Hos Mommer

1. september 2016

Jeg lovede mig selv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags:

Dengang vi flyttede ind i Den Stråtækte, lovede jeg mig selv, at der altid skulle være blomster i vase(r) i det køkken, jeg havde ønsket mig i over 30 år: Det store, lyse landkøkken, hvor der er plads til det hele, og hvor jeg bliver glad bare af at træde ind i rummet om morgenen.
Om det er blomster fra haven eller fra grøftekanten er ligemeget, bare det er blomster.
Dahliaen Caribbean fantasy, som jeg ellers ikke er helt tilfreds med (den er for gul), passer tilfældigvis fint i farverne til dinner for two-dækkeservietten, så den er taget til nåde igen. Jeg havde nu heller tænkt mig at smide knoldene væk, men til næste år bliver de sat et andet sted.

IMG_5812

Asters kan fås i et hav af varianter. Nede i strandengene har vi strandasters, som er søde nok, men som ikke holder så længe – det gør disse her derimod; de kan stå i over en uge. Det passer måske ikke helt med dahliaer i vasen med asters, men farvemæssigt er det okay, så når der alligevel skal tyndes ud i bedet udenfor … de skal i hvert fald ikke kasseres, så længe de er pæne.
Og den lille vase med snebær og kobberrosehyben … det er bare fordi de er der. I overflod.
Jeg troede ikke, at blomster ville komme til at betyde så meget for mig, men jeg har lært en del om mig selv i de forløbne tre år – og lidt har det vel også med alderen at gøre; det er andre ting, der betyder noget i ens liv i forhold til tidligere. 
Om vinteren nøjes jeg for det meste med de fine, kunstige blomster, de er så gode til at lave i England.

IMG_5814IMG_5804

Tiderne forandrer sig – da Johns og mit forhold var nyt, fik jeg tit blomster.
“Tak for de første tre måneder”.
“Tak for det første halve år”.
“Tak for vidunderlige ni måneder”.
“Tak for det første år”.
Der stod lidt mere, men det lader vi høre ind under privatlivets fred … kortene har jeg gemt. Jeg faldt over dem forleden dag, smilede lidt over dem og tænkte, at den blomsterfrekvens har godt nok ændret sig drastisk siden dengang … men nu har vi også lige om lidt været gift i 27 år.
Det er ligemeget. Han gør så meget andet, der gør mig glad, og nu har jeg jo selv blomsterne.
Nogle bliver dog ved – Tim slutter sin arbejdsdag på et tidspunkt, hvor gadehandlerne også gerne vil holde fri, så de nærmest smider deres varer efter folk, hvorfor han sommetider kommer hjem med hele favnen fuld af blomster.
Han kommer altid hjem med mindst tre buketter, for Anna var ikke mere end fire år, da hun brokkede sig: “Hvorfor har du altid kun blomster med hjem til mor? Jeg ville også blive meget glad for at få en buket! … I’m a woman too, you know!”

18 kommentarer

  1. Hjemme hos os er Mand faktisk rigtig god til lige at købe en dusk roser med hjem i ny og næ. Men jeg tror altså også, at der nok ville gå længere tid imellem hvis nu vi var selvforsynede ligesom jer! 😄

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 1. september 2016 @ 16:47

    • God mand, du har … Johns frekvens faldt længe før vi blev selvforsynende🙂

      Kommentar af Ellen — 1. september 2016 @ 16:58

  2. Det er så dejligt at have en buket friske blomster stående. Jeg bliver bedre og bedre til at købe blomster til mig selv, i stedet for at løbe an på, at andre gør det🙂 Er der blomster i haven, jeg nænner at tage ind, fryder jeg mig mindst lige så meget over sådan en buket som over en fra blomsterhandleren. Dine smukke asters minder mig om min farmor og farfar, der havde dem i haven hvert år.

    Kommentar af Randi — 1. september 2016 @ 16:56

    • Du er nået længere end mig – jeg kan godt finde på at købe til mig selv, men det er ikke så tit, det sker🙂
      Jeg tror, asters har sprunget en generation over – forstå det hvem der kan, for de er ganske rigtigt meget smukke.

      Kommentar af Ellen — 1. september 2016 @ 17:00

  3. Smukke buketter. Og jeg er vild med din “flying geese” (eller er det goose?)

    Kommentar af Kisser — 1. september 2016 @ 16:57

    • Tak – og det er geese, fordi der er flere af dem – goose er ental🙂

      Kommentar af Ellen — 1. september 2016 @ 17:01

  4. Hvorfor mon det er blevet sådan, at det kun er kvinder/piger, man giver blomster (når vi ser bort fra offentlige begivenheder)?

    Kommentar af Rasmine — 1. september 2016 @ 17:03

    • Har det mon ikke altid været sådan? Mine fordomme fortæller mig, at mænd ganske enkelt ikke synes, det er noget særligt ved at få blomster.
      Når det er sagt, stod der altid en velkomstbuket til nye medarbejdere på deres første dag – og det var både til mænd og kvinder🙂

      Kommentar af Ellen — 1. september 2016 @ 17:19

  5. Hehe, det er da også meget sjovere selv at gætte på, hvad der stod mere på de der kort😉 Smukke blomster du har.

    Kommentar af Fruen i Midten — 1. september 2016 @ 18:59

    • Ja, ikke? Der skal altid være overladt lidt til fantasien😉

      Kommentar af Ellen — 1. september 2016 @ 19:25

  6. Fine blomster; jeg synes, der er mest stil over den lille vase med snebær og kobberrosehyben.

    Kommentar af Stegemüller — 1. september 2016 @ 19:49

    • Det er der nok også, men blomsterbuketter må gerne være vulgært overdådige🙂

      Kommentar af Ellen — 1. september 2016 @ 21:08

  7. Så flotte buketter af egen avl. De blomster man plukker i egen have er noget særligt.

    Kommentar af betty — 1. september 2016 @ 22:39

    • Ja – af en eller anden grund er de gerne lidt flottere end dem, man køber🙂

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 09:20

  8. Jeg er så nærig med blomsterne i haven, at jeg ikke en gang plukker af dem til mig selv. Nu er der heller ikke ret mange det meste af tiden, så det er ok at gå ud og se dem, hvor de står på roden.

    Sidst, jeg fik blomster af manden, var da jeg blev 60. På den anden side har jeg vist aldrig givet _ham_ blomster, så det er vel rimeligt nok.

    Kommentar af Henny Stewart — 2. september 2016 @ 11:08

    • Jeg plukker heller ikke fra haven, før der er så mange, at det ikke ses, at der mangler nogen.
      Nænæ, det er to forskellige ting – manden ville sikkert ikke engang bryde sig om at få blomster – men så får han noget andet i stedet for. Eller hvad?🙂

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 11:53

  9. Når man billedgoogler Caribbean Fantasy er der en del variation, som vist ikke alene skyldes billedbearbejdning og lys. Der er altså en del variation i sorten.
    Men pyt. Jeg synes nu, at dit eksemplar er særdeles dekorativt med dugen som baggrund.

    Vi er så småt ved at få blomstrende dahlia trods snegleangreb af den helt grove slags.

    Kommentar af Farmer — 2. september 2016 @ 19:20

    • Ja, den store variation så jeg også – var faktisk lige ved at sætte et billedgooglingslink ind.
      Den passer heldigvis fint til dugen, ja – og det er godt, at I har flere dahliaer, end sneglene kan nå at spise.

      Kommentar af Ellen — 2. september 2016 @ 19:40


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.