Hos Mommer

2. september 2016

Var det nu også helt gennemtænkt, Ellen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:17
Tags:

Nej, det var vist ikke helt gennemtænkt, men nu er det for sent at fortryde.
Jeg har konstateret – som om jeg ikke vidste det i forvejen – at gennemtænkning ikke er helt synonymt med ønsketænkning.
Men jeg vil så gerne strikke en norsk sweater til John.
På relativt tynde pinde.
imageJeg har lige været i pakkeudleveringen for at hente Tilly Woolcot i store mængder. Det er ret tyndt garn med en løbelængde på 700 meter pr. 100 gram, så der skal strikkes med dobbelt garn – og alligevel skal jeg kun bruge pinde 3½. Eller måske oven i købet pinde 3 til denne sweater i størrelse XL, men så skal jeg ekstrapolere mønstret, hvilket jeg ikke har ret meget lyst til at springe ud i.
Det kalder jeg ambitiøst, men der var et godt tilbud på garnet, som jeg ikke kunne stå imod.
Nu ligger jeg derfor inde med fire kegler garn á 500 gram. Det skal ikke bruges altsammen, men det kunne kun købes i 500 gram ad gangen.
Jeg kunne naturligvis bare strikke begge sweaters …
Nogle hardcore strikkere vil måske undre sig over, at jeg vil strikke norsk i halvt uld og halvt bomuld, men jeg har en trøje i samme blanding (købt færdig i Norge), som er strikket på hvad jeg tror svarer til pinde 2½, og som er meget behagelig at have på. Den er derfor ikke for varm at have på indendørs.
Det bliver lidt af et eksperiment og noget af en udfordring (her kan man for en gangs skyld med rette bruge ordet udfordring) for sådan en som mig, der helst vil være færdig dagen før jeg begynder. Jeg vil ikke fortælle John, at jeg strikker til ham, for hvis han ikke ved det, bliver han ikke utålmodig – den bliver med stor sandsynlighed til en UFO en gang imellem – det er sådan et arbejde, hvor jeg bliver nødt til at have noget andet indimellem.
Hvad jeg derimod stensikkert ikke har tænkt mig at strikke, er huen, som kvinden har på.
Det er ikke lige min stil … men på den anden side … hvis man lukker spidserne sammen i toppen, er den måske meget sød? Så ligner man da i det mindste ikke et rensdyr med klokker i geviret.

Nu har jeg checket os alle tre ind hos SAS, og lige om lidt skal der pakkes. Gad vide, hvad kuffertgennemlysningen siger til en metalæske? Jeg har marmelader med til UK, og jeg vil helst ikke have, at et eller flere af glassene går i stykker under den sommetider noget hårdhændede behandling af bagagen.
Nå – de kan jo bare kigge, hvis de får lyst. Indholdet af æsken må jeg gerne medbringe.

29 kommentarer

  1. Jeg har lidt ondt af det rensdyr, som damen har snuppet huen fra. Nu står den og fryser uden for billedrammen😉 Noget af et strikkeprojekt, men hvordan kan du undgå, at John ikke finder ud af, at det er til ham? Han har måske opgivet at følge med i alle dine strikkerier?? God tur, og så glæder jeg mig til at læse om toldernes reaktion på metalkassen. Måske kan du bestikke dem med lidt af indholdet🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 2. september 2016 @ 14:29

    • Nu er jeg jo desværre ikke det lille nips, jeg engang var, så hvis ikke jeg siger noget, vil han tro, jeg strikker til mig selv. Jeg måler (i smug) efter en af hans sweatre, så medmindre han læser med her, finder han ikke ud af det. Og skulle det alligevel ske, gør det ikke noget.
      Jeg er ikke så bange for tolderne – det er mere den gennemlysning, kufferterne kommer igennem, når ejeren har sluppet dem af syne, jeg er lidt spændt på – det er derfor, vi ikke bør låse vores kufferter, og gør vi det alligevel, brækker de dem bare op, hvis de bliver mistænksomme. Men det er jo ikke forbudt at have småkager med i kufferten🙂

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 15:35

    • Du’ sgu’ sjov, Frue! ( Jeg er lagt ned af grin ved tanken om et rensdyr, som mangler netop dén hue!!)

      Kommentar af www.skøreliv.dk — 3. september 2016 @ 10:31

  2. Det er noget af et projekt du kaster dig ud i, men kender jeg dig ret, så bliver du færdig.. en dag..🙂
    Mon ikke John lugter lunten når du skal måle lidt på ham ind i mellem..??

    Kommentar af Inge Sandvad — 2. september 2016 @ 15:30

    • Det håber jeg da, at jeg gør!
      Jo, hvis jeg målte på ham, ville han sandsynligvis få en anelse om, at det nok ikke er til mig selv, men jeg måler på en af hans sweaters🙂

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 15:40

  3. Det klarer du nemt. At strikke sådan en trøje er det rene vand i sammenligning med fx påfuglesjalet. Jeg synes faktisk, hatten er fin. A conversation piece.🙂

    Kommentar af Henny Stewart — 2. september 2016 @ 16:11

    • Det synes jeg ikke, Henny – som i slet ikke. På påfuglesjalet skete der hele tiden noget nyt, så det var spændende fra start til slut. På denne sweater er der ALT for mange gentagelser for en utålmodig sjæl som mig🙂
      Hehe – “a conversation piece” – ja, det er i hvert fald rigtigt …

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 16:27

  4. Hahahahahaha, “rensdyr med klokker på geviret”😀
    Rigtig god tur! Ønsker en update på gennemlysning/toldere/metalkasse/bestikkelse/låste kufferter.🙂🙂

    Kommentar af LS ☆ — 2. september 2016 @ 16:19

    • Okay – det kommer helt af sig selv, hvis jeg får ballade. Hvis jeg glemmer at skrive noget, er det tegn på, at det hele er gået glat igennem🙂

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 16:29

  5. Nå men der er da garn nok til at lave et par strikkeprøver også 😉. Jeg forstår din beskrivelse sådan, at du vil jaquard-strikke med to tråde af hver farve. Hvis det er korrekt, så ville jeg satse på pind 3,5 (eller 4), da det ellers kan blive noget kompakt, fordi der ikke er mange masker af samme farve ad gangen. Selv synes jeg, at 20-21 m./10 cm., når garnets løbelængde er 350 m./100 g., giver en passende lethed og fasthed.
    Mvh., god fornøjelse og rejse

    Kommentar af Kristine — 2. september 2016 @ 16:26

    • Det må man sige, at der er! Problemet (mit!) er bare, at jeg hader strikkeprøver på rundpind, fordi der skal så mange masker til. Selv med magic loop skal der flere til end normalt, men der er nok ingen vej udenom, hvis jeg vil være sikker på, at sweateren kommer til at passe. Strikkefastheden i opskriften siger 22 m, så det kommer forhåbentlig til at passe med pind 3½.

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 16:31

      • Kender du: Slå rigeligt (50) masker op på den påtænkte rundpind. Strik 1. pind, skub maskerne tilbage og før garnet/garnerne løst tilbage på bagsiden (det må gerne hænge som en telefonledning mellem to pæle i sommervarmen), strik 2. pind skub maskerne tilbage osv. til du har strikket knap 20 cm., eller kækt starte med et ærme. Enten bliver det til et ærme i passende strikkefasthed og så har du slået to fluer med et smæk eller også må du prøve igen(med det andet ærme, tø hø😂).

        Kommentar af Kristine — 2. september 2016 @ 17:02

        • Det var en smart metode, som jeg godt ville have kendt, inden jeg lærte magic loop–metoden🙂
          Jeg er nok mere til den med at starte med et ærme – bortset fra, at jeg i denne slags arbejder godt kan lide at strikke begge på én rundpind og så klippe op og sy det pænt sammen. For det første er man sikker på, at begge ærmer bliver 100 % ens, og for det andet undgår jeg SSS (second sleeve syndrome), en lidelse, der plager mig meget🙂

          Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 17:13

  6. Det er sådan noget, der kan få mig til at ønske, at jeg var god til at strikke. Den sweater er utroligt flot, og jeg er meget misundelig på John, det heldige asen. – For resten er jeg enig med Henny med hensyn til damens hue. Den er heller ikke min sædvanlige stil – det er hovedbeklædninger nu i almindelighed ikke – men den er da sød, så måske er det netop sådan en, jeg skal kaste mig ud i som et begynderprojekt inden for avanceret strikning – hvis man ellers kan sige sådan. Hvis det gik helt galt, ville der ikke være så meget forgjort🙂

    Kommentar af Rasmine — 2. september 2016 @ 17:23

    • Nu skal du ikke blive misundelig – det kan være det varer flere år, inden den er færdig!
      Det var da en glimrende ide at starte med huen – skal jeg sende dig opskriften? Det er der ingen, der kan få ondt af, da den ligger frit tilgængelig på nettet.

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 17:38

      • Du må faktisk meget gerne sende mig opskriften – så kan jeg jo starte med at se, om jeg overhovedet kan læse den🙂

        Kommentar af Rasmine — 2. september 2016 @ 17:50

        • Den er på vej🙂 – hvis min mailudbyder ellers tillader forsendelser af godt 20 MB …

          Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 19:08

  7. Tilly Woolcut har også ramt matriklen her – og der er bestilt noget andet og mere, så det passer til mit projekt🙂
    God fornøjelse med det kæmpearbejde det bliver med den norske bluse.
    Og hav en skøn tur til det engelske.

    Kommentar af Kisser — 2. september 2016 @ 18:21

    • Det lidt tykkere cottonwool er i hvert fald et lækkert garn, så jeg glæder mig til at komme i gang.
      Men nu skal jeg lige en tur til UK først – tak for gode ønsker🙂

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 19:09

  8. God tur, mon ikke I får godt vejr derover. Og god fornøjelse med strikketrøjen, jeg er vild med mønsteret, men jeg kender mig selv:-)

    Kommentar af Lene — 2. september 2016 @ 19:34

    • Tak – lige nu ser det okay ud, så jeg krydser fingre.
      Jeg kender også mig selv, så jeg er ret spændt på, om John nogensinde får sin sweater🙂

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 19:37

  9. Smuk, smuk trøje… den gad jeg godt strikke, men nu er jeg joogså glad for mønsterstrik og ikke vild med kniplingsstrik!!!
    Uld/bomuld er rigtigt godt. Jeg strikkede en Setesdal i det. Og har kig på Dale Peace (gratismønster) i Coast.
    John bliver flot i den trøje. Faktisk synes jeg, at det klassiske norske er flottest til mænd.
    Og så kan jeg bare ønsker jer en rigtig god tur til UK. Jeg er spændt på, hvad I oplever i London og videre…
    Gitte og jeg har allerede startet på listen til næste tur😉

    Kommentar af Anne Holtegård — 2. september 2016 @ 21:35

    • I er sandelig i god tid! Altså hvis I skal afsted igen til august 2017🙂
      Vi har kun 1½ døgn i London, så det bliver ikke til så meget denne gang, lige hvad storbyen angår.
      Dale Garn har vist altid lavet nogle flotte designs i forbindelse med OL? Peace er i hvert fald flot. Den vil jeg nok heller strikke til mig selv end den, jeg strikker til John.
      jeg strikkede Dales Millenium 2000 til John, Charlotte og mig selv (den til venstre på billedet her: http://us.daleofnorway.com/upload/photos/photo_gallery_photo_olympic_world_championship_1020x540_12.jpg) – jeg var ret stolt af mig selv det år!

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 21:48

      • Millenium er den til højre! Den har jeg også strikket, til mig selv. Købte garnet i Norge på voes sølvbryllupstur!
        Flot stykke arbejde med tre eksemplarer. Det giver ret til stolthed!

        Kommentar af Anne Holtegård — 2. september 2016 @ 21:58

        • Er det så vm’en til venstre? Det var i hvert fald den, jeg strikkede tre af … Pudsigt, at du også har haft fat i det mønster. Jeg købte også garn og opskrift i Norge. På Lofoten🙂

          Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 22:46

          • VM I Vail 1999. Flot trøje. De laver mange kollektioner til de forskellige turneringer!
            Det er Millenium fra 2000, den til højre, jeg strikkede. Jeg kunne godt lide de historiske symboler der er strikket ind i den. Min blev strikket i Per Gynt. Senere har jeg strikket en til Erik i Supersoft, en tråd! Det var ikke nogen succes. Den blev alt for “tyndbenet”. For lidt struktur og hold i strikket til sådan en stor trøje. Der tror jeg din plan med to tråde woolcot bliver bedre.

            Kommentar af Anne Holtegård — 2. september 2016 @ 23:09

            • Æv for dig – jeg håber jeg har valgt det rigtige garn🙂

              Kommentar af Ellen — 3. september 2016 @ 16:23

  10. Håber du får en SKØN tur! Og god arbejdslyst med strikkeprojektet! 👍

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 3. september 2016 @ 10:11

    • Tak og tak, Skøreliv🙂

      Kommentar af Ellen — 3. september 2016 @ 16:24


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.