Hos Mommer

30. september 2016

Vi er kommet på landet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:11
Tags: ,

Nu befinder vi os lidt nord for Green Mountains, på et Holiday Inn i byen Rutland i staten Vermont.
Vi ankom, checkede ind og fik værelse 142. Da vi kom ind på det, blev vi nærmest slået baglæns af røglugtstank. Jeg ved godt, at vi som eksrygere måske er endnu sartere end aldrig-rygere, men det var virkelig slemt – kan ikke forstå, at rengøringen ikke havde påtalt det, men åbenbart ladet som ingenting. Det lugtede som om der havde boet fire storrygere i værelset igennem længere tid – der var bestemt ikke kun røget en smøg eller to.
Jeg fes tilbage til receptionen og spurgte, om ikke det var et røgfrit hotel, hvortil han svarede joda of course it is. Da jeg fortalte, hvor slemt det var, fandt han omgående et andet værelse til os og gav os frie drinks i baren som undskyldning for ulejligheden. Fin og effektiv behandling og dermed ingen yderligere klager fra vores side.

P1040044

Frokosten tog vi i den lille by Manchester i den lokale deli, som også fungerede som en slags formidler af lokalt kød og grønsager. Ved ikke helt om den form for stalddørssalg var gået i Danmark, men min hjemmelavede tuna sandwich og Johns ditto pulled pork burger smagte glimrende.

Vi har været inde i et par forskellige supermarkeder undervejs og jeg må konstatere, at det ikke er så latterligt igen, at alting skal være så meget større her i USA. Fx (det så vi også hos Lene) sælger de stanniol i velvoksne ruller, så man kun behøver at købe måske en gang om året. Det er bare ét eksempel, men der er selvfølgelig mange andre. Det eneste, jeg har set med den slags storkøb i Danmark, er en køkkenrulle, der indeholder hvad der svarer til seks almindelige køkkenruller. Hvorfor gør man ikke noget mere i det derhjemme? Tænk bare hvor miljø- og emballagebesparende det ville være.

En gård i Vermont

Folk bor på én gang meget ens og meget forskelligt. Husene er bygget over stort set den samme læst – også selv om de på ingen måde er ens … det er lidt svært at forklare … men hvor det ene hus kan ligne noget, der står til nedrivning, kan det lige ved siden af være yderst velholdt, med en sirlig og velpasset forhave. Nogle af dem tror man vitterlig ikke på er egnede til menneskeboliger, men når der holder to biler udenfor, må man vel gå ud fra, at stedet er beboet. Jeg vil forsøge at illustrere det med billeder på et tidspunkt, men jeg er ikke meget for at standse og fotografere den elendighed – har P1040039i hvert fald ikke turdet endnu …

Jeg har fundet ud af, hvorfor de holder sig de meget høje husnumre herovre: Det er rent snyd, for numrene ligger kun i sjældne tilfælde ved siden af hinanden. Nogle gange er der system i det; fx kan naboerne have 11349, 11359, 11369, 11379 osv. Og det er tætliggende naboer – man kan ikke klemme så meget som et haveskur ind mellem husene. De fleste gange kan jeg ikke se noget system, for rækken kan fx hedde 8732, 8746, 8758, 8772 og 8800.

Og så har vi søreme kørt igennem Schenectady – byen som blev udødeliggjort af den formentlig velkendte drunk airline pilot sketch med Dean Martin og Foster Brooks.

6 kommentarer

  1. Jeg troede faktisk, at USA var foran os med hensyn til rygeforbud. I min naivitet troede jeg, at rygning hvor andre kunne komme var helt slut.

    Ting med ubegrænset holdbarhed, som vi har et jævnt og stort forbrug af, kunne sagtens sælges i større enheder.

    Kommentar af Farmer — 1. oktober 2016 @ 05:27

    • Det kommer åbenbart an på hvor i USA man er – selvfølgelig ryges der ikke indendørs, men ellers pulses der løs her omkring, så snart man er ude.
      Ja, man kunne … jeg har købt en liter af min yndlingsshampoo – til samme pris, som jeg giver for 250 ml derhjemme!

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2016 @ 13:23

  2. Jeg er meget enig med dig i dine betragtninger om storkøb, der er mere miljøvenligt og emballagebesparende. Det burde vi arbejde med herhjemme for at fremme bæredygtigheden.

    Kommentar af Stegemüller — 1. oktober 2016 @ 15:08

    • Ja – det burde man overveje i langt højere grad, end tilfældet er.

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2016 @ 20:55

  3. Hvis man ikke skulle kunne få et røgfrit værelse i USA, hvor så? Men det fik i heldigvis også.

    En ting er at opholde sig i røgfyldte omgivelser, men en anden er at skulle sove i dem. Da jeg røg, skete det aldrig i soveværelset. Selvfølgelig lugter hele boligen af røg, når man ryger, men det er dog ikke lige så slemt i de værelser, hvor rygningen ikke finder sted som i dem, hvor den gør.

    Det der med magnumudgaver af mange varer er også noget, min mand har efterspurgt. Vi har fundet en stor køkkenrulle i Biltema, Lidl har den også i perioder. Store folieruller har vi dog ikke fundet nogen steder.

    Det ville være spændende at se, hvis du kunne snige dig til at fotografere de ens og dog så uens huse, men jeg kan godt forstå det, hvis du ikke kan. Jeg er også ret bevidst om, at fotografering i det offentlige rum kan overskride andre menneskers grænser.

    Kommentar af Henny Stewart — 1. oktober 2016 @ 15:36

    • Det undrede mig virkelig – især når jeg ser hvor meget de tager for ekstra rengøring, hvis man overtræder rygeforbuddet. Og ja, det ville have været næsten uudholdeligt at skulle have sovet i det rum.
      Jeg må udtænke en plan for at få ‘nogen’ til at tænke storkøbstanker i Danmark …
      Jeg har taget et par billeder i dag, men ikke de helt rigtige. Endnu …

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2016 @ 20:58


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.