Hos Mommer

14. juli 2016

Det kommer ligefrem i hele lastbiler ad gangen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags: ,

Godt nok tror vi på, at de er dopede, alle de tour-ryttere, selv om de ikke er meget for at indrømme det, men at vi ligefrem skulle opleve, at de så åbenlyst kører EPO’en ned til dem i hele lastbilfulde ad gangen, kom alligevel lidt bag på os … jaja, de er jo også mange om det …

P1020920

Vi havde en udmærket nat hos den søde Asterix/The Viking/Albert i Holland – atter en gang også med en dejlig middag og en interessant snak med ham. Han er meget ivrig for både selv at fortælle og at høre lidt om os og om Danmark.

Da vi nåede Calais, kunne vi ikke undgå at køre forbi det meget store område, hvor de ‘opbevarer’ alle migranterne, der vil til England, men som vel næppe nogensinde kommer dertil … hvad mon man egentlig har tænkt sig på sigt? Området er sindssygt effektivt afspærret med et dobbelt og meget højt pigtrådshegn, hvor der på ydersiden (hvor vejen gik) for hver ca. halve kilometer holdt en politibil. Det er godt nok noget af et problem, der er der, for holddaop, hvor er den lejr altså stor.

P1020930

Vi havde ingen problemer, selv om vi skulle vise pas tre gange: Først ville den franske paskontrol se dem; derefter, nogle hundrede meter længere inde på det store færgeterminalområde, ville de engelske myndigheder se passene og endelig skulle de vises frem igen, da vi nåede frem till billetkontrollen til DFDS-færgen. Vi undrede os først over, at englænderne havde paskontrol i Calais – men til gengæld havde de det ikke i Dover, så det må være forklaringen.
Og så kom de jo: De nok så berømte white cliffs of Dover. Nærmere og nærmere kom de, men de kunne tydeligt ses fra havnen i Calais.

P1020934

Nu er vi indlogeret på det udmærkede Little Silver Country Hotel i Tenterden, kun et kvarters kørsel fra Sissinghurst, som vi skal se i morgen inden vi kører videre til Charlotte. Heldigvis havde de, som jeg havde bedt om, givet os et værelse med twin beds. Jeg kan sagtens dele seng med John, men vi har det begge meget svært med også at dele det tæppebelagte lagen.
Jeg er lidt spændt … Sissinghurst har stået på min must see-liste i over tyve år, så sæt nu det viser sig at være en skuffelse, fordi det er stærkt opreklameret?
Det kunne lige være yndigt, men under alle omstændigheder får jeg da fred i sjælen.

22 kommentarer

  1. Ja hvad gør Europa egentlig? Det er et stort spørgsmål og jeg forventer ikke et svar😉
    De klipper ser lige så smukke ud på billeder, som jeg har forestillet mig. Jeg håber at Sissinghurst lever op til dine forventninger.

    Kommentar af Lene — 14. juli 2016 @ 18:56

    • Det er et stort spørgsmål, og hvis jeg kunne svare, havde jeg nok fået et eller andet job🙂
      Åh, det håber jeg også,Lene …

      Kommentar af Ellen — 14. juli 2016 @ 20:32

  2. Flotte billeder og god ferie! Og smil til EPO-bilen.

    Kommentar af Kirsten — 14. juli 2016 @ 20:51

    • Hehe, ja, den var ret oplagt, ikke?🙂

      Kommentar af Ellen — 14. juli 2016 @ 21:22

  3. Ja, vi så også lejren igen da vi kom ind med færgen til Calais i torsdags. Ungerne synes det er så synd for dem der bor der. Vi så den første gang i påsken, da vi kørte den vej over. Man viser aldrig pas i Dover eller vi har aldrig skulle. Jeg elsker The white cliffs of Dover. Der er smukke. Nyd jeres ferie i England:)

    Kommentar af Mette Sexton — 14. juli 2016 @ 21:48

    • Det er 27 år siden, vi sidst tog hjem over Dover, så det kunne jeg ikke huske noget om🙂
      The white cliffs er et smukt syn, og tak, vi vil nyde🙂

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2016 @ 08:23

  4. Kære Ellen
    I kan glæde jer til Sissinghurst! De første gang jeg rejste til Hampton Court Palace Flower Show tilbragte jeg weekenden før med besøg til S. H. Og Great Dixter. Håber I også er heldige med en dag uden tur-busser. Nu er du jo en dygtig fotograf, så du får sikkert taget mange smukke billeder.
    Mange hilsner
    Kirsten i Tønder

    Kommentar af Kirsten — 14. juli 2016 @ 22:20

    • Det lyder godt, at det er godt! Vejret er fint og turbusserne kan vi håbe udebliver i dag.
      Jeg tjekker lige Great Dixter, men jeg tror ikke vi når to steder, for der er tre timers kørsel ud til Tim og Charlotte efter Sissinghurst – som ikke åbner før kl 11.
      Opdatering: Har lige tjekket: Det ser ellers meget interessant ud … så nu er der et ønske til🙂

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2016 @ 09:25

  5. En sommertur rundt i de engelske haver er højt på ønskelisten; men det er uforeneligt med markarbejdet. Det kan let bruges en måned på en sådan rundtur i parker og deres haveforeningers åbne haver.
    Det skal nok blive en god haveoplevelse I får. Billederne på nettet frister.
    Tænk, at havens nuværende stil/anlæg først blev til i 1930-erne, hvis jeg har forstået teksten korrekt.

    Kommentar af Farmer — 15. juli 2016 @ 06:06

    • Der har du så en rigtig god grund til at glæde dig til pensionistlivet, Farmer🙂
      Vi er generelt vilde med engelske haver og hele historien med Vita Sackville-West er fascinerende.

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2016 @ 08:25

  6. Jeg håber også Sissinghurst lever op til forventningerne. Den er på min liste også, så jeg regner med, at vi når den i maj næste år. I sommer ‘nøjes’ vi med Den økologiske have i Odder😉
    Jeg har aldrig rigtig spekuleret på meningen med twin beds kontra double bed, men når man sover på engelsk kuvertmaner, så giver det rigtig god mening!

    Kommentar af fiberfryd — 15. juli 2016 @ 08:09

    • Danske haver er også fine at besøge, men de kan altså noget med haver i UK!
      Jeg spørger ALTID efter twin beds herovre – det giver nemlig rigtig god mening … vi er simpelthen tæt på en skilsmisse morgenen efter den fælles kuvertoplevelse😀

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2016 @ 08:27

  7. Hehe… ja der skal noget EPO til at holde gang i hele tour-feltet..🙂

    Det er mange år siden jeg så de hvide skrænter i Dover live, men jeg kan se de stadig er flotte og hvide.

    Jeg aner ikke hvad Sissinghurst er, men jeg tænker du fortæller om det inden længe..🙂

    Kommentar af Inge — 15. juli 2016 @ 08:37

    • Ja, men SÅ meget? Det overraskede mig godt nok😀
      Det kunne godt tænkes, at jeg skrev lidt om det senere … det er ret interessant. Synes jeg …

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2016 @ 09:20

  8. vi så det sidste sommer….indrømmet jeg var lidt skuffet….det er nok fordi jeg havde drømt om at se det så længe og forventningerne var meget høje. Det er et hyggeligt sted og der er mange små havedele at se. Men især den hvide have skuffede. Jeg tror at den er smukkest i foråret…det glemmer vi jo. altså at mange haver er smukkest i foråret og i august hvor mange roser blomstre. Men god fornøjelse

    Kommentar af havehyrden — 15. juli 2016 @ 16:01

    • Pudsigt … jeg blev slet ikke skuffet – heldigvis da, og den hvide have var både meget hvid og meget smuk. Det var ærgerligt for dig, at det ikke helt levede op til forventningerne.

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2016 @ 17:17

  9. Jeg er helt glad for at se Inges kommentar om, at hun ikke kender Sissinghurst – så behøver jeg ikke føle mig så ignorant🙂
    Jeg har heller aldrig set “white cliffs of Dover”, men de ser smukke og dejlige ud på dit billede.

    Kommentar af Stegemüller — 15. juli 2016 @ 16:16

    • Det er en af Englands berømteste haver🙂
      Vi har tilsvarende Møns Klint i DK, men den ser man kun fra søsiden hvis man er fritidssejler … smukt er det med det hvide kridt.

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2016 @ 17:29

  10. Ihdumilde… så forstår man jo bedre, at de kan ræse op ad bjergsiderne!😉
    Åh.. I skulle overnatte hos Asterix. Jeg blev helt bekymret, da du skrev, det var svært at få natlogi: Du skrev så pænt om ham tidligere.
    Hvor er det er smukt syn med the white cliffs of Dover. Møns klint er også flot. Er der ikke turistfart mere? Jeg var med en lille båd ud fra kysten for at se klinterne… og de gjorde et stort indtryk. Men det en måske ikke sikkerhedsgodkendt med den slags mere?
    Fortsat god tur. Med de bedste ønsker for turplanerne.

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. juli 2016 @ 22:32

    • Hehe, ja, ikke?🙂
      Det var i England, det var svært … Asterix/Albert har jeg booket for længe siden, men han har såmænd også travlt nok; vi måtte udsætte vores hjemrejse et døgn fordi han ikke havde plads til os.
      Jeg skal ikke kunne sige noget om Møns turistfart – jeg har selv sejlet rundt engang for 25 år siden i den båd, Søren havde – og det var flot.
      Tak🙂

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2016 @ 23:06

  11. Synes det er fint nok, at der ikke længere er behov for at være tys-tys omkring det der EPO 😀 😀

    Kommentar af LS ☆ — 16. juli 2016 @ 09:43

    • Ja, ikke? Vi ved det jo alligevel alle sammen😀

      Kommentar af Ellen — 16. juli 2016 @ 10:43


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.