Hos Mommer

6. oktober 2016

Maine lobstah

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 02:36
Tags: , ,

Vi har været i Berlin, Bath og Belfast. Vi har været i Denmark og i Dublin. Vi har været i Libanon og Lissabon, i Norway og Napoli og i morgen kører vi igennem både Portsmouth og Plymouth.
På to dage kan man nå at køre igennem hele Europa – det er tydeligt at se, at de første nybyggere ankom til netop dette område, for i New England kan man finde alle Europas byer. Vil jeg tro … bynavnene kunne godt tyde på det.

Kennebunkport, Maine

Vi er i Maine, nærmere betegnet Kennebunkport – et navn jeg til gengæld ikke tror, vi finder i Europa. Det er, i modsætning til Bar Harbour, som vi var lidt skuffede over (ALT for turistet), en overmåde hyggelig by. Bush’erne har sommerhus her. Det skulle, så vidt vi kan forstå, være det herunder længst til højre, men vi så en hel del sommerhuse, hvor Strandvejen nord for København godt kan pakke sammen og begynde at lide stærkt af mindreværdskomplekser i sammenligning med hvad vi så her.

Kennebunkport, Maine

Jeg fandt også det sommerhus, jeg helst vil have. Det er langfra det største, men hvad skal vi også med al den plads? Det er da vigtigere, at der er lejlighed(er) til tjenestefolkene, ikke? (Billede herunder).
På den anden side: Vi har vist nok i to huse plus det dejlige sted hos Charlotte og Tim i England, hvor vi helst vil komme mindst tre gange om året, så det vil nok komme til at knibe gevaldigt med at komme herover bare én gang om året, vil jeg tro … vi dropper det igen.
Det lå ellers ret godt …

Kennebunkport, Maine

Vi er i Maine. Vi er i hummerland. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville komme hjem uden at have fået en middag med Maine lobstah, så det har vi fået her til aften. Det gav det et ekstra lille pift, at vi så hummerne blive landet i tonsvis nede i havnen, inden vi fandt stedet hvor vi ville spise dem.

Lobsters from Kennebunkport, MaineLobsters from Kennebunkport, MaineLobsters from Kennebunkport, Maine

Restauranten valgte vi overvejende, fordi jeg faldt for navnet, som må være et ordspil på Arlo Guthries Alice’s Restaurant: Alisson’s Restaurant.

Alisson's Restaurant, KennebunkportP1040393

Ordspil kan vi nemlig godt lide – her et på seize the day.
Vi bor så fint, så fint her i Kennebunkport – men som sagt er der nogle, som bor finere.
Hvis man skulle være i tvivl, så er det vores natlogi på øverste af de to nederste billeder … en nuser lille bungalow – og feriens første sted med kun én seng. De lagde ud med at give os et værelse med en queen, så da vi sagde, at vi havde bestilt twin beds, fortalte de, at det havde de slet ikke, men vi kunne godt få et værelse med en king size bed. Jo tak, det ville vi meget gerne have.

Maine Stay Inn & Cottages i Kennebunkport

Sommerhus i Kennebunkport

Dette hus hørte vel til i mellemklassen. De største var ikke nemme at fotografere – ejerne havde en vis tilbøjelighed til at gemme dem lidt af vejen.

17 kommentarer »

  1. Hvor ser det altsammen HYGGELIGT ud. Landskaber/vand, situationsbilleder og bygninger. Jeg holder med dig, dit valgte “sommerhus” ser perfekt ud derude på stenene. Det sidste billede viser et ikke bare ALT for stort (sommer)hus; men efter min mening også en usmagelig, prangende mangel på stil.
    Main og Cape Cod vil jeg gerne opleve, og nyder alle dine billeder. Tænk at I også skulle få sådan et skønt vejr igen. Her har vi haft 23 grader, en blid brise og høj sol i dag, og der meldes det samme for i morgen.

    Kommentar af Lene R — 6. oktober 2016 @ 02:53 | Svar

    • Det er simpelthen et fuldkommen fantastisk vejr! Selv om vi ikke har det så varmt som I har, så har vi dog høj, blå himmel og næsten ingen vind. Der var frostgrader i nat, men det er ikke så underligt, når der ikke er en sky at se. Kennebunkport er nemlig smadderhyggelig – både med og uden de smagløse sommerhuse (der er nu også mange fine), så vi nyder stadig ferien i stor stil.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2016 @ 03:14 | Svar

  2. Hvor er der smukt – og sikken et utroligt smukt vejr.
    Pudsigt nok kommer jeg til at tænke på de fotograferende cykelturister i Sjolte😉 Selv om jeg synes deres motiv er noget kønnere! Jeg er nu glad for, at I ikke købte det fine sommerhus, så ville I jo aldrig være hjemme for besøg mere🙂
    Hvordan smagte din hummer? Var den værd at ‘rejse’ efter?

    Kommentar af fiberfryd — 6. oktober 2016 @ 07:48 | Svar

    • Hehe, ja, turister har det åbenbart med at fotografere huse😉
      Jeg elsker hummer! Denne var så god, som jeg husker det … det er mange år siden sidst – ikke ligefrem en hverdagsspise for vores vedkommende.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2016 @ 12:40 | Svar

  3. Fine ordspil. Der ser lækkert ud i Maine, synes jeg.

    Kommentar af Kirsten — 6. oktober 2016 @ 08:57 | Svar

    • Meget flot – som alt andet vi har set, men her skinner rigdom igennem.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2016 @ 12:42 | Svar

  4. Og hvor er så tjenestefolkenes gemakker – omme i skyggen?😉 Men måske er der i virkeligheden rarest at være, når hidsige østenstorme hærger? Og det der mellemklassehus er da på sin vis fantastisk; fire etager og en topterrasse, hvor der kun mangler en kikkert – og måske en pensioneret kaptajn? Flot vejr! Det har vi også, men – brrrrr – det er koldt om morgenen!

    Kommentar af Fruen i Midten — 6. oktober 2016 @ 09:39 | Svar

    • Ja – til venstre ligger der et helt hus, som hænger sammen med det store. Det er bare mit gæt, at det er til de tjenende ånder🙂
      Selv om jeg synes det er fjollet med så meget plads – og oven i købet i et sommerhus – så kan jeg ikke lade være med at glo betaget på dem.
      Pudsigt, at vi har samme vejr lige nu.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2016 @ 12:46 | Svar

  5. Rigtig, rigtig flot! Det med hummer lyder heller ikke værst, men skal man have sådan et stort husskrummel, må man have tjenestefolk, og så punkterer privatlivets fred.

    Kommentar af Eric — 6. oktober 2016 @ 16:36 | Svar

    • Arhhh, Eric, ordentligt opdragede tjenestefolk er næsten usynlige og vant til at være yderst diskrete, uanset hvad man foretager sig🙂

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2016 @ 23:58 | Svar

  6. Jamen dog, først troede jeg at du ville skrive: Vi har været did og hid (i Europa) men intet slår skønheden langs denne kyst, Maine og New Hampshire. Jeg har drømt om New Hampshire’s kyst i mange år, formentlig 30, siden jeg så en film med et par huse i en lille fiskerby i New Hampshire, så jeg troede du var nået frem til at konstatere, at denne New England kyst var suveræn!
    Men det var så noget andet – Denmark, det var dér jeg opdagede det!🙂
    Hummer-middag, dejligt.
    Og flotte billeder. Suk.🙂

    Kommentar af Donald — 6. oktober 2016 @ 18:20 | Svar

    • New Hampshire har kun en meget kort kystlinje, men lidt er der da at gøre godt med, så du kan roligt drømme videre om din lille fiskerby🙂
      Maines og Massachusetts kyster er også smukke (og må ligne NH’s, som ligger mellem disse to stater) – og Atlanterhavet er lidt voldsomt, selv i næsten ingen vind.
      Dejlig middag og en smuk tur🙂

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2016 @ 00:04 | Svar

  7. Forrygende fotos. Og så heldige med vejret… Det fåes jo ikke bedre.
    Ret spændende med alle de “europæiske” lokaliteter. Hvad har de mennesker mon drømt om, længtes efter… og hvilke liv fik de i det nye land?
    Nogen har tydeligvis gjort det godt! Jeg har svært ved at fatte det behov for “STØRST”. Jeg så Peter Ingemann i USA. Og den tankegang de mennesker havde ligger meget fjernt fra min verden…
    Fotsat god rejse…

    Kommentar af Anne Holtegård — 6. oktober 2016 @ 19:24 | Svar

    • Det her vejr kunne vi ikke engang have fundet på at drømme om! Det er helt utroligt, og det bliver bare ved.
      Der ligger mange menneskeskæbner gemt i de bynavne, de tog med hjemmefra dengang.
      Gennemsnitsamerikaneren er ualmindelig sød, gæstfri og hjælpsom … jeg har naturligvis ikke mødt nogen af de meget rige, for hvem det gælder om at prale med sin rigdom.
      Tak!

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2016 @ 00:07 | Svar

  8. Jeg følger stadig med (er bare lidt tidspresset) og nyder at være med på jeres rejse, her på sidelinien. Tak😀

    Kommentar af LS ☆ — 9. oktober 2016 @ 10:12 | Svar

    • Velbekomme … jeg er også presset, men det er rent internetmæssigt, så der kommer nok ikke flere indlæg før vi er hjemme igen🙂

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2016 @ 11:55 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.