Hos Mommer

27. august 2016

Gør mig klogere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags: , , ,

Jeg har – omend modstræbende – accepteret, at hvepse har deres berettigelse, og at de rent objektivt set må betragtes som et nyttedyr. I denne gruppe befinder sig også fluer og edderkopper, som alle har deres lille niche i det store samspil, vi kalder naturen.

imageFindes der en derude, der kan fortælle mig – og overbevise mig – om skovflåters berettigelse til et liv på denne jord?
For jeg forstår det ganske enkelt ikke. De små sataner sidder bare der i bregnekrat og græs og venter på at kunne overfalde det første, det bedste blodholdige pattedyr, hvis vej måtte falde forbi. Så sidder de og mæsker sig, hvorefter de slipper igen for at fortsætte til næste stadie i deres ektoparasitliv (ekto-, fordi den ikke lever inde i kroppen, som fx bændelormen, som derfor er en endoparasit), oven i købet i tre af dens fire stadier i livet; som larve, som nymfe og som voksen. Det er kun som æg, den er uskadelig.

Jeg fik to flåter på mig i går under svampeindsamlingen. Heldigvis skete der det, som altid sker for mig: Det begynder at klø, inden der er gået de 24 timer, som menes at være den sikre periode – altså at man undgår at få borreliose pga. det lille irritrende og ulækre møgdyr.
Måske. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst. For TBE (Tick Borne Encephalitis eller centraleuropæisk hjernebetændelse) gælder 24-timers reglen ikke – mod det kræves vaccination, men sygdommen er ikke almindeligt forekommende på vore breddegrader.
Igen: Hvorfor skal man plages af den slags skabninger?

imageEn skovflåt lægger op til 6000 æg, men man mener, at kun én ud af 1000 når at blive voksen, så lidt retfærdighed er der dog til, men også kun lidt.
I troperne er tallet langt, langt højere, hvorfor flåter er et større problem under andre himmelstrøg end vore. Jeg synes såmænd ellers det er stort nok, men jeg kan  godt se problematikken, når måske halvdelen eller flere af æggene bliver til voksne individer.
Pernille havde, under en udflugt, da hun var i Columbia, fået 75 (ja!) flåter på sig. Hun var stadig, selv flere måneder efter, ved at kaste op bare ved at fortælle os om det. Hun og rejsefællen brugte det meste af en nat på at få dem fjernet … jeg husker ikke, om rejsefællen gik fri, men det lyder ikke sandsynligt, at det skulle være tilfældet. Min rekord er fem, men det er jo vand ved siden af.

Til sidst, for en god ordens skyld: Det er ikke tæger, man får på sig, selv om mange kalder dem tæger. Det er [skov]flåter. En tæge ligner en bille, har seks ben og er et insekt og ikke en mide som skovflåten, der har otte ben. Tægen bider som regel ikke og gør sjældent dyr eller mennesker noget.

22 kommentarer

  1. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke gøre dig klogere. Til gengæld har du lige gjort mig klogere, idet jeg levede i den vildfarelse, at flåter og tæger var det samme.

    Kommentar af Stegemüller — 27. august 2016 @ 15:05

    • Det er der mange, der tror – det var derfor, jeg legede biologilærer til sidst i indlægget

      Kommentar af Ellen — 27. august 2016 @ 15:44

  2. Nix, jeg ved det heller ikke. De er bare ulækre og modbydelige😦 Jeg vil gerne vide, hvorfor de midler, man kan bruge på hunde mod flåter ikke kan bruges på mennesker? Og nu må du så have mig undskyldt, for jeg kom lige i tanke om, at Kamelen skal have sin lus-/loppe-/flåtkur i denne weekend. Tak for påmindelse🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 27. august 2016 @ 15:21

    • Det kan de også, men da det er en gift, rådes det ikke til at anvende på mennesker – hvorfor det så ikke gør noget, at hundene bliver forgiftet, skal jeg ikke udtale mig om, men hunden får jo langt flere flåter på sig end vi gør, så alene det berettiger vel til at anvende giften.
      Autan virker ret godt på mig – jeg glemte bare at tage det på i går …
      Velbekomme🙂

      Kommentar af Ellen — 27. august 2016 @ 15:55

  3. De har fundet sig en niche – ganske som igler og kapitalfonde.

    Kommentar af Eric — 27. august 2016 @ 15:28

    • Ingen grund til at bringe politik ind i dette – hvis der ikke var noget, der hed skattely, var kapitalfonde såmænd helt i orden for mit vedkommende, men det gælder ikke for flåter eller igler🙂

      Kommentar af Ellen — 27. august 2016 @ 15:56

  4. Det er sjovt som der er forskel på folk. Jeg får nærmest aldrig flåter på mig, min svoger skal bare gå gennem højt græs, så sidder der indtil flere på ham. Og her i huset har vi nu altid kaldt dem tæger, det må vi så se om vi kan vænne os af med. Jeg har altid lært at det er 14 dage efter, man skal være særlig opmærksom, for da kommer et meget karakteristisk udslæt, som er en rød zone omkring biddet, hvis det er borrelia. Da jeg fik borrelia var det bare atypisk, men heldigvis tog penicillin det, så jeg ikke fik neuroborrelia.

    Kommentar af Lene — 27. august 2016 @ 20:49

    • Det er ligesom med myg: Nogle (John) bliver aldrig stukket og andre (mig) er myggene helt vilde med. Så er det altså ikke spor rart at være omsværmet!
      Det er da også ren Murphy, at du, som sjældent får en flåt, skal have borrelia – godt du ikke nåede at blive mere syg, end at det gik over med penicillin.
      Jeg er opmærksom på mine bidsteder, men håber samtidig på, at 24-timers reglen gælder🙂

      Kommentar af Ellen — 27. august 2016 @ 21:02

  5. Jeg gætter på, at små kødædende pattedyr som f.eks. spidsmus og pindsvin vil mene, at sådan en – naturligvis især blodfyldt – flåt er en sand lækkerbisken. Og hvad med fugle, inklusive høns? Sidstnævnte holder sig som bekendt ikke tilbage for ret meget…

    Kommentar af Kirstin — 27. august 2016 @ 21:39

    • Høns kan godt lide dem, har jeg læst – men de er ikke et nødvendigt led i fødekæden og kan derfor undværes. Er min konklusion🙂

      Kommentar af Ellen — 28. august 2016 @ 09:26

  6. Skovflåten er jo egentlig ikke synderen; men blot det dyr, som sygdommen bruger til at transportere sig rundt. Det er en meget anvendt taktik, og kaldes at værterne er vektor for dit og dat.

    Virusgulsot i roer lader sig transportere med ferskenbladlus. Sovesyge med fluer. Malaria med myg.

    Jeg fik for øvrigt konstateret borelia for 4 dage siden, og får i 10 dage nogle ordentlige hestepiller 3xdagligt mod stadset.
    Jeg bliver jævnligt bidt; men har ikke haft sygdommen tidligere.
    Det er den lumske type, som ikke starter med en stor rød plet omkring bidstedet, så det var først, da jeg havde været sløj i en halv snes dage og begyndte at have en periodevis sovende fornemmelse i kinden, at jeg fik taget en blodprøve.

    Kommentar af Farmer — 28. august 2016 @ 05:49

    • Rigtigt, men det gør ingen forskel – hæleren er lige så skyldig som tyven!
      Det er da noget hø, Farmer. Jeg håber virkelig, at du opdagede det tidsnok til at kunne undgå lammelser i stil med dem, Mimi Jacobsen havde. God bedring og forhåbentlig fuld helbredelse til dig!

      Kommentar af Ellen — 28. august 2016 @ 09:29

  7. Jeg skal ikke gøre mig klog på det område. Jeg konkluderer bare, at der ikke er nogen fakta at forholde sig til for mit vedkommende. Jeg kan vade i højt græs i bare ben, og sidde i det bare græs uden at få en flåt på mig, og det stik modsatte kan også ske. For en lille måned siden gik jeg en tur i skoven. Var ikke igennem noget græs på nogen måder, men efterfølgende fandt jeg først en, så to flåter, så en mere og … 2-3 dage efter havde jeg i alt fundet 10-15 små flåter. Jeg opgav at holde styr på antal. Jeg får aldrig røde mærker, først når flåten bliver pillet af kommer der en lille knude som et myggestik og det bliver en anelse rødt. Camilla fik sidste år borrelia og måtte i behandling under en rejse. Hun blev dårlig under en rejse og havde heller ingen røde mærker, og det var længe siden hun var blevet bidt af en flåt.

    Kommentar af Pigen fra landet — 28. august 2016 @ 10:01

    • Der gælder åbenbart ingen regler her!
      Det var dog ulækkert mange, du fik på dig – desværre sidder de ikke kun i græs; de kan vist sidde på hvad som helst op til cirka knæhøjde og lure på et offer.
      Stakkels Camilla … jeg var ikke klar over, at man kan blive syg af borreliabakterien længe efter man er blevet bidt af en flåt. Mon det kan have været en nymfe? De bliver ikke ret store og falder af af sig selv efter få dage.

      Kommentar af Ellen — 28. august 2016 @ 10:21

      • Jeg ved godt at flåter ikke kommer fra græs alene. De flåter må kunne flyve😉 Camillas var ingen nymfe, det var en flåt. Hun og hundene får ofte sådan nogle på sig.
        Selvom ingen måske rigtigt har kunne svare på dit spørgsmål, kan man vist godt sige, at du nu alligevel er blevet lidt klogere😉

        Kommentar af Pigen fra landet — 28. august 2016 @ 10:31

        • Nåja – hun går jo nok ture med hundene mange forskellige steder, hvor man kan ramle ind i flåter.
          Jeg er blevet klogere, ja🙂

          Kommentar af Ellen — 28. august 2016 @ 11:38

  8. Ja, det er noget værre skidt, de kræ! Tænk, jeg vidste faktisk ikke, at tæger ikke er det samme som skovflåter, så lærte jeg det idag. Hos os er der væsentlig forskel på hvem de gider kaste sig over, det er primært Mellemste Pode, der står for skud.

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 28. august 2016 @ 12:53

    • Man skal også helst lære noget nyt hver dag🙂
      Stakkels Mellemste – jeg føler med ham – det er virkelig irriterende at være så oplagt et offer for de møgdyr.

      Kommentar af Ellen — 28. august 2016 @ 13:01

  9. En eneste god ting jeg kan nævne i forbindelse med, at jeg ikke mere har mit sommerhus i Rågeleje, er at jeg ikke mere bliver invaderet af flåter! William og jeg måtte hver aften inspicere hinanden for utyskerne, og i perioder var der mange. Vi har også nogle gange måtte have penicillin. Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 28. august 2016 @ 21:48

    • Yrk – ja, det er afgjort noget, vi sagtens kunne undvære … og I er oven i købet flere gange blevet smittede. Hvor ubehageligt.

      Kommentar af Ellen — 29. august 2016 @ 09:04

  10. Jeg ville også gerne vide, om der overhovedet er et formål med det trælse dyr! Og mht. TBE tror jeg nu nok, at den er set på Bornholm og i Tokkekøb (jeg tjekkede lige: http://www.ssi.dk/service/sygdomsleksikon/t/tbe.aspx). I hvert fald tilbyder vi i DVL-Lyngby alle turledere den nødvendige vaccination (3 runder) gratis. Forskellen på flåter og tæger havde jeg muligvis hørt om før, men det var rart få viden genopfrisket, for jeg bruger vist ordene i flæng.

    Kommentar af conny — 29. august 2016 @ 11:07

    • Der er endnu ingen, der har overbevist mig om dets berettigelse!
      Jeg ved godt, at TBE er set i DK, men det er sjældent … det er dog nok altid en god ide at lade sig vaccinere.
      Der er rigtig mange, der ikke skelner mellem de to, hvilket er lidt synd for den uskyldige tæge😉

      Kommentar af Ellen — 29. august 2016 @ 11:18


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.