Hos Mommer

27. juni 2016

En mand af få ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

P1020705

Man siger, at modsætninger mødes og sød musik opstår.
Det skete for Johns og mit vedkommende for efterhånden temmelig mange år siden.
Jeg var ikke dengang klar over, at der overhovedet var modsætninger, og slet ikke hvor store de var – jeg fokuserede vist meget mere på den søde musik. Det var også meget sjovere.
John er meget lidt temperamentsfuld, og der skal virkelig meget til at hidse ham op eller blive vred.
Han kan have en meget indirekte og ofte forblommet måde at sige tingene på, men den eneste, der forstod det sprog, var Pernille … jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår hentydninger, men ofte er det fra hans side en snert af en antydning af en hentydning.
Og så siger man, at kvinder skal tale lige ud af posen, når de henvender sig til en mand …
John er – som regel – også en mand af få ord. Det er mig, der snakker, undtagen når han får lidt for meget at drikke, men det gør han stort set aldrig (mere). Det er altid ham, der aldeles frivilligt tager chaufførtjansen, når vi skal ud, for han drikker glad og gerne alkoholfri øl og har det meget bedre med det – især dagen efter.
Det har jeg det sådan set også helt fint med – ikke fordi jeg drikker mig i hegnet, men det er rart at kunne drikke mere end et enkelt glas vin.

Han er ligeledes en mand af få ord, når det drejer sig om at skrive. Hans fingre er for tykke, siger han, og han bruger det bibelske system, når han skal finde bogstaverne: Søg, og du skal finde … han afskyr derfor også at sms’e og er måske af samme grund ikke på den form for talefod med ret mange, men det hænder dog, at Karin sender ham en sms, som kræver et svar.
Så stønner han næsten helt uhørligt, men også kun næsten, og rækker telefonen over til mig:
”Læs lige den her … kan du ikke svare hende?”

Kort tid efter han var kørt i dag, løb der en besked ind til mig om, at min pakke var kommet.
Den videresendte jeg til John, med den afbildede korrespondance som resultat.
Man behøver selvfølgelig ikke at skrive en roman for at svare på dette, men det er generelt meget betegnende for længden af Johns svar, hvis han får en sms og jeg ikke er der til at svare for ham, hvilket jeg i sagens natur ikke er, når jeg selv er afsenderen.

44 kommentarer

  1. Skønt og genkendeligt🙂 Da jeg en gang brokkede mig over kortheden på sms-svar til mig (til jagtkammeraterne kan gemalen godt skrive lange sms’er) blev jeg opgraderet til at få en smiley efter ordet🙂
    Tillykke med båden, den havde jeg ikke lige set komme.

    Kommentar af Lene — 27. juni 2016 @ 16:57

    • Hehe, jeg tror ikke engang John ved hvordan han finder smileyerne🙂
      Tak – det bliver lidt sjovt …

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2016 @ 18:09

  2. Hehe, Hvorfor spilde krudt på lange beskeder, når mindre kan gøre det?😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 27. juni 2016 @ 17:26

    • Næh … men dette her er lidt for meget korthed🙂

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2016 @ 18:10

  3. Jeg har ikke tykke fingre, men SMS er kort-besked-service, så jeg forstår godt John. Mit SMS-vokabularium indeholder udover jo og ok også jep, ja, tja, nå, næh og nej, hvilket er tilstrækkeligt til at svare på det meste og hvis ikke kan det suppleres med ring/mail eller ringer/mailer afhængig af om afsender af forespørgsel skal eller jeg gør det.
    Mht. til jeres trailers, jolles og påhængsmotors tilgængelighed/tyverisikring, så check med forsikringsselskabet, da der er meget forskellige betingelser. I øvrigt kunne cykel med anhænger måske være en ide til at fragte motor, redningsvest(e), (nød)årer, øse og fiskegrej frem og + fisk tilbage.
    Mht. til jordgubbar, så kan de også fås plukselv-og-betal eller bare betal hos Grönkvist bärodling, Vrångafälla 2217, Immeln. Se http://gronkvistbarodling.se for mere information (bl.a. om sorter og andre bær).
    Mvh. og god sommer, hvorhen jeres ture ud i det blå end må bringe jer.

    Kommentar af Kristine — 27. juni 2016 @ 17:38

    • Man kan jo ikke initiere en tråd med en et-ords besked! Disse vil (som du skriver) kun kunne bruges til svar, og ikke alle svar kan bestå af ét ord. Jeg forstår ikke, at John foretrækker at ringe fremfor at sms’e, hvilket i mange tilfælde er både bedre og nemmere.
      Jeg har været i kontakt med vores forsikringsselskab her til eftermiddag🙂
      Tak for jordbærlink; jeg har fået lavet jordbærsyltetøj nok nu, men jeg vil åbenbart kunne købe deres hindbær i vores lokale supermarked.

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2016 @ 18:22

      • Jeg kan godt initiere en SMS dialog med et ord 😉. F.eks.: Hjemme, ring/ringer, ses mm., men det kræver selvfølgelig, at modtageren kender mig/mit SMS-sprog, da det ellers ville være mere end ualmindeligt uhøfligt. At SMS er bedre end telefoni bliver vi ikke entydigt enige om. Fordelen ved SMS er, at kommunikatørerne ikke behøver at være til rådighed samtidig. Ulempen er, at det tager forholdsmæssigt længere tid at skrive en SMS end tilsvarende tale og det ikke er muligt at korrigere i realtid.
        Hindbærplukning er ikke hårdt for ryggen ift. jordbærplukning, så hvorfor ikke selv, fremfor ICA-Nära i Glimåkra?

        Kommentar af Kristine — 27. juni 2016 @ 21:20

        • Selvfølgelig er sms ikke altid bedre, men det jeg mente var, at det ofte er bedre; bl.a. af de grunde du nævner.
          Fordi jeg ikke gider – der er så meget andet, vi skal eller hellere vil, når vi er i Sverige. Og hvorfor er det så vigtigt for dig at understrege, at du ved hvilket supermarked vi taler om?

          Kommentar af Ellen — 28. juni 2016 @ 09:05

          • UPS!
            Jeg forsøgte ikke at understrege noget. Min hensigt, hvis du bejaede, var, at spørge om dine erfaringer med den butik, da min erfaring med ICA-Nära er meget forskellig. Nogle har nærmest kun “langtidsholdbart” grønt og frugt, kød og pålæg mm., mens andre er mere “friske”.
            DU skrev, at jordbærplukning ikke var godt for din ryg og i andre sammenhænge hylder du friskhed og kvalitet, så hvorfor ikke selv plukke sine hindbær, så de er nøje udvalgte og friske, da du så vidt jeg har kunnet forstå ikke er bleg for at køre (bruge tid) efter “et godt tilbud”.
            Nå nok for nu. Hav en god sommer, med hvad du SKAL og hvad du vil.
            Mvh.

            Kommentar af Kristine — 29. juni 2016 @ 18:03

            • Netop Hasses ICA i G. er en rigtig god butik.
              Jeg skrev, at jeg ikke gider plukke hindbær … det behøver jeg vel ikke at forsvare🙂

              Kommentar af Ellen — 29. juni 2016 @ 18:19

  4. Lige Eriks holdning til mobiler og sms’er! Hårdt presset kan han sende sms, når Giitte og jeg er i London!
    Jeg må lige lykønske med rederiet. Det var da en ny udvikling i føljetonen fra den stråtækte idyl. Nu med egen båd. God fornøjelse.
    Jeg er helt bagud med kommentarer; Gitte har været hjemme og så går tiden jo i godt selskab!

    Kommentar af Anne Holtegård — 27. juni 2016 @ 18:11

    • De er skøre, de mænd🙂
      Tak, tak – vi glæder os!
      Tiden flyver altid i godt selskab.

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2016 @ 18:23

  5. Dejligt præcise svar – ingen risiko for misforståelser🙂

    Kommentar af Randi — 27. juni 2016 @ 18:56

    • Det er da i hvert fald sandt nok🙂

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2016 @ 20:34

  6. Jeg forstår til fulde John mht. SMS: Jeg bryder mig ikke om dem, og mine fingre er for tykke, så det tager en evighed at svare.

    Hvor var det godt I mødtes for mange år siden!

    Kommentar af Stegemüller — 27. juni 2016 @ 19:16

    • Hanne, altså – du har da ikke tykke fingre🙂
      Det var helt sikkert et godt møde!

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2016 @ 20:35

  7. Jeg kender det, det er nøjagtig det samme her hele vejen igennem, lige med undtagelse af temperamentet, det kan Allan klare til ug. Det evindelige ok, var lidt trættende i længden, så jeg har spurgt om han i det mindste ikke kunne skrive, ja, fint og godt til lidt afveksling. I dag fik jeg faktisk et ok, efterfulgt af hils og en smiley🙂
    Det kommer jo ikke helt bag på os, det med bpden, da I har talt om det nogle gange, men tillykke med den.

    Kommentar af Pigen fra landet — 27. juni 2016 @ 20:30

    • Hvorfor er jeg mon ikke spor overrasket over din beskrivelse af Allan?😉
      Og måske mere overrasket end du blev mht. bådkøbet … og tak!

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2016 @ 20:37

      • Haha, fordi du kender ham😉 Jeg havde dårligt skrevet denne kommentar, da Allan fik en sms fra Mads, som skrev, hvad svarer du ja til? (Mads som ellers heller ikke er til de lange sms’er havde skrevet flere sætninger) SÅ ringede Allan til ham. Hahaha.. jeg var ved at flække af grin😀

        Kommentar af Pigen fra landet — 27. juni 2016 @ 21:38

        • Sådan er det nok – og det der kunne lige så godt have været John🙂

          Kommentar af Ellen — 28. juni 2016 @ 09:06

  8. De sms’er ligner godt nok Mands ganske til forveksling! Jeg kører også laaaange forklaringer suppleret med smileys af forskellig art. Hvis jeg spørger om flere ting, kan han svare med en sætning a la ‘ja, ja og nej’. Lidet opmuntrende når man nu sidder der på kontoret, og sender søde tanker i retning af den anden 😄

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 27. juni 2016 @ 21:01

    • Det er da også meget hyggeligere med lidt flere ord på … hvad er der mon med de mænd? Det er da godt, at vi elsker dem uanset …😉

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2016 @ 21:03

  9. “And thats all I got to say about that”. Forest Gump

    Kommentar af Fru Z — 27. juni 2016 @ 22:03

    • Som også var en mand af få ord🙂

      Kommentar af Ellen — 28. juni 2016 @ 09:07

  10. Åh I skal da bare lige vide, hvor heldige I er med mænd der overhovedet vil smse! Min kære William nægtede fuldstændig at forsøge at lære det. Men jeg elskede ham da alligevel!

    Kommentar af marianne bentzen — 27. juni 2016 @ 22:10

    • Selvfølgelig gjorde du det, men de er da lidt fremskridtsuvenlige indimellem, de mænd. John kan ellers godt lide noget med teknik, men så snart det er noget, der bare ligner it, så står han næsten helt af – bortset fra fotoprogrammer🙂

      Kommentar af Ellen — 28. juni 2016 @ 09:08

  11. Hahahaaaaa.. Ordre modtaget og forstået..🙂

    Kommentar af Inge — 28. juni 2016 @ 11:21

    • Ja. Der er åbenbart ingen grund til at bruge flere ord på det😉

      Kommentar af Ellen — 28. juni 2016 @ 11:46

  12. Hahahahahahahaha. Åh hvor er det bare en cool sms-kommunikation!😀
    Ligesom Lene, øverst, har manden min også fundet ud af at smide en smiley bagefter! Tjek!😉

    Kommentar af Liv ☆ — 28. juni 2016 @ 13:43

    • ps. jeg får faktisk også ‘længere’ beskeder fra manden min. Fx “Henter jeg?” (underforstået, om jeg har hentet banditter, eller om han forventes at gøre det på vej hjem, og dette uagtet at vi allerede har aftalt det ene eller det andet om morgenen).

      Kommentar af Liv ☆ — 28. juni 2016 @ 13:45

      • Jeres mænd er nået så langt som man kan nå i denne mande-sammenhæng🙂
        Det er nok en typisk mandeting: “Hvad var det nu lige, vi aftalte i morges? Må hellere spørge … ”
        John er nemlig også god til at spille nærværende, når han i virkeligheden er fraværende, men indimellem får han svaret forkert😉

        Kommentar af Ellen — 28. juni 2016 @ 14:02

  13. Johns svar giver i det mindste mening. Min gemal kan godt finde på at lade tastaturet skrive et eller andet vrøvl ved bare at ramme det samme bogstav et antal gange. Det sidder jeg så og vrider hjerne over, indtil det går op for mig, hvad det er, vi er ude i.😉

    Kommentar af Henny Stewart — 28. juni 2016 @ 14:45

    • Hahaha – okay, Henny – din mand tager prisen😀

      Kommentar af Ellen — 28. juni 2016 @ 15:11

  14. JoOk var jo nok.

    Kommentar af Jørgen — 28. juni 2016 @ 17:28

    • Det var det selvfølgelig …

      Kommentar af Ellen — 28. juni 2016 @ 18:27

  15. Ha ha ha ha ligner min fars sms-er

    Kommentar af Mette Sexton — 29. juni 2016 @ 15:16

    • Mon ikke også din far og John hører til samme generation?🙂

      Kommentar af Ellen — 29. juni 2016 @ 15:29

      • Muligvis🙂 min far er 73 i morgen🙂

        Kommentar af Mette Sexton — 30. juni 2016 @ 00:18

        • Og John er 70🙂 – tillykke med din far!

          Kommentar af Ellen — 30. juni 2016 @ 09:01

  16. Hvor jeg kender det! Jeg fik en overgang nogle mystiske talsms’er om morgenen, når Peter var kørt på arbejde: ‘9.47’ eller ‘10.15’. Jeg fattede intet, så meget var klokken jo slet ikke?
    Svaret fik jeg først, da han var hjemme igen. Det viste sig at være dagens benzinpris; bare så jeg var orienteret, hvis jeg nu skulle fylde tanken op! Ak ja😉

    Kommentar af fiberfryd — 1. juli 2016 @ 08:02

    • Hahaha – en klar mandeting – hvis bilen skal bruges og tanken er tom, skal den fyldes – uanset dagsprisen😀

      Kommentar af Ellen — 1. juli 2016 @ 09:24

      • Jamen, Peter ved, at jeg altid forsøger at fylde op, når prisen er i bund 😊, så det var sådan set godt tænkt. Og da jeg så også havde ‘knækket koden’, var det en storartet service.

        Kommentar af fiberfryd — 1. juli 2016 @ 18:15

        • Okay – det giver jo mening, så🙂

          Kommentar af Ellen — 1. juli 2016 @ 18:39


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.