Hos Mommer

5. oktober 2016

Atlanterhavet er nået

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:47
Tags: ,

Østkysten er ramt, knaldebangfarverne er væk. Der er en anelse af dem herude, men det er for tidligt endnu til den skønhed, vi så længere mod vest. Turen i dag var feriens længste: 346 km. Vi ankom dog i tide til at nå at køre igennem Acadia National Park, som befinder sig som nr. 14 på top 20-listen over USA’s smukkeste nationalparker. Hvem der bestemmer den rangorden, skal jeg ikke kunne sige … jeg ville have rangeret dem noget anderledes. Fx er Sequoia nr. 12, Joshua Tree nr. 9, Bryce nr. 6, Zion nr. 4, Grand Canyon nr. 3 og Yosemite nr. 2. Monument er ikke engang på listen. Den var vi meget betaget af, mens Yosemite lige så godt kunne have heddet Norge, så den fortrød vi, at vi satte på vores liste dengang – men alle sagde, at den skulle vi se. Undtagen en af ‘mine’ ledere, som netop advarede og sagde, at har man set Norge, er man ikke imponeret over Yosemite. Grand Canyon kom i vores øjne også efter listens nr. 12, 6 og 4, men vi har jo heldigvis ikke samme smag.

P1040332

Her er også ganske nydeligt, men hvad den slags natur angår, er vi som sagt meget forkælede ved at have Norge og Sverige, hvorfor vi som skandinaver nok ikke er så overvældede af den som amerikanerne selv.
I aftes gik vi en tur i North Conway, hvor vi tilbragte natten. Tæt på hotellet lå en stor campingplads, og da vi havde lyst til at se, hvordan sådan en ser ud på disse kanter, gik vi den igennem.

P1040308

Mange af pladserne har egen overbygget terrasse – herover tror jeg vi har fundet en fastligger.

P1040313

Et andet sted havde to familier slået sig ned med bålet i midten tændt. De storhyggede, det var der ingen tvivl om. Det var de helt store campingvogne, P1040325der var på banen her; med motorcyklen bagpå til småturene, og så ellers med knopskydning hist og pist … de havde sikkert også både vaskemaskine og tørretumbler inde i vognen, som vi for seks år siden så i Palm Springs. Vi kan slet ikke lade være med at være betagede af de kæmpe-monsterstore hjem på hjul.

Husker nogen disneyfilmen Peter og Dragen Elliot? Det var en sød og dejlig film, som Charlotte holdt meget af, og hendes børn ligeså 30 år senere.
Den lille Peter undslipper sin skrækkelige fosterfamilie og kommer til Passamaquoddy – endnu et herligt navn, der har prentet sig uudsletteligt i min hjerne (jeg troede faktisk, det var opdigtet), så da jeg så dette skilt i dag, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. Jeg så dog ingen drage her i området, men Elliot var jo også usynlig for dem, han ikke ville ses af – og kommer i øvrigt kun, når små børn ikke bliver behandlet ordentligt.

Det er lidt sjovt at se nogle af de navne/steder, jeg kun kender fra filmens verden.

16 kommentarer

  1. Ja, vi har nok alle forskellige oplevelser/erfaringer, som har indflydelse på, hvor imponerede vi bliver af en naturoplevelse. Med så stor en rejseaktivitet, som I har, skal der noget udsædvanligt til, for at den store WOW-reaktion opnåes. Det betyder selvfølgeligt ikke, at I ikke kan nyde noget mindre storslået, er jeg sikker på. Fortsat god tur herfra.

    Kommentar af Lene R — 5. oktober 2016 @ 03:37

    • Hmm, ja, vi er måske nok lidt forvænte i den retning, men derfor er det alligevel dejligt at rejse og.at opleve, som du skriver.
      Tak🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2016 @ 11:46

  2. Nej, jeg kender ikke Elliot, men til gengæld fornemmelsen af opdigtede navne. Det er mindre end ti år siden, at det gik op for mig, at Timbuktu ikke tilhører samme kategori som Langbortistan😉 Jeg synes nu, der ser ret pænt ud, men jeg har selvfølgelig heller ikke været ret meget i Norge.

    Kommentar af Fruen i Midten — 5. oktober 2016 @ 06:28

    • Hahaha – og sådan bliver man hele tiden klogere😀
      Jeg kan på det varmeste anbefale en tur til Nordkap, hvor man undervejs når at opleve alle Norges forskellige og fantastiske landskaber.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2016 @ 11:49

  3. Mine kommentarer kommer noget spredt, men ipadden driller, så jeg skal til computeren, for at kommentere.
    Oplevelserne står så sandelig i kø; jeg synes det er utroligt, at I kan rumme det! Og at I kan skelne mellem alle jeres mange rejsemål (for ikke at tale om nationalparkerne) er mig en gåde. Men jeg nyder at følge med på ‘tryg’ afstand😉

    Kommentar af fiberfryd — 5. oktober 2016 @ 09:12

    • Det er jo ikke så meget hver enkelt dag – og de nævnte nationalparker er så vidt forskellige, at de er nemme at holde ude fra hinanden🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2016 @ 11:51

  4. Det er da også et fantastisk navn, Passamaquoddy!🙂

    Ja sikke nogle kæmpestore hjem på hjul. Det er godt at US er så stort at der er plads nok til dem🙂

    Kommentar af Donald — 5. oktober 2016 @ 13:05

    • Ja … det ser altså opdigtet ud, ikke?
      Der er plads nok, men de må ikke komme ind i byerne. Det er derfor der er så mange, der har bilen hægtet bagpå.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2016 @ 13:08

  5. Hvor er Atlanterhavet så?🙂 Jeg kan godt forstå at i skulle se campingpladsen. jeg bliver altid så optaget af hvordan folk formår at indrette sig på campingpladser, og jeg gad godt se sådan en stor campingvogn indeni.

    Kommentar af Lene — 5. oktober 2016 @ 13:17

    • Jamen det er lige der på øverste billede … selv om det ikke ligner – det er en vig og ikke en sø🙂
      Der kommer nok flere billeder i dag – vi skal køre langs kysten til Cape Cod🙂
      Man tror det er løgn, når man ser dem indefra!

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2016 @ 13:23

      • Ha, jeg troede jo det var en sø, det ser ikke atlanterhavsagtig ud😉 Sikke en skøn tur I er på.

        Kommentar af Lene — 5. oktober 2016 @ 18:10

        • Jeg kan sagtens forstå din fejltagelse – jeg ville have troet det samme🙂

          Kommentar af Ellen — 5. oktober 2016 @ 21:00

  6. Jeg undrer undrer mig bare over hvordan man manøvrerer de enorme camping”huse”.
    Søren fortalte at bålplads/bålfad var på alle pladserne og træet hentede man bare efter behov. De hyggede hver aften med ild og en aften øl på deres Canada tur.
    Glæder mig til endnu flere feriebilleder… Jeg holder meget af Norge og (noget af) Sverige, men vi kommer der jo heller ikke så ofte som I gør🙂

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. oktober 2016 @ 20:55

    • Det er nemt nok, siger John – men han har også kørekort til ledbus🙂
      Her koster brændet penge, men jeg kan sagtens forestille mig, at det er anderledes i Canada.
      Norge er helt vidunderlig – og så har vi det lige om hjørnet, så at sige!

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2016 @ 21:02

  7. Man bliver ikke mæt af landskabelig skønhed, men lidt havudsigt er ikke at foragte. Hvad er planen så nu? Skal I cruise langs kysten, eller … Måske har du skrevet om det før, men så er det forbigået min opmærksomhed.

    Kommentar af Eric — 5. oktober 2016 @ 21:13

    • Nej, det kan man se på i én uendelighed.
      Vi kystcruiser resten af turen – helt ned til New York, men bider turen over ved Kennebunkport, Cape Cod og Newport.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2016 @ 21:16


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.