Hos Mommer

8. november 2016

Først den ene vej …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

Først den ene vej og så den anden vej … denne sangleg var et af de faste indslag ved barndommens juletræsfester, og jeg kom til at tænke på den i formiddags, da John og Søren kastede sig over at flytte træ.
Men allerførst på med en hel del tøj – vi vågnede op til ÷9° – det var godt nok halvkoldt. Heldigvis havde brændeovnen formået at “brænde over”, fordi den blev stopfodret lige inden vi gik til køjs, så stuetemperaturen var hurtigt oppe på 20° igen.
De tilsavede stykker træ blev fragtet fra bunken omme i haven og ind i garagen, hvor vi vil kunne stå og kløve det, selvom det er regn- eller snevejr.
Traileren var med – for det første sparede det en masse rygskadende ture med en trillebør og for det andet kan vi hente lidt brænde med hjem.

Da jeg formanede dem om at huske at holde pause, inden de får ondt i ryggen, svarede de i munden på hinanden henholdsvis
Det nåede vi ikke og Det er skam for sent … tossede mandfolk. Heldigvis mente de det ikke, men de er vist ikke brødre for ingenting.

Først den ene vej ... (1)Først den ene vej ... (2) 

Ale-lageVejret var og er dog superflot; med solen skinnende fra en høj og klar, blå himmel, så mændene havde ingen problemer med at holde varmen.
Man fornemmer måske via de sidste ord, at jeg ikke var med til at slæbe træ? Det er i givet fald en helt rigtig fornemmelse … jeg havde travlt med forberedelser til aftensmaden … om to dage …
1½ liter ale, med masser af frisk rosmarin og timian, seks hvidløgsfed, 100 g honning, salt, hel peber og skrællen af en citron. Koges i 10 minutter.
Det skulle køle helt ned – en tur ude på terrassen fremskyndede denne køleproces betydeligt – inden det blev hældt i en pose sammen med en hel kylling. Det skal i køleskabet i 1-3 dage, stod der. Jeg tror jeg tager den gyldne middelvej og lader det ligge i to dage. Det dufter aldeles dejligt – også selv om jeg ikke er øldrikker, men mad med øl smager skønt; fx ølbraiserede svinekæber eller portergryde, og jeg er sikker på, at dette også holder.
Kyllingen skal ovnsteges på en rist, med lagen i et fad nede under. Til sidst ristes champignon, som kommes i væden. Det kan næsten ikke gå galt, og jeg glæder mig allerede til torsdagens middag.

Æbler efter frostÆbler efter frost (1)

Skyggerne er allerede, her i starten af november kl. 14:30, meget lange.
Nå. Det vender igen om seks uger. De er gået, inden man kan nå at sige vintersolhverv.

14 kommentarer »

  1. Ja, lygten tændes klokken fire alt…. Det er godt nok blevet både mørkt og koldt, men jeg nyder det virkelig meget! Det lyder også som I hygger jer med det ❤️

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 8. november 2016 @ 17:07 | Svar

    • Ja … mørketid er hyggetid. Ikke fordi man ikke kan hygge om sommeren, men det er på en helt anden måde🙂

      Kommentar af Ellen — 8. november 2016 @ 17:40 | Svar

  2. Uf, det lyder koldt. Vi har også elektriske tæpper i brug i autocamperen – så skønt med en lun seng på en frostklar nat. Ja, mad med øl smager dejligt – jeg havde netop en hofret engang med porter; måske den samme portergryde, som du nævner…🙂

    Kommentar af miafolkmann — 8. november 2016 @ 18:31 | Svar

    • Uhhhja – hvis man har en varmetæppevarm seng, kan det snildt være frostvejr lige uden for næsen, men det er alligevel skønt at komme i seng🙂
      Vi to er jo sådan cirka lige gamle, så det kan sikkert sagtens være den samme portergryde, vi taler om🙂

      Kommentar af Ellen — 8. november 2016 @ 20:48 | Svar

  3. Skønne fotos og betragtninger i øvrigt. Tanken om en varm brændeovn er skønt. Det er som om at gulvvarme bare ikke helt giver samme følelse 😉

    Kommentar af LS ☆ — 8. november 2016 @ 18:52 | Svar

    • Gulvvarme er virkelig dejligt – vi har det i køkken og badeværelse (i Den Stråtækte, altså), men her i Sverige er en brændeovn og et gammeldags komfur absolut at foretrække🙂

      Kommentar af Ellen — 8. november 2016 @ 20:50 | Svar

  4. Øl er godt i mad. Prøv evt. en lage af Guinness og soya, hvidløg, løg, selleri og gulerod i småtern, hele peberkorn, timian og chili efter behov. Den er god til både gris og ko, f.eks. nakkekam og kalveculotte, der efter et par døgn i lagen aftørres, brunes og grydesteges sammen med lagens urter ved lav varme, mens kødet hviler, koges lagen ind sammen med urterne og monteres med en klat smør.
    Med din adgang til æbler, honning og timian, gang i brændeovnen og vintervejr, så er det da oplagt at lave bagte halve æbler på brændeovnen.
    Mvh. og nyd vintervejret

    Kommentar af Kristine — 8. november 2016 @ 19:55 | Svar

    • Den lage skal da lige prøves – den lyder rigtig god, og John ELsker Guinness, så han er helt med🙂
      Nu er vi ikke helt vilde med halve, bagte æbler, men hyggen (og duften) i konceptet lader sig ikke fornægte, og havde børnebørnene været her, havde jeg købt forslaget😉

      Kommentar af Ellen — 8. november 2016 @ 20:53 | Svar

  5. Hvis det har sneet lige så meget hos jer som hos os, var det den rigtige dage herrerne valgte til at flytte træ, for her tror jeg ikke, man vil kunne flytte ret meget i dag. Vi vågnede i sandhed op til vinter – måske på flere områder?

    Kommentar af Fruen i Midten — 9. november 2016 @ 09:49 | Svar

    • Det har sneet, men ikke så meget, at det kan forhindre mændene i at fortsætte med at arbejde udendørs.
      Og ja … det er godt nok spændende på den ikke helt go’e måde, hvad der nu sker på verdensplan!

      Kommentar af Ellen — 9. november 2016 @ 10:07 | Svar

  6. Her er i løbet af valgnatten kommet godt og vel (dvs. mere end) 10 cm. sne. Det er tungt som bare pokker, idet det er tøvejr. Det må meget gerne forføje sig væk igen. Gamle mænd m/k skal lære at holde pauser i tide, skal de. Det lyder som en herlig middag torsdag.

    Kommentar af Jørgen — 9. november 2016 @ 12:53 | Svar

    • Holddaop – jeg håber det er væk,inden vi skal køre hjem på fredag.
      Gad vide, om de gamle mænd nogensinde lærer det?
      Jeg håber det bliver lige så godt, som det dufter og lyder🙂

      Kommentar af Ellen — 9. november 2016 @ 13:32 | Svar

  7. Gad vide om I har holdt sneen fra døren? Stockholm lader til, nærmest at være forsvundet i snemasserne😉
    Det lyder som en forjættende kyllingeret; hvis det holder stik er jeg meget frisk på at afprøve opskriften!

    Kommentar af fiberfryd — 10. november 2016 @ 16:31 | Svar

    • Lige her ved os er der ikke meget sne tilbage, men vi er spændt på at se hvordan det ser ud nede ved Den Stråtækte.
      Vi ved i aften, hvordan kyllingen blev – det er nemlig vores mortensand🙂

      Kommentar af Ellen — 10. november 2016 @ 16:44 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.