjerner i øjnene, og incitamentet for at køre derover i maj, som vi allerede har talt om, steg yderligere.

P1050565P1050570

Det er både onkel og moster, der er interesseret i veteranbiler. Alfa Romeoen har deltaget i Mille Miglia et par gange – da tog parret turen fra England til Italien i den smukke, gamle bil for at deltage i løbet. De har været flere gange i Danmark også til løb eller veteranbilejersamvær af forskellig art og har en del kontakter her i landet. De har begge rundet de 70 år, så de deltager ikke længere i deciderede veteranbilløb, men deltager stadig i de mere hyggelige komsammener af slagsen. Han har gennem mange år udlejet forskellige af sine gamle biler til film.

P1050569

Garagen var spækket med gamle skilte og alt muligt mere eller mindre mystisk (for mig) værktøj og dimser, der gjorde det hele meget autentisk at se på.
Han har flere scootere og en Fergusontraktor fra 1953 – samme glimrende årgang som mommer her … min far købte sin første Ferguson i 1956, og jeg husker den som helt mage til den, jeg så hos onkel. Hyggelig nostalgi var det – for mig faktisk mere end bilerne, men det sagde jeg ikke til nogen …
Moster og onkel er et meget sødt par, som vi naturligvis har inviteret til at bo hos os i Danmark, hvis deres veteranvej skulle falde forbi. Onkel arbejder endnu (to dage om ugen), selv om han er 74. Jeg spurgte hvorfor han dog ikke jobstoppede, når han havde en så interessant hobby, der sagtens kunne udfylde alle hans dage. Svaret var, at han ikke havde råd til at stoppe. Det tror jeg så ikke helt på, men han må jo kunne lide sit job.

Reklamer

13 kommentarer

  1. Hold nu op for en historie. Det må da have været en ordentlig en på opleveren I fik.

    Kommentar af Jørgen — 28. december 2016 @ 15:13

    • Ja … den dag var på alle måder god, så den kan vi leve på et stykke tid.

      Kommentar af Ellen — 28. december 2016 @ 16:17

  2. Jeg kan nu godt lide gamle biler. Ikke så meget, at jeg ville ofre noget af min behagelighed for at få en, men jeg synes ikke, det er gået fremad med bilers skønhed. Moderne biler er reverenter talt grimme, efter min mening.

    Kommentar af Henny Stewart — 28. december 2016 @ 22:28

    • Så det synes du? Jeg ville nu ikke bytte, men jeg kunne i givet fald godt have undt dig at få onkels ‘foredrag’ med om sine gamle biler og turene i dem.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2016 @ 09:37

  3. Smukke gamle køretøjer

    Kommentar af Anette — 28. december 2016 @ 23:23

    • Det var der flere, der syntes 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2016 @ 09:38

  4. Ooohhh… iflg Erik er Jaguar E den smukkeste bil der er lavet! Det synes jeg så ikke… Men jeg kan da godt se, at sådan en bilpark må tiltale folk med den interesse… lige som en god garnforretning kan få mit strikkehjerte til at slå hurtigere😉
    Spændende om I får Veteranvisit fra England.

    Kommentar af Anne Holtegård — 28. december 2016 @ 23:49

    • Jeg er heller ikke enig med Erik, men jeg tror, John er 🙂 – og jeg kan også sagtens forstå mænnernes betagelse af bilerne.
      Ja, det kunne være hyggeligt!

      Kommentar af Ellen — 29. december 2016 @ 09:39

  5. Spændende visit. Det er fint, når der passes på de gamle ting (investering eller ej), men som her kræver det sørme god plads!

    Kommentar af Eric — 29. december 2016 @ 09:00

    • Ja, det er nemlig fint, og plads er så heller ikke lige det de mangler 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2016 @ 09:40

  6. Min frisør på 84 vil heller ikke stoppe, så forklaringen er nok at Onkel har det godt med sit job og så kan jeg supplere med en lille teori: Hvis man skal skaffe reservedele til en veteranbil, skal man enten være millionær eller holde sine kontakter vedlige, og selv da går der noget valuta til at skaffe det, som skal bruges for at få en gammel bil til at se lækker ud. Kan det ikke være forklaringen?

    Det var godt at John var med. Det er sikkert sjovere at vise veteranbiler til en der har forstand på det end til en der mener at den vistnok er fra … 😉 (UNDSKYLD!)

    Kommentar af Donald — 31. december 2016 @ 01:12

    • Han blev netop multimillionær på salget af den ene af hans biler, så han mangler ikke noget – det med arbejde må være ren og skær lyst, men det er da også okay.
      Du skal ikke sige undskyld – jeg har ikke en dyt (!) forstand på eller interesse i gamle biler, så jo, det var godt, at John kunne stille de begavede spørgsmål og komme med passende kommentarer til bilerne 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. december 2016 @ 09:37

  7. Test

    Kommentar af John — 25. februar 2017 @ 09:52


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.