Hos Mommer

21. august 2016

Besøg fra fortiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Nu håber jeg ikke, min forhenværende chef tager overskriften ilde op … men det tror jeg ikke, for det er naturligvis ikke ham, der skal opfattes som et fortidsminde, men han har været hernede i Den Stråtækte i dag for at se, hvordan vi bor – noget vi har talt om gennem et stykke tid, men det er så først blevet til noget i dag.
Et år eller to før jeg jobstoppede, købte han en MG fra 1968, som han har brugt en del tid på at renovere og gøre køreklar. Han har altid arbejdet meget, så jeg tror det var et led i at have brug for at koble 100 % fra med et eller andet, der var så fjernt fra dagligdagen som muligt – men den teori står for min egen regning. Han er jo trods alt også en mand, og rigtig mange mænd (og nogle få kvinder) har noget med biler, uanset hvordan og med hvad de går rundt og tjener til det daglige brød – John var sandelig heller ikke uimponeret af den, må man sige. Jeg må da også indrømme, at det kunne være ret fedt at køre tur i et smukt landskab i dette røde lyn – jeg gad bare ikke have arbejdet med bilen – det overlader jeg glad og gerne til det modsatte køn.

P1030674P1030675

Chef og jeg har hilst på hinanden de gange, jeg har været til vin- og veteranklubmøder på mit gamle arbejde, og vi har for længe siden aftalt, at en dag, når vejret var til det, skulle han tage sin MG og køre den lange tur ned til os. Aftalen er røget et par gange af forskellige årsager, men i dag blev det, og det var særdeles hyggeligt at snakke med ham igen.
Da vi sad oppe på terrassen og snakkede om både firma og mange andre ting, nød han udsigten og havde ingen problemer med at forstå, hvorfor jeg ikke savnede arbejdet … kunne sagtens se, at jeg er et andet sted i livet nu.
Hvilket vi også var inde på – at det er vigtigt selv at få lov at vælge, hvornår arbejdslivet skal være slut, som også Lene har været inde på for ganske nylig.
Det er ideelt at have været glad for arbejdet og ikke mindst for den leder man havde, for derefter at takke af i god ro og orden og med fuld forståelse fra arbejdsgivers side (der er trods alt heller ikke noget odiøst i at gå på pension, som samme chef selv sagde, da jeg sagde op), for at kunne nyde den fjerde alder fuldt ud. At den startede med en kræftsygdom gider vi ikke tænke på nu; den var et uvelkomment intermezzo i mit liv, men jo samtidig den direkte årsag til, at vi i dag bor, hvor vi bor.
Skulle man undre sig over udtrykket “den fjerde alder”, er det fordi jeg, som tidligere nævnt, mener, at den tredje alder er voksenlivet uden hjemmeboende børn, men stadig som en del af det arbejdende folk. Den fjerde alder er et aktivt pensionistliv, og den femte … gider vi heller ikke tænke på lige nu. Den kommer måske eller måske ikke, men det vil vi ikke vide noget om.

P1030677

Tak for besøget – hils mine gamle kolleger!

12 kommentarer

  1. Flot dyt – og kloge ord om arbejde og livet efter arbejdslivet.

    Kommentar af Eric — 21. august 2016 @ 17:05

    • Ja … og tak, men det er jo sådan det er🙂

      Kommentar af Ellen — 21. august 2016 @ 17:10

  2. Der er ingen tvivl om, at du jobstoppede på det helt rigtige tidspunkt, at det var hårdt med sygdommen, men at det også var den, der var med til at flytte jer til Den Stråtækte. I har skabt jer et dejligt liv, og får uendeligt meget ud af den 4. alder. Bliv ved med det!

    Kommentar af Stegemüller — 21. august 2016 @ 19:03

    • Jo tak – det har vi også tænkt os – altså at blive ved🙂

      Kommentar af Ellen — 21. august 2016 @ 21:41

  3. Meget flot bil. Det må være meget tilfredsstillende at kunne strikke sådan en i sin fritid. Det er så sandt, som det er sagt, det med at det er vigtigt at kunne bestemme, hvornår arbejdslivet skal være slut. Og hvordan. Det er noget skidt at blive strittet ud før tiden, og lige så skidt at blive presset til at blive for længe.

    Kommentar af Henny Stewart — 21. august 2016 @ 19:14

    • “Strikke” – hehe … ja, han virkede yderst tilfreds med sin bil.
      Ja, det er så sandt – uanset hvad vi taler om, er det bedst selv at kunne vælge.

      Kommentar af Ellen — 21. august 2016 @ 21:42

  4. Den bil måtte godt bo hos mig! Men inklusiv ‘mekaniker’, for bilfinpudseri er heller ikke noget jeg ville bruge tiden på😉 Du og Lene har helt ret; det er vigtigt selv at finde det rette tidspunkt at takke af. Men som ‘aftakket’, med en arbejdende ægtefælle, kan jeg godt blive en smule utålmodig, ved tanken om alt det spændende vi kan bruge dagene til, når herren omsider får permanent ferie🙂

    Kommentar af fiberfryd — 22. august 2016 @ 08:25

    • Enig: Lige på bilpunktet vil vi kun nyde; ikke yde🙂
      Og enig igen … man kan nok ikke gradbøje ‘ideelt’ , men som vi også har været inde på før, er det mest ideelle, at at begge parter stopper nogenlunde samtidig. Jeg forstår søreme godt din utålmodighed!

      Kommentar af Ellen — 22. august 2016 @ 09:09

  5. Hold da op for et “fint” besøg af sådan et rødt lyn. (Men den får nok ikke lov til at lyne af sted).
    Selvom der er otte år tilbage til min afgang, er jeg da også begyndt at gøre mig tanker. Også om hvornår jeg synes, husbonden bør gå fra. Fiberfryds kommentar sendte mig lige i tænkeboks, for jeg har altid ment, at det var godt at gå på pension forskudt, så den ene når at “vænne” sig til det. Men jeg kan da godt se, at den hjemmegående ville kunne savne det gode selskab.

    Kommentar af conny — 22. august 2016 @ 10:47

    • Den får nemlig kun lov til at køre stille og roligt.
      Det er bedst at stoppe med et lille interval, som fx Johns og mit på et lille halvt år. Det er ikke en god ide med flere år imellem – i hvert fald ikke for den først pensionerede🙂

      Kommentar af Ellen — 22. august 2016 @ 11:33

  6. Fed øse! Og et godt forhold du har til dit forhenværende arbejde.
    Jeg tror også, det er fint at kunne gå med forholdsvis kort forskydning. Erik gik hjemme i 6 år, inden jeg røg af i svinget. Den hjemmegående indtager huset og skaber egne rutiner, som sætter rammerne for den sidste arbejdsfri. Det skal ikke læses som et problem, men jeg tror, vi havde fået andre rutiner, hvis vi havde fulgtes mere ad i pensioneringen.
    I dag nyder vi friheden i fulde drag. Erik er til elevkomsammen på Tåsinge… Og jeg nyder at havde huset for mig selv!

    Kommentar af Anne Holtegård — 22. august 2016 @ 13:17

    • Ja … det er så hyggeligt.
      Jeg forstår godt hvad du mener, og det bekræfter min teori om, at det er ideelt, når begge stopper med højst et års mellemrum, gerne kun et halvt, men det er naturligvis nemmere sagt end gjort.
      I to er et godt eksempel på, at det er vigtigt at give hinanden plads til egne interesser.

      Kommentar af Ellen — 22. august 2016 @ 13:30


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.