Hos Mommer

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Herligt for ungerne med sådan en hule. Ud fra din beskrivelse af adgangsforholdene, kunne jeg nu også få klaus af det.

    Det der hvidløg, det må være et af de “fede” du skrev om forleden dag.

    Kommentar af Henny Stewart — 22. december 2016 @ 18:44

    • Ja – det er helt sikkert en børnehule!
      Hehe, det tænkte jeg ikke engang på, men det er da rigtigt: Det er virkelig et fedt hvidløg.

      Kommentar af Ellen — 22. december 2016 @ 20:27

  2. se der er det fede hvidløg

    og en super huggelig hule… de heldige de unger

    Kommentar af Anette — 22. december 2016 @ 19:07

    • Ja, det er, og som jeg skrev til Henny herover, så fik jeg ikke engang den tanke, da jeg så det 🙂
      De er så superheldige, er de.

      Kommentar af Ellen — 22. december 2016 @ 20:28

  3. Jeg skulle heller ikke nyde noget af at kravle derind. Desto mere egnet er det til en børnehule, for så kommer de voksne jo ikke rendende i tide og utide 🙂
    http://www.underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com

    Kommentar af Lene — 22. december 2016 @ 19:55

    • Det er rigtigt; de har den i høj grad for sig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. december 2016 @ 20:29

  4. Indledningen lader forstå, at det vil være klogt at afskaffe julen og undgå alt det kaos. Hvidløg bør importeres fra Mexico eller være af dansk avl. Det er jo noget af en historie, der knytter sig til den superhulen.

    Kommentar af Jørgen — 22. december 2016 @ 20:10

    • Det vil i mine øjne være meget uklogt at afskaffe julen, som jeg holder så meget af – så tager jeg hellere lidt kaos med i købet.
      Det er en hule med historie, og dem er der ikke så mange af 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. december 2016 @ 20:30

  5. Julen er nu skøn trods kaos og travlhed… det er jo en del af den fortættede stemning lige ind under juleaften!
    Ha… jeg tænkte også på fede hvidløg, da jeg læste… De er godt nok imponerende. Kan de ikke dyrkes herhjemme?
    Alle børn skulle have en hule. Vores unger har bygget på volden af grene og tæpper og holdt hemmelige møder… Superhullet her er vist luksusudgaven. De har noget at fortælle om, når de bliver voksne!

    Kommentar af Anne Holtegård — 22. december 2016 @ 20:55

    • Ja, jeg vil i hvert helst ikke undvære den!
      Jeg er ret flov over, at jeg ikke selv kunne få tanken om de fede hvidløg 😦 – og jeg tror ikke de vil kunne blive så store herhjemme.
      Mon ikke også alle børn har eller har haft en hule? Det hører med til barndommens land.

      Kommentar af Ellen — 22. december 2016 @ 21:33

  6. Godt at I fik jeres and, og at du er godt rustet til kamp! Rigtig god jul derovre! ❤️

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 22. december 2016 @ 21:35

    • Ja … alt ender med at gå op i en højere enhed, og det bliver jul i det lille hjem til sidst 🙂
      Tak – og god jul til jer!

      Kommentar af Ellen — 22. december 2016 @ 21:48

  7. Det var da et hvidløg i særklasse 🙂 Dejligt for børnene at have deres egen hule – og dejligt at se, hvor godt de to søskende tilsyneladende hygger sig sammen.

    Kommentar af Randi — 23. december 2016 @ 07:18

    • Det må man sige!
      De har virkelig godt sammen – undtagen når de er ved at slå hinanden ihjel, men det sker heldigvis ikke ret tit 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. december 2016 @ 08:48

  8. Det kan man da kalde fede fed, du milde! Og sikken hule – der er ikke noget at sige til, at ungerne er begejstrede. Mon man malttrakterede, da ovnen var i brug?

    Kommentar af Eric — 23. december 2016 @ 16:37

    • Sådan en hule må kunne begejstre ethvert barn.
      Hehe, ja, det gjorde man vel på en måde – man malttrakterede bryggerierne 😉

      Kommentar af Ellen — 23. december 2016 @ 18:48

  9. Wow, sikke et hvidløg. Hvor er det en skøn hule, børnene har. De har dejlige legeforhold både inde og ude. Det må også være skønt for jer bedsteforældre at se. Mine børnebørn er gode til at bygge en spontan hule af stole og tæpper lige midt i stuen. Der kan foregå mange ting indenfor tæpperne. 😉

    Kommentar af betty — 23. december 2016 @ 22:17

    • Alle børn bygger huler! Det hører simpelthen med til barndommen, og alt kan bruges. Før denne murstensudgave var det også stole og tæpper der blev brugt. Og papkasser …

      Kommentar af Ellen — 23. december 2016 @ 22:28

  10. Åh hvor dejlig læsning om dine charmerende børnebørn. Alle mine børnebørn har også altid lavet huler, når de har været på ferie hos os enten i skoven i Rågeleje eller i sofagrupper i Skodsborg
    Det var tider! Og det taler jeg og de meget om. Rigtig glædelig jul fra en trofast læser i Nærum.
    Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 24. december 2016 @ 00:07

    • Hvis man har fantasi nok, og det har de fleste børn heldigvis, så kan man altid finde et sted at bygge en hule, tror jeg.
      Det er skønne barndomsminder, og de holder nemlig hele livet – det er lige som det skal være 🙂
      Rigtig god jul ønskes også til dig her fra det sydengelske!

      Kommentar af Ellen — 24. december 2016 @ 12:25

  11. Malttørrer? Malttørreri? Hvad er det for en klokke, der ringer? Nåh jo, Skamby på Fyn anno 1950! Da var jeg bekendt (eller mine forældre var) med en “maltgører”, ejer af et “maltgøreri”. Ordet lyder hjemmelavet, men nej, det står faktisk i ODS (Ordbog Over det danske Sprog).

    “Malt-gører, en. person, der (som levevej) beskæftiger sig med maltgøring. Moth.​M45. Resol.28/101846. de fleste Gaardmænd (var) Maltgørere, baade af deres egen Byg og noget indkøbt Korn.”
    Trap.4IX.295.
    fra ODS bind 13, 1932

    Kommentar af Erling — 25. december 2016 @ 11:56

    • Tak – velkommen hertil og undskyld, at det tog mig så længe at opdage og dermed godkende din kommentar – det er kun første gang du kommenterer, du skal godkendes.
      Det er interessant, at det hedder en maltgører. Jeg er altid bare gået ud fra, at det også hed en malttørrer på dansk, men det er altså ikke tilfældet.

      Kommentar af Ellen — 26. december 2016 @ 11:07


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.