Hos Mommer

14. september 2016

Værelse med udsigt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags:

A Room With a View – måske husker nogle filmen, som havde både Maggie Smith og Judy Dench i hovedrollerne.
Vi har masser af værelser med [fjord]udsigt i Den Stråtækte – faktisk har vi kun ét rum uden.
Strandengene ned mod fjorden er fredede, og derfor foreligger der en fredningsplan, hvori der står, at der ikke må være noget, der tager udsigten fra vejen og ned mod vandet; undtaget nogle gamle, stynede pile lidt længere mod syd og nogle enkelte æbletræer hist og pist. Pil og hvad der ellers måtte dukke op, skal fjernes. Fredningsplanen foreslår afgræsning som det optimale, ellers må man holde det uønskede nede ved håndkraft.

JÆGERSBORGVEJ-19Manglende udsigt (1)

Grunden over for os var ejet af vores bagbo, som kun bruger huset her på vejen som et sjældent besøgt sommerhus. Det er et par et sted i 70’erne, og han var efterhånden en anelse træt af, at den tidligere ejer af vores hus samt naboerne punkede ham for at holde bevoksningen nede. Han forærede derfor hele stykket, som er temmeligt stort; nok et sted mellem halvanden og to hektar, til Brøderup Efterskole.
De blev selvfølgelig glade, for nu kunne de få deres eget sted at sætte deres kajakker ud, men det er vist kommet lidt bag på dem, at der følger disse forpligtelser med – eller måske nok rettere, hvor hurtigt piletræer, nødde- og hybenbuske gror og spreder sig. Jeg skrev til skolens forstander, vedhæftede fredningsplanen, som han kendte til, men aldrig havde set, og fortalte, at vi var lidt kede af, at vores skønne udsigt var ved at forsvinde.
Han og skolens pedel var her i dag. De er yderst samarbejdsvillige og havde faktisk, få dage, inden jeg skrev til dem, indkaldt alle elever og forældre, der måtte have lyst, til Store Træfældnings- og Buskrydningsdag den 1. oktober på strandengen. Hvor mange der kommer ved de ikke endnu, men de håber selvfølgelig på stor opbakning.
Forskellen ses ikke vildt tydeligt på de to billeder, men det første er fra april 2014 og det andet fra i dag. Det er stort set helt groet til, så vi glæder os meget til at få vores fabelagtige udsigt tilbage, også fra stueplansniveau – det var jo en af årsagerne til, at vi købte stedet her … vi flyttede til en tilgroet have og en åben udsigt. Nu er det næsten omvendt …

IMG_5768

Men snart bliver udsigten åbnet igen, og så kan vi atter nyde synet af hele Præstø Fjord oppe fra bænken.

24 kommentarer

  1. Hvor er det fantastisk!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 14. september 2016 @ 18:52

    • Ja. Her er skønt, og folk er så flinke🙂

      Kommentar af Ellen — 14. september 2016 @ 19:17

  2. Hvor bliver det godt at få udsigten tilbage. Og sikke et fantastisk billede i dit forrige indlæg.

    Kommentar af betty — 14. september 2016 @ 21:19

    • Ja, det bliver fint – så kan vi også se de flotte solnedgange nedefra, så at sige🙂

      Kommentar af Ellen — 14. september 2016 @ 21:55

  3. Det bliver godt at få udsigten tilbage, og det da en fin aktivitet for eleverne… vi havde ligne dage da jeg gik på efterskole – og de var ikke frivillige, men ret hyggelige når man var på enten det ene eller andet arbejds hold eller skulle lave maden.

    Kommentar af Anette — 14. september 2016 @ 22:16

    • Jeg tror det giver en anden form for sammenhold, når man laver den slags ting – og for forældrenes vedkommende er det nok helt frivilligt🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 09:22

  4. Den baenk staar bare skoent; det bliver dejligt at faa udsigten igen.

    Jeg har lige nydt din tur til London/England. Godt det gik helt efter planen.🙂 Jeg haaber vi kan lykkes at vaere samme sted, samme tid paa et tidspunkt.🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 14. september 2016 @ 23:11

    • Ja, det bliver fint – og det kunne også være helt fint, hvis vi to en eller anden gang kunne finde ud af at være i London samtidig🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 09:23

      • Det sker lige pludselig; det tror jeg paa.🙂

        Kommentar af Tina - omme i London — 20. september 2016 @ 00:41

        • Ja, mon dog ikke? Det satser jeg også på🙂

          Kommentar af Ellen — 20. september 2016 @ 08:02

  5. Den bænk er et sted jeg godt gad sidde med min bog:)

    Kommentar af Mette — 15. september 2016 @ 07:04

    • Jeg henter lige en mere magelig stol til dig🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 09:23

  6. Uhhh det bliver godt når de begynder at fælde og skove ovre i rørskoven..🙂

    Kommentar af Inge — 15. september 2016 @ 08:54

    • Det glæder vi os en del til🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 09:23

  7. Den bænk indbyder altså bare til at sidde og falde i staver. Rigtig godt bliver det så, når pilekrat med mere også falder🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. september 2016 @ 10:23

    • Ja, den gør så … hvis Hasse pludselig er væk, når han besøger os, er han alligevel ikke væk, for vi kan altid finde ham her🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 11:35

  8. Ups… de fik mere end de forventede… Det ser ud til at være et ret stort stykke der skal ryddes? Men med noget elektrisk grej kan det vel gøre relativt nemt… og er de mange kan de få en god dag sammen imens.
    Den bænk er ren idyl… jeg hørte tonerne fra “der står en bænk i haven, det er en havebænk…” Jeg måtte google; det er fra Rasmines bryllup 1935! Hvor samler man nu sådanne strofer op?

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. september 2016 @ 16:04

    • Det tror jeg de gjorde, men de bliver forhåbentlig glade for det, når der er kommet styr på sagerne.
      Er den strofe så gammel?! Den har været ofte citeret siden🙂

      Kommentar af Ellen — 15. september 2016 @ 17:06

  9. Det er lidt sørgeligt, at stykket med tagrør er gået fra at være et værdiskabende område med tækkerør lige ved døren til et ressourcekrævende område med plejeomkostninger.
    Men set i lyset af, at nabohusets beboere i hine tider måtte slide med le og rive for at sikre tæt tag til vinteren er det med udsigten et behageligt luksusproblem, som vel retteligt burde løses med afgræsning, hvis der da ikke er så sumpet, at kreaturer ikke kan gå der.

    Kommentar af Farmer — 16. september 2016 @ 04:37

    • Ja, men sådan er det jo …
      Frednings- og plejeplanen anbefaler også afgræsning, men det er kun de inderste 30 meter, der ikke er for sumpet til det, nemlig der, hvor der er skudt pil og andet op. Spørgsmålet er så, om en landmand vil synes, at stykket er interessant nok til at leje til græsning, men jeg tror nok, at skolen ville undersøge sagen – der skal bare lige ryddes først. Trampestien ned til vandet er lavet ved at fylde masser af jord på, og når vi går på den, kan vi tydeligt se, hvor sumpet der er.

      Kommentar af Ellen — 16. september 2016 @ 08:45

      • Ingen har kreaturer på naturarealer i vore dage uden af modtage et vederlag for naturplejen. Det er ganske enkelt for dyrt med hegn, dagligt tilsyn mv.; men det er jo helt som med tagrørerne: arbejdsindsatsen står ikke mål med udbyttet ud fra vore dages lave priser på alt naturskabt; lige fra tagrør over mælk og oksekød til pilegrene som lappegrej for kurv og hegn.

        Kommentar af Farmer — 16. september 2016 @ 13:01

        • Nej, okay … men vi har faktisk en del ungkvæg gående langs fjorden. Vi har fået at vide, at det er den samme, som lejer (låner?) alle arealerne, selv om de har forskellige ejere. Vi må se, hvad det ender med. Kom forbi en dag, Farmer – vi ville nyde at vise dig rundt🙂

          Kommentar af Ellen — 16. september 2016 @ 13:41

  10. Wow😀 I bor fantastisk!

    Kommentar af LS ☆ — 17. oktober 2016 @ 18:40

    • Tak – det synes vi faktisk også selv🙂

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2016 @ 18:49


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.