Hos Mommer

24. september 2016

Canada here I come

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:07
Tags: ,

Endelig ankommet – efter en lang og sej tur herover, med skift i London Heathrow og New York. 23 timer fra dør til dør, med ankomst på hotellet i Buffalo klokken midnat præcis. Vi var hamrende trætte begge to og gik i seng med det samme. John sov forholdsvis hurtigt, men kunne jeg falde i søvn?
Nix. Det lykkedes dog til sidst, men jeg vågnede igen efter fire timer og kunne naturligvis ikke falde i søvn igen. Nå, men jeg fik vist også et par timer i flyet over Atlanten, så jeg har jo selvfølgelig heller ikke manglet søvn …
Nu er klokken 18:30 canadatid og 00:30 danmarktid. Lene laver mad, Finn sidder og nyder en forrygende canadisk whisky sammen med John, og Lene og jeg har god rødvin i glassene. Jeg er træt, men glad, og har ikke tænkt mig at gå i seng før ved 22-tiden, så må vi se, hvordan det går. Jeg regner med, at der går et par dage, inden mit system har fundet ud af den lokale søvnrytme.

Niagara Falls

Det gør ikke spor – vi fik en varm velkomst og en kæmpefrokost af Lene og Finn – og det efter en Full American Breakfast, med alt til faget hørende, på hotellet. Nu serverer hun snacks og er i færd med en middag, der ser god ud … det er virkelig et gastronomisk skråplan, dette her – vi har taget mindst 10 kilo på, når vi kommer hjem igen, hvis dette fortsætter.

Horseshoe Falls

Kørt tur har vi også nået – de mente lige, vi skulle snuse til nok den største turistattraktion i området: Niagara Falls.
Im.po.ne.ren.de – selv om det virkelig kun var et snus, for en af dagene skal vi dertil igen, har Lene lovet, og naturligvis igennem hele turistdynen med en tur i Maid of the Mist, så vi kan komme helt tæt på faldene.

The Whirlpool

Lidt længere nede ad floden ligger The Whirlpool, hvor der, som navnet mere end antyder, er nogle ret kraftige hvirvelstrømme.
Det er der naturligvis også nogen, der har lavet en forretning ud af, nemlig ved at tage folk (“på eget ansvar”) med ud i jetbåde og sejle helt ud midt i disse hvirvelstrømme.
Det så ærlig talt ret spændende ud – jeg fik helt lyst til at prøve, men det var jeg vist den eneste, der gjorde …

The Whirlpool

Det er foreløbig en god start – og selv om det var en lang rejse, så ankom vores kufferter sammen med os til Buffalo, på trods af, at vi skulle skifte i Heathrow, hvor det alt for ofte går galt. Eller gik galt, måske … det gjorde det dengang jeg arbejdede, hvor vi af samme grund i videst muligt omfang undgik Heathrow som transferlufthavn, men de kan jo have forbedret deres systemer siden dengang.

37 kommentarer

  1. Fint, at I er fremme. Når blot aktivitetsniveauet er højt nok mærkes jetlaget ikke så meget.

    Kommentar af Farmer — 24. september 2016 @ 03:44

    • Nej, det er også, hvad vi satser på.

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:01

  2. Hård tur! Ser frem til at læse om jeres oplevelser.

    Kommentar af Eric — 24. september 2016 @ 06:28

    • Det er jo prisen for at ville så,langt væk hjemmefra🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:02

  3. Fantastisk – rigtig god tur (;o)

    Kommentar af nuuka04Lona — 24. september 2016 @ 06:44

    • Nemlig … Tak, Lona🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:09

  4. Skønt at I er vel ankommet, glæder mig til at følge jeres ferie.🙂

    Kommentar af Inge Sandvad — 24. september 2016 @ 07:21

    • Ja, dejligt – og tak🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:02

  5. Godt at I nu er kommet frem, både kufferter og mennesker🙂 Rigtig god ferie.

    Kommentar af Lene — 24. september 2016 @ 07:48

    • Ja, det var godt – og tak🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:03

  6. Hvor fantastisk! 😘

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 24. september 2016 @ 07:59

    • Helt enig🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:03

  7. Wow, har de bare Niagara Falls sådan næsten i baghaven!? God plan, at du ville holde dig vågen til kl. 22. Håber, det lykkedes? Det – og så aktivitet, som Farmer skriver – er vejen frem til indregulering af døgnrytmen. Glæder mig til st læse om jeres tur🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 24. september 2016 @ 08:12

    • Ja, næsten i baghaven, og jo, det lykkedes fint, så vi er på rette vej nu🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:04

  8. Naturen i sin fulde smukke udfoldelse.

    Kommentar af Kisser — 24. september 2016 @ 09:51

    • Ja, det er betagende!

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:05

  9. Wauw… Niagara er fantastisk, men den bådtur på hvirvlerne kan jeg snildt undvære! Jeg nød Sørens billeder fra vandfaldene.
    Fortsat god tur. Er der ikke noget med, at det er sværere at vende døgnrytmen, når vi rejser mod øst end mod vest? (Der er heldigvis ikke så langt fra Viborg til Holstebro; det er kun mentalt jeg skal lande efter Skals-ugen!)

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 24. september 2016 @ 12:21

    • De er pænt store, de fald …
      Generelt er det vist sådan, men Lene har har det omvendt; hun tror det har mere noget med at gøre, om man er på vej til eller fra ferie. Vi må jo til østen engang for at se, om hun har ret ..
      Godt du ikke havde problemer fra Skals😀

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 13:07

  10. Rigtig go ferie der:) glæder mig til at læse meget mere:o)

    Kommentar af Mette — 24. september 2016 @ 13:23

    • Tak, Mette🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 15:19

  11. Åh hvor fedt! Det er mere end 20 år siden at jeg (boede i nærheden af Niagara) og helt ærligt … det ser ikke ud til at have forandret sig! Nøjagtig samme ‘turist-oplevelser’ og naturligvis den fantastiske natur i sig selv. Tak for beskrivelse og fotos. Fortsat god tur!

    Kommentar af LS ☆ — 24. september 2016 @ 13:27

    • Du har boet der! Wow …
      Men nej, de ligner nok sig selv fra dengang, de fald, men imponerende er de – og tak🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 15:21

  12. For mig er “Whirlpool” navnet på den lille transportable vaskemaskine, jeg havde i Vanløse… Nej spøg til side Det ser fantastisk ud både Niagara Falls og The Whirlpool. Du er modig, når du sådan får lyst til en tur i en jetbåd. Det turde jeg simpelthen ikke.

    Jeg glæder mig til at følge jeres tur.

    Kommentar af Stegemüller — 24. september 2016 @ 16:08

    • Kender faktisk godt mærket – men denne udgave var en anelse mere imponerende …😉
      Modig? Måske, men det er sådanne fjollede ting, jeg godt kan lide.at opleve.

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 18:14

  13. Jamen nu må I så passe godt på, at I ikke falder i. Vandet, altså! Fortsat god tur.

    Kommentar af Henny Stewart — 24. september 2016 @ 18:07

    • Ska’ nok, mor🙂 Det overlever man i hvert fald ikke!
      Tak🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 18:15

  14. Hvor flot! I må ha’ den mest fantastiske tur…🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 24. september 2016 @ 18:19

    • Ja! Og tak skal du have, Mia🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 18:20

  15. Se nu at få købt et glas Melatonin 3 mg i god tid inden, I skal hjem – der sætter jetlagget ind. 1 tabl. en time før sengetid – den sidste uge inden afrejse, både der- og herfra. Det har vi praktiseret i mange år. Er i øvrigt også en god idé, hvis man generelt har besvær med at falde i søvn!!! I DK fås de kun på recept – og til meget høj pris.

    Fortsat god tur!

    Kommentar af Elsebeth — 24. september 2016 @ 18:32

    • Hvis jetlagget sætter ind, før man tager afsted, så er det da vist mere en psykisk end en fysisk reaktion, hvilket i øvrigt også er Lenes teori, at det er🙂
      Jeg har ikke spor svært ved at falde i søvn, men jeg vågner efter få timers søvn.
      Tak, vi skal nok få en god tur.

      Kommentar af Ellen — 24. september 2016 @ 18:55

  16. Jeg kan varmt anbefale den lille by Jordan og det nærliggende Featherstone estate winery.
    vinene er lækre – specielt deres riesling eller deres sparkling Rosé Joy.
    Ellers kan anbefales niagra-on-the-Lake, men den er noget mere turistet end Jordan.
    Fortsat god tur…

    Kommentar af Merete Sinding — 24. september 2016 @ 20:07

  17. Hvis I har tid, så må I endelig besøge byen Jordan og Featherstone Estate Winery.
    Byen er hyggelig med god cafe og et super sted, hvor man kan købe fudge.
    Featherstone Estate Winery er midt i deres druehøst, men deres butik er åben. Spørg efter Louise Engel, hun er ejer af stedet, falkoner og så taler hun stadig dansk. Louise var udvekslingsstudent i Danmark i 1981:-)
    Fortsat god ferie

    Kommentar af Merete Sinding — 24. september 2016 @ 21:27

    • Beklager forsinkelsen, Merete, men som førstegangskommentator skal du godkendes – fra nu af vil du gå direkte igennem🙂
      Tak for top – Lene, som vi bor hos, kender Louise Engel – vi så stedet i dag, og Lene fortalte om det samarbejde hun har med Louise.
      Og Niagara-on-the-Lake har vi også set i dag – den er ganske rigtigt meget turistet, men det er en smuk og dejlig by🙂

      Kommentar af Ellen — 25. september 2016 @ 01:35

  18. Jeg taler ikke om, at jetlagget skulle sætte ind før, rejsen begynder. Jeg nævner, hvordan det anbefales, at man tager tabletterne for at få en god virkning. Det har ikke mindst betydning for de mennesker, der skal begynde på arbejde kort tid efter, de er komet hjem igen – og en behagelighed for vi andre.

    At man også kan tage dem, hvis man har problemer med at falde i søvn i det hele taget, var kun til almindelig oplysning, da mange ikke er klar over det …

    Kommentar af Elsebeth — 25. september 2016 @ 00:56

    • Så misforstod jeg dig – beklager – men jetlagget generer mig nu ikke specielt meget. For mig er det nok mere en uundgåelig del af en lang rejse, men hvis det virker, kan jeg godt forstå, at det kan hjælpe folk, der skal på arbejde.

      Kommentar af Ellen — 25. september 2016 @ 01:37

  19. For mig var de i flere år et stort problem, når jeg kom hjem. Måske fordi jeg altid opholder mig der mindst tre uger hver gang og var der tre gange om året og altid helt ude vestpå. De gange, jeg har været der i flere måneder, kunne det tage op til tre måneder at ‘komme på plads igen’, hvilket var meget forstyrrende, selv om jeg ikke gik på arbejde.

    Kommentar af Elsebeth — 25. september 2016 @ 11:00

    • Du er klart nok også en af dem, der er voldsomt påvirket … jeg talte sommetider med kollegerne om det, og det var markant, så forskelligt folk reagerede på jetlag. Man siger jo, som en tommelfingerregel, at det tager et døgn pr. times forskel, men det svinger som sagt meget.

      Kommentar af Ellen — 25. september 2016 @ 13:33


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.