Hos Mommer

15. september 2016

Spaghettisquash

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags:

Forleden dag, da vi var ude at køre en tur, kom vi forbi en ret velforsynet vejbod, hvor jeg var nødt til at se nærmere på udvalget.
Tre almindelige og pænt store squash for en tier og en stor spaghettisquash til otte kroner. Spaghettisquash? Hvad er nu det for noget? Den måtte med hjem og afprøves googles.
Den skulle så indledningsvis bages i en halv times tid, hvis man havde skåret den over, hvilket jeg havde, og hvilket var ret svært.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor den hedder noget med squash. Den har en hård skal som et græskar, den har struktur som et græskar og den har kerner, som ligner græskarkerner.

SpaghettisquashSpaghettisquash (1)

Jeg læste flere forskellige opskrifter, men alle gik på, at den skulle bages og derefter skulle kødet tages af med en gaffel, hvorefter den lever op til i hvert fald sit fornavn: spaghetti.
Disse tråde lagde jeg i en dyb tallerken.
Jeg smeltede lidt smør og smed lidt olie i gryden. Derefter spaghettien sammen med frisk basilikum, salt, peber, fire store fed knuste hvidløg og en god deciliter revet parmesan. Blande sammen, svitse et par minutter og færdig.

Spaghettisquash (2)

Det smagte fuldstændig som en blanding af smør, parmesan, hvidløg og basilikum tilsat lidt salt og peber. Det gule ‘spaghetti’ var fuldstændig neutralt og rent ud sagt temmelig kedeligt. Man kan på ingen måde sige, det smagte væmmeligt eller dårligt – det smagte bare overhovedet ikke af noget, så det var vist både første og sidste gang, jeg har købt sådan en.
Medmindre der er en af jer derude, der har en fuldstændig fantastisk opskrift, hvor man bruger en spaghettisquash …

24 kommentarer

  1. Altid godt at vide, hvad man ikke behøver at spilde sit krudt på😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. september 2016 @ 15:28

    • Nemlig – det var en ren servicemeddelelse🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 17:06

  2. Hmmmm… Muligvis ikke noget jeg kommer til at eksperimentere med i mit køkken. Selvom det ligner noget, der godt kunne ha’ fundet sted hjemme hos os!….

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 15. september 2016 @ 15:59

    • Fnis🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 17:07

  3. Tak for smagsløshedsadvarslen. Jeg vil holde mig til spaghetti lavet af durumhvede🙂

    Kommentar af Eric — 15. september 2016 @ 16:26

    • Det vil jeg også🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 17:07

  4. Det er en undskyldning for at spise noget parmesan, hvidløg og basilikum. Et eller andet skal man vel have det på, det er svært at spise det uden noget. Jeg tror, jeg ville foretrække noget almindelig pasta, der alt andet lige også er nemmere at tilberede, medmindre man altså laver det selv fra bunden.

    Kommentar af Henny Stewart — 15. september 2016 @ 16:43

    • Ikke uden noget, nej, men det bliver fremover også kun med rigtig pasta for vores vedkommende, selv om det nok er sundere med squash-tingen.

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 17:08

  5. Måske et fif til at liste ‘det sunde’ i børn…?😉

    Kommentar af LeneTT — 15. september 2016 @ 18:22

    • Det kunne det sagtens være, Lene – de kan i hvert fald ikke påstå, at de ikke kan lide det, for de kan ikke smage det🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 19:11

  6. Dem har jeg ikke set, siden de kom frem for ca. 25 år siden – men hvad jeg lavede med dem, se det er gået i glemmebogen. Større indtryk må de ikke have gjort.

    Kommentar af Elsebeth — 15. september 2016 @ 18:31

    • Næh … og det er forståeligt nok, hvis du har glemt alt om dem, Elsebeth🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 19:11

  7. Aldrig hørt om dem,og nu kommer jeg heller ikke til at smage dem🙂 Du er god til at prøve nye retter.

    Kommentar af Lene — 15. september 2016 @ 21:47

    • Ja, jeg kan godt lide at prøve noget nyt, men spaghettisquash behøver du ikke at lede efter🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 21:52

  8. For en uges tid siden var der anbragt to store, halve spaghettisquash på et bord ved siden af salatbuffeten i min bibliotekscafe. Jeg vidste ikke, hvad det var, men blev på forespørgsel velvilligt oplyst om navn og tilberedning. De så indbydende ud, men min smagsoplevelse var nøjagtigt den samme som din. Hvis man absolut vil spise strimler, er spaghettisquash dog sikkert sundere end spaghetti fremstillet af mel.

    Kommentar af Rasmine — 15. september 2016 @ 22:01

    • Jeg beklager, men denne kommentar var havnet i spamfiltret – aner ikke hvorfor. Du bliver åbenbart blacklistet både hos Disqus og af WordPress😦

      Kommentar af Ellen — 16. september 2016 @ 08:49

      • Det kunne jo være, at diverse systemer er blevet enige om, at de har fået nok af mig😉

        Kommentar af Rasmine — 17. september 2016 @ 09:26

        • Hehe – forhåbentlig da ikke🙂

          Kommentar af Ellen — 17. september 2016 @ 09:34

  9. Jeg har smagt det for cirka en uge siden, fordi det var en del af min bibliotekscafés salatbar. Min smagsoplevelse var den samme som din, men på den anden side mener jeg ikke, at melspaghetti smager af noget i sig selv, så hvis man gerne vil spise lange strimler, er squash vel sundere end mel.

    Kommentar af Rasmine — 16. september 2016 @ 08:15

    • Det sidste er i hvert fald rigtigt, men jeg synes bare ikke, det er alt besværet værd.

      Kommentar af Ellen — 16. september 2016 @ 08:46

  10. Har købt og tilberedt det een gang for nogle år siden. Helt enig med dig!

    Kommentar af Lene R — 20. september 2016 @ 16:32

    • Nå … vi er flere om engangsforestillingen, kan jeg forstå🙂

      Kommentar af Ellen — 20. september 2016 @ 18:08

      • Det er faktisk svært at forstå, at nogen overhovedet kan lide det.

        Kommentar af Lene R — 20. september 2016 @ 18:17

        • Ja … men egentlig smager det vel ikke af noget i sig selv; det er det, man blander den med, der giver smag, og så gider jeg altså ikke besværet.

          Kommentar af Ellen — 20. september 2016 @ 18:34


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.