Hos Mommer

7. oktober 2016

Newport, Rhode Island, hvor Vanderbilt og lignende godtfolk boede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:54
Tags: ,

Denne sidste dag, inden turen går ind til New York City, tilbringes i The Newport Area i lilleputstaten Rhode Island. Men er staten lille, er pengene til gengæld store. Meget store, hvilket med al ønskelig tydelighed skinner igennem via de store enorme kolossale huse, vi har set.
Nogle få af dem er i dag åbnet for offentligheden, bl.a. Vanderbilts sommerhus, som ses på øverste billede. Der findes en Mansion Tour, hvor man kan komme rundt og se fire af de gamle multimilliardærers ‘hytter’ (det kaldte de dem gudhjælpemig) indvendig, men det gad vi ikke. Vi legede i stedet glo-turister (det var vi mange om) og kørte langsomt ned ad Bellevue Avenue.

P1040472

Det er i vores – samt et pars fra Chicago, vi talte med, mens vi spiste frokost, og sikkert også mange andres – øjne temmelig meget for meget show off at bygge et hus med 70 værelser blot for at bruge det nogle få uger om året. Der stod 70 værelser i brochuren, men så stort syntes vi egentlig ikke, huset virkede – det blev meget værre nede på Ocean Drive, som det ses på billedspammen herunder.
Det var ikke allesammen sommerhuse – tror vi nok – mange af dem så ret beboede ud, men det er svært at vurdere – der er jo penge nok til at holde parkerne velplejede, selv om man ikke selv er der.

P1040476P1040477P1040480
P1040482P1040487P1040490
P1040501P1040499P1040504

P1040496Man kan lide disse paladser og det, de symboliserer, eller man kan ikke lide dem. Det er svært at undgå at blive imponeret over det. Jeg gider ikke spilde mit krudt på at have ondt i en vis legemsdel over folk der har så mange penge, at dette er en mulighed. Jeg kan kun sige, at selv om jeg var så velhavende, har jeg svært ved at forestille mig erhverve mig et hus af den størrelsesorden, men på den anden side tror jeg der sker noget med ens hjerne, hvis man først er så rig.

Stranden var fin, med klippeskær og rent, hvidt sand. I sæsonen er det ikke alle og enhver fra pøbelen, der bliver lukket ind her på Goosebay Beach, men så sent på året er der frit slag, så vi fandt et bord med bænke og indtog den sidste hjemmelavede frokost fra køleboksen sammen med parret fra Chicago. Det er 25 grader, og solen skinner fra den højeste, flotteste og blåeste himmel, man kan tænke sig, så vi gik en tur langs vandet efter frokosten.

P1040493

Vi kan godt mærke, at vi er ved at være landskabs- og køremætte. Vi gider ikke rigtig køre rundt eller at bo i en kuffert mere. Nu glæder vi os til at komme ind til New York og opleve noget helt andet i de sidste dage, inden turen går hjem.
Vi trænger også til at få rørt os; det bliver ikke til nok, når man sidder i en bil halvdelen af dagen og oftest mere – øv, hvor er der røget nogle kilo på, og selv om de kan finde fast bopæl på bare et par uger, er det irriterende svært at få dem til at flytte væk igen.

Jeg så en skøn bemærkning i dag på et skilt til en Liquor Store: According to chemistry is alcohol a solution!

22 kommentarer »

  1. Ja, oplevelserne på jeres tur er mange og mangeartede. De kolossale huse er – selv om det må erklendes, imponerende – noget som jeg i min mere almindelige situation/livsstil ikke kan blive særligt misundelige over. Der er jo mange, mange flere ting, som man kunne ønske sig, hvis ens økonomi blev betydeligt forbedret.
    Det er dog stadig skønne billeder og oplevelser, og jeg glæder mig til at se, hvad New York City byder på.
    Det friskgrønne tang ser indbydende ud ;o)

    Kommentar af Lene R — 8. oktober 2016 @ 03:18 | Svar

    • Næh, misundelig kan man ikke blive over denne ekstravagance, men det er sjovt at se.
      Det var en ‘tyk’, garnlignende tang, som jeg ikke før har set🙂

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2016 @ 12:41 | Svar

  2. Det er absolut nogle flotte “hytter” – virkelig imponerende. Personligt kommer jeg aldrig til at drømme om at bo i sådan et stort hus – jeg ville jo ikke turde være alene hjemme😉

    Kommentar af Randi — 8. oktober 2016 @ 07:05 | Svar

    • Der er sikkert ellers mange steder, du kan gemme dig😉

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2016 @ 12:41 | Svar

  3. Jah, de gamle sommerhuse på Strandvejen nord for Kbh syner jo ikke af meget ved siden af de kæmpekasser, du viser billeder af. Man kan undre sig over, hvad man ville med SÅ meget plads. Var det alene show off, eller kunne der være forhold, hvor det gav (bare en lille smule) mening? Nyd nu det gode vejr, så krydser jeg fingre for, at Matthew holder sig langt fra jeres breddegrader og ikke sender regn efter jer. Glæder mig til st se, hvad I vil opleve i New York🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 8. oktober 2016 @ 08:35 | Svar

    • Strandvejshytterne bliver virkelig hytter i sammenligning.
      Det har nok givet mening for Vanderbilt og kolleger, men jeg skal ikke kunne sige hvilken …
      Matthew ser ud til at dreje af længe før han kan genere os, men han er en slem hvor han er.

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2016 @ 12:45 | Svar

  4. Jeg kommer fluks til at tænke på vores tur til St. Tropez og de kæmpestore yachter der lå der. Flotte ser de ud, men ikke om jeg gad bo der, Skibene kunne jeg derimod godt tænke mig en tur med🙂
    I er kommet vidt omkring, må I få nogle dejlige dage i New York.

    Kommentar af Lene — 8. oktober 2016 @ 09:27 | Svar

    • Det kunne være ret fedt at prøve en tur på en kæmpestor yacht, selv om jeg ikke drømmer om at få bare en lille en af slagsen🙂
      Tak …

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2016 @ 12:47 | Svar

  5. Jeg synes nu også, det er ret blæret, at de kaldte dem “cottages”.

    Mht hvilke legemsdele, man kunne gå hen og få ondt i, så vil jeg gerne slå fast, at man ikke skal lade mig vinde sådan en hytte uden det personale, der skal til for at holde den ren med nypudsede vinduer, for det gad jeg godt nok ikke selv!

    Kommentar af Henny Stewart — 8. oktober 2016 @ 23:50 | Svar

    • Det kan jeg jeg sådan set kun tilslutte mig;-)

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2016 @ 22:28 | Svar

  6. Hold da op Ellen. Sikken da en super tur i er på…Jeg har lige skimtet dine mange indlæg om canada og USA. Bemærkede at det nu er nordstaterne? Jeg har altid drømt om en tur derop enten forår eller efterår, pga de flotte farver. Dem kan jeg se en del af på dine billeder.
    Fortsat god rejse

    Kommentar af havehyrden — 9. oktober 2016 @ 08:09 | Svar

    • Det er/har været en fantastisk tur.
      Jeg tror nu ikke, at farverne er noget særligt om foråret, men her om efteråret kan jeg kun tale meget varmt for at opleve dem.

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2016 @ 22:31 | Svar

  7. Der er “hytter” og så er der hytter! Men alt er højere og større og… i Guds eget land. Jeg holder mig til strofen “ved jorden at blive, det tjener os bedst!”
    Når det er sagt, så er det jo altid spændende at se, hvordan andre lever.
    God tur til New York.

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 9. oktober 2016 @ 09:47 | Svar

    • Jeg vil bestemt heller ikke bytte med Den Stråtækte, men jeg ville heller ikke have undværet at se alt det vi har set🙂
      Tak – turen er slut – vi sidder i lufthavnen nu …

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2016 @ 22:33 | Svar

  8. Hold nu op nogle store boliger. Vildt. Det er jo rene hoteller!
    Lyder som om at I fortsat hygger omend I glæder jer til lidt ferieforandring.

    Kommentar af LS ☆ — 9. oktober 2016 @ 10:07 | Svar

    • Ja, det er nogle store små knaldhytter, de holder sig her … og jo, det var fint nok med forandring og nu er vi på vej hjemover igen.

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2016 @ 22:35 | Svar

  9. Ja, at der “sker noget med éns hjerne, hvis man først er så rig.” – Det tror jeg gælder mange, men ikke alle, men hvad kommer først? Den opfattelse af at man må have rigdommen (og derfor tramper alle konkurrenterne ned) eller den anden, flid og dygtighed og vilje til at lave et produkt, som kan gøre livet lettere for “alt folket” – vi bliver nok nødt til at se at der er mange måder at blive rig. De smukke huse kan jeg godt lide uden tanke på at de symboliserer klassesamfundet, jeg ser dem som udtryk for søgen efter skønhed. Jeg prøver at finde streetview på GoogleEarth.
    Du er lykkedes dig at fotografere bygningerne fra gode vinkler – de ligger vel med facaden ud til vejen, men der vil ofte være noget, som tager udsigten (og det er der ikke på de flotte billeder her)🙂

    Kommentar af Donald — 9. oktober 2016 @ 10:46 | Svar

    • Ja, hvad kommer mon først? Godt spørgsmål … jeg vil gerne bilde mig selv ind, at det ikke ville forandre mig hvis jeg vandt 50 millioner i lotto … men det ville nok forandre min levevis en smule. Og alle mine nærmestes😉

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2016 @ 22:39 | Svar

  10. Py ha, godt jeg lige gik ind på det her indlæg igen og kunne se, at du har skrevet d, 12. oktober. Jeg var ved at blive bekymret for dig, du plejer jo ikke holde “radiostilhed” så længe🙂 Velkommen hjem

    Kommentar af Lene — 13. oktober 2016 @ 05:23 | Svar

    • Det var synd, du nåede at blive bekymret … jeg skrev på FB, at jeg pga. elendig netforbindelse opgav at blogge, mens vi var i NY, men der kommer du vist ikke så tit? (På FB altså😉 )
      Lige nu sidder vi i LHR og venter på sidste del af hjemturen. En smule trætte …

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2016 @ 09:32 | Svar

      • Nej, jeg er ikke på FB, og så er jeg ret god til at forbinde ting, så der var jo sket en togulykke mere lige som I skulle dertil🙂
        Det er en lang tur hjem,håber den sidste del af turen går planmæssigt.

        Kommentar af Lene — 13. oktober 2016 @ 16:51 | Svar

        • Ja, vi læste om sammenstødet i The Subway – det skete vist den første nat, vi havde i NY😦 Sikke noget …
          Alt gik planmæssigt, og nu er vi helt hjemme igen🙂

          Kommentar af Ellen — 13. oktober 2016 @ 16:57 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.