Hos Mommer

30. juli 2016

Red hvad reddes kan

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags:

Jeg mener ikke, at min havepasser læser min blog … jeg har nemlig i sinde at være flink og høflig og sige pænt tak for indsatsen, selv om jeg var lidt øvsindet, da vi kom hjem, men umiddelbart har vi vist ikke andre, vi kan bede om græsplæneslåning, drivhus-, krukke- og stueplantevanding samt postkassetømning.
En del af forklaringen kunne jeg (næsten) forstå. Han bor kun 12 km fra os, og han havde fået så meget regn på de 17 dage, at han ikke kunne huske noget tilsvarende i de 35 år han har boet der.
Vi havde fået 5 mm på de samme 17 dage … manden har troet, at vores have havde fået rigeligt med vand, og det havde den så ikke.
Men. Uanset om der så er skybrud udenfor, regner det altså ikke i drivhuset eller på ‘utilregnelige’ krukker. Eller på mine potteplanter inde i stuerne.
Det meste af det kan reddes. Chiliplanterne, heldigvis, måske tomaten og nok også squashen, men agurken er stendød og basilikummens tilstand kritisk.
Krukkerne kan også reddes, men det vil tage lidt tid, før nogle af dem bliver rigtig pæne igen. Det pudsige var, at stueplanterne i vinduerne ud mod fjorden og to store gulvplanter var fint vandede, men ikke resten. Han har simpelthen ikke set dem! Hvordan det end kan kan lade sig gøre, har de været usynlige, mens vi har været væk.
Jeg siger ikke noget. Jeg siger IKKE noget! Andet end tak. Han har gjort sit bedste, og vi er som sagt glade for, at han gider hjælpe os.
Vi tager bare ikke væk i mere end en uge ad gangen i juli eller august fremover – har vi lovet os selv lige nu. Så må vi se, om det holder vand. Tøhø …

Sugar Diamond 30.  juli

Dahliaerne havde, til min glæde, stortrivedes under fraværet. Den pink i midten herover, som hedder Sugar Diamond, var vokset langt mere end forventet; det var faktisk alle dahliaerne, men den nævnte tog prisen. Vi må have god dahliajord, for Sugar Diamond står til at skulle blive 90 cm, men den må være 120-130 cm høj nu.
Happy Halloween og Downham Royal havde også fået blomster. Jeg bliver mere og mere glad for dahlia, kan jeg godt mærke. Så glad, at jeg er tæt på at nå frem til en beslutning om at tage dem op til vinter og passe godt på dem, hvor jeg i starten kynisk tænkte, at de må overleve ude i haven, hvis de kan. Især den der Sugar Diamond vil jeg gerne se igen til næste år. Og næste igen … men de er allesammen smukke – kameraet kan ikke finde ud af at gengive de meget dybe og intense farver.

Sugar Diamond 11.  juliHappy HalloweenDownham Royal

Indendørs er der støvsuget mindst et halvt kilo edderkopper ned fra hjørner og lofter, udenfor er rosernes døde hoveder skåret af, hele forhaven og noget af baghaven er trimmet, John har været ude og købe ny elektrisk hækklipper, da den gamle døde af overanstrengelse og nok også alderdom sidste sommer, rododendronen er befriet for junglen af rådhusvin … det er helt vildt, som den kan brede sig på ingen tid … så nu ser her pænt ud igen. Næsten. Jeg har savnet min have, har jeg. Tænk, at jeg skulle høre mig selv sige sådan.

Høstanemoner

Høstanemonerne sprang ud mens vi var væk. Dem er jeg også blevet meget glad for – primært pga. udseendet, men jeg har lige fundet ud af, at de også imagekan gøre nytte.
Det har jeg en del muligheder for at afprøve …
Nedenstående er citeret fra samme haveside:
Høstanemoner er indbegrebet af bondehave og bedstemor. De har en sødme og en luftighed over sig, der bare er yndig.
Bondehave og bedstemor … jamen det er da så sandt, så sandt.

33 kommentarer

  1. Høstanemoner er skønne, men har de først stået et sted, så står de der nærmest for altid, for selv når man tror, at man har fjernet dem helt, så dukker de op igen året efter🙂

    Kommentar af Randi — 30. juli 2016 @ 17:25

    • “De kan ikke slå os ihjel” – det er okay; der hvor de står, må de gerne blive stående, men det er rart at vide, at jeg ikke skal prøve at flytte dem🙂

      Kommentar af Ellen — 30. juli 2016 @ 21:33

  2. Vi har heller ikke fået vand på Lolland de sidste par uger.
    Holddaop en hjemtur I har kæmpet med. Sidste uge kæmpede Camilla sig gennem køer fra Belgien, og i dag har vi selv prøvet at undgå køer flere steder henover Fyn.

    Kommentar af Pia — 30. juli 2016 @ 19:13

    • Heller ikke I? Jeg synes ikke, jeg læser andet end klager over vejret, men det gælder altså ikke i det sydøstlige DK …
      Ikke sjovt … hvis det overhovedet er muligt at holde sig fra weekender, skal man gøre det, men det er svært, når man er lønmodtager.

      Kommentar af Ellen — 30. juli 2016 @ 21:34

  3. tjah, mine høstanemoner måtte reddes fra skvalderkål, så de nordjyske kål kender åbenbart ikke til den artikel🙂
    Det er utroligt som der kan være vejrmæssigt forskel på få kilometer, men ærgerligt at dine planter gik til. Jeg er vild med georginer/dahlia ( hvem var det nu, der sagde, at dahlia lød som navnet på et hygiejnebind (Feldhausen eller Heise?)😉

    Kommentar af Lene — 30. juli 2016 @ 19:50

    • Hmmm. Så meget for det, Men jeg kan da prøve om vores høstanemoner er mere aggressive end dine🙂
      Uanset hvem af de damer det var, er jeg aldeles uenig i den påstand🙂

      Kommentar af Ellen — 30. juli 2016 @ 21:36

  4. Huh, jeg passer blomster for naboen. Nu håber jeg virkelig, at der ikke er nogle usynlige imellem😉 Godt, at du kan nå at redde de fleste planter, trods alt. Og flotte, flotte dahlia!

    Kommentar af Fruen i Midten — 30. juli 2016 @ 20:09

    • Jeg ville være aldeles tryg ved at overlade mine planter i dine hænder, Frue🙂 – jeg er nu godt nok lidt forundret over, at man ikke kaster et blik rundt i stuen for at lokalisere samtlige potteplanter.
      Jahh, de er så flotte!

      Kommentar af Ellen — 30. juli 2016 @ 21:38

  5. Kære Ellen; jeg er også lige vendt hjem til min ‘have’, dvs. mine planter i lejligheden, efter tre uger på landet. Det har været tre SKØNNE uger, hvor vi stort set heller ikke fik regn, men derimod har badet og fået en god kulør. Min søde svigermor har passet mine planter under fraværet, men ikke desto mindre er der altid lidt af hvert, der er afgået ved døden i mellemtiden. Så jeg har smidt ud og noteret mig hvad jeg skal ha’ fat i igen. Men jeg er taknemmelig, ligesom dig. Dejligt at nogen vil hjælpe, håber virkelig at dine planter kommer sig snart!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 30. juli 2016 @ 20:16

    • Godt, at I har haft en dejlig ferie – jeg har lidt på fornemmelsen, at du trængte ret så meget til den🙂
      Vi må bare leve med, at andre ikke har den samme interesse i ens planter som man selv har. Det gik også galt i Havdrup; undtagen i de første år, hvor vi havde et sødt ældre ægtepar som naboer. DE var fantastiske, men da de rejste, gik alt galt. Undtagen for vores naboer – de havde nemlig nogle gode blomsterpassere i mig😉
      Men ja, vi er jo taknemmelige alligevel, og vi er meget glade for græsplæneslåning og postkassetømning, så det er fint nok.

      Kommentar af Ellen — 30. juli 2016 @ 21:42

  6. Jeg har ikke den ringeste forstand på haver, men jeg nyder de dejlige billeder, du bringer. Det er altså synd, at der var flere ting, der ikke klarede den.

    Kommentar af Stegemüller — 30. juli 2016 @ 20:23

    • Ja, det er lidt ærgerligt, men sådan er det åbenbart – se bare på Skøre Livs erfaringer herover🙂

      Kommentar af Ellen — 30. juli 2016 @ 21:42

  7. Jeg er misundelig – som i MISUNDELIG – på dine dahlia. Her er de snegletiltrækkere og bliver til sneglemad i løbet af no time.

    Kommentar af conny — 30. juli 2016 @ 20:32

    • Det har jeg hørt andre sige, og det undrer mig faktisk meget, at vores ikke er spist, for vi har masser af snegle (dem med hus på). Hvis mine dahlia blev ædt af snegle, ville jeg ingen skrupler have over at lægge det der grønne sneglegift ud ved dahliaerne. Det er meget effektivt – jeg brugte det foran krydderurtebedet sidste år.

      Kommentar af Ellen — 30. juli 2016 @ 21:45

      • “Mine” snegle er dem uden hus, der har invaderet de danske haver.
        P.S. Min havestrategi er, at hvad der ikke kan gro med den pasning, jeg giver, er bare ikke egnet til min have. Det kan så variere fra år til år (dag til dag), hvad min pasning indebærer.

        Kommentar af conny — 1. august 2016 @ 10:41

        • Jeg kan sådan godt forstå den strategi, men der er bare det, at dræbersnegle formerer sig med lynets hast hvis ikke man gør noget, og så er der bare intet, der får lov at gro i fred!

          Kommentar af Ellen — 2. august 2016 @ 08:34

  8. Hvor har du flotte og farverige blomster i haven. Ærgerligt at andre planter ikke overlevede en fremmeds pasning, Jeg kom også hjem til et par døde planter og undrede mig over, at de havde været usynlige for min nabo, der passede. Men sådan er det åbenbart.
    Sikke dog en strabaserende tur, I har haft hjem fra England.

    Kommentar af betty — 30. juli 2016 @ 22:22

    • Ærgerligt, ja, men sådan er det åbenbart bare – undtagen når vi passer for andre, serlvfølgelig😉
      Det er vist desværre standarden efter indførsel af grænsekontrol. Fremover tager vi via Holland!

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2016 @ 10:31

  9. Utroligt så ulige fordelt sol og regn er… Her har det regnet, så ukrudtet er hurtigere end hakken! Vi når en god dag i haven… og så regner det i en uge eller mere. Så det haveprojekt er ikke nået ret langt! Træls!
    Jeg er imponeret af Johns indsats bag rattet på den lange hjemrejse.

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 30. juli 2016 @ 23:53

    • Det er dog irriterende for jer! I må flytte til Sydsjælland – her holder det åbenbart mere tørt …
      Det er jeg egentlig også – og meget taknemmelig for, at han både gider og kan.

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2016 @ 10:32

  10. Vi kæmper også med snegle i dahlia.
    Vi har altid haft mange vinbjergsnegle. De har aldrig været til gene; men dræbersneglene er nu oppe på et antal, så det i forsommeren var umuligt at have dahlia i haven.

    Vi har nu kørt et par uger med sneglegiften. Effektivt! -Og det ser ud til at nogle af rødderne når at give sene blomster; men vinbjergsneglene har betalt prisen, og dem savner jeg allerede i haven.
    Jeg kan kun anbefale det med at gemme knoldene. Der er en vis charme ved at de samme knolde bruges igen og igen. Samtidig er planter af egne knolde nok så kraftige, selvom dine nu ser ud til at være i god kraft.

    Kommentar af Farmer — 31. juli 2016 @ 03:48

    • Jeg håber I får nogenlunde bugt med dræbersneglene. Vi gjorde en kraftig indsats sidste år, både med gift og med håndkraft, og det har tilsyneladende hjulpet – vi har ikke ret mange i år. Dem med hus smider jeg over i sivene på den anden side af vejen.
      Mine dahlia er overmåde (livs)kraftige – det er dem fra Peter Nyssen I England. Fire ud af 25 knolde kom aldrig op, men det er tilgivet, når resten er blevet så flotte. Hvordan vinteropbevarer I jeres knolde?

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2016 @ 10:35

      • Knoldene graves op lige før betydende frost. De har det egentlig bedst i jorden, nogle år ligger de i jorden lige til januar. Derefter opbevarer jeg dem i et køligt hjørne i fyrrummet. Det skal blot være frost- og musefrit.
        Jeg lægger dem oftest på en ramme af kyllingenet løftet fra jorden med et par mursten i hvert hjørne; men gamle mælkekasser og andet tilsvarende er også lykkedes. Så ligger de der og tørrer ud; men oftest er der liv i bæsterne om foråret alligevel, og først ved udplantning deles de efter behov.

        De hårde nitter indenfor dahlia dypper dem vist i en atamonopløsning eller andet tilsvarende; men selv ude kemi er der overflod efter deling.

        Kommentar af Farmer — 1. august 2016 @ 05:31

        • Okay, tak for svar. Vores fyrrum dur ikke, men jeg skal nok finde en eller anden løsning.

          Kommentar af Ellen — 2. august 2016 @ 08:13

  11. jeg har nu ikke oplevet at høstanemoner kan udkonkurrerer skvalderkålen….og vores er eller meget levedygtige. Skvalderkålen er bare endnu mere levedygtig :-=
    Øv for en havepasser, er der ikke nogle naboer tættere på der kan hjælpe? Vi har en super nabo der heldigvis var hjemme i år medens vi var væk. Så vores tomater og chili havde det fint.

    Kommentar af havehyrden — 31. juli 2016 @ 11:56

    • Du bekræfter Lenes ord, så det regner jeg hermed ikke, at høstanemoner kan. Det lød næsten også for godt til at være sandt …
      Dem vi helst ville spørge, er enten på ferie samtidig med os, eller også har de så vildt travlt med deres arbejde, at jeg ikke vil spørge.

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2016 @ 13:21

  12. Kunne man forestille sig, at den eneste, I kunne bede om – gratis, formoder jeg – at klare paragrafferne, har følt sig lettere presset til at påtage sig jobbet og flere køreture med bil og plæneklipper + vandkandeture og opsyn med huset uden egentlig selv at have den helt store interesse/fornemmelse for arrangementet. Hvad med at lade personen bo i huset, mens I er væk. Det kunne sikkert gøre det mere overkommeligt, hvis vedkommende ikke har så meget at se til derhjemme, men kan nøjes med at tilse sit eget et par gange i forløbet. Et bette kursus i hvor ofte og hvordan, man sørger for planter inde og ude, ville måske også være rart for en uden den store viden.

    På mine treugers ture til USA – uden for bær- og blomstringstiden – har jeg en dame i nærheden, der for god betaling og en pæn gave ved min hjemkomst tilser mit hus, trækker uret op og vander stueplanter, som derfor er nedbragt til et minimum. Et telefonnummer til min murermester, der kender mine øvrige håndværkere, gør, at hun ved, hvem hun skal kontakte ved en eventuel skade. Alle aviser er afbestilt, og postvæsenet holder min post tilbage og afleverer den ved tilbagekomsten.

    Kommentar af Elsebeth — 31. juli 2016 @ 14:04

    • Nej, det kunne man ikke forestille sig🙂 – af flere årsager – og plæneklipperen skal han selvfølgelig ikke køre med i bilen – vi har da vores egen!
      Han er på ingen måde presset, men tilbød det selv – han er også efterlønner og vil så gerne have tiden til at gå, hvilket godt kan være svært, når man bor alene – og ikke har så meget at se til derhjemme … vi har tilbudt, at han kan bo her, men det vil han ikke – vandingskurser er også givet, og hvorfor det gik som det gik, har jeg et bud på, men det vil jeg ikke komme ind på her.
      Han vil overhovedet ikke høre om betaling; det ville være en fornærmelse at tilbyde det, men selvfølgelig har vi fundet ud af det på anden vis.

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2016 @ 15:04

  13. Nu mente jeg ikke fragte maskineriet, men køre ture op og ned ad plænen. Kunne en nabodame (med en pæn have!) tage sig af drivhus- og udendørsvanding, som skal foretages oftere end det andet.

    Kommentar af Elsebeth — 31. juli 2016 @ 16:15

    • Jeg ved det ikke – vi prøver bare at holde os fra ferie i juli og august, tror jeg.

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2016 @ 17:05

  14. Vi har alletiders nabo, som tager sig af vores hunde, når vi har brug for det. Lidt vanding af potter ude og inde gør hun også gerne. Så har vi nogle sprinklere placeret på udvalgte steder i køkkenhaven, og de er tilkoblet timere, så de bliver vandet en times tid hveranden dag.
    Hvor ser din (jeres) have altså dejlig ud. Jeg elsker også både dahlier og høstanemoner. Dahlier har jeg haft et par år; men opgav dem idet jeg ikke orkede at grave dem op, dele knolde, opbevare og plante igen. Høstanemoner ville som så meget andet her ikke trives og forsvandt stille og roligt efter et par år. Både de hvide og de rosa, enkelte såvel som dobbelte! Det kan vi alt sammen snakke meget mere om, når vi ses om nogle uger.

    Kommentar af Lene R — 31. juli 2016 @ 19:12

    • Smart med de sprinklere. Jeg har overvejet automatisk vanding, men det er altså lidt overkill i det lille drivhus, synes jeg.
      Den er dejlig – det var en skam, I ikke fik tid til at kigge ind – det må I tage jer næste gang🙂
      Jeg synes også det lyder som frygtelig besværligt, men det er lige før, jeg tror det er umagen værd, når de er så flotte, som de er.
      Jahhh, vi skal snakke, skal vi – sidste gang havde vi overhovedet ikke snakketid nok, men det skulle der være en fair chance for til september🙂

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2016 @ 20:58


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.