Hos Mommer

20. juli 2016

Wales’ botaniske have

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags: , , ,

P1030235Hjemmefra havde jeg læst lidt om den botaniske have i Wales, og efter at have læst et par hovedpunkter op for John, blev vi enige om, at det skulle være hovedmålet for vores tre dage i Sydwales.
Den skuffede da heller ikke, men inden der kommer billedspam herfra, vil jeg lige gøre Pia opmærksom på billedet her til højre og orientere om, at jeg ikke kan anbefale dem at tage til Wales, for hun og Allan vil altid skulle hver sin vej ud fra alting … det bliver nok bare for besværligt at finde hinanden igen i det lange løb …
Det har slået mig i dag, at waliserne underligt nok insisterer på at skrive ALLE skilte, turistbrochurer, menuer m.m. på både engelsk og walisisk, men ingen af de efterhånden fem gange, jeg har været i landet, har jeg hørt folk tale walisisk indbyrdes.

P1030198

Spindeklubben holdt træf i haven i dag. De plejer vist at sidde indenfor, men havde altså foretrukket at sidde ude i den varme, vi stadig har. Dog ikke så slemt som i går, men varmt nok. Jeg stod i nogle minutter og kiggede; der var én begynder, hvis garn til forveksling ligner det, der kommer ud af mine forsøg med rokken, mens de resterende kvinder var meget professionelle at se på. En enkelt patchworker var blevet lukket ind i spindefolden.

P1030195

I en af bygningerne var der et historisk apotek. Hvis man undrer sig over relevansen til en botanisk have, så var det urterne, der var bindeleddet – et af rummene var helliget de mange lægeplanter, man gennem århundrederne har brugt.

P1030189P1030191

Apotekeren herover har været her meget, meget længe, men der er da nogen, der vasker hans kittel. Det er nok den samme herre, hvis ‘logbog’ man ser et udsnit af.

P1030129

Hvis I ikke tror, her var blomster, tager I fejl … der var i tusindvis af blomster, buske, træer, ja alle slags vækster … alt, hvad man næsten kan forestille sig fra hele verden. Jeg tog vildt mange billeder; en del af dem med navneskiltene på, for jeg fik en masse ideer til staudebedet derhjemme.
Glaspaladset herover var et stor tropisk sommerfuglehus. Desværre var de ikke blevet rigtig tamme endnu; især den store blå fra Amazonas var svær at indfange med kameraet, men det lykkedes mig vist alligevel at få de fleste af arterne med hjem.

butterfly collage

Jeg blev lidt forbavset over at opdage, at den brune i midten og den blå forneden på collagen er den samme sommerfugl.
Vejen hjem til hotellet gik igennem Brecon Beacon nationalparken. Det ville sikkert have været en fantastisk smuk tur, hvis ikke vejret i lige præcis de par timer havde valgt at være diset … faktisk kørte vi oppe i skyerne, selv om vi kun var 500-600 meter oppe. Solen kom ikke rigtig igen resten af eftermiddagen, men det gjorde ikke spor, for det er varmt nok endda.

P1030231

Til sidst de ghanesiske regnskovstræer med The world’s largest single-span dome i baggrunden. Jeg synes jeg husker Eden Projects kupler som større, men lad det nu være. Stor var den ubestrideligt, og da vi kom ud efter en times tid derinde, var vejret helt slået om.

18 kommentarer

  1. Tak for turen. Sommerfugle er det altid en fornøjelse at se på. Skulle turen gå til Berlin, må I se den botaniske have og væksthusene.

    Kommentar af Jørgen — 20. juli 2016 @ 20:55

    • Det er noteret. Vi nyder den slags, men det har du så nok gættet🙂

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2016 @ 21:54

  2. Som I turer rundt. Jeg har nydt turen!
    Og grinet af Lawn Service som jeg også læste som plæneklipperservice😉
    Den botaniske have er vel nok smuk og sommerfuglene ligeså. De kan noget med glashuse derovre.
    Jeg var nu også pænt overrasket over væksthusene i Århus. Mindre skala, men alligevel spændende.

    Kommentar af Anne Holtegård — 20. juli 2016 @ 23:10

    • Der er vist lige noget, jeg skal se i Aarhus ved lejlighed!
      Ja, vi turer – vi skal jo nå at se noget …🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2016 @ 10:28

  3. Det ser godt nok hyggeligt ud med de spindende damer. Knapt så hyggeligt med den gamle apoteker😉 Hvad er der inden i den dome, og hvorfor ligger de ghanesiske træer der og ‘roder’?

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. juli 2016 @ 08:32

    • Inde i domen var der vækster fra mediterranean climate fra hele verden. Træerne er skaffet af en kunstner som en protest over regnskovsfældningen.

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2016 @ 10:31

  4. Sikke mange gode oplevelser I har ‘over there’. Dejligt at følge med.

    Kommentar af LS ☆ — 21. juli 2016 @ 08:46

    • Det har vi – og tak🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2016 @ 10:32

  5. Tak for turen.. hvad er der inde i den dome..??

    Kommentar af Inge — 21. juli 2016 @ 08:59

    • Vækster fra hele verden fra områder, der har samme klimatiske forhold som i middelhavsområdet🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2016 @ 10:33

  6. Jeg HAR faktisk hørt walisisk. Vi boede engang på et slot i Nordwales, og da vi om aftenen gik ned på den lokale pub, snakkede de ikke andet. Det var ret underligt ikke at forstå bare ET ord! Brecon Beacon er pragtfuld, så det var synd med det disede…

    Kommentar af Mia Folkmann — 21. juli 2016 @ 09:00

    • Ja, det må være mærkeligt, når man plejer at kunne forstå det meste. Visse steder i Skotland er det nu godt nok svært, selv om de hævder, at de taler engelsk😉 (Var det Ruthin Castle? Der har vi også været.)
      Vi kunne godt se skønheden, men udsynet var desværre ret begrænset. Det må vi besøge igen en anden gang.

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2016 @ 10:35

      • Nej, det hed Gwydir. Jeg skrev en artikel om det sted i Anglofilia på et tidspunkt. To private mennesker med en kærlighed til slotte købte noget nær en ruin og satte det i stand. (Gør det sikkert stadig! 😉 ) Et sjovt sted at bo… så dog ikke spøgelserne…😉

        Kommentar af miafolkmann — 21. juli 2016 @ 10:54

        • Herligt med den slags mennesker. Sådan et slot boede vi engang i nede i Sydfrankrig. Det var et pensioneret (ja, sgu – og dansk) ægtepar, der købte en ruin dernede og lavede først beboelse til sig selv og derefter fire ferielejligheder for at få lidt af pengene ind igen.

          Kommentar af Ellen — 21. juli 2016 @ 19:58

  7. Mange dejlige billeder! Jeg synes især godt om din collage med de smukke sommerfugle.

    Kommentar af Stegemüller — 21. juli 2016 @ 11:15

    • Tak – jeg elsker smukke haver og ditto sommerfugle🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2016 @ 19:59

  8. Der står da ikke at det er forbudt for mig at gå ud samme vej😉
    Interessant tur og mange smukke sommerfugle.

    Kommentar af Pigen fra landet — 22. juli 2016 @ 20:56

    • Hehe, nej, det har du naturligvis ret i – godt tænkt🙂

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2016 @ 21:19


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.