Hos Mommer

5. juli 2016

23 down – 117 to go

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Der strikkes spidser. Mange spidser. 140 spidser skal der til – 35 på hver side af sjalet. Eneste fordel er, at jeg efter den tiende spids kan dem i søvne. Efter 50 drømmer jeg om dem om natten, og inden jeg er helt færdig, er drømmen nærmere et mareridt. Det er det, der hedder en spidsbelastning …  og jeg overdriver kun lidt …

P1020796

imageimageFronten nærmer sig og ligner mere og mere et rigtigt uvejr, når man kigger på DMI’s radar. Klokken henholdsvis 13:50 og 14:20 så det således ud, og med den aktuelle vindretning ser det ud som om det har retning mod Den Stråtækte, så mon ikke den står på spidsstrikning og tordenvejrshygge resten af eftermiddagen? Plus et enkelt Murdoch-mysterium.
I formiddags, mens vi holdt pause på øverste terrasse, gik det pludselig op for mig, at det var noget nær det perfekteste cykelvejr: Meget lidt vind og en sol, der ikke bagte voldsomt ned, men var lidt diset i sit udtryk.
John var med på ideen med at cykle ud på Jungshoved en tur, men vi nåede ikke længere end til garagen.
En af os havde nemlig glemt at sætte batterierne til opladning efter sidste cykeltur, så en anden af os blev en anelse vrissen. Den anden af os kunne selvfølgelig bare have tjekket, men det er i så høj grad blevet den enes ansvar, at den anden bare regner med, at det bliver gjort, og man går jo normalt ikke og tjekker, om pligterne passes.

Pausen, vi holdt, var en velfortjent en af slagsen efter at have ryddet lidt ud i vildnisset bag den forhenværende modeljernbane. Det gjorde jeg også sidste år, men noget har jeg overset, for da jeg begyndte at pille i de efterhånden lidt for omfangsrige puder af lavt bjørnegræs, afsløredes der en række sten, jeg ikke har set før. Bjørnegræsset er såmænd pænt nok, men som alt andet kan også det tage overhånd, og jeg er ikke bange for at tage for meget; det har alt for godt fat til at være i fare for at gå ud, og når Finn nu har haft ulejligheden med at sætte stenene så fint, kan vi lige så godt nyde synet af dem.

IMG_5742P1020799

12 kommentarer

  1. Spidsbelastning – tøhø🙂
    Det bliver så flot med spidser som afslutning.
    Det skrækkelige vejr ramte mig, mens jeg ventede på bussen, og jeg var gennemblødt på et par minutter, så jeg luskede lige så stille hjem!! Og sikke nogle knald det gav.
    Jeg synes, John ser svært tilfreds ud på billedet i båden🙂

    Kommentar af Kisser — 5. juli 2016 @ 16:26

    • Intet hapshawl uden spidser af en eller anden art!
      Ja, det var en ordentlig skylle, en af dem – jeg er ikke misundelig over, at du var ude – vi nøjedes med at kigge på indefra.
      Synes du det? Det var også før, skruen ramte stenene … men der skete heldigvis ikke noget.

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2016 @ 16:30

  2. Regnen nøjedes med dråber her, det er landmanden svært tilpas med. Der er højrisiko for skimmelsvampe, så han tjekker kartoffelmarker ofte.
    Nogen har forhåbentlig lært at andre regner med nogen🙂

    Kommentar af Lene — 5. juli 2016 @ 18:38

    • Man forstår hans tilfredshed🙂
      Det håber nogen andre i hvert fald😉

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2016 @ 19:44

  3. Her har det p….. ned hele dagen, dog uden torden. Gråt, mørkt, fugtigt, koldt… nu har jeg tændt elradiatoren.
    Den stensætning giver en flot karakter til beddet. Det kan man da kalde en bjørnetjeneste at gemme den væk. Og i moderne forståelse at grave den frem!
    Flot sjal.. lige den type strik jeg går død i!! Jeg kigger kun efter sjaler med en “ren” kant…

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. juli 2016 @ 18:43

    • Det var også lige før, jeg tændte op i brændeovnen, men jeg holdt mig i skindet.
      En dobbelt bjørnetjeneste – ren win-win🙂
      Haha, Anne, når jeg tænker på, hvor meget du laver, som jeg ville gå død i😀 Det er sjovt, så forskellige vi som passionerede strikkere kan være!

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2016 @ 19:46

  4. Indendørshygge med tordenvejrssysler skal man ikke kimse af! Jeg elsker den slags 👍…. Sikke noget med cyklerne; det er noget værre noget, når en anden én glemmer sin del af de hjemlige tjanser!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 5. juli 2016 @ 19:26

    • Det er nemlig slet ikke så tosset, bare det ikke er flere dage i træk🙂
      Ja … jeg ved da heller ikke, hvad det ligner!

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2016 @ 19:48

  5. Der kom en del regn her. som lokkede dræbersneglene frem midt på dagen. Endnu flere er derfor delt i to – forhåbentlig får en squash. Hvordan går det med bestøvningen?
    Selvfølgelig kn det ske at man glemmer at oplade batterierne, men det fører vel ikke til spidsbelastning …

    Kommentar af Jørgen — 5. juli 2016 @ 20:40

    • Det er bare med at komme efter de sataner, når de viser sig – håber der kommer en squash. Jeg har kun haft én hanblomst siden indlægget, men jeg har bestøvet, og det ser ud til at virke!
      Næh … hverken i forholdet eller på cyklerne😉

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2016 @ 20:54

      • Det kniber åbenbart for mig at ramme tasterne!

        Kommentar af Jørgen — 6. juli 2016 @ 07:47

        • Dine fingre er da bare stadig på ferie🙂

          Kommentar af Ellen — 6. juli 2016 @ 09:28


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.