Hos Mommer

6. juli 2016

The never-ending story

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

De bliver ved. Og ved og ved. Nu lukker de søreme også min amazonkonto, hvis altså ikke jeg lige klikker her …

Nu lukker de søreme min amazonkonto

Jeg har hørt, at sproget er bevidst dårligt for at de mere sprogstærke (og dermed underforstået mere begavede, men det er altså ikke mine ord …) skal gennemskue, at det er svindel. Jeg har dog lidt svært ved at se logikken i dette argument – hvorfor skulle det være bedre, hvis kun sprogsvage personer falder for svindelen?

Disse to herunder sætter jeg ind, fordi der var en, der kommenterede hos mig, der kunne fortælle, at en bekendt faldt for PostDanmark-svindelmailen, fordi den ikke var sprogligt fejlbehæftet. Jeg har nu fået flere af dem og kan godt se, at de er direkte kopieret fra en ægte mail, men der er én væsentlig forskel: Svindelmailen skriver ikke ens navn. Man bør studse over, at der står “Kære .”
Endelig skal man også altid huske at muse over linket – det leder med garanti ikke til den rigtige Track and Trace, hvis det er fup.
Man kan altså stadig se forskel, selv om de bliver bedre rent sprogligt.
Også vigtigt: Brug en viewer – åbn aldrig en email fra nogen instanser, inden du først har skimmet den for ægthedskriterierne.

Den falskeDen ægte

FB er en stadig kilde til underholdning – og atter en gang vil jeg understrege, at det ikke kun er unge og/eller yngre, der ikke kan stave – der er adskillige morsomme eksempler i FB-grupperne for de ikke helt unge medlemmer af samfundet.OpsaveretTil gengæld

Jeg ved ikke, om vedkommende er gammel, men jeg ved, at det kniber med stavningen – ‘opsaveret’ er noget, John og jeg har til de stammer, der ligger ude i vores have i Sverige, og ‘tilgelgel’ … tjah, hvad skal jeg sige? Her kniber det også en del med udtalen, ellers kunne man vel næppe finde på at stave ordet således?

Den herunder forstår jeg ganske enkelt ikke. “… til både køkken tjener”??? Jeg får ikke umiddelbart lyst til at kontakte Jan eller Tobias.

Nyt ord

Nogle hævder, at det er vigtigst, at man forstår meningen, men hvordan lyder argumentationen, når man ikke forstår meningen?

Til sidst: Find syv stavefejl og et par kommafejl. Flot …

Nutids-r

24 kommentarer

  1. Jeg savner ord…

    Hvorfor pokker kan folk nu om dage ikke stave? Det er slemt på Facebook, som dine eksempler jo også viser. Jeg tror ikke, FB tiltrækker specielt dumme mennesker, men på den anden side er det bemærkelsesværdigt, at 90 pct. af dem, der skriver der, ikke kan stave. Faktisk ser det lidt ud som om, de højrenationale er dem, der staver dårligst. Prøv at se på de tråde der drejer sig om asylansøgere og migranter.

    Næh du har da ret i det, du skriver om svindelmails og sprogsvage ctr. sprogstærke.

    Kommentar af Stegemüller — 6. juli 2016 @ 17:45

    • 90 %? Det har du simpelthen målt det til? Mon ikke det er lige i overkanten?🙂
      Irrationelt og voldsomt fremmedhad findes ofte hos uvidende og uuddannede – det gælder både i Danmark og i de lande, hvorfra folket søger væk. Og er man uvidende, staver man måske heller ikke særlig godt, så på den måde kan det godt hænge sammen.

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2016 @ 19:37

      • Selvfølgelig har jeg intet videnskabeligt belæg for de 90 pct., men det er sådan jeg oplever det.

        Kommentar af Stegemüller — 6. juli 2016 @ 19:43

        • Hehe – jeg tror altså ikke, at det står så galt til, men slemt er det da🙂

          Kommentar af Ellen — 6. juli 2016 @ 19:55

  2. Banditter og slyngler hele bundtet!…

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 6. juli 2016 @ 18:11

    • Haha – forhåbentlig ikke hele bundtet, men der er godt nok nogle stykker af dem🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2016 @ 19:38

    • Jeg hopper på skøreliv.dks kommentar. Slyngler og banditter (ikke mine, forstås).😀 😀

      Kommentar af LS ☆ — 7. juli 2016 @ 11:06

      • Nej, selvfølgelig ikke dine – du opdrager dem naturligvis til at opføre sig ordentligt!🙂

        Kommentar af Ellen — 7. juli 2016 @ 11:16

  3. Jeg fik SMS fra PostNord i går – og den var ægte. En pakke fra Amazon med track og trace…. og denne gang havnede den rigtigt i min postkasse, da de havde skrevet nr. 2 SMS.
    Ak ja, tænker jeg, hvad tænker de dog på – svindlerne?
    Men der skal jo nok være nogen, der hopper på de falske mails.
    Det halter meget med det skrevne sprog, både hos unge og gamle.
    Det kunne være sjovt – en dag – at skrive de forkerte stavemåder ned.
    Det er virkelig en fornøjelse at læse en tekst, der er fejlfri.

    Kommentar af Kisser — 6. juli 2016 @ 18:31

    • Hvis ingen hoppede på den, gad de nok ikke forsøge sig mere, så der er ofre nok, desværre.
      Hvad de tænker på? At hive penge ud af folk, såmænd🙂
      Jeg elsker fejlfri tekster, og jeg tror (stadig), at vi er mange, der har det sådan.

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2016 @ 19:40

  4. Ak ja, den stavning! Noget andet er fishing og lignende. Folk er generelt for uforsigtige med deres mailadresse(r) (siger jeg af bitter erfaring). Et er, at den kan blive “høstet,” når nogen hacker fx en G-mailkonto, noget andet er at lade den flyde frit fremme på nettet. Trods omfattende netaktivitet får jeg meget få fishing-mails og stort set ingen spam, og det tilskriver jeg omhu og filtre. Jeg har skiftet “hovedadresse” mindst to gange, før jeg lærte lektien.

    Kommentar af Eric — 6. juli 2016 @ 19:20

    • Jeg kan godt huske, at du har skrevet om dine uheldige episoder, hvor du er blevet hacket, så du har virkelig, trods din store viden, lært det på den hårde måde. Det er lidt skræmmende for sådan en som mig, som ikke kan nær så meget … jeg har (endnu) ikke været uheldig, men jeg lader bl.a. ikke min emailadresse ligge og flyde, som du kalder det – har trods alt lært en smule om sikkerhed via mit arbejde. Min bankrådgiver kunne ikke lade være med at grine, da hun så mig taste mit password til netbanken under vores sidste møde – “Det må da være verdens stærkeste password!” Det er det så nok ikke, men stærkt er det …
      Opmærksom skal man være hele tiden, og er man en usikker bruger, kan det gå galt. Jeg kan jo se det på John – han er bestemt ikke dum, men han er så nervøs for at gøre noget forkert, at han har svært ved at tænke rationelt.

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2016 @ 19:54

  5. Jeg håber at jeg vil være årvågen nok til at opdage fupnumre og fishing. Kunne dog godt tænke mig at få uddybet, hvordan man kan være for uforsigtig med sin mailadresse? Min mailadresse ligger jo i sidebaren på bloggen, jeg har dog aldrig oplevet noget spam på den.

    Kommentar af Lene — 6. juli 2016 @ 22:22

    • Hmmm – det er nok bl.a. det, Eric mener med at være uforsigtig, men du kan sløre den ved at skrive fx ‘snabel-a’ i stedet for @, eller du kan indlægge nogle ekstra mellemrum således, at en robot ikke umiddelbart kan kopiere din mailadresse. Jeg tror dog ikke, at hverken du eller jeg bruger ord i vores indlæg, som er attraktive for hackere – alene det, at vi skriver på dansk – men det er ingen garanti, for Eric er blevet hacket, og han skriver også på dansk.
      Opdatering: Jeg tjekkede lige: Du har jo sløret din mailadresse🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2016 @ 22:35

  6. Jeg er jo en af dem, der mener, at kommunikationen er det vigtigste. Hvis man utvetydigt forstår, hvad meningen er, så kan jeg sagtens lade være med at lægge mærke til stavefejl, bøjningsfejl mm. Når det er sagt, så er hele meningen med at have regler på disse punkter jo da, at mulighederne for misforståelse skal minimeres mest muligt. Det ville være virkelig praktisk, hvis alle blev stærke sprogbrugere i løbet af deres skoletid. Det ville også øge ligheden i samfundet, idet man bliver set ned på, hvis ikke ligefrem til grin, hvis man udtrykker sig usikkert, skriftligt såvel som mundtligt.

    Kommentar af Henny Stewart — 6. juli 2016 @ 23:44

    • Kan vi ikke udvide ‘utvetydigt’ til også at omfatte ‘umiddelbart’? Hvis jeg skal stoppe op for at tænke over hvad der menes, bliver jeg irriteret … især hvis det er ofte undervejs gennem læsningen. For det meste går jeg videre uden at læse resten, for jeg har det lige som Ditte herunder.
      Du har da ret … alle kan i sagens natur ikke blive lige stærke, men den arrogance og ligegyldighed, der ses herske blandt folk, der i princippet ikke har svært ved at lære, irriterer mig altså vildt meget – som når fx ‘mine’ højt begavede ph.d.-indehavere var ligeglade med, om de stavede forkert.

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2016 @ 09:24

  7. Selvfølgelig bliver fuskerne også bedre og bedre, så det gælder om, at vi hele tiden er opmærksomme på de små afvigelser. Hvis beskeden fra ‘Cewe’ er fusk, så kan jeg godt forstå, at nogen kan hoppe på den i farten (hvis man har handlet med dem).
    Staveevne er temmelig afgørende for, hvordan jeg opfatter andre – og det er jeg ikke specielt stolt af. Jeg har på det seneste været inde på forskellige sundhedsfora/sundhedstilbud m.m., hvor det vrimler med brugeres egne, virkelig sølle stavede, livshistorier. Det betyder, at jeg vælger en del (måske brugbare) muligheder fra, men jeg kan simpelthen ikke se bort fra det😦

    Kommentar af fiberfryd — 7. juli 2016 @ 07:10

    • Vi er nødt til at være på forkant – og altid have det kritiske øje på.
      Jeg har handlet hos Cewe, men studsede med det samme over punktummet i stedet for mit navn – plus at mailen kom flere måneder efter, jeg havde modtaget min ordre …🙂
      Jeg har det ganske som dig. Det er måske ikke noget at være stolt af, men det ændrer jo ikke på den kendsgerning, at vi ikke kan abstrahere fra det. Det dræner mig at læse noget, der er ubehjælpsomt skrevet og/eller stavet, og jeg gider ikke spilde min tid med det. Vi skriver alle forkert indimellem, men jeg ‘kasserer’ skam heller ikke folk for en enkelt smutter.

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2016 @ 09:31

  8. Det er godt, du bringer eksemplerne på fusk og også hjælp til at gennemskue det. Den med at muse hen over linket havde jeg ikke tænkt på.
    Jeg kan ikke finde alle syv stavefejl. Kommer der en løsning? Til gengæld tror jeg at have svaret på “til både køkken tjener”, nemlig at der simpelthen mangler et “og”.

    Kommentar af Kirsten — 7. juli 2016 @ 09:36

    • De fleste ved det nok, men kan man hjælpe bare nogle få til ikke at hoppe på svindelen, er det fint.
      Hmmm. Hvis du kun har fundet seks fejl, har du ret … jeg troede ikke, at ‘OK’ var okay, men det er godtaget, har jeg lige fundet ud af. Pokkers …🙂
      De seks tilbageværende fejl er to nutids-r-fejl, to fejl i ’tilladelse’, en i ‘ordentligt’ og en i ‘statistik’ – men dem havde du sikkert fundet.
      Smart tænkt – det kunne jeg slet ikke se. Jan ville dog nok mene, at det er et ‘men også’, der mangler😀

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2016 @ 09:54

  9. Det er gennemført træls med alle de elendige fishing-mails, vi kæmper en indædt kamp for at holde dem ude fra vores Exchange servere, vi arbejder hårdt på at informere vores brugere om faren, og alligevel har vi haft flere episoder hvor brugerne temmelig bevidstløst klikker på links og dermed får sat gang i en kryptering af deres filer, både på c-drev og på de netværksdrev de har adgang til. Vores største skræk er, at en af os fra IT med mange rettigheder, en dag dummer os og sætter gang i den helt store kryptering… Uhhhh jeg får det varmt bare ved tanken.:-/

    Ang. stavning på facebook.. Det er jo et medie mange af os kun anvender via en mobil, det gør ikke noget godt for stavning og tegnsætning.🙂

    Kommentar af Inge — 7. juli 2016 @ 13:38

    • Det er forståeligt, at bare tanken kan give dig sved på panden – både for alt besværet med at rede trådene ud bagefter og for den slemme ridse, I som it-afdeling får i renomméet, hvis det er noget, I selv har fået initieret. Men det gør I naturligvis heller ikke😉
      Det sidste er rigtigt, men jeg tror ikke, at medlemmer af flere af de FB-grupper, jeg følger, går på fra mobilen, og den skal i hvert fald ikke have skylden for ‘opsavere’😀

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2016 @ 14:09

  10. Det er vel et godt eksempel på at det er vigtigt at lade sig forstyrre af stavefejl og andre sproglige underligheder, hvorved risikoen for bevidstløst at klikke her og der mindskes. Der bør undervises i dette i skolen.

    Kommentar af Jørgen — 8. juli 2016 @ 12:19

    • Ja! Det er da et meget vigtigt argument for at lade sig forstyrre af stavefejl. Godt tænkt, Jørgen – den vej rundt havde jeg ikke selv været🙂

      Kommentar af Ellen — 8. juli 2016 @ 14:18


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.